BLOG

Udgivet den

Et år med Lövnäset

Hej det er Orest her og jeg fik lov til at skrive dette indlæg. Beklager hvis skrivestilen er anderledes denne gang 🙂 . 

Sommeren 2020 er slut og det er allerede gået et år, siden vi officielt overtog vores nuværende hjem, Lövnäset. Det huskes tydeligt, hvor begejstrede vi var den dag, vi fik en stor bunke nøgler til ejendommens utallige faciliteter. Så meget vi skulle prøve og lære! Så meget, der skal laves om! Så mange ideer! 

Vi er stadigvæk begejstrede og ideerne er blevet tydeligere. Men realisation af dem tager tid. Længere end ét år. Længere end jeg forventede. 

Her vil jeg gerne fortælle om de begivenheder / projekter vi nåede at gennemføre i den snefrie periode og de forventninger, som må vente endnu må et stykke tid.

Brænde. 

Fortællingen om vores brændeprojekt sluttede ikke i sidste kapitel …. efter brændet var blevet savet og kløvet, skulle den ligge udendørs (og tørre så godt som muligt) inden det skulle flyttes i brændeskuret. Og ja – vores brændeskur kan indeholde ca. 12-14 kubik. Lykke motiverede sig selv godt og grundigt og gik ca. 140 ture (70 meter hver vej) med en trillebøre for at køre den største del af brændet til brændeskuret, hvor det blev stablet. Det tog tid… resten af brænde blev placeret ved siden af et andet skur tættere på den oprindelige plads, hvor brændet havde ligget til tørre . 

Det er uvist hvor meget tid vi brugte på selve brændet fra start til “færdigstablet produkt”, men i hvert fald tæt på en måneds fuldtidsarbejde for to mennesker. Vi håber virkelig, at de ca. 20 kubik vil være nok til hele vintersæsonen. 

Græs. 

Det er kæmpe stor forskel mellem 70 kvadratmeter i en lejlighed på Østerbro og næsten 20.000 kvadratmeter have og to huse. Det er meget at beskæftige sig med. Det meste af vores grund er en fin græsplæne, som man selvfølgelig ønsker skal have græsset klippet, så det ser fint ud. Vi har en traktor og en græs klippermaskine, der kobles til traktoren og kan klippe græsset i baner af 1 meter. Men det tager alligevel tid… 5 timers målrettet græsklipning og derefter de kringlede steder med en almindelig plæneklipper. Til sidst skal græsset samles sammen manuelt og køres væk med trillebør  … godt fysisk arbejde – jeg brugte ca. 1-2 timer hver dag på det i næsten 2 uger før alt det slåede græs var fjernet. I denne sæson klippede jeg græsset tre gange. Måske er det spil af tid, men hvor er det dejligt at se på den smukke grønne græsmark 😉 

Kompost – og affald generelt 

Vi har jo tidligere fortalt om den manglende kommunale service med affaldstømning. I første omgang var det muligt for Bergs Kommune, at hente affald fra vores ejendom, men pludselig fik vi beskeden, at affaldsbilen alligevel ikke kan køre de sidste 4 kilometer til vores hjem. Ingen forklaring. Så vi gennemgik vores forbrug og det affald, som vi genererer og vi begyndte at sortere vores affald mere grundigt. 20 kilometer fra os findes et depot, hvor man kan aflevere affald til genbrug. Der er tale om papir, pap, glas, dåser og embalagemetal samt plastik . Det reducerede vores affaldsmængde markant. Men en stor del af vores affald er organisk affald fra madlavning m.m. Selvfølgelig tænker man straks kompostering. Vi har ingen erfaring med kompost, så vi forsøgte at læse lidt om emnet. De kompostcontainere, som findes på markedet er relativt dyre så derfor opstod ideen ”hvorfor ikke bygge vores egen kompostboks af træ, istedet for at bruge penge på en plastikboks?” Så yes – vi byggede vores egen kompostboks, og vi håber at den spændende komposteringsproces vil komme i gang snart inden det hele dybtfryses i vintersæson… 

Madkælder 

Indgangen til vores madkælder var stærkt beskadiget af evt. fugtig og frossen jord rundt om indgangen. Den proces havde presset alle stenene i væggen ud, så trappen, der fører ned i kælderen, ikke kunne benyttes. Med hjælp fra vores venner fra landsbyen lykkedes det os, at presse alle sten tilbage til deres oprindelige position, så nu vi kan bruge vores madkælder igen. Den er ganske enkel uundværlig. Der holdes fin temperatur på ca. 2-7 grader hele året rundt og det er fugtig luft i rummet, der gør at grøntsager holder sig sprøde i lang tid. Det er fedt at have sådan et stort og miljøneutralt  “walk-in køleskab” . 🙂 

Noget som jeg personligt har haft et issues med denne sommer var forventniger. Nemlig de forventninger, som ikke blev til noget, fordi de kræver meget mere tid og resurser. 

Og der er tale især om de forventninger, der vil gøre vores liv mere komfortabelt og “civiliseret”. 

El.

Elektricitet. Som I ved, er vores ejendom ikke tilsluttet noget netværk og vi lever “off grid”. Vi har diesel og benzin generatorer for at producere el til forskellige formål. 

Vi har fortalt om den ubehagelig sag med et lokalt energiselskab, som ejer elnettet og som har monopol på distribution af el til kunder. De har misbrugt deres monopol og har snydt os flere gange med den pris, som de kræver for tilslutning til deres netværk. Selv om Sveriges Energimarknadsinspekrionen (den myndighed som kontrollerer retfærdige priser på energimarkedet) var enig med os og besluttede at prisen for tilslutning ikke må overstige de ca. 80.000 svenske kroner (mod selskabets 450.000 kroner  ! ), så ankede Härjeåns Nät AB afgørelsen til domstolen, så sagen er yderligere forsinket. Og, hvis domstolen giver Energimarkedsinspektionen ret i beslutningen, så har elselskabet utallige muligheder for at forsinke og ikke tilslutte vores ejendom til deres netværk. Det kan tage flere år. Så vi undersøger alternativer. Som vi tidligere fortalte, er vi meget begejstrede for ideen om, at etablere et “off grid” system, bestående af solcelleanlæg, batterilager og en “backup” benzin generator for de vintermåneder, hvor solcelleanlæg ikke vil producere el nok pga manglende solstråler. Jeg har brugt en del tid på at finde en løsning – der findes en del ideer, men de fleste af dem kræver, at man skal bruge flere produkter fra forskellige producenter og koble dem sammen. Ingen af dem kunne garantere, at systemet vil leve op til vores ønsker. Nu har jeg fået kontakt med et dansk firma, som arbejder med at designe “hybridgeneratorer” til industrielt brug. De blev begejstret for vores livstil og ejendom og de lovede at komme med et forslag og selvfølgelig skal de beregne prisen for den mulige løsning. 

Vand 

Som også tidligere nævt, har vores to huse et primitivt vandsystem, som fungerer ok i sommerperioden, men alle rør kan blive ødelagt af frosten i den periode, hvor vi konstant har minusgrader udendørs. Det er et problem, og derfor skal hele vandforsyning laves om, så vi kan have rindende vand året rundt. En brønd skal bores og rørledninger skal lægges om og frostsikres. Her er det ikke så meget tale om nogle smarte løsninger, men om penge, som skal betales for at får det gjort. 

Så problemet med forventninger er mest  forbundet med de to sidste projekter, som ikke blev realiseret pga økonomi. Vi har forsøgt at hendevende os til flere banker og andre instanser, men de kan ikke låne os de nødvendige penge for at forbedre vores levestandard. Vi har ikke stabil indtægt i denne periode, hvor vi er i gang med at etablere os som selvstændige, så vi må gøre os klar til den nye sæson med manglende vand og en lille benzingenerator, som vi håber kan give os lys og el om vinteren. Og Vinteren er på vej. 

Udgivet den

Project Firewood

Det meste af sommeren er gået, og hvis der er noget som har fyldt meget af vores tid, har det været brændekløvning. Vi har også været en kort tur til Danmark, haft hedebølge, fejret midsommer på svensk og set en bjørn. 

Egentlig var ambitionen selv at fælde træer til brænde, men det projekt ville have taget alt alt ALT for meget tid. For det første, fordi sneen forblev helt til slutningen af maj, og for det andet på grund af vores manglende erfaring udi træfældning. Selve transporten fra skoven til vores hjem var heller ikke noget, der kunne gøres på en dag eller to. I stedet bestilte vi hele birkestammer svarende til 20 kubik, som vi selv skulle save i ca. 20 cm stykker og derefter kløve. Umiddelbart det hårdeste og tungeste job vi nogensinde har været i nærheden af. Og så var det tidskrævende. Det tog 2,5 time at kløve 1 kubik, og kræfterne var kun til 2 kubik per dag. Vil gætte på, at en enkelt stamme snildt kan veje op til 100 kg og dem var der vel 200 stk. af. 

Det tog os en hel måned at kløve brænde til vinterens forbrug med alle fingre i behold. Vi håber, vi kan klare os med de 20 kubik, men det kommer an på, hvor kold og lang vinteren bliver. Brænde er jo vores eneste varmekilde. Men helt slut er arbejdet ikke endnu, for vi mangler stadig at stable det indenfor. Det skal gøres inden sneen kommer. Nu ligger brændet ude til tørring, trods en vejrudsigt, der lover ualmindeligt meget regn.

I juni måned mistede jeg desværre meget uventet et familiemedlem, så vi hastede til Danmark til begravelse. Det var en trist anledning til at rejse, og det blev et meget kort ophold.  Vi havde lejet en trailer i en uge, så vi i samme ombæring kunne få de sidste opmagasinerede ting med hjem.  Selve køreturen tager 4 dage tur/retur. Vi fik plads til næsten alt, men måtte dog efterlade et par kasser bøger, for traileren var faretruende tæt på overvægt og bilen proppet til bristepunktet. 

Til stor frustration for mig, men til stor glæde for vores gæster, viste det sig, at vores højt elskede og absurd dyre Dux seng, som vi havde med retur, ikke kunne komme op i vores soveværelse. Den er nu blevet til gæsteseng. Men det hænder vi går i det andet hus bare for at sove i sengen. 

Trods alt, er det dejligt at være omgivet af sine egne ting igen, efter at have boet halvandet år i andres ting og ting vi ikke selv har valgt. Og så jeg har snedkereret en bogreol, som jeg selv synes jeg er kommet ret godt fra. 

Vi kom tilbage fra Danmark medio juni til en, på disse kanter, hedebølge. I over en uge sneg temperaturen sig tæt på de 30 grader, hvilket er meget usædvanligt i så lang tid. Vandet i søen nåede op på 24 grader. Det må være meget tæt på en rekord. kunne i badede de dage mere eller mindre konstant. Det var sådan en luksus at kunne stå op og springe i vandet uden at få kuldechok. Nu er vandet igen tilbage på mere normale 12 grader. 

Midt under hedebølgen var det midsommer. En meget gammel svensk tradition og en værdsat begivenhed, hvor man samles, spiser sild og synger viser. Sidste år var vi i Estland på midsommeraften, så i år var første gang for os. Vi fik besøg af Anna, som har sin sommerhytte 4 kilometer fra os, og hun havde taget sild med, som er den traditionelle spise denne dag på året. Hun både viste os og berettede om hvordan denne aften skal foregå. Dog sang vi ikke viser, men vi lavede en traditionel majstang. En utrolig hyggelig og lun aften, hvor vi kunne sidde ude så længe vi kunne holde myg og mitter på afstand.  Vi glæder os allerede til næste år. 

Når det har været midsommer, begynder dagene at blive kortere. Man synes sommeren lige er kommet, og så går vi mørkere tider i møde. Aftenerne er så småt ved at indfinde sig igen efter to måneder med lys døgnets 24 timer.  Ved ikke, om vi helt er klar til en lang og mørk vinter. Vi har desværre ikke fundet en løsning med elektricitet. Det havde vi håbet og satset på. Der er endnu ikke truffet en afgørelse i sagen, og det lader til, at det kan trække ud. Solpaneler og batterier har vi ikke økonomisk overskud til i år, så vinteren bliver som sidste år, med vand fra søen som vi skal hente hver dag, olielamper og brændeovn. Der er heldigvis sommer lidt endnu, så vi gradvis bliver vant til mørket og kulden. Vi er trods alt mere forberedte i år, og vi har købt en brugt sneslynge, så vi denne vinter kan plove vejen for sne køre i bil til og fra huset. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt nervøs for vinterens komme, og for hvordan jobsituationen kommer til at se ud. Vi tager det en måned ad gangen, og prøver at have tillid til, at det kommer til at gå. 

Lige nu nyder vi, at der stadig er sommer. Og myggene, som i år til tider har været en plage, er på retur. Nyder min hjemmedyrkede salat og grønkål som bare vokser og vokser. Venter stadig på at de mere grove grøntsager som rødbeder, gulerødder og porrer (som en af hundene har fået gravet halvt op) vokser sig store og spiseklare.  Men sikke et privilegium at kunne hente sin egen friske salat. Elsker det. Og så til de famøse kartofler. Mens jeg har siddet og skrevet denne blog, har vi for første gang opdaget traner faretruende tæt på kartoflerne, og det ser desværre ud til de allerede har været der..! Julemanden har åbenbart mistet sin autoritet, så nu vil jeg gå ud og klippe strimler af plastsække, så der kommer lidt mere ”aktivitet” på marken.  Var faktisk bange for, at de ville dø, for pludselig begyndte bladene at blive gule. De har åbenbart fået en smule nattefrost. Vi havde to nætter, hvor der var minusgrader inde i byen, men tror vi holdt os omkring 0 grader, fordi vi er så tæt på vandet. De garvede siger, de nok skal overleve, så det satser jeg på. 

Og så vil jeg slutte denne blog med en, i mine øjne, stor oplevelse. Jeg har mødt en bjørn! Et scenarie, jeg har set for mit indre utallige gange, og det var bestemt meget mere dramatisk, end det skulle vise sig at være i virkeligheden. Jeg var ude at cykle sammen med Anna, som har nabohytten, og ca. 15 meter foran os sprang en bjørn over vejen. Bjørnen var bange. Det var vi ikke. Vi var faktisk mere nysgerrige. Den var ikke så stor. Måske mellem 1-2 år.  Men psykologisk har det gjort meget for mig. Jeg er ikke længere bange for at gå alene i skoven, og jeg farer ikke sammen over den mindste lyd i skovbunden. Det var en stor oplevelse.

Udgivet den

Sommer er kommet til Lövnäset

Endelig endelig endelig forsvandt sneen. En måned senere end vanligt. Og sneen kom endda tidligere i år, end den plejer. Vi har altså haft sne fra slutningen af oktober til midten maj, så for os var det en stor fryd at se græsset igen. Der er stadig masser af sne i fjeldene. Vi har haft så meget sne i år, at de forventer at vandtilstrømningen fra fjeldene til søen slår rekorden fra 1995. Sneen er jo vore regions nedbør så jo varmere vinteren er jo mere sne får vi. 

Så snart sneen forsvandt har vi brugt masser af tid og kræfter på at arbejde i haven. Vores have er næsten 2 hektar, så selvom vi ikke ligefrem har mange blomsterbede, er her virkelig meget at lave. Buske, der gror som ukrudt og invaderer græsplanen. De skal rykkes op og de tykkeste saves over. Vi har ad flere omgange lavet store bål til afbrænding af grene og kviste fra væltede træer.

Flyttet på kæmpe sten, som lå til gene på søbunden. Søen er kunstigt sænket pga. en dæmning 8 km fra, hvor vi bor, så vi skulle skynde os at fjerne sten inden vandet ville stige. Vandet stiger hurtigt og på en varm dag kan vandet stige med op til 30 cm. Der er 4 meter mellem højeste og laveste niveau. Der arbejdes på at få genetableret søen som den var før dæmningen blev bygget. Det vil få positiv betydning for dyrelivet i og omkring søen og isen om foråret bliver desuden meget mindre farlig og man undgår de farlige sprækker. 

Forårets og sommerens store projekt for mig er dyrkning af grøntsager. Som barn var min familie meget tæt på at være selvforsynende, men jeg har desværre ikke fået tillært mig så meget ad den viden om at dyrke grøntsager. Jeg er kort sagt nybegynder og har måtte spørge erfarne til råds. Det er også forskelligt, hvad der kan gro her og hvad som kan gro i Danmark. Sommeren her er jo virkelig kort. Jeg startede med at dyrke frøenes indenfor for så senere at plante spirerne ud, da nattefrosten ophørte. 

 Jeg har bygget højbede. De er vinde og skæve men jeg er overbevist om de kan få mine grøntsager til at gro.

Jeg har sået rødbeder, grønkål, gulerødder og porrer. Og en masse salat. ”Hvis du ikke kan få salaten til at gro står det skidt til” sagde de i plantebutikken…Sikke en præstationsfremmende kommentar men sagt med sød optimisme.  Og jeg har fået stiklinger til jordbær, som jeg krydser alle fingre for vi får smage i år. 

Så er vi kommet til kapitlet om kartoflerne. De har næsten har forårsaget en ægteskabelig krise.  Orest, som er vokset op i Ukraine, hvor de fleste i byerne har nyttehaver. Hvert år tvang hans mor  ham til at hjælpe med dyrkningen af kartofler.  Som teenager mindes han ikke noget mere pinligt, end at blive mødt på gaden slæbende på 10 kilo kartofler…  Dernæst var der placeringen af den lille kartoffelmark. Det var pludselig umuligt at finde en plads på 3×3 meter i vores have, der er på størrelse med en mindre park. Det skal lige nævnes, at kartofler skal dyrkes nær vandkanten, for ellers har de svært ved at gro. Vise ord fra en lokal. De dyrkede faktisk kartofler på de små ubeboede øer i gamle dage. Noget med at jorden er varmere nær vandet.

Vi fandt til sidst en placering, da jeg stædigt nægtede at opgive mit kartoffelprojekt. Men føj det var hårdt. Det foregik med håndkraft og en gammel plov som oprindeligt blev brugt med heste. Vi spændte traktoren for i stedet. Og netop som de var kommet i jorden får vi at vide at tranerne elsker kartofler, så vi måtte hellere skynde os at få lavet en installation til at skræmme dem væk. Så kom julemanden i spil, med den skinnende paryk. Tror han virker for har ikke set tranerne….endnu.

Men hvor vi nyder varmen er kommet. Vores kanoer og båd er fundet frem. Vi har hvide nætter.  Det betyder, vi var lyst døgnet rundt de næste to måneder. Der er noget magisk ved disse dage. Man får så meget energi af lyset. At padle på blikstille vand på en sen aften eller tidlig morgen er for mig det mest beroligende, jeg kan foretage mig. Vi har altid padlet meget på ferier og det er simpelt nærmest blevet et helligt ritual og et at livets bedste øjeblikke. 

Motorbåden bruger vi når vi skal til landsbyen efter post. Det er den absolut hurtigste vej at sejle tværs over søen. Og hundene elsker at kommer med i båden. 

Inden det bliver et for romantisk scenarie jeg får præsenteret, skal der også nævnes at myggene er udklækket…. Det er altid spændende, om det bliver et myggeår eller et moderat myggeår. Indtil videre har det været mere meget acceptabelt, men vi har også gjort flere foranstaltninger for at komme dem til livs.  Faktisk synes det til, at vi har meget færre myg her, end da vi boede i det lejede hus. 

Bøgen sprang ud d.1 juni og her er blevet grønt med rekordfart. Og hvis I endnu ikke har planlagt sommerferie, har vi stadig ledige perioder i vores udlejningshus. 

Udgivet den

Corona pandemi, forår og mere midt imellem

Mange har spurgt os, om vi overhovedet mærker til den store krise, som Covid 19, har medført. Det gør vi helt sikkert, men bare ikke på samme fysiske måde som de fleste. Vi er så isolerede, der hvor vi bor, og Sverige har ikke haft samme forbud som mange andre lande. Vi har kunne færdes frit, og det virker ikke til at folk er utrygge ved at omgås hinanden i vores lille by med 65 indbyggere. Men man er derimod bange for folk, der kommer udefra, for dem som har sommerhuse her i området og som plejer at komme hver år i påsken. Mange blev hjemme i år for at beskytte byens indbyggere, hvoraf de fleste er over 70 år. 

Selve vores hverdag er ikke påvirket, men det er jo heller ikke hver dag man støder på et menneske. Engang imellem kommer der en snescooter forbi på søen, eller vi skal til byen for at hente post og købe mad. På en måde lever vi i en lille boble, hvor Corona er noget fjernt, vi læser om i avisen. Når man ikke mærker det på sin egen krop, så er det svært at relatere til. Men økonomisk bliver vi ramt. Vi havde netop besluttet at leje det ene hus ud denne sommer. Der var flere interesserede, men få dage senere kom COVID-19 og mange lande indførte udrejseforbud. Vi håber at grænserne åbner igen og at folk stadig har lyst til at holde sommerferie i vores smukke omgivelser.  

Der er heller ikke mange firmaer, der bestiller en video eller nye fotos i denne usikre tid. Og nye hjemmesider og kunst bliver der heller ikke investeret i. Vores potentielle kunder arbejder fortrinsvis med turisme og det er dem, som er hårdest ramt. Ja, vi er meget bekymrede for, hvordan det skal gå. Men der er heldigvis også nogle positive tiltag. Jeg er blevet udvalgt som en af regionens kunstnere til at lave en lille film på 20 minutter. Et tiltag der er blevet lavet for at støtte op om kunstnere, der mister indtægter på deres kunst grundet lukkede udstillinger, teatre og spillesteder.  Den vil blive vist rundt om i regionen i nærmeste fremtid. Jeg er spændt på hvordan den vil blive modtaget, og om folk vil kunne forstå mit svenske med den meget tykke danske accent.  Har også fået til opgave at skrive i et kunstmagasin, og der bliver mulighed som kunstner at søge akut-kunstnerlegater. Nogle meget fine tiltag. Jeg har nogle ansøgninger ude til nogle udsmykningsopgaver. Der er mange om buddet, men bestemt ikke umuligt. Jeg håber alt, jeg kan. 

De, som har fulgt med på bloggen i længere tid, ved, at vi har haft en lidt ærgerlig sag med elselskabet Härjeåns Nät AB, som har monopol på at levere strøm til vores region. Vi lever jo off grid og får strøm fra en generator. Dette er ikke en holdbar løsning i længden. Derfor indhentede vi priser for at blive tilsluttet el nettet. Den første pris vi fik lød på 125.000 svenske kr. Otis havde svært ved at forstå deres beregning. I hans udregning ville prisen være betydeligt lavere. Derfor sendte han materialet til en uafhængig inspektion, som kontrollerer at priserne fra landets monopolselskaber er rigtige. Det fik elselskabet til at forhøje prisen til 300.000 kr. Som senere blev forhøjet endnu engang til 430.000 kr. Vi troede faktisk, at det var den endelig pris, men så fik vi den endelige afgørelsen fra Energimarknedsinspektionen. Prisen skulle, som Otis rigtigt havde regnet ud, være 83.000 kr. En dejlig sejr, men også skræmmende, at sådan et selskab bevidst går efter at score en profit med tvivlsomme metoder. Härjeåns Nät AB har selvfølgelig anket afgørelsen, så der ligger sagen nu. I mellemtiden har vi helt mistet lysten til at være tilsluttet el nettet, som har skyhøje afgifter og som efter dette ikke har fremmet sin egen troværdighed. Nu går nu helt og holdent efter en off grid løsning med solpaneler og batterier. Det er bare ikke så let med vores mørke vintre. De batterier som vi har fået anbefalet, er trukket tilbage fra markedet, da det har vist sig, at de kan ødelægge generatorerne. Det er med hjælp af generatorer, at batterierne skal oplades i vintermånederne. Så som det ser ud nu, tyder alt på, at vi skal vente endnu et år, før vi får en løsning med strøm. Og det er desværre også et spørgsmål om økonomi. Men det er også et marked, som vi spår en stor fremtid, og der er mange firmaer, der arbejder på off grid løsninger. Det er faktisk en meget spændende verden at få indblik i. 

Foråret er også nået hertil. Vi begynder at kunne se vores græsplæne under sneen, og mine omplantede rabarber spirer – en stor sejr eftersom jeg stort set ikke har erfaring med planter.

Isen på søen begynder at blive usikker. Vi er spændte på at se når isen bryder op og isen bliver forvandlet til en sø igen.

Hundene må ikke være ude alene i disse uger, fordi de kan komme alvorligt til skade hvis de bryder igennem isen eller falder i en af isens mange sprækker. Det synes de selvfølgelig er temmeligt frustrerende. De er vant til at kunne gå ud og ind, som de vil. Vi nyder at se farverne igen. Strømme og bække kommer til syne og bliver bredere og mere vandrige for hver eneste dag. Svanerne og tranerne er ankommet. Myggene er endnu ikke udklækket og de første bjørnespor spottet….

Dagene er allerede meget lange, og snart får vi de lyse nætter. 

Vi har fået rindende vand i hanen igen og vaskemaskinen er blevet tilsluttet. Den ultimative opgradering af vores bolig; rindende vand er jo den vildeste luksus!

Nu venter vi på at sneen smelter så vi kan få bilen hjem. Otis vil forsøge at lave farbare spor i sneen med traktor. 

Og så jeg læser om urtehaver og dyrkning af grøntsager. Det bliver mit projekt til sommer. Mine forældre havde gartneri, men jeg har på en eller anden måde formået ikke at få del i den viden. Jeg starter helt fra bunden og må prøve mig frem. Vi har fældet vores første træer, men kun som ”oprydning” i haven.

Vi skal snart fælde træer i skoven til brænde, men at skulle fælde 25 kubik som nybegynder føltes overvældende, så vi har bestilt hele stammer vi selv skal kløve.  25 kubik er ca. 3-400 birketræer.  Muligvis skal vi også have høns, men det afhænger om vi kan få elektricitet for ellers kommer de til at fryse om vinteren…

Udgivet den

Dyrelivet i vores område

Denne måneds blog er helliget dyrelivet, som vi må forholde os til på en helt anden måde end vi har været vant til.  Dyrene er overalt, færdes frit og man møder dem hver dag. 

Jeg vil starte med ulven. Vi havde glædet os til at høre ulvene tude om natten. Jeg har altid været så fascineret af ulven, men har aldrig hverken set eller hørt én, selvom vi har vandret så meget i ulvenes områder i mange forskellige lande. Men hvad vi hurtigt erfarede var ”at ulve, dem taler man ikke om – dem skyder man”.  Vi bor midt i samernes land, så hvor der holdes rensdyr, bliver ulvene skudt. Der kan komme en enkelt strejfer, men ellers findes her ikke ulve. Så forhåbninger om en dag at møde én er nok mere held end forstand. I efteråret så vi dog spor af en ulv meget tæt på, hvor vi bor. Jeg romantiserer stadig ulven…men efter at have set, hvor stor en pote den havde er romantismen aftaget en smule. 

Og nu når vi er ved rovdyrene, så er der bjørnen. Den skandinaviske brune bjørn. Min personlige store skræk. Jeg er hunderæd for at møde en bjørn, og det ved jeg, er uundgåeligt, for vi har valgt at bosætte os i Nordens mest bjørnerige område. Noget jeg først fandt ud af, efter vi var flyttet. Og folk ser dem. Og de ser dem ofte. På denne tid om foråret, hører man næsten dagligt at den eller den har set en bjørn. Og i dag gik vi endda lige forbi en nylavet bjørnebæ. En hyggelig påmindelse om at man skal kigge sig over skulderen…. De sover heldigvis halvdelen af året, så der har man et åndehul. Men når man færdes i skoven hver dag, så ligger bjørnen altid i baghovedet. Hvis hundene stopper op fordi de har hørt noget, så slår mit hjerte et ekstra slag og blodet forsvinder fra hovedet. I sommermånederne er hundene i snor i tæt skov og hvor der er langt fra bebyggelser, og så bærer de klokker. Alene af den grund, at de ikke skal komme til at overraske en bjørn. Den nordiske brune bjørn er den fredeligste af sin art. Det er trods alt en trøst selvom en mand blev angrebet i området en måned før vi flyttede hertil.  Nej, angreb på mennesker sker ufatteligt sjældent, men knap så sjældent i møder mellem hund og bjørn. Nogle hunde flygter, mens andre udfordrer dem, og vi ved ikke hvordan vores vil reagere ved et sådant møde, og vi vil gøre alt for ikke at finde ud af det. Men det er altid et kompromis mellem at give hundene et frit liv og sikkerhed. Det værste en hund kan gøre er at blive bange og løbe væk. Det får bjørnen til af løbe efter. Hvis de derimod begynder at gø og løbe rundt om den så bliver den pacificeret. Vores hunde er af racen borzoi og de er sprintere. De kan løbe 60 km/t mod en bjørns 40 km/t men når det kommer til udholdenhed, så tror jeg ikke vores hunde vinder… Men selvom jeg er meget bange for at møde en bjørn, så sker der noget ret magisk, når man går i skoven. Jeg er mindre bange, når jeg er derude, end når jeg sidder hjemme og forestiller mig det. Jeg går ikke og er bange hele tiden, men når hundene hører noget og skoven er tæt, så er det eneste jeg tænker BJØRN. Otis er afslappet med dem. Han tager nogle gange alene på vandretur med overnatning. Det ville jeg aldrig turde.

Et af de dyr som vi aldrig har skænket en tanke er tjuren. En fugl på størrelse med en fasan og den er frygtløs. Eller en han-tjur (undskyld ornitologer, det er helt sikkert ikke den rigtige betegnelse) i parringssæsonen er frygtløs. Hannerne er sorte og hunnerne brune, så det nemt at se forskel. Vi har hørt historier om hvordan de kan gå til angreb på alt hvad der krydser deres vej, men egentlig ikke spekuleret mere på det, før vi en dag mødte en tjur, der stod midt på kørebanen. Otis nåede at bremse ned til ca. 10 km/t , men i stedet for at flyve væk, gik den direkte i modangreb på vores bil, så fjerene fløj til alle sider. Nogle siger, at den især går til angreb på røde baglygter. Vi ved ikke om den overlevede, men den fløj til siden og der var ingen blod på bilen, men den havde efterladt en kæmpe fjer lige så fint monteret på køleren.

Tjuren er en fugl man ser ganske ofte, og ikke en fugl man skal gå og være bange for, bare man husker, at den ikke flytter sig fra vejen i parringssæsonen. 

Elgene, dem kan man ikke komme udenom. De er indbegrebet af Sveriges dyreliv og en hyppig gæst på vejen.  Det er ikke fordi man ser dem hver og hver anden dag, men man støder på den i hvert fald 1-2 gange om ugen. Som oftest er det en ko med kalv. Og hvor ofte man ser dem afhænger af årstiderne og vegetationen. Om efteråret er det ikke usædvanligt de kommer tæt på bebyggelser, mens de om vinteren er i skovene. Elgjagten starter første mandag i september. Nogle siger, at elgene er så smarte, at de på det tidspunkt søger ind i byerne, fordi de ved, at der er de fredet. Måske er det bare en skrøne. 

Første gang hundene mødte en elg, reagerede de først på noget meget spændende de kunne høre bag en bakke tæt på vore hus, men da elgen så rejste sig op, kunne man bare se, at de tænkte ”shit…..den er stor”,  og blev helt desorienterede over, hvordan de skulle forholde sig til den.  Vores hunde tilhører myndegruppen og er hunde, der jager med synet. Ingen af vores hunde følger spor i skoven, og de lever efter princippet ”ude af øje ude af sind”.  

Rensdyrene ser man stort set ikke om vinteren, men de er overalt om foråret, sommeren og efteråret.

Jeg er faktisk forbavset over, hvor få ulykker der sker med dem, for de går på og langs vejene. Om sommeren går de store hanner rundt i byen. Vi ser dem udenfor vores hus hver eneste dag. De går sågar ind i folks garager for at finde skygge for solen. De passer sig selv og jeg har aldrig hørt om direkte konfrontationer. De er ikke bange for mennesker, men de trækker sig når man kommer for tæt på. Det er et helt fantastisk syn at se samerne samle renerne i store flokke og drive dem op i fjeldet om foråret. Det er en stor oplevelse at overvære. 

Om vinteren er de dyr vi ser mest hjorte. Dem ser man næsten dagligt, men om sommeren er de et sjældent syn. Foråret er også der, hvor sneharerne dukker op for en kort bemærkning. Pludselig er de her med deres plettede pels når de taber deres hvide vinterdragt, og lige så pludselig er de væk igen. Tror nærmest kun vi så dem i 2-3 uger. En sjælden gang ser du en ræv. Dem hører man mest kalde om natten.  Jærven bor her også, men er kun stødt på den en enkelt gang. Zarwoe, vores hvide hanhund gøede af den, mens den hvæsede af ham. Der var heldigvis ingen konfrontation. Jærven er berygtet for dens kraftige bid. 

Så er her havørnene, som vi aldrig selv har set her, men som folk her har respekt for. Der er en historie fra gammel tid, der fortæller at et barn blev taget af en havørn og at man fandt resterne af barnet i en rede. Derefter ødelagde de alle havørnerederne i forsøget på at fordrive ørnen, men den er her stadig.  Men folk med mindre hunde er reelt bange for, at de skal blive taget, og nogle siger endda, at de kan dræbe rensdyr, også de voksne, ved at punktere deres lunger. Vi har aldrig researchet på de historier, men er sikre på, at der er noget om snakken. 

Der er selvfølgelig mange flere dyr. Mus har vi skiftet bekendtskab med, fx. Der er også traner og andre fugle, men de omtalte er dem, vi lever med til hverdag. Hvis I nogensinde får lyst til at komme på disse kanter, vil vi til enhver tid anbefale at se de store rensdyrvandringer om foråret. 

Nå ja så er der myggen, men den bliver dedikeret sin helt egen blog.

Udgivet den

Et nyt kapitel

Et helt nyt kapitel er startet for os. Selvom vi delvis har boet i vores eget hus i perioder, har vi stadig haft vores kontor i landsbyen. Kontoret var det, vi kaldte vores lejede hus. Det har vi opsagt og dermed også sagt farvel til nogle privileger. Fra første marts har vi boet i vores nye hus uden elektricitet og rindende vand. Og ja, det er en udfordring. De mest basale ting er både utroligt tidskrævende og fysisk krævende. Der skal hentes brænde og vand fra søen hver dag.

Altså, der skal først bores hul i isen, hvorefter vandet pumpes op med håndkraft i en stor spand, som så bliver kørt til huset på snescooteren. Så har vi vand til at skylde ud i toilettet. Så skal der hentes sne ad flere omgange. Sneen smeltes og bruges til opvask, madlavning, bad, drikkevand til hundene mm. Ved I, at hvis man fylder en 10 liters gryde med sne bliver det til 3 cm vand?

Så det er altså ikke bare lige sådan at snuppe et hurtigt bad. Desuden er badeværelset på denne årstid tæt på frysepunktet, og skal først varmes op med en gasvarmer. 

Der skal der potentielt holdes gang i tre brændeovne på én gang. Det betyder, at man ikke har mange minutter at sidde at slappe af i, inden man igen skal rejse sig for at lægge mere brænde på. 

Det har heller ikke gjort livet lettere, at vi har ufatteligt meget sne. Der er officielt målt 1,8 meter sne i skoven. Vi kan reelt ikke gå tur med hundene uden først at have kørt et snescooterspor og iført os et par snesko. Men her er smukt. Ufatteligt smukt, og så megen ro. 

Vores tøj vasker vi på et fælleshus inde i landsbyen. Vi har en gruekedel, som vi skal have gravet frem af sneen og bruge til at vaske tøj i til foråret.

Og så har vi købt en vaskemaskine som vi forhåbentlig kan tilsluttes til sommer. Til maj, når isen smelter, får vi igen rindende vand i huset. Så pumper vi vand op fra søen i en 1000 liters tank. Det fungerer kun, når det er frostfrit, ellers sprænger rørene.

Det er forkert at sige, at vi ikke har elektricitet, for vi har en generator, som vi tænder, når vi skal arbejde med computeren, lade op telefoner og pumpe vand. Vores store drøm er at få lavet solpaneler, så vi kan være selvforsynende med strøm året rundt. Vi har været i kontakt med en del firmaer, som kan designe og producere udstyr til ”off grid” løsninger. Vi har helt måttet afskrive at blive tilkoblet el nettet. Vi fik forleden den endelig pris på at blive tilsluttet det elektriske elnet, og prisen landede på 400.000 kr. Og derudover udgifter til nedgravning af kabler og tilslutning til huset. Vi ville ende på den pæne side af en halv million, bare for at få lov at begynde at betale til et selskab, der har monopol og skyhøje abonnementspriser.  For 300.000 kr. kan vi få solpaneler og batterier, der kan levere gratis strøm 9 måneder om året. I de mørkeste vintermåneder kan batterierne lades op med vores generator. Det koster i diesel, men kun en brøkdel af, hvad det ville koste at være tilsluttet el nettet. Hvor vi håber det kan lade sig gøre allerede til sommer! Det er kun økonomien der afgør det, så hav os endelig i tankerne, hvis I har brug for at få lavet en hjemmeside, eller kender nogen som har. Vi er meget konkurrencedygtige på prisen. Her er et eksempel på den seneste hjemmeside vi har lavet for lokal fiskeforening Storsjö FVOF

Vi har også besluttet at leje det ene hus ud denne sommer, så alle interesserede kan leje sig ind indtil kunstnerrefugiet kommer op at køre. Så hvis du vil holde sommer i vildmarken er I velkomne til at byde ind. Og hunde er ligeledes mere end velkomne!

Den første uge brugte vi på at indrettet huset, hvor vi bor. Indtil marts havde det stået, som da vi overtog det. Vi har bygget garderobe, sofa og skrivebord. Alt af genbrugstræ, som vi fik med sammen med huset. Vi har sat hylder op og fjernet en del møbler. Til sommer vil vi male. Nu er det for koldt og vi kan ikke lufte ud. Men er her blevet fint, synes vi selv. Og vi er egentlig ret stolte over, at det er lykkedes os at bygge med vores ringe erfaring som håndværkere. 

Næste projekt er at gøre vores andet hus på grunden klar og få det indrettet. Vi håber også på at få den øverste etage lavet til et atelier. Der skal isoleres og laves gulv, men det kan blive virkelig lækkert. Så snart sneen smelter, skal vi bygge en sauna. Den skal bygges, hvor udendørs biotoilet er i dag. Det er den bedste måde at gå i bad på om vinteren, og man hurtigt varmer en vandtank op derinde, så man  både kan nyde svedsaunaen og afslutte med et varmt bad. Vi har alt træ som skal bruges, så vi glæder os til at komme i gang med det projekt. Vi får et travlt forårJ

Og så er der opstået en lille udfordring med vores madkælder.

Indgangen er blevet delvist spærret, fordi nogle store sten er blevet presset ud. Lige nu er det ikke et problem, for der er stadig koldt ude, men den skal laves så hurtigt som muligt. Når sneen smelter, skal der graves ud og stenene presses tilbage og fikseres. Ingen har boet i huset i flere år, så vi tror det er opvarmningen og vibrationer, som har fået stenene til at rykke sig. Som en midlertidig løsning, har vi savet store isblokke ud af isen og lagt dem i en kummefryser (uden strøm).

Håber den løsning vil fungere som køleskabindtil sneen er smeltet, og vores madkælder kan tages i brug. 

Og så skal det også lige nævnes, at bilen selvfølgelig ikke kan køre hertil, fordi de sidste 4 kilometer af vejen ikke er ryddet for sne. Det håber jeg vi kan få løst til næste vinter. Nu står bilen hos vores gode naboer ved kontoret, og så kører vi fra og tilbage på snescooteren, når vi skal bruge bilen. 

Alle disse udfordringer vi har med at dagen kan hænge sammen, er en lang tilvænningsproces. Vi vidste godt, at der med sådan et sted ville være konstante udfordringer og reelt altid et nyt projekt at gå i gang med, så snart et andet blev afsluttet. Det er en spændende proces, men kan bestemt også give bekymringer. Og så lærer vi nyt hver eneste dag.  Som for eksempel at fiske.

Udgivet den

Vores første møde.

Jeg ved mange har undret sig over valgt af vores navn på bloggen. Hvorfor petros.dk? Petros er navnet på et bjerg i den ukrainske bjergkæde Karpaterne, hvor vi mødtes for over 18 år siden. I denne blog vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi mødtes på en togstation i den lille bjergby Rakhiv. 

Hiking. Somewhere in the mountains

I 2002 var jeg 4-års studerende på Kunstakademiet i København, og var interesseret i steder som hverken var by eller land. Steder, hvor naturen havde taget over og skabt sin egen orden. Derfor ville jeg fotografere Tjernobyl og byen Pripjat i den lukkede zone.

Tjernobyl. 2002

Det var dengang, der ingen turister var i Ukraine, og stort set ingen havde besøgt Tjernobyl. Jeg fik ad kringlede omveje tilladelse til at besøge området som ”Røde Kors medarbejder”. Det betød, at jeg kunne bevæge mig frit rundt alene overalt og fotografere, hvor jeg havde lyst. 

Ikke at Otis og jeg mødtes i Tjernobyl… Efter jeg havde fotograferet, ville jeg sammen med min fætter, der var med på rejsen, rejse lidt rundt i landet og vandre i Karpaterne – en bjergkæde der strækker sig fra Slovakiet, gennem Ukraine og til Rumænien. Det var i disse bjerge, vi mødtes for 18 år siden. 

Ukraine . 2009

Min fætter og jeg var havnet i en meget lille bjerglandsby og var det man kalder ”lost in translation”. Ingen kunne tale engelsk eller tysk og da slet ikke spansk og alt var skrevet med kyrilliske bogstaver. Kort sagt, kunne vi hverken stave os frem til et bynavn eller spørge et eneste menneske om hjælp. Vi kunne faktisk slet ikke finde ud af, hvordan vi skulle komme derfra, lige indtil vi fik øje på to unge fyre med mountainbikes og rygsække. Vi troede faktisk et øjeblik, at vi ikke var de eneste turister i byen. Den ene af disse to unge mænd skulle vise sig at være Otis. Han talte flydende engelsk og fik hjulpet os med billetter. Han kom fra en større by på størrelse med Århus, og vi ville have et 8 times ophold den efterfølgende dag i netop hans by. Han tilbød at hente os på togstationen og vise os rundt i byen, for det var Ukraines uafhængighedsdag; en helligdag, hvor alle holder fri og hvor der var musik og fest i gaderne.  

Jasper. BC. Canada . 2012

Vi havde nogle hyggelige timer sammen den dag i august. Vi sagde farvel og lovede, vi skulle holde kontakten. Som så ofte med rejser, bliver nuet forvandlet til hverdag, og hvad der føltes som verdens største selvfølgelighed i øjeblikket, gled ret hurtigt i baggrunden i hverdagens vanlighed. Dagene gik, og jeg fik aldrig skrevet tak for sidst og al den hjælp vi havde fået. Men heldigvis skrev Otis efter 3 måneder for at høre, om vi var kommet godt hjem. Derefter begyndte vi at have regelmæssigt kontakt. Min fætter og jeg aftalte i fællesskab med Otis at vi skulle vandre sammen i Karpatere i påsken det efterfølgende år. Så 10 måneder efter første møde, mødtes vi igen. Det blev en fantastisk og meget autentisk vandretur vi fik sammen. Otis havde vandret i bjergene alene siden han var 16 år, og kendte nogle meget smukke områder samt efterladte fårehyrdehytter vi kunne overnatte i.

Armenia. 2009

Nej, der var endnu ikke romantik i luften, men det var på den tur jeg begyndte at blive forelsket. Det var dog ikke helt gensidigt 😉 Inden vi rejste hjem, havde vi aftalt at vi skulle mødes igen allerede om sommeren. Vi skulle bestige Mount Elbrus i Kaukasus. Men eftersom Elbrus ligger 80 km fra Grozny i Tjetjenien, som på det tidspunkt var i borkrigslignende tilstand, frarådede ambassaden os på det kraftigste at rejse dertil. Hvis der skulle ske os noget, ville de ikke kunne hjælpe os, sådan som situationen så ud. Jeg havde boet som ung i Nicaragua, og havde svoret aldrig at rejse til et krigshærget land igen. Så den tur måtte vi desværre aflyse. I stedet inviterede vi Otis til Danmark på en cykeltur op gennem Jylland, men han var så fast besluttet på, at han skulle bestige det bjerg i Kaukasus så han takkede pænt nej.

Bornholm. Danmark. 2016

Skæbnen ville så, at den alpinklub han skulle have rejst med, måtte aflyse. Jeg husker ikke grunden, men i hvert fald kom Otis til Danmark, og vi havde en fantastisk cykelferie.  Det var på denne tur at vi blev kærester. 

Skåne. Sverige. 2014

Vi brugte det næste år på at rejse frem og tilbage. Det var mest mig, der måtte rejse til Ukraine, for det var et større bureaukratisk arbejde at få visum til Danmark, der på det tidspunkt havde indført Europas strammeste krav til visum og indrejse fra ikke EU-lande.  Efter et års langdistanceforhold valgte Otis at flytte til Danmark. Jeg havde stadig et år tilbage på studiet og at bo i Ukraine ville være meget besværligt. Dels pga. sproget og dels at lønningerne var så lave at det ikke engang ville dække renterne på mig studielån. 

Vi blev gift d.15 oktober 2004.

Københavns Rådhusplads . 2014
Københavns Rådhusplads. 2014

Det blev et sjovt og ret uorganiseret bryllup. Loven krævede, at vi skulle være gift, hvis Otis skulle søge opholdstilladelse i Danmark. Vi havde 3 uger til at arrangere bryllup. Finde lokale, invitere gæster og med et budget som knap kunne dække en påskefrokost for 3 personer. Men det lykkedes på en ret alternativ måde. Vi tog i skoven for at hente blade og grene til dekoration. Jeg fandt en kjole i en genbrugsbutik. Jeg havde studiejob i et kulturhus, som gav os det smukkeste lokale til næsten ingen penge. Gæsterne havde hver en ret med i stedet for en gave. Men det blev et herligt bryllup og mange er vores venner er kunstenere, så der blev spillet og sunget og improviseret. Desværre kunne Otis familie ikke deltage pga. visumreglerne, så da vi havde været gift i 5 år holdt vi et brag af en fest i den lille bjergby, hvor vi mødtes første gang. Der var både danske venner og Otis familie og venner med. Trods sprogvanskeligheder var det den sjoveste fest! Folk dansede allerede efter forretten, og sådan fortsatte aftnen til den lyse morgen – og musikerne havde fået rigeligt med vodka. 

5 års bryllup. Rakhiv. Ukraine. 2009

Det var historien om hvordan vi mødtes.  Vi deler lidt billeder med jer fra vores bryllup og vores rejser og liv i Danmark.

Et sted i Nepal. 2010
Wadi Rum Desert . Jordan. 2017
Annapurna trek. Nepal 2010
Udgivet den

Vinter

Vinteren er meget lang og med snegaranti i flere måneder. Hvad vi ikke vidste var, at vores område har kulderekorden i Sverige. Den er fra 1988, hvor temperaturen nåede ned på -52 grader. Sådan nogle kuldegrader har vi endnu ikke oplevet og ønsker det heller ikke. Vi kan forstå på dem, som oplevede den vinter, at det ikke havde været nogen rar fornemmelse. Vi har indtil nu kun oplevet en enkelt vinter og den var faktisk en mild én af slagsen. Dette er vores anden vinter. Den koldeste dag vi indtil videre har oplevet, var sidste vinter, hvor temperaturen nåede ned på -33.  

Normalt ligger temperaturen på mellem -5 og -20. Men når det så samtidigt er en meget tør frost, så er fordelen, at man kan iklæde sig mere tøj, hvilket stort set ikke hjælper, hvis luften er fugtig. Grunden til at her kan bliver så koldt, er beliggenheden, fordi vores område er det sted i Sverige med størst afstand til havet. Selvfølgelig bider det i kinderne når temperaturen passerer de -20, men man kan stadig nyde at være ude. Hundene er også rigtigt gode til at klare kulden.

Racen stammer fra Rusland og de holder  mere af kulden end af varmen. Historisk var ikke usædvanligt, at borzoier kom med på jagt efter ulv og harer i –35 grader. De vælger selv at ligge ude i sneen og kan hygge sig i kulden i flere timer. 

Sneen begynder typisk at falde i slutningen af november og bliver liggende til maj.

Oppe i fjeldene ligger sneen i nogle områder hele året rundt. Særligt i fordybninger eller steder, hvor solen ikke når så let. Og så er der mørket, som mange har svært ved at forestille sig. De korteste dage er korte, men da både solopgange og solnedgange er langsomme, bliver lyset mellem de to, der på de korteste dage er 4 timer og 45 minutter, forlænget med en time på hver side.

Men når klokken er 15, så er her mørkt. Meget mørkt. Ingen af os har haft problemer med vinterdepressioner eller generelt nedtrykthed når dagene bliver kortere. Lyset giver energi, men der er altså noget uforklarligt magisk ved mørket. At gå en lang tur i bidende frost og komme hjem når mørket falder på, putte mere brænde i brændeovnen og tænde stearinlys. Det er øjeblikke som disse, vi sætter meget stor pris på.  Og måske hjælper det også, at jorden er hvid og ikke brun og mudret. Og så har vi en nattehimmel som er ganske imponerende, fordi vi ser den uden den mindste antydning af lysforurening. 

Man kan ikke undgå fornemmelsen af uendelighed, hvor tusindvis af stjerner blinker lige over dit hoved og himlen er så stor, at du kan se dem alle. Sådan en himmel kan man unde alle at opleve. 

Vinteren har også sine udfordringer.  Hvis vi pludselig oplever nogle dage med plus grader bliver vejene isglatte og det øverste lag is på søen bliver til vand.

I de perioder kan det være både besværligt og farligt at køre med bilen på vejene eller bruge snescooteren på søen. Nogle veje bliver endda spærret. Der bliver nogen steder så glat, at man glider, selv når man står stille. Derfor er det vigtigt, altid at være på forkant med vejrudsigten, og altid sørge for, at have et lille forråd af mad.  Her kan også falde sne, og der kan falde rigtigt meget sne. Vinteren for to år siden havde de op til 2 meter sne. Jeg tror vi havde mellem 30-100 cm sne hele vinteren sidste år og det tegner sig samme billede i denne vinter. Generelt siger folk som har boet her længe, at vinteren bliver varmere og varmere, og jo varmere vinteren bliver, jo mere sne falder der.  Og sneen bliver liggende helt indtil slutningen af maj. Otis har fødselsdag d.29 maj og han vågnede op sidste år til en regulær snestorm. 

Efter 5-6 måneder med sne tror mange man er ved at være træt af sne. Men det er ikke sneen, man er træt af. Hvad der kom meget bag på især mig, var savnet af farver. Da sneen begyndte at smelte i maj, var det første syn af jordbunden mellem træerne så livsbekræftende og en nydelse at se farverne igen.

Havde slet ikke troet, at det var savnet af farver, der blev det største afsavn gennem en lang og mørk vinter. April er for øvrigt næsten alles yndlingsmåned. Solens stråler varmer, man kan smide polarjakken og dagene er blevet 12 timer lange, og man kan stadig stå på ski henover isen. Alle måneder har deres positive sider, men at mærke solen varme og se solen højt på himmelen, er en fryd de fleste kan bekræfte. 

Udgivet den

Glædelig jul

Her har vi altid hvid jul. Ikke bare i juledagene men i hele december måned er landskabet dækket af et tykt og smukt lag sne. D. 1. december i år havde vi faktisk så meget sne, at kun trætoppene på vores ca.1 meter høje grantræer i haven (det lejede hus) tittede op af sneen.

Lyskæderne vi købte sidste år kunne derfor ikke monteres i år.  Måske meget godt for sidste år blev den hængende til slutningen af maj, hvor sneen var smeltet og ledningen så dagens lys. Vil bare med dette sige, at vi har det ultimative julelandskab. 

I år skal vi holde vores første jul på Lövnäset.

Uden elektricitet men med masser af levende lys, pejs og brændeovn. Vi skal fælde vores eget lille juletræ i vores egen lille skov. Pynte det med min mors julepynt, som jeg har arvet, og vores håndmalede kugler vi købte to stk. af hver år i Paris. Og det bliver bare os fire. Orest, jeg og hundene. 

D.24 om morgenen skal mødes med indbyggerne i Storsjö i et lille fælles træhus med et åbent ildsted i midten.

Ja vi er faktisk så få, at hele byen kan være samlet rundt om bålet på én. Så smager vi hinandens julekager, drikker kaffe lavet over åben ild og ønsker hinanden god jul. En tradition de har haft i mange år, og  som vi var så heldige at blive en del af sidste år. I år tager vi brunkager med. 

Vores julemenu er vegetarisk. Vi skal spise khachapuri og ris a la manda. Khachapuri er et georgisk ostebrød Orest har øvet sig ihærdigt på at lære at lave. En ret vi blev forelskede i, da vi rejste rundt i landet for 10 år siden.

Osten er tyrkisk, og kan kun fås i de store byer så vores venner og familie, der kommer på besøg sørger for, at vores ostelager ikke bliver tømt. Ris a la manda er en klassisk og traditionsrig dansk juledessert. Bestående af kogte grødris blandet med fløde, mandler, vanilje og selvfølgelig sukker. I grøden findes også en enkelt hel mandel, og hvor den som får mandlen vinder en gave.  

I juledagene skal vi gå lange ture i sneen og på søen.  Køre en tur med snescooteren op i fjeldene, og jeg skal helt sikkert også fotografere.

Vi er lykkelige for at have fået lov at låne en snescooter af vores nye venner Janne og Johanna. Håber vi næste år kan få råd til at købe vores egen. Vi har fået så meget sne at vi har opgivet at holde vejen til Lövnäset denne vinter, men den hurtigste og smukkeste vej er heldigvis tværs over søen på snescooter. 

Vi vil også sige en stor tak til alle jer læsere, der har fulgt med i vores liv. Tak til vores venner og familie for support og storsjöboerne for deres store hjælpsomhed. Til sidste en helt speciel tak til Jan og Hege for vi måtte købe deres vidunderlige sted. Rigtig god jul fra os og trods et benspænd fra vores lille kommune ser vi optimistisk på fremtiden. Næste år bliver et godt år. 

Udgivet den

Bergs Kommun – det nye “Wild West of Sweden”

I sidste blog skrev jeg om vores hverdag og om udfordringerne ved livet i vildmarken. En ting vi ikke nævnte, var det svenske bureaukrati samt firmaer som man er afhængige af, og som kan gøre tilværelsen temmelig besværlig og til tider også utryg. Disse virksomheder har monopol, så man kan ikke bare vælge og vrage, og service er ikke et begreb de beskæftiger sig med. Denne blogpost er ikke et rosenrødt billede af livet i vildmarken, så hvis du ikke gider læse en hel blog med brok, så skal du springe fra nu. 

Sverige er kendt for sin socialisme og sammenhængskraft, men vi er stødt på et omfattende bureaukrati og benspænd fra vores lille kommune med bare 7000 indbyggere. En kommune, der ønsker og har brug for flere tilflyttere, og som bryster sig af at være den anden-bedste kommune i Sverige at starte virksomhed i. En kommune med medarbejdere der synes at dække over hinanden og deres leverandører. Måske fordi alle kender hinanden og har relationer på kryds og tværs? Måske skyldes det en form for fornærmelse når man stiller kritiske spørgsmål? I hvert fald tegner der sig et mønster af en usund magtstruktur. 

Da vi flyttede hertil, blev vi advaret om ikke gå kommunen imod. Kommunen har utrolig meget magt, og vi kunne jo få brug for dem senere, lød begrundelsen. Vi tænkte ikke specielt over det, for regler er vel regler og love er vel love, som skal overholdes og gælde for alle.  

Det første møde vi havde med kommunen, var rigtigt positivt. Vi følte os hørt, og de var interesserede i vores ideer. Men det skulle desværre vise sig at være en kort fornøjelse. 

Inden vi købte vores hus, Lövnäset, havde vi hørt om et schweizisk arkitekturprojekt på en ø, men alle var enige om, det ikke ville blive realiseret, da udfordringerne med kloakering, synes umulige at løse. Øen, hvor projektet skulle ligge, ligger lige ud for Lövnäset, så vi havde selvfølgelig en naturlig interesse i, at følge udviklingen nøje.

Projektet er et byggeri af moderne arkitektur, og skal kunne rumme op til 20 mennesker. Den tidligere ejer af Lövnäset havde sat sig grundigt ind i lovene om bl.a. naturbeskyttelse, og havde stillet kommunen nogle meget relevante og kritiske spørgsmål omkring gennemførelsen af projektet og  følgevirkningerne. De valgte ikke at svare ham. En taktik, der skulle vise sig at være mere reglen end undtagelsen.

Vi overtog huset d. 1. September med den overbevisning, at vi som eneste reelle nabo,  ville blive hørt når der skulle bygges et hotel lige ud foran vores hus. Vi vidste der havde været møde d. 22 august, hvor arkitekterne skulle komme med uddybende svar på løsningen af kloakeringsproblematikken. Og vi var overbeviste om, at vi derefter ville blive inddraget. Derfor skrev vi til kommunen den første uge i september, for at spørge ind til nabohøringen. Vi fik den besked at de, kommunen, havde besluttet at trække en grænse på 200 meter, så vi skulle ikke høres. Dette stemmer ikke overens med at andre sommerhusejere er blevet hørt, endda huse på op til en hel kilometer væk. Desuden blev jeg pænt irettesat over fejlagtigt at have brugt betegnelsen hotelbyggeri, for det var efter kommunens mening en lille campingplads. En campingplads bestående af 6 huse, et bibliotek (læs=whiskybar), to saunaer for enden af to lange broer, en bådankomsthal og en spisesal. Set ud fra tegninger er der tale om et ret stort og komplekst byggeri. Desuden meddelte kommunen, at der var meget lang vej til en godkendelse af projektet. Hvis det da overhovedet blev godkendt. 

Et par dage senere fandt vi frem til arkitekterne, og på deres Instagramprofil kunne vi læse, at de lykkeligt kunne annoncere, at de havde fået byggetilladelse, og at byggeriet skulle begynde allerede i 2020. Konklusionen må jo være, at én af parterne lyver. 

Orest begyndte at researche, hvem det schweiziske par egentlig var, og her stødte han på noget meget kompromitterende materiale. De er et ægtepar, der ejer flere holdingselskaber. Nogle under afvikling. Selskaberne har identiske hjemmesider, og fortæller kun et par anonyme linjer om, hvad selskaberne beskæftiger sig med. Der er ingen bestyrelse, og de har en egenkapital på 20.000 CHF. Det stemmer meget dårligt overnes med at de bygger luksusbyggerier i millionklassen, både i Hollywood, Saint Tropez samt andre velhaverområder. Altså alt andet end transparent. Orest fandt desuden også ud af, at hotellet på vores nabo ø skal være til medlemmer af en lukket rigsmandklub. En klub, hvor man kun kan få medlemskab, hvis man bliver anbefalet af et allerede eksisterende medlem ogmanlever op til optagelseskravene. Hotellet skal være rammen for møder, hvor man snakker forretning med ligesindede fra Rusland, Kina og Indien, som er de lande, rigmandsklubben primært har sit fokus på. 

I vores øjne lignede alt dette materiale, som Orest gravede frem, et forsøg på hvidvask, hvilket vi også fik bekræftet af én med indgående kendskab til sådanne sager. Vi henvendte os derfor med vores bekymring, samt det materiale vi havde fundet frem om vores nye potentielle naboer, til kommunen. De har valgt ikke at vende tilbage på henvendelsen. 

En anden sag har knap så alvorlig karakter, men beskriver ikke desto mindre problematikken omkring en kommune, der har lidt for mange kasketter på. Sagen handler om noget så lidt attraktivt som slamtømning, og her har vi to uheldige sager.

Som ny tilflytter var vi lidt usikre på, hvordan slamtømning skal foregå. Derfor skrev jeg tilbage i juni til slamtømningsfirmaet, at vi ønskede at bestille tid til tømning det kommende efterår, den tid på året som vi vidste, at firmaet ville komme til vores by. Jeg fik en mail af B.H. (som jeg troede var en medarbejder fra firmaet) om, at jeg skulle ringe på et bestemt telefonnummer. Jeg ringede et par gange, men ingen svarede eller vendte tilbage, selvom jeg havde indtalt op til flere beskeder. Jeg var dog usikker på om vores bestilling var blevet noteret via telefonsvareren, så jeg spurgte en slamtømningsmand, jeg mødte, mens han var på job i nabobyen.  Han var hjælpsom og skrev alt ned, og lovede at der var styr på det, og at de ville komme til efteråret. Det blev efterår og slamtømningen kom til byen, men desværre ikke til os. Jeg skrev igen til B.H. og spurgte, hvornår de ville komme. Jeg fik en besked retur om, at jeg ikke havde bestilt, og at jeg derfor måtte bestille en akuttømning til 3 gange så høj takst. 

Jeg vedhæftede og sendte B.H.  den mail, hvor jeg havde skrevet og bedt om tømning, hvortil han responderede, at den havde han ikke modtaget. Jeg undrede mig, for syntes jeg kunne huske hans navn. Jeg genfandt heldigvis en efterfølgende mail, hvor B.H selv har svaret på selvsamme mail, som han påstod aldrig var kommet frem. Da jeg konfronterede ham med det, var svaret igen, at jeg kunne bestille akuttømning. Ingen kommentarer til at firmaet evt. selv har haft en del af skylden. Sagen med B.H. bliver endnu mere absurd, da de det viser sig, at den tidligere ejer af Lövnäset også havde bestilt tømning, som skulle foregå kort efter vores overtagelse, og at firmaet havde meddelt, at de ville ringe når de kom. Men ingen ringede, og to uger efter at den planlagte tømning skulle have været udført, var der stadig ingen spor efter de skulle havde været der. En 10 tons tung bil på græsset må uden tvivl efterlade sig et spor. Og kloakken var stadig fyldt. Vi kontaktede firmaet for at høre, hvornår de havde planlagt at komme, og fik så – meget overraskende – besked fra B.H. om, at den skam var blevet tømt ugen forinden. Overbevist om der var sket en fejl, og at de evt. havde tømt på forkert ejendom, sendte vi dem billeder af den fyldte kloak og skrev, at der umuligt kan have være en så tung maskine på vores grund, uden at efterlade sig et eneste spor.  Modsat forventet fastholdt de, at kloakken er blevet tømt og chaufføren havde endda meget uddybende fortalt, hvordan vandet bare fossede i kloakken, fordi vores vandpumpe var defekt. Inklusiv en sidebemærkning om, at vi jo må have repareret den, siden vandet ikke længere løb … Der er så bare det, at der ikke er elektricitet på ejendommen, men i stedet en tank på loftet med 1000 liter vand, der skal fyldes manuelt.  Chaufførens historie var altså en fysisk umulighed. Vi bad derfor om at få metadata fra lastbilen, men fik i stedet et screenshot fra en GPS, som præcist ved Lövnäset var ændret manuelt. En handling, som de påstod kun kunne lade sig at gøre, hvis bilen fysisk var på stedet. 

Hvad de ikke havde taget højde for var, at Orest i sin tid hos Mærsk netop opererede med GPS-data, og kunne så let som ingenting modbevise hele deres påstand. B.H kommenterede aldrig de åbenlyse beviser, men blev ved med at påstå, at de havde været der.  Indtil forrige uge, hvor han pludselig efter ugers tavshed skriver, at han har fremskaffet data med tidspunkter, hvor de har tømt hos nabohuset. Men den data stemmer slet ikke overens med billedet fra GPS´en vi havde modtaget. Det var en helt anden dag,  og hvad har det at gøre som bevis i forhold til vores sag, at der er blevet tømt hos naboen..? Behøver vist ikke at fortælle mere herom. Men slamtømningsfirmaet har monopol, så vi er afhængige af dem igen næste år. Men den største bekymring er, at personen B.H viser sig at være fra kommunen. Altså en embedsmand, der åbenbart også fungerer som forsvarer for kommunens leverandør og samarbejdspartner. 

Härjeåns Nat AB 

Det næste emne er elektricitet, og er desværre en sag af mere alvorlig karakter og som kan få negative konsekvenser for vores fremtid.  Vores nye hus har ingen elektricitet, og allerede inden vi lavede købsaftalen, fik vi hjælp af kommunen til at få beregnet prisen på at få indlagt strøm. L.H fra kommunen var meget hjælpsom. Hun undersøgte sagen og vente tilbage med en pris på 125.000 kr. Prisen havde hun fået fra Härjeåns Nät AB, som er det firma, der har monopol på el-netværket i bl.a. vores kommune. Da vi senere købte huset, henvendte vi os selv til Härjeåns Nät AB for at sige, vi ønskede at få indlagt strøm. De vendte tilbage med en pris på 145.000 kr inklusiv moms, så det stemte fint overens med den pris, kommunen havde fået oplyst. Orest kunne ifølge deres eget viste eksempel på hjemmesiden dog ikke helt få prisen til at passe. Han fandt at prisen efter deres eget regneeksempel skulle være betydeligt lavere, nemlig omkring 80.000 kr. Derfor skrev han til Energimarknedsinspektion, som er en statsejet myndighed, der kontrollerer at priserne hos monopol-selskaberne er korrekte. En service Härjeåns Nät AB selv henviser til. Energimarknedsinspektion svarede aldrig på vores henvendelse, men de havde til gengæld sendt vores spørgsmål retur til Härjeåns Nät AB. De svarede os (dog ikke på spørgsmålet), men at prisen nu var 300.000 kr. Ingen forklaring, men de påstod, det første tilbud vi havde fået, ikke var et tilbud og derfor ikke længere gældende. Dybt rystede skrev vi tilbage til begge instanser, og udbad os en forklaring. Hvordan de kunne se bort for 2 reelle tilbud. Lade prisen stige med 175.000 kr.

Nu er der gået 3 uger, men ingen er vendt tilbage på henvendelserne. Udover de 300.000 kr. skal vi betale for en elektriker til selve installationen og nedgravning af kabel, så vi kan stå tilbage med en regning, svarende til mere end halvdelen af husets værdi. Dette hænger meget dårligt sammen med at man ønsker flere tilflyttere, og gerne børnefamilier. Men hvis man som indbygger intet kan stille op imod hvad der i vores øjne minder lidt for meget om Wild West metoder, så ville jeg overveje en ekstra gang om det var det værd. 

Skal vi så lige afslutte denne blog med at fortælle, at vi har oprettet firmaet www.biglakemedia.se i Sveriges anden bedste kommune at starte virksomhed i. Det startede da også fint med en konstruktiv samtale med en meget hjælpsom person. Hun tilbød desuden at finde svar på de spørgsmål, hun var usikker på, at vi endelig skulle kontakte hende ved yderligere spørgsmål, og hun gerne ville fungere som vores sparingspartner.  Hun vendte aldrig tilbage og her næsten to måneder senere, har vi stadig intet hørt og hun svarer heller ikke på de mails, vi har sendt. Det viser sig, at hun er også ansat af kommunen, så er det vi begynder at blive bekymret om det er årsagen til, hun ikke er vendt tilbage.  Er vi blevet drøftet ved kommunens kaffemaskine? Har vi været lidt for fremme i skoene? Har vi været for kritiske? Måske er vi bare paranoide og tænker straks at det er kommunens strategi mod ulydige borgere, men advarslen vi modtog i begyndelsen begynder at rumstere i baghovedet.  Hvis vi spørger folk i byen, om de tror, vi får byggetilladelse af kommunen, hvis vi en dag skulle ansøge om det, så er svaret et rungende NEJ.

Vi begge to er vant til at diskutere alle spørgsmål åbent og direkte mellem involverede parter, men hvordan kan vi i dette tilfælde diskutere vores spørgsmål, når kommunen bevidst ignorerer vores henvendelser ? 

Måske dette er det et tilfælde, men man kommer i tanke om den velkendte svenske udtalelse : “Når mennesker ved magten stopper med at lytte til folket, er det på tide, at skifte dem ud”

Velkommen til “Wild West of Sweden” 

Scroll Up