BLOG

Udgivet den

Ny Blog – 1 Maj 2023

Det går ikke helt som jeg havde planlagt med at få skrevet blogs med jævne mellemrum. Der går alt for lang tid imellem, så ved næsten aldrig, hvor jeg skal begynde. Måske hvor jeg slap sidst – nemlig november 2022. Så her kommer vores forårsblog trods det, at sneen daler ned og vi de sidste dage har fået omkring 70 cm sne. Og der er mere på vej…

Vi havde faktisk kort forinden oplevet nogle dage med forårsvejr. Høj sol og tocifrede varmegrader med tilhørende soldyrkning på terrassen. Og endelig kunne man se jorden og farver. Og det er netop farverne jeg savner mest efter en lang vinter. Rindende vand fik vi tilbage i hanerne allerede i starten af april. Det er rekord og 3 uger tidligere end de foregående år. Det er en luksus man ikke må tage forgivet. 

Et highlight siden vores sidste blog er helt sikkert vores tur til Paris. Dengang vi boede i København, rejste vi hvert år i november til Paris for at se fotomessen Paris Photo. Pga. vores stramme økonomi har der simpelthen ikke være muligt at rejse dertil de sidste år, så det var et utroligt dejligt gensyn. Og hvor havde jeg savnet at se en masse fotokunst og andre udstillinger samt spise macarones ad libitum.

Vi havde selvfølgelig hundene med og de tiltrak sig så meget opmærksomhed, at vi til tider følte os som kendisser. Uanset hvor vi gik blev vi fotograferet. Ikke usædvanligt af flere på én gang. Det var overvældende, men også bare det faktum, at det er blevet en kultur og helt acceptabelt, at filme alt og alle helt hæmningsløst uden at spørge om tilladelse først. Vi blev også fundet på en større parisisk instagram profil, som promoverer byen. Ikke engang de spurgte om tilladelse. Det var sjovt nok bortset fra jeg blev afsløret i at have været inde at købe kager endnu engang;-).

Fik også en lidt spøjs oplevelse. En af de unge mænd, der går rundt og sælger Eiffeltårn souvenirs, kommer direkte hen og spørger om hundene er dyre. Det svarer Orest selvfølgelig prompte nej til og dertil, at de faktisk er så billige, at man næsten kan få dem gratis, og at de desuden er utrolig besværlige. Uden yderligere kommunikation vendte han om og gik. Men man fik lige nogle tanker, man godt kunne have været foruden. Heldigvis løb ingen med dem, men nogen løb til gengæld med en af vores mobiltelefoner. 

Vi mødtes også med et par, der boede midt i Paris og som havde en niece til Zarwoe. Og et par fra Mexico som havde fulgt hundene længe på instagram. Det var superhyggeligt at mødes med folk i virkeligheden, og vi tilbragte nogle mindeværdige timer sammen. 

Vinteren har været lang og på mange måder har vi været udfordret mentalt. Det har især været svært for Orest, at erkende vi ikke har haft mulighed for at rykke videre. Endnu en vinter uden rindende vand og elektricitet. Det var jo ikke planen, at vi skulle bo så primitivt i flere år selvom vi kan præstere et regnskab, der aldrig er gået i minus og som har fordobledes hvert år, så er vi stadig helt overladt til os selv uden form for sikkerhedsnet. Vi kan ikke låne i banken, trods det, at vi ikke skylder en eneste krone væk og at et relativt beskedent lån ville kunne gøre vores indtjening på udlejning betydelig højere fordi sæsonen kan udvides. 

Der har jo også været mange positive ting i løbet af vinteren, men den langsomme progress er demotiverende for man føler man træder vande og noget så enkelt som rindende vand kan have lange udsigter. Erkender blankt vi ikke ejer et veludviklet forretningstalent, så trods alle de mange positive ting er det stadig et meget langt og sejt træk.  

Men midt i februar fik vi langt om længe vores solpaneler og batterier som havde været forsvundet i posten i 4 måneder. Og det har løftet vores hjem og arbejdsplads op til et helt nyt niveau. Det giver strøm så vi kan arbejde uden at skulle tænde generatoren for at bruge et par fotolamper. Og man har almindelige lamper som giver et bedre lys at arbejde i end olielamperne. Så fremskridt er der også.

Hvad jeg også har brugt vinteren til, er forberedelserne af min kommende udstilling, som åbner 17 maj på Viborg Kunsthal. Det er en udstilling, som har været længe undervejs og bliver min første udstilling i Danmark i flere år. Jeg er spændt og nervøs men glæder mig utroligt meget. Jeg er så taknemmelig for at have modtaget et stort legat fra en dansk fond, som har gjort, at udstillingen kan udføres præcis som jeg havde drømt om. Der var et tidspunkt, hvor jeg havde fået en del afslag fra fonde og jeg begyndte at tvivle på om jeg overhovedet kunne gennemføre udstillingen. Men nu vi er snart på vej til Danmark. Udstillingen hedder JAGT og er et resultat af et samarbejde med den svenske kunstner Anette Abrahamsson og den norske kunstner Stine Kvam. Jeg skal vise 8 nye fotografiske værker samt 3 skulpturer. Det er første gang jeg viser skulpturelle værker. 

Modsat tidligere har jeg med denne udstilling arbejdet med vores sanser. Noget som jeg har taget til mig i den tid vi har boet her. Jeg drages af vores lyst til at have kontrol og magt over naturen. Jeg fascineres af den instinktive reaktion, der opstår i mennesket i mødet med et rovdyr. Et urinstinkt, der kan få garvede jægere til at ryste ukontrolleret på hånden når de står overfor et rovdyr. Vi konfronteres med den fornægtelse, når vi står overfor et rovdyr, der kan tage et menneskeliv, at vi selv er et dyr, en del af et økosystem og dermed også en del af fødekæden. Jeg konfronteres med denne fysiske angst i min nye hverdag, når jeg går i skoven i et af de bjørnerigeste områder i Sverige. Hvordan kroppen instinktivt reagerer ved lyde, hvordan adrenalinen, årvågenheden og sanserne konstant er aktiveret. Værkerne til udstillingen skal derfor ses som en form for et selvportræt. 

Skulpturerne er lavet af uld og det har været et gigantisk arbejde. Jeg fik byttet mig til rå uld mod nogle familieportrætter. Med rå uld menes der møgbeskidt og ildelugtende semivådt uld med div afføring i. Og når det er er minus mange grader i garagen måtte man rense ulden for div efterladenskaber og græs inde i stuen…. Derefter skulle det vaskes og skylles ad flere omgange. Tørres og så farves. Af dovenskab fik jeg aldrig sat et stort gammeldags vaskekar til salg, men det var heldigt for det var den perfekte løsning at varme vandet op i det 100 liters store kar ude i haven til at indfarve ulden. Men rensning, vask og indfarvning var ikke det største arbejde. Det mest langsommelige arbejde var kartning af uld. At karte en Ikea-pose tager ca 30 timer. Og er maga hårdt for hænderne. Men nu er det klart til at blive installeret og det har været en interessant fysisk proces. Vi rejser allerede d.8. maj. 

Vi har også haft en del jobs for det danske firma Langkilde og Søn. Det er altid et privilegium at arbejde for dem og vi har lavet flere photoshoots og små film omkring vores hus. Det har været supersjovt og til tider en smule koldt. Vi har fx dækket nytårsbord midt ude på søen og blandt birketræerne. De bliver vist til efteråret, men I får lige et lille sneak peek her. Langkilde og Søn har vi haft æren af at samarbejde med gennem længere tid. De sender produkter herop, som vi iscenesætter for derefter at filme og fotografere. Sådan nogle samarbejder er guld værd og vi har de spektakulære omgivelser, der danner rammerne for et ret unikt set-up. Den største ulempe ved det samarbejde er, at de laver så smukke produkter, at de altid er svære at skulle sende retur;-) I kan se meget mere på deres hjemmeside www.langkilde-flagfabrik.dk

Azzo er blevet stor. Ikke at misforstå som han er blevet voksen, men det går utroligt godt med ham. Jeg havde frygtet at han ville løbe på isen og tage på eventyr, men han har holdt sig på grunden hele vinteren indtil for en måned siden. Så lærte han sig at det var en mulighed. Tror han har tænkt, at der på en eller anden måde stadig var en sø. Så to gange har han løbet væk og været væk i 30-45 minutter. Det dur jo ikke så indtil isen smelter har han fået begrænset sin frihed. Han kan være fri i haven hvis vi er der. Men han er en glad hund med masser af sund energi og er vokset perfekt. Han er heldigvis ikke så besat af mad længere, men fik alligevel skylden for at der forsvandt mad fra gangen (midlertidigt køleskab), men det skulle vise sig at den rigtige tyv var en hvid hermelin, som er flyttet ind i garagen, så nu er døren lukket…

Udgivet den

November 2022

Åh, hvor er det længe siden, jeg har skrevet. Ved I egentlig, hvor længe det er siden? Det var i maj, og nu skriver vi november. Har virkelig dårlig samvittighed, men årsagen til det er, at vi har haft så rygende travlt hele sommeren. Ja faktisk indtil nu. Og det er jo på mange måder et godt tegn. 

Hvor skal jeg begynde? Måske med urtehaven, for den har nemlig været lige så forsømt som jer. 

Jeg plejer at forspire indendørs allerede fra slutningen af april. Eller plejer og plejer er måske lidt overdrevet, for jeg har kun gjort det de to foregående år. Det kunne ikke lade sig gøre i år, da vi havde fået et spændende job i Uppsala, hvilket betød, at vi i maj skulle være væk hjemmefra i en hel uge. 

En uge uden pleje ville både være for koldt for planterne og givetvis også tørre spirerne ud. Huset kan jo kun varmes op med brændeovnen, så der ville snildt kunne blive minusgrader inde i huset. Så i stedet for at forspire, såede jeg hurtigtvoksende grønsager. Salaten blev fin, grønkålen ikke over 5 cm i højden på nær en enkelt plante, som blev spist af rådyr, radiserne voksede vildt. I hvert fald i stilken for selve de spiselige rødder var mikroskopiske, trevlede og bitre. Gulerødderne stod igen i år for tæt, for jeg glemte at tynde ud i dem, jordbærbuskene var blevet spist af dyr undtagen to planter og skuddene fra sidste år gav ikke rigtigt nogle bær. Forårsløgene blev ikke tykkere end et græsstrå, bønnerne visnede og ærterne, som faktisk blev en succes, var ikke store nok da vi rejste til Danmark, og da vi vendte hjem 2 uger senere havde der været nattefrost og så var det ude med dem. Derudover har der været mange mus i bedene og hundene har været efter musene, så I kan måske forestille jer, hvordan vores højbede så ud.  

Når jeg nævner hundene, så har de fleste af jer allerede set, at familien er blevet udvidet. I maj måned hentede vi Azzo på 12 uger. Han er fra en svensk opdrætter, som  ikke bor mere end 300 km fra os. Det var faktisk slet ikke i planerne, vi skulle have en hund til. Ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald. Jeg havde haft en del i kontakt med Azzos´s opdrætter i forbindelse med den Hund, vi havde i pleje sidste vinter. Da vi skulle aflevere plejehunden i Stockholm kørte vi forbi opdrætteren, som på det tidspunkt havde hvalpe. Ikke bare hvalpe, men hvalpe med en stamtavle, jeg fandt yderst interessant og i de farver, jeg længe havde været interesseret i. Vi hyggede med hvalpene og jeg fik sagt, at vi ikke skulle have hvalp og økonomien for øvrigt ikke var til en hvalp, men fik alligevel sagt på vej ud ad døren ”lad mig vide, hvis der er andre interesserede i Azzo”. Så gik der ikke mere end en uge, så skrev opdrættere, at en fra USA gerne ville have ham, og så indså jeg ret hurtigt, at ham skulle hun ikke have. Jeg fik nogle penge tilbage i skat og et lille job med at køre instagramprofilen for det danske firma Langkilde og Søn, fik så  skrabet pengene sammen. Og så er han jo blevet ambassadør sammen med sine søskende for Essential foods og Non-stop Dogwear, så vi har ingen udgifter til mad og udstyr.  

Derudover skiftede vi forsikringsselskab fra det ultradyre Agria til Folksam, så det endte faktisk med at blive den samme pris for tre hunde som vi havde betalt for to. Det var den praktiske side af historien. 

Azzo er skøn og har et vidunderligt temperament og så stjæler han mad fuldstændigt uhæmmet. Det har til gængæld lært os at få ryddet op og holde skabene lukket. Men en gang gik det galt. I et ubevogtet øjeblik fik han spist 300 gram valnødder blandet med løg. Heldigvis skete det, mens vi var på ferie i Danmark og dyrlægen var få kilometer borte. Han fik en opkastningssprøjte og så var han ellers klar til at spise igen… Han trives super godt med de andre og især ham og Láska leger helt utroligt meget sammen. 

Det har selvfølgelig været lidt af en udfordring at have en hvalp med på arbejde. Vi havde kun haft ham i 10 dage, og så skulle vi til Uppsala på job i en uge. Han klarede det utroligt flot. Meget kørsel og venten i bilen. Det var mest mig, der skulle arbejde, så Orest kunne være med hundene.  Jeg skulle fotografere hegn. Det lyder lidt specielt, men jeg lærte, at der findes utroligt mange typer af hegn, skakitter og låger. Hestehegn, vildsvinehegn, industrihegn mm. Billederne skal bruges til en hjemmeside som Orest skal lave. 

Små to uger senere skulle vi til Dalsland og fotografere for regionen til deres årlige turistmagasin. Med en Láska i løbetid, en hvalp og en hanhund… Jeg er dybt taknemmelig for, at vores samarbejdspartnere hos Visit Dalsland er de mest hundevenlige mennesker. I år var det mest fotos de skulle bruge, så Orest kunne igen tage sig af hundene, og han skulle kun lave nogle enkelte dronefilm. Altid dejligt at arbejde for dem, og vi får så mange skønne og sjove oplevelser med hjem. Glæder os til at se næste års magasin. 

Næste projekt var hjemme på matriklen, men til gængæld det største projekt til dato. Vi skulle skabe to reklamefilm samt fotos, for den skotske virksomhed Ooni, der producerer pizzaovne. Det var et virkelig fedt projekt, hvor vi både stod for fortællingen, filmingen og klipning.

Eller, det vil sige, Orest stod for den del. Historien udviklede vi i fællesskab, og vi havde relativt frie tøjler. Vi havde 6 ansatte som bestod af 5 skuespilere og en kok, som også blev instruktørassistent. Ooni blev superglade for produktet, og det bliver offentliggjort til næste år omkring midsommer. Kan desværre ikke vise jer filmene her, men et enkelt foto må I få lov at se.  Muligvis skal vi lave film for dem igen til vinter. Det håber vi. 

Udover de her tre projekter har vi forberedt brænde, malet naboens hus i bytte for et vildmarksbad, haft gæster i vores udlejningshus, arbejdet på min udstilling til maj på Viborg Kunsthal, så da vi rejste til Danmark i slutningen af august, havde vi reelt ikke haft en weekend fri siden maj. 

Vi var i Danmark i 2 uger. De første 10 dage i sommerhus i Gilleleje, som min veninde og hendes mand så generøst havde lånt os. Det skønneste sommerhus med udsigt over vandet. Det var den ultimative luksus og vi er dem evigt taknemmelige. Det var en meget tiltrængt ferie og vi nød samværet med vores gode venner. De sidste 4 dage boede vi på Stevns, hvor vi skulle filme og fotografere for vores faste samarbejdspartnere Langkilde og Søn. 

Det var også med dem, jeg rejste 10 dage i Vietnam sammen med. De har en systue i landet, som de har samarbejdet med i mange år. En stor kontrast fra livet i Hanoi til livet i vildmarken, men det var en skøn tur i dejligt selskab. 

På arbejdsfronten har det været et virkelig godt år. Snart skal vi til at kigge på årsregnskabet og umiddelbart er vores indtægt fordoblet fra sidste år. Det betyder, at vi kan investere i bedre solpaneler så studiet kommer til at fungere meget bedre. Computeren kan køre, lamperne kan køre og andet teknik, vi bruger i vores arbejde, kan fungere og ikke spænde ben i processen, som det har været tilfældet hidtil. Det bliver en kæmpe forbedring. 

Akt har selvfølgelig ikke været ubetinget positivt, selvom der er sket mange positive ting siden sidste blog. Krigen i Ukraine ligger som en tung skygge, og hver morgen er nyheder det første, vi tænker på. Hele Orest’ familie er stadig i den vestlige og mere stabile del af landet og de har ingen planer om at ændre på det, men der er luftalarmer hver dag, og de ved aldrig hvordan fremtiden ser ud. Vil der være strøm? Vil der være vand? Vil de være i live?

Det er svært at navigere i på afstand, især for Orest, og også svært at kontrollere den vrede, der er mod styret i Rusland og svært at finde et sted at placere angsten for fremtiden. 

Jeg har fået et afslag om projektstøtte til udstillingen på Viborg Kunsthal, som har gjort rigtigt rigtigt ondt. Det er en super vigtig udstilling for mig, og afslaget gør, at jeg mister modet, og i nogle øjeblikke tvivler på, om den kan gennemføres. Andre øjeblikke ser jeg mere positivt på det, men hvis jeg ikke får støtte fra andre fonde, bliver kvaliteten på værkerne væsentligt forringet, ligesom jeg ikke kan vise så mange værker, som jeg har tænkt. 

Men jeg giver jo aldrig op, og i min verden kan alt lykkes. Også denne udstilling. Glæder mig virkelig meget. 

Ved ikke om jeg tør love, at der ikke kommer til at gå et halvt år til næste blog, men jeg ved Orest har et emne om skovindustrien som han vil skrive om. 

Bliver også nødt til at indrømme at vores søndags-pænt-i-tøjet aftener har været lidt forsømte og hået til i arbejde og hundehvalp, men de skal genoptages snarest muligt. 

Udgivet den

Vinterhi 2022

Det var ikke meningen, at I skulle vente så længe på en opfølgning af forrige post. Den skulle faktisk allerede have været skrevet og postet i januar. Jeg kan heller ikke præcist sige, hvad tiden er gået med. Vi har spurgt os selv, hvad vi egentlig har haft så travlt med hele vinteren, men der er ikke rigtigt et entydigt svar – det har føltes som vi har haft ret travlt. Jeg vil fortælle lidt om det længere nede i bloggen, men først skal I, som lovet, have afslutningen på retssagen med Härjeåns Nät AB selskab. Og jeg lover, det bliver sidste gang vi omtaler dem. 

Den som har fulgt med fra start ved, at vi har kørt en retssag mod det lokale monopolselskab Härjeåns Nät AB i næsten 3 år. Eller det vil sige at Energimarknadsinspekionen har kørt sagen for os. Sagen endte i højeste retsinstans, hvor energiselskabet tabte. De har altså tabt 3 ud af 3 retssager. Prisen blev stadfæstet til det beløb, som Orest havde regnet sig frem til fra start – nemlig 67.000 SEK mod deres pris på 450.000 SEK. En meget stor forskel og hvad vi senere har fundet ud af, så er det langt fra første gang de benytter sig af denne metode. Det virker nærmere, som det er en forretningsmodel end en ”regnefejl”. Går den så går den. Igennem hele dette forløb har de løjet, kommet med søforklaringer og løjet lidt mere. Så kunne ting ikke lade sig gøre – så kunne det lade sig gøre (hvis vi betalte lidt mere) osv. Vi blev virkelig chokeret over deres tåbelige og barnagtige forklaringer, der nærmest tangerede til manglende intelligens.  

Men i de mellemliggende år, mens vi ventede på en afgørelse, har vi vænnet os til at leve off grid. Der er også sket en enorm udvikling på markedet for alternativ energi og off grid systemer, så vi har besluttet at gå i den retning. Også taget den usikkerhed i betragtning, der lige nu hersker på energimarkedet med skyhøje priser, samt vores manglende tiltro til Härjeåns Nät AB. Prisen for tilslutning til elnettet vil inklusivt alt (nedgravning af ledninger, moms, installeringen til selve huset) løbe op i omkring 150.000. SEK og for det samme beløb kan man få et effektivt system med batterier og solceller. Og så har man ingen udgifter til elektricitet 9 måneder om året. De mørkeste 3 måneder om vinteren må batterierne oplades med en generator. 

Hvad har vi lavet i alle vintermånederne? Jeg vil starte med december, hvor vi var 3 uger i Danmark. Både for at holde jul men også for at arbejde. Vi boede det meste af tiden hos min moster i Nordjylland. Eller det vil sige vi havde lånt naboens hus, så vi havde god plads og arbejdsro. Det var enormt dejligt at bytte miljø for en periode, dejligt at have elektricitet og rindende vand 24 timer i døgnet. Og så blev vi opvartet til UG af Moster Hanne. Det kunne næsten ikke blive mere luksuriøst og privilegeret. Vi holdt også jul med familien, hvilket vi ikke har gjort de 3 foregående jule. Det var dejligt ikke kun at være os to og hundene. Et scenarie vi godt kunne forestille os at gøre igen næste år. Nu ved jeg ikke om min moster læser med og er enig i den beslutning;-) 

En af de ting vi arbejdede med i december, var vores nye hjemmeside. Det tog godt nok lidt længere tid end planlagt med en del forhindringer på vejen. Hvis I er nysgerrige, så kan I se den her: Big Lake Media. Den er kun på dansk og svensk så undskylder til vores internationale læsere. Vi synes selv den er blevet fin. Vi har også brugt tid på at en lave reklamekampagne, som vi har sendt ud til nogle firmaer, vi meget gerne vil samarbejde med. Vi håber, der kommer positiv respons, for vi har stadig brug for nye og flere kunder.  Men vi er også stolte af, at vi for andet år i træk, med et helt nystartet firma, har et regnskab, der gået i plus. Ikke med det helt stort beløb forståes, men der har også været råd til at gøre nogle relevante investeringer i firmaet.

Vi har også været på en del kortere rejser til Västerbotten og Lapland. Jeg har solgt et endnu kunstværk til det nye psykiatriske sygehus i Umeå. Floating Tourist III. I kan se det og mine andre værker på min hjemmeside. Derudover anmeldte vi et hundevenligt hotel for Rhonda’s Choice i Umeå. Rhondas Choice er en koncept, der anmelder hoteller rundt om i hele verden. Hotellerne bedømmes efter, hvor egnede de er for hunde og hvor godt både hunde og deres ejere føler sig velkomne. Det er hoteller i den bedre kategori, men en fantastisk ide som vi er meget stolte over, at kunne bidrage til. Vi har også været i Stockholm i nogle dage i samme mission. 

Vores anden rejse til Lapland var for at hente en hund på et dyreinternat. En trist sag hvor 13 hunde var blevet fjernet fra ”opdrætteren” pga gentagne sager om misrøgt. 8 af de hunde var borzoier og den ene af de fjernede hunde var tante (Tante Vasja på 8 år) til vores hvide hanhund Zarwoe. Vasjas oprindelige opdrætter i Estland, hvor hun var født og havde boet de første 4 måneder af sit liv. Hun ville have hende tilbage så hun give hende en tryg og stabil hverdag resten af hendes dage. Fordi hun manglede de nødvendige vaccinationer incl. rabies, der minimum skulle være 21 dage gammel, kunne hun derfor ikke selv hente hende direkte. Derfor tilbød vi, at hun kunne bo hos os til hun havde alle vaccinationer.  Det gik over al forventning. Hun var sød og nem og indpassede sig hurtigt og både Zarwoe og Láska var utrolig glade for hende. Láska blev faktisk så ked af det, da hun var rejst, at hun ikke ville spise i 3 dage. Det set i lyset af, at hun aldrig har levnet så meget som en eneste krumme i hele sit livn. Men Vasja skulle hjem og vi ved hun får et godt pensionistliv, hvor hun er nu. Hun sender et postkort en gang imellem. 

Det bliver dog ikke længe de skal være to, for om 3 uger flytter en lille hjalp ind. Azzo hedder han og er en borzoi som de andre. Det var på den ene side en hurtig beslutning, men på den anden side også noget vi havde talt om igennem længere tid. Jeg ville faktisk gerne have haft to hunde mere, som var relativt tæt på hinanden aldersmæssigt, men først når Zarwoe og Láska var blevet et par år ældre. Men jeg indså også at 4 hunde ville blive for meget. Ikke i hverdagen men når vi skal rejse rundt og besøge familie og venner, og når vi skal have dem med på arbejde. Vi har ingen pasningsmuligheder, så de følger med overalt. For de fleste mennesker ville det være lidt for overvældende, at få besøg af os med 4 store hunde – med det synes de muligvis også det er med 3;-) Så hvis vi kun skulle have 3, skulle vi ikke vente for længe. Det er vigtigt, at de andre to stadig gerne vil lege, eftersom vi bor så isoleret og ikke kan lave legeaftaler hver og hver anden dag. Vi må socialisere den så godt vi kan, selvom vi ved, det kan blive en udfordring. Men heldigvis er sommeren lige om hjørnet og vi får mange gæster, som har lejet vores gæstehus. De fleste med hunde. Og mange er gengangere, så vi ved, at de har søde og omgængelige hunde med. 

Der er stadig få ledige uger tilbage, eftersom vi har fået en afbestilling i juni. I kan læse mere om vores gæstehus på hjemmesiden: The Green Footprint. 

Vinteren har været relativt varm. I hvert fald betydeligt varmere end sidste år. Og der har heller ikke været voldsom meget sne, hvilket Orest har været glad for. Det er altid en bekymring, om den gamle traktor kan holde, når det skal ploves. 

Bekymringer har der selvfølgelig været. Men intet overskygger den bekymring, som Ukraine og resten er verden står midt i. Da krigen startede, sad vi næsten paralyserede i 2 uger. Læste nyheder uafbrudt. Også om natten. Vi vågnede begge hver time, så efter 2 uger var vi virkelig udmattede. Det var især svært for Orest, at acceptere ikke at kunne hjælpe. V indså, at vi måtte prøve at leve vores eget liv så godt som muligt. Måske er det ikke jer alle, der ved, at Orest kommer fra Ukraine og hele hans familie stadig bor der. De har valgt at blive boende, men ingen kan forudsige, hvordan det hele ender. Der er relativt roligt i deres område, men hver dag at skulle forholde sig til luftalarmer er hårdt for psyken. Flere har tilbudt hjælp og det er vi og familien dybt taknemmelige for. Det har givet lidt ro og håb og en snert af sikkerhed i alt det usikre. Tak til jer og I ved hvem I er. 

Nu venter vi på, at sneen smelter og farverne kommer til syne. Mens jeg sidder og skriver, har vi snestorm udenfor. Altid på denne tid af året er jeg så ufatteligt træt af sne og længes efter at se jorden igen. Men vi skal ikke vente så meget længere for om en måned bliver vores omgivelser en eksplosion af vækster i alle regnbuens farver.

Og om 2 uger har vi en lille hundehvalp, som med garanti vil sprede glæde. 

Udgivet den

Sommeren 2021

Sommeren er allerede slut. Det samme er efteråret og vinteren har allerede været på visit.  Jeg ville have skrevet en blog – eller flere – i løbet af sommeren, men har simpelthen ikke kunnet finde tiden. Undskylder meget til dem, som har ventet på en up date fra os eller dem, som har troet de havde misset en blog og brugt tid på at lede. Der er sket så utroligt meget og vi har haft vanvittigt travlt hele sommeren.  Men det har været en helt fantastisk sommer. Både vejret og arbejdsmæssigt. Efter at have været så økonomisk trængt sidste vinter og det tidlige forår, begynder vi så småt at tro på, at vi kan lykkes med at få os etableret og at firmaet kommer til at køre.  

Denne blog er en fortælling om det sidste halve år. Om hvad vi har lavet frem til i dag.  Det er så længe siden jeg har skrevet, at jeg næsten ikke husker, hvor jeg slap, men jeg starter i det sene forår, hvor vi havde vores første udlejningsgæster.

Planerne om kunstnerrefugiet er lidt på stand by, da vi ikke ved, hvad der kommer til at ske med byggeriet på øen overfor os. Så vi udlejer til dem som har lyst til at bo off grid midt i den svenske vildmark. Og det var der rigtig mange som gerne ville! Det så ellers tvivlsomt ud i foråret, hvor vi ikke havde ret mange bookninger og nogle af dem vi havde, afbookede igen. Men da vi nåede til maj, var huset stort set booket hele sommeren. Og vi snakker kun om en enkelt dag i højsæsonen, som ikke var booket, foruden nogle uger i september.

September er en af vores yndlingsmåneder, så vi håber på flere gæster næste år i september måned. September er perfekt til fjeldvandring og samtidig vanvittig smuk og farverig.

Vores første gæster kom i slutningen af maj og allerede få timer efter de var kommet hjem, bookede de endnu en uge i slutningen af august. Nogle skønne mennesker som vi efterhånden var fået et godt og venskabeligt forhold til. Generelt har vi haft nogle helt fantastiske gæster. Nogle har vi interageret rigtigt meget med, andre mindre, men ingen dårlige oplevelser og de fleste har været åbne og interesserede i stedet og vores livsstil. Vi har allerede bookinger i to måneder til den kommende sommer. Det tager vi som et positivt tegn, og som et udtryk for, at folk har været glade for deres ophold. Vi fik også afkræftet nogle fordomme om fiskere. Hvad vi troede ville være nogle unge mænd med hang til øl, viste sig at være de største naturelskere og meget miljøbevidste mennesker. Dejligt, når man får et indblik i andres passioner og til og med lærer nyt selv.  En fisker lavede endda de fineste fluer af hundenes pels.

I juni rejste vi to uger til Danmark for at arbejde. Det var to skønne uger med sol og varme. Og de bedste samarbejdspartnere. Vi skulle først fotografere og filme i Nordjylland – Skagen og Lønstrup.

Derefter til København for at lave yderligere optagelser for det danske firma Langkilde og Søn. Et brand vi har arbejdet en del sammen med det sidste år. Det har været en fornøjelse. Jeg har fået lov at poste nogle billeder af deres produkter, så kan I se, hvad både vi og de laver.

De har også sendt produkter herop ad flere omgange, og nogle af de lokale har fået en ny karriere som modeller.

Efter photoshoot i København og omegn skulle vi tilbage til det Nordligste Jylland for at lave 3 små film og fotografere for webbutikken Horsepartner.dk,  som er ejet af min ældste veninde. Det var et hyggeligt projekt at lave sammen.

Der blev også tid til at mødes med venner, men slet ikke i det omfang, som vi gerne ville. Det er en realitet, at man aldrig kan nå at se alle på så få dage. Men det var en dejlig rejse på alle måder.

Vi var hjemme igen i midten af juni til udlejningsgæster og brændekløvning. Og apropos brænde så var det faktisk en kilde til lidt panik. Eller faktisk en del panik. Det viste sig, at det er utroligt besværligt at skaffe brænde. Svært at forstå, når man er omgivet af skov, men der var ikke meget birketræ at få fat i. Desuden var vi også så langt hen på året, at de træer som kunne købes, var fældet for sent på året og umuligt kunne nå at tørre inden vinteren. Træ skal fældes i april inden sneen smelter og de begynder at optage vand. Men tak til en af beboerne i landsbyen, der gav os lov at købe hans træstammer fra sidste år. Det har reddet os denne vinter, for som i ved, er brænde den eneste varmekilde vi har, så det er helt essentielt for at kunne bo her om vinteren.  I juli fik vi yderligere træstammer leveret, så næste vinter er sikret. Tænk, at være så forberedt. Det har vi ikke prøvet før. Og kløvet blev det også, og i et noget hurtigere tempo end forrige år.

Sidste år fik vi kløvet brændet alt for småt. Når pindene bliver alt for tynde, brænder det simpelthen ikke effektivt nok og brænder desuden alt for hurtigt. I år er brændestykkerne dobbelt så store og vi kan allerede nu se effekten. Og takket være vores venner, som var på besøg fra Danmark, er brændet næsten stablet. De gav en kæmpe hånd med.  Tak tak tak.

I september fik vi meget overraskende et stort job. Vi skulle filme og fotografere for Visit Dalsland. En region i Sverige hvor vi selv har været en del på ferie, og hvor vi faktisk troede, vi ville slå os ned, da vi planlagde vores flytning til Sverige. Det har jeg skrevet om i en af de første blogge. Det var med relativt kort varsel, men de var yderst professionelle at arbejde med, så alt kørte på skinner. De havde endda sørget for pasning af hundene, og vi fik den bedste bolig stillet til rådighed. Og så var de alle virkelig søde, så vi kunne ikke drømme om noget bedre. Det var en interessant opgave, hvor vi fik mødt mange inspirerende mennesker, som har gjort nogle interessante valg i livet, og og som brænder for deres felt og virksomhed. Materiale fra den rejse har vi lige afleveret og vi skal bare rette nogle ting til. Vi håber på flere af den type opgaver fremover.

Og nu til projekt urtehave, som i år ikke var den helt store succes. Selvom jeg endnu tidligere end forrige år havde forspiret nogle af de grøntsager, der sidste år ikke blev store, blev de faktisk ikke en my større i år. Og gulerødderne var plantet for tæt og blev desuden spist af mus på to uger. Altså, de spiste rub og stub. Top som rod. Så jeg har planet rødbeder, artiskok og porrer for sidste gang. Men min grønkål var en succes. Det samme var salaten, og vi fik mere end én håndfuld jordbær. Det var herligt, og nu er kartoffelmarken inddraget som jordbærbed til næste år.  De kloge siger, man ikke må dyrke kartofler på samme sted flere år i træk.

En anden ting som vi endelig fik mulighed for at gøre, var at male vores hus indvendigt. Vi har boet i de forrige ejeres æstetik med blomstertapet og brune paneler. Det var simpelthen så dejligt endelig at kunne sætte sit eget præg på vores hus. Man begynder at føle sig mere og mere hjemme, jo mere det begynder at forme sig efter vores liv og smag.

Det har ikke bare været lutter lykke hele sommeren. Hotelbyggeriet eller konferencecentret, som planlægges at bygges lige ud for vores hus, har fået den endelige byggetilladelse. Alle vores klager er afvist, men ingen ved endnu med sikkerhed, om det bliver en realitet. Og heller ingen informerer os om det. Derudover har SCA – et af Sveriges største skovhuggerfirmaer – aggressivt fældet ”vores” skov. Den smukkeste del af skoven, hvor vi gik tur stort set hver dag, er i dag at forveksle med en losseplads. Man kan slet ikke færdes der længere pga store traktorspor (læs en meter brede larvefødder), som har mast alle mindre træer og buske på sin vej.

Og dertil kommer spildaffald såsom grene, som ligger spredt overalt. De har arbejdet mere eller mindre i døgndrift (helt bogstaveligt) i mere end en måned og har ødelagt et gigantisk område. Og de arbejder stadig. Det er tragisk, at dette tillades i Sverige, men priserne på træ har aldrig været højere, og som tendensen er lige nu, tegner det til at et forbud kan komme indenfor få år. Derfor er det nu, der skal der nu tjenes størst mulig profit. Dette gøres så bl.a. ved at fælde træer der er alt for unge, og dette er direkte ulovligt. Otis har i samarbejde med en professor på Umeå Universitet indsamlet beviser på dette. Vi er spændte på, hvad der kan komme ud af dette samarbejde.

Mørket har indfundet sig, og tiden er inde til at vi skal flytte ind i udlejningshuset for vinteren. Der bor vi i et enkelt rum, som er nemmere at varme op, og meget mere økonomisk i forhold til brændeforbruget. På en måde kan det vel kaldes at overvintre.

I disse dage overvejer vi muligheden for at rejse til Danmark i december. Vi har været alene de sidste 3 år til jul, så i år kunne det være dejligt med selskab. Men vi har også brug for at kunne arbejde igennem med flere ting, som har været lidt forsømt, og som kræver strøm. Vores lille generator kan ikke køre 10 timer i døgnet og med benzinpriser på 20 kr literen bliver det en bekostelig affære. Endnu er intet sikkert, men jeg håber det kan lade sig at gøre.

Jeg vil slutte denne blog med gårsdagens afgørelse fra Kammerretten. Vi har vundet sagen over monopolselskabet Härjeåns Nät AB (firmaet, som leverer strøm til regionen). Det har taget over to år og været igennem 3 retssager, som de alle har tabt med et brag. Det har været en amatørforestilling fra deres side og meget mere om det i den næste blog. Jeg lover I ikke skal vente 6 måneder på den.

Udgivet den

Forår 2021

Der er blevet forår igen og vi nyder at sneen begynder at smelte og at dagene er længere end nætterne.  Jorden og farverne kommer til syne under sneen. Hvor jeg savner farverne, når vi kommer til denne tid på året og alt har været hvidt meget meget længe.  Det er fraværet af farver, jeg synes er den største udfordring. Ikke kulden eller de korte dage, men fraværet af farverne. Jeg kan føle mig helt euforisk, når jeg ser den første plet af jord og græs. 

Et andet sikkert forårstegn er, når samerne driver deres rener ned fra fjeldene til deres kælvingsområder. Dette er et af mine yndlingsøjeblikke. At se hundredevis af rensdyr krydse den tilfrosne sø i én stor flok.

I april ankommer også tranerne og det samme gør de store sangsvaner.  April er også måneden hvor, bjørnene vågner fra deres vinterhi. De har unger og der er ikke vegetabilsk føde for dem at finde, så vi skal helt klart være mere påpasselige når vi færdes i skoven. Kan mærke kroppen er lidt mere i alarmberedskab, når man hører en lyd fra skoven. Hundene skal være i snor medmindre området er blevet undersøgt. 

Og til stor glæde er der kommet små knopper i de tre birketræer vi plantede i efteråret. Det havde jeg aldrig troet, eftersom vi fik ødelagt de store af rødderne, da vi gravede dem op. Men det bliver så fint når der kommer blade på. Birketræerne plejer at springe ud i slutningen af maj. 

Selvom jeg kommer fra en gartnerfamilie har jeg ikke grønne fingre og at dyrke egne grøntsager er for mig en læringsproces. Sidste år lavede jeg den fejl, at jeg fik sået mine grøntsager alt for sent. Fordi sommeren er så kort er man nødt til at forplante inde og så komme de forspirede grøntsager i jorden, når der ikke er udsigt til nattefrost. Det er som regel først engang i juni. I år har jeg forplantet meget tidligere og håber på, at få lidt større grøntsager når vi når august. Porrerne og rødbederne var miniaturer grøntsager sidste år, mens grønkålen og salaten voksede sig fine og store. Det er ualmindeligt lækkert med friske grøntsager, når det ikke er varer du kan regne med at finde i butikkerne eller på et lokalt marked. I år har jeg sået rødbeder, masser af grønkål, porrer, salat, hestebønner og artiskokker (som måske er sået for sent). Gulerødderne bliver plantet ud direkte og det samme gør kartoflerne. Vi skal selvfølgelig også have krydderurter som persille, rosmarin og purløg. 

Hvis det bliver en succes ved man aldrig om sortimentet udvides næste år. Kunne godt tænke mig, at prøve kræfter med kål. 

Foråret har også bragt Covid-19 hertil. Vi har hidtil været forskånet for den virus, som har påvirket hele verden, og vi har levet som verden slet ikke er blevet forandret. Det var lidt en øjenåbner og man blev pludselig bevidst om sine og andres handlinger.  Heldigvis blev det kun til to små udbrud og ingen alvorligt syge. 

Eftersom jeg arbejder som vikar på nabobyens lille skole omgikkes jeg i den periode en del mennesker.

Jeg har været heldig, at få et lille vikarjob på områdets skole, hvor jeg laver lidt af hvert. Laver mad, arbejder i børnehaven og på fritidshjemmet, underviser i billedkunst og gør lidt rent. Det er super hyggeligt og der er kun 14 børn fordelt mellem skoleelever og børnehavebørn.  Det giver også lidt sikkerhed på den økonomiske front efter et lidt hårdt efterår og vinter. 

Vi har også haft et par rigtig spændende opgaver. Orest har lavet en film til fiskeforeningens hjemmeside. Den kan I se hernede og også besøge deres webside på  www.storsjofisk.se .

Vi har også lavet billeder og små videoer af de nordiske landes flag for det danske firma Langkilde & Søn. Nu er der ikke en eneste flagstang i hele området vi ikke har bemærket eller haft lånt. Vi skal lave nye flagbilleder i sommerlandet, så det er en opgave vi glæder os meget til at lave. 

Vi er også begyndt med lidt forårsrengøring i haven. Vi har igen i år fældet en del træer. Selvom vi fældede omkring 100 små træer sidste år skal der stadig tyndes lidt ud så de tilbageværende kan vokse sig store. Og om nogle uger er sneen forhåbentligt smeltet så meget at vi kan få brændt kviste og grene og andet træaffald af. 

Når varmen kommer får vi også rindende vand tilbage i hanerne. Det er luksus, som man lærer at sætte meget stor pris på. Vi glæder os til sommer og at møde de gæster som har booket vores gæstebolig. Hvis du har overvejet at besøge os er der stadig ledige uger og Orest har lavet en hjemmesiden thegreenfootprint.se hvor I kan læse mere om det hvad vi tilbyder.

Og så har vi endnu en glædelig nyhed at kunne dele. Vores første årsregnskab i vore firma Big Lake Media er gået i plus. Ikke med meget, men alligevel med et overskud. Det er meget godt, da det er firmaets første år. Men altså inden vi kom dertil, havde det regnskab nær kostet os vores ægteskab. Vi havde ikke rigtigt noget system, ingen erfaring udi bogholderkunsten og et nyt system og ukendte svenske ord. Som sendt fra himlen kom vi i snak med en, som har en ”stuga” et stykke fra os. Hun er bogholder, og har simpelt hjulpet os så meget. Både med at indberette moms og skat. Vi havde ikke kunnet klare det uden hendes hjælp.  

Nyd den sidste måned af foråret. Maj er stilhedens måned hos os. Ingen snescootere, da isen er for usikker, ingen både og ingen biler. Ikke fordi der kommer mange biler forbi på grusvejen. Her er så stille og man hører kun fuglene. Vi har en fugl som lyder som et computerspil. I år skal jeg finde ud af hvilken fugl det er. 

Udgivet den

Et år med Off Grid Livsstil

Tiden går meget hurtigt hos os i vildmarken, og nu har vi levet “off grid” siden marts 2020. Det er 13 måneder under udfordrende forhold, og vi er stadig i live ;-). Spørgsmålet er så: hvad har vi lært, og hvordan skal vi leve videre med disse udfordringer?

For de fleste mennesker i den vestlige verden er det helt naturligt, at have permanent adgang til elektricitet, så tror det må være interessant for mange at høre, hvordan vi klarer os ved at leve uden permanent elektricitet og uden at være tilsluttet det lokale elnet. 

El kraftværk

Som vi tidligere har fortalt, var det ikke vores hensigt at leve en “off grid ” livsstil, men virkeligheden blev anderledes og vores livsstil er et resultat af uretfærdig behandling fra det lokale energiselskab Härjeåns AB. Et selskab, der ejer elnettet og har monopol på eldistribution i hele området. Du kan læse mere om denne konflikt i en tidligere blog. Men faktum er, at konflikten endnu ikke er afsluttet, og efter næsten to års retssager venter vi nu på afgørelsen fra den svenske appelret. Selvom den svenske energimarkedsinspektion (statslig myndighed som regulerer priser på energimarkedet og sikrer befolkningens rettigheder) skulle vinde sagen, har energiselskabet mange muligheder for at forsinke deres arbejde med at forbinde vores ejendom til elnettet. Virksomheden, hvoraf 36% ejes af staten, kan ganske enkelt nægte at levere el til os. Husk, at vi lever i det virkelige “Wild West of Sweden”, hvor adgangen til elnettet ikke er en menneskeret. Vi tør og kan ikke stole på Härjeåns Nät AB med dets monopol og vi kan ikke vente flere år på, at de måske/måskeikke leverer strøm til os. I vores daglige arbejde skal vi bruge computere, mobil bredbåndsrouterog andet udstyr, der kører på elektricitet, så vi bruger det, vi har råd til i øjeblikket, og vi håber på, at bedre tider venter. 

Nuværende virkelighed – Grundlæggende behov for elektricitet:

Til vores grundlæggende behov og daglige arbejde har vi en lille benzin generator, som kan levere 2 kW strømforsyning. Den er ret økonomisk og bruger cirka 0,5 – 1 liter brændstof i timen, og det betyder, at det koster os op til 15 SEK i timen at arbejde men vores computer. Så du er nødt til at planlægge nøje, hvilke af dineopgaver, der er højest prioriteret. Nogle dage kører vi generatoren i 2-4 timer, andre dage bruger vi den slet ikke. Risikoen ved denne generator er, udover miljøpåvirkningen og benzin omkostningerne, at du altid skal være forberedt på, at den ikke vil starte … så skal du gå igennem en vedligeholdelsesliste – måske er det tid til at skifte motorolie, rengøre brændstof / luftfilter  eller bare bruge tid på at finde “hvordan man løser det” youtube videoer… alligevel har den tjent os i lang tid nu …

20 år gammelt solsystem og det er stadig anvendeligt til opladning af elektriske enheder.

Ja – på vores ejendom har vi faktisk en progressiv teknologi, som i princippet genererer elektricitet fra solen. En teknologi, der ikkehar ændret sig i mange år, men bare blevet forbedret. Vores gamle solsystem er dog så forældet og ineffektivt, at batteribanken efter de 20 år ikke har nogen kapacitet tilbage… Men vi bruger den alligevel og jeg har erstattet de gamle ubrugelige batterier med traktorens startbatteri, så vi stadig kan udnytte solenergi til opladning af vores elektriske enheder som telefoner, iPad mm. Vi har også nogle få lamper i huset, som kører på 12 volt samt en 12 volt vandpumpe, der bruges til cirkulation af vandet i et af husene i sommerperioden.

“Elektrisk drøm” – uafhængig off-grid bæredygtig energiproduktion (mindst 8-9 måneder om året)

Vi drømmer om at erhverve os denne teknologi, der kan levereselvstændig elforsyning. Produkterne findes allerede på markedet, og du kan finde adskilligeproducenter af off-grid solsystemer til enhvers størrelse og behov. Der er masser af smarte “plug in and play” -produkter i mange sjove designs og konfigurationer. Disse produkter er ikke helt billige. Muligt kan vi også starte med et mindre system, der dækker det absolutte minimum af vores behov. Et system, der kan køre vores  computer og det udstyr, vi har brug for i vores arbejde, inklusivt et mindre køleskab og en vandpumpe. Jeg kan selv samle systemet, men et system af god kvalitet samt et batteri med rigeligt lagringskapacitet vil koste fra 20-25.000 SEK. Ikke meget sammenlignet med vores “drømme off grid system”, der vil kunne dække alle vores behov. Det system kan koste op til 200.000 SEK eksklusiv omkostninger til elektriker. Derudover skal der også investeres i til en ny og energieffektiv generator, der skal anvendes i vintermånederne, hvor solpaneler ikke kan producere den nødvendige energi. Under alle omstændigheder – omkostningerne er meget lavere end omkostningerne for at blive tilslutte Härjeåns Nät AB’s Elnet. Energiselskabet kræver en pris fra 390.000 SEK – og denne pris dækker kun tilslutning til ejendommens grænse. Derefter skal der graves kabler ned og selvfølgelig tilføjes månedligt abonnement samt omkostningerne for selve dit elforbrug.

Der er sket meget positivt på jobfronten så vi satser på at vi får mulighed for at købe det system, der kan køre vores mest nødvendige behov. Under alle omstændigheder vil det være og helt sikkert føles som en stor opgradering I hverdagen. Otis har skrevet denne blog og Lykke skriver allerede på den næste blog som fortæller mere om hvad, der er sket de sidste måneder. 

Udgivet den

En kold tid

Håber alle har haft en dejlig jul er kommet godt ind i det nye år. Vi følger jo med i nyhederne, så vi ved, at mange var været påvirkede af restriktioner og sikkert ikke har kunne være sammen med alle dem de gerne ville. Jeg havde egentlig planlagt at skrive en god-jul-blog, men tiden forsvandt. Selv heroppe, hvor tiden nogle gange synes at stå stille, kan den også pludselig fare forbi. Vi havde en hyggelig jul, selvom det kun var os to – og hundene selvfølgelig.

Det var vores 3. jul, hvor det bare var os, og jeg må indrømme, jeg havde en anelse hjemve. Den gik dog hurtigt over, når man læste om Corona-situationen, for man måtte jo alligevel ikke mødes med alle vennerne og familien. Håber det kan lade sig gøre at komme til Danmark til foråret. Nu får vi se. 

Men vi var ikke alene hele julen. Allerede d. 28. december fik vi besøg. Det føltes næsten som hjemmefra, for det var min veninde fra Danmark (som dog har boet i Stockholm i 12 år) og hendes mand og barn. De var her til efter nytår og det var simpelthen så hyggeligt med besøg af gode venner. Vores ”nabo”, som har en svensk ”stuga” 4 km fra os, var her også til nytårsaften, så vi var lige præcis de 6 personer som vi havde Corona-tilladelse til. Nytåret er jo helt og aldeles tyst her. Ingen raketter, ingen festlyde. Bare stilhed i månelyset. Vores venner havde nogle fine lamper med som fløj til himmels med en lille flamme. Det var så smukt og fredfyldt. En nytårsaften vi ikke vil glemme. 

Otis brugte en del timer i december på at gøre vores hjemmeside klar, så vi kan få lejet huset ud til sommer. Jeg håber I alle har været inde at kigge på den. Nogle af jer kunne måske få lyst at komme herop på en uges sommerferie. I hvert fald er der stadig ledige uger. Vi lægger den snart ud på de større udlejningsportaler, så tror vi får mange bookinger. Hjemmesiden hedder https://www.thegreenfootprint.se

Lige nu er den kun på engelsk, men planen er, at vi også skal have den oversat til svensk. Ingen aner hvordan Corona-situationen kommer til at se ud, så vi skal satse på det svenske marked i år. Vi må ikke gentage samme fejl som sidste sommer, hvor næsten alle udenlandske bookinger gik i vasken. 

Indtil d. 3. januar havde vinteren været forbløffende varm og vi har stort set haft rindende vand indtil da, med nogle få undtagelser, hvor vi lukkede midlertidigt ned. Med d. 4. januar kom frosten  for alvor, og vi har stort set haft mellem -20 og -30 grader lige siden. Nogle korte øjeblikke, hvor skyer har passeret forbi, har vi fået en anelse mere varme. Der er et interessant fænomen, som på engelsk hedder inversion og som er meget aktuelt hvor vi bor. Det betyder, at jo højere du kommer op i bjergene, jo varme bliver det. Og det er ikke usædvanligt at forskellen kan være på 15-20 grader. Kulden synker ned i dalene (vi bor i en dal) og presser den varme luft op. Derfor skal vi altid lægge mindst 10 graders frost oveni, når vi skal forholde os til vejrudsigten. 

Sådan en kulde er hård ved vores forsyning af brænde. Det skal ikke blive ved at fryse så hårdt, for så slipper forsyningen af brænde op, inden vi når til foråret. Kulden betød også, at det endegyldigt er slut med rindende vand, så nu er vi tilbage på søen med spande og en pumpe. Det er hård fysisk træning, og i år har vi ingen snescooter til at køre det op til huset, så vi går frem og tilbage med spandene. I dyb sne vel at mærke. Og der skal mange spande til en uges forbrug. Det gør også, at man bliver meget økonomisk med vandforbruget. Det brugte opvaskevand bruges fx til at skylde ud i toilettet. Man får virkelig vished om, hvor stort et forbrug vi havde, da vi levede i København. Skyllede ud i toilettet efter hvert eneste lille besøg, badede mindst en gang om dagen, vaskede tøj uden det var reelt beskidt og generelt hældte mange liter overflødigt vand direkte i kloakken. Det samme er gået op for os, efter vi er begyndt at sortere affald og kompostere. Vi er blevet så forbløffede over, at man kan sortere så meget fra, at man reelt ikke har brug for at have en skraldespandsordning. Papir/pap og plastic udgør 60%, kompost 35% og de resterende 5% er flasker og dåser. Disse ting tager vi med til de opstillede containere i byen. Vi har faktisk opsagt vores skraldeordning. En ordning som heller ikke fungerede som lovet. De ville ikke hente den på vores ejendom, som de havde lovet ved bestilling, men de ville at vi skulle køre en stinkende skraldespand i vores bil 4 km til vores nabos hus. Nogle husker måske historien om den manglende slamtømning. Det er selvsamme firma. Et komplet håbløst og upålideligt firma, hvis nogle skulle være i tvivl om vores mening. 

I sommers byggede Otis en ”bastu” eller en svedsauna i et lille anneks i haven, hvor vi tidligere havde et udendørs biotoilet.  Det var en helt fantastisk og meningsfyldt beslutning. Den bruger vi et par gange om ugen til at gå i bad. Det er helt vidunderligt at man bliver helt gennemvarmet, mens der er hård frost udenfor. Den er ikke så stor, så den kan nå 80-90 grader på en time selvom det fryser -30 grader udenfor. Og det, at gå ud og rulle sig i sneen og bagefter tilbage ind i varmen, føles som den bedste terapi for kroppen. Alle muskler slapper af. Det er den måde man har badet på i disse egne i generationer. 

Her i januar har jeg også arbejdet på en fantastisk opgave. Jeg har fotograferet en julekollektion for en dansk virksomhed. Det har været spændende at lege med opsætninger og iscenesættelser ude i sneen. Jeg er stadig ikke helt færdig med opgaven og Otis skal også redigere nogle små film som skal vise ”behind the scenes”. Jeg håber på flere af  den type opgaver i fremtiden. Da vi flyttede herop, havde jeg ATBO som kunde, hvor de ville have originale fotografier at træ og natur. Her er i hvert fald altid garanti for ægte sne flere måneder om året. 

Dagen er allerede blevet over en time længere og solen er kommet højere på himlen. Hver dag bliver i gennemsnit 5 minutter længere. Det er en halv time om ugen så det mærkes næsten helt  konkret, hver eneste dag. 

Udgivet den

Forskellen på integrationsprocesser i Danmark og i Sverige.

Orest skriver her, og jeg vil fortælle om mine oplevelser af integration i de to lande. Efter at have boet i Sverige i mere end 2 år ønsker jeg at lave en sammenligning mellem de to integrationsprocesser  jeg har været igennem. Altså de 2 år i Sverige og mine første 2 år i Danmark. Jeg håber, dette vil være interessant læsning, og der er nogle brugbare ”take aways” fra mine observationer. Dette skal ikke udelukkende forstås som en kritik, men et forsøg på at vise, at der er plads til forbedringer i integrationsprocessen på det regionale kommunale niveau. 

Jeg har indtil videre haft et dynamisk liv, hvor jeg siden jeg var barn har flyttet imellem flere lande. Først var det med mine forældre, der flyttede flere gange mellem Rusland og Ukraine.

Og i mit ”voksne liv” har jeg skulle integrere mig i to nye samfund. Første gang i 2004 da jeg flyttede fra Ukraine til Danmark, og i 2018 da jeg flyttede fra Danmark til Sverige. De to integrationsprocesser har været utrolig forskellige. Jeg vil gerne dele mine tanker og oplevelser med jer i denne blog. 

Først vil jeg opdele definitionen af ​​integration i tre dele / kategorier (som jeg forstår det):

  1. ”Social” integration – interaktion på mellemmenneskeligt niveau (dette kan være den vigtigste del i opfattelsen af ens integration og velbefindende)
  2. “Officiel” integration – på kommunalt niveau – interaktion med lokale myndigheder. I dette tilfælde vil jeg beskrive og sammenligne mine erfaringer med Københavns Kommune og Bergs Kommune.
  3. Integration via Arbejdsmarkedet som for mig handler om at finde et job og blive integreret ad den vej.

Jeg vil starte med en positiv oplevelse.

Social integration

Social integration i Danmark var ligetil, fordi jeg var gift med Lykke, der er dansk statsborger. Hendes familie og venner blev naturligt min familie og mine venner. Jeg er virkelig taknemmelig for den glatte og ubesværede integration. Det er meget sværere at integrere sig i et nyt samfund, når man flytter til et fremmed land med sin familie – jeg kender det fra mine tidligere kolleger, der var ”expats” hos Mærsk Oil i København.

Det var faktisk ikke et problem for vores “danske” familie, da vi flyttede til det lille samfund i Storsjö Kapell. Allerede fra starten følte vi, at vi var meget velkomne. Folk var åbne og nysgerrige for at møde os og utroligt hjælpsomme. Her kaldes vi varmt ”danskerne” :-). Denne modtagelse var faktisk en af de overvejende grunde til, at vi besluttede at slå os ned permanent. Og så selvfølgelig den helt unikke og storslåede natur.

Det skal også nævnes, at den sociale integration er meget forskellig om du flytter til et byområde eller et fjerntliggende områder som det vi bor i nu. Selvom du deler opgang med 10 andre lejligheder midt i København, kender du ikke nødvendigvis hinanden, men her ved alle hvem du er – uanset hvor langt I bor fra hinanden. Vi er velkendte selv i den nærliggende landsby.

Den “officielle” integration.

Hvad angår officiel integration, er der desværre en enorm forskel mellem mine to oplevelser. Hvis jeg skal måle integrationssucces i procent, så vil jeg sige 100 % med Københavns Kommune, mens Bergs Kommune får 0 %. Lad mig prøve at forklare det. Da jeg officielt blev registreret som bosiddende i Danmark og jeg fik mit personlige nummer, fik jeg inden for en periode på to uger en invitation fra Københavns Kommune til et officielt introduktionsmøde. Det var et to timers lang og personligt møde, hvor jeg blev interviewet om min baggrund, uddannelse, ambitioner om beskæftigelse, såvel som jeg blev introduceret til vigtige offentlige institutioner og faglige organisationer, som jeg kunne søge hjælp hos, hvis det behøvedes. Derudover fik jeg en kontaktperson i Kommunen, som jeg kunne spørge til råds og bede om hjælp, hvis jeg skulle få brug for det. Som den største selvfølgelighed blev jeg også tilbudt sprogundervisning. Det var faktisk et solidt udgangspunkt, hvilket sparede mig meget tid og mange kræfter undervejs i forløbet. Et sprogkursus dækkede også over introduktion til både det danske samfund og kulturen. Studerende fra hele verden, inklusiv svenskere, diskuterede de kulturelle forskelligheder mellem verdens nationer.

 Sverige, Bergs Kommune. To år efter den officielle ”folkbokföring” i Sverige har jeg ikke oplevet nogen interesse / initiativ fra myndighederne i forhold til min flytning. Simpelthen nul. Ingen introduktion / velkomst eller noget i den stil. For nylig hørte vi fra en regional journalist, at en af ​​Bergs Kommunes medarbejdere havde fortalt ham, at “Bergs Kommune ikke er god til at integrere borgere fra de nordiske lande”. At erkende problemet, men alligevel ikke at handle på det lyder for mig som en kynisk ligegyldighed.  

Jeg har en lidt pudsig historie jeg gerne vil fortælle. Vi havde en interaktion med en kommunalpolitiker i forbindelse med nogle problemer, vi havde med en af deres leverandører (læs i vores tidligere indlæg her). Vi ønskede at mødes med vedkommende, men som hun forklarede var der ikke tid i hendes travle kalender. Så skete det, at Sveriges største avis Expressen (læs artiklen her) lavede en større artikel om os og dagen efter kontaktede hun os og ville mødes og det var næsten op til os hvornår vi havde tid. Det skulle vise sig at politikerens største bekymring var om der kom flere interviews med os. Da vi svarede ”nej”, forsvandt politikeren, og hun har ignoreret os lige siden. Måske skal vi arrangere et par nye interviews?

Som du kan fornemme, er der ikke meget succes med den “officielle” integration i Sverige.

Men set fra mit perspektiv forstår jeg ikke, hvorfor der skal være en så stor forskel mellem strategierne i Københavns- og Bergs Kommune. Især med tanke på at Bergs Kommune udfordres af en kritisk demografisk situation. Man skal ikke regne med, at en betalt “branding” kampagne for Kommune vil løse problemet – den vil ikke fungerer, medmindre man har en velfungerende integrationsmekanisme på plads. En vellykket integration er udelukkende en “win-win” for begge parter.  Den bedste “branding” er en ægte case-historie.

Lad os gå til den sidste del af integrationen – via arbejdsmarkedet.

Det er selvfølgelig svært at trække paralleller og sammenligninger her, da forskellen mellem Københavns- og Bergs Kommuners arbejdsmarkeder er ufattelig stor. Én ting, som begge kommuner synes at have tilfælles er problemer med diskrimination i jobsøgningsprocessen. Jeg vil fortælle om et par episoder, hvor jeg synes de har visse lighedspunkter. 

Mens jeg studerede dansk, havde jeg mit første job som driftsassistent i Københavns Kommunes Kulturhus. Et ukvalificeret job, men jeg havde de mest fantastiske og inkluderende kolleger og ledere på min første arbejdsplads. Selvfølgelig drømte jeg om at finde et job svarende til min ingeniøruddannelse fra Ukraine. Samtidig med jeg havde jobbet som driftsassistent havde jeg møder med Ingeniørens Fagforening, der vejledte mig i danske jobsøgningsprocedurer. På et af møderne fik jeg at vide, at det var strategisk godt, at jeg havde ændret mit ukrainske efternavn til et dansk. Hvorfor ? Hvis du har et ”ikke-danskklingende” efternavn, vil din jobansøgning med stor sandsynlighed sorteres fra i den indledende runde. “Det er bare en refleks, som mange arbejdsgivere har” – ja sådan blev det sørgeligt nok forklaret. Jeg sagde, at det lød som en racistisk forskelsbehandling. ”Du kan kalde det sådan, men dette er stadigvæk virkelighed” –lød svaret. Senere var jeg heldig at få job svarende til min uddannelse i den mest prestigefyldte virksomhed i Danmark – A.P. Møller-Mærsk. Og det ikke på grund af mit ”Andersen” efternavn. A.P. Møller-Mærsk er faktisk et globalt selskab med mange nationaliteter repræsenteret på hovedkvarteret i København og med mere end 120.000 ansatte på verdensplan.

Lad os vende tilbage til Sverige og det lille lokale arbejdsmarked. Det er selvklart, at jobmulighederne er meget få her. Ideelt set vil vi være selvstændige, men på vej til vores drøm er vi afhængige af andre indtægtskilder. Hvilke færdigheder kan jeg tilbyde? Jeg er en garvet billist og har kørekort til både bil og lastbil, derfor søgte jeg selvfølgelig, da et lokalt transportfirma søgte medarbejdere. Endda af to omgange. Første gang var der ét svar på min ansøgning, men arbejdsgiveren vendte aldrig tilbage med status for ansøgningen… Ikke engang et officielt “tak, men vi har valgt en anden kandidat”.

I anden omgang var der bedre kommunikation – jeg ansøgte straks efter at den ledige stilling blev offentliggjort, og jeg fik en høflig bekræftelse på, at min ansøgning blev modtaget, såvel som jeg fik en dybere jobbeskrivelse og med et spørgsmål, om jobbet passede til mine forventninger. Jeg svarede “ja”. Efter få ugers ventetid og et par forespørgsler om status, uden svar vel at mærke,  fik jeg en kort besked om, at “de ledige stillinger var besat af andre kandidater”. På mit spørgsmål “hvorfor kom jeg ikke i betragtning?” lød svaret: “der var andre, der ansøgte før dig”. Jeg kunne ikke forstå det, fordi jeg hørte fra andre i det lille lokalsamfund, at de stadig væk ledte efter folk. Altså uger efter at min ansøgning var sendt af sted. Det gjorde ondt på min retfærdighedssans og jeg bad arbejdsgiveren uddybe denne forklaring, men desværre uden respons. Hvad skulle jeg have gjort i dette tilfælde? Burde jeg have ændret “Andersen” til “Andersson”?? Eller ligger der nogle andre og mere private grunde bag det? Under alle omstændigheder er dette en bekymrende kombination af det kulturelle aspekt, hvor svenskerne ikke siger ærligt, hvad de mener, og størrelsen af ​​dette lille samfund. 

Konklusion

En periode på to år er meget i ens liv og mere end nok til at lave sine konklusioner. Selvfølgelig er det skuffende for mig, at opleve den ”officielle” integration i Sverige på denne måde, men dette er ikke noget nyt for mit vedkommende – dette ligner meget det, som jeg husker og kender fra Ukraine, hvor befolkningen har opgivet at have en stemme i forhold til myndighederne. Men livet fortsætter og der er mange lykkelige mennesker i Ukraine såvel som i Sverige, så jeg ved godt, at vores integration er på rette spår.  Takket været de positive oplevelser i den sociale del af integrationen – dette kan man stole på. 

Udgivet den

Danmark – Sverige 1-1

Jeg bliver ofte spurgt om forskellen mellem svenskere og danskere, så her vil jeg prøve at beskrive et par af de forskelle, jeg har oplevet. Håber ikke jeg kommer til et fornærme nogen;-) 

1  

Den første skylder jeg faktisk en anden for at have sagt, men den bliver nødt til at være med, for den rammer helt plet. I hvert fald på disse kanter. Hvis der er et reelt problem, så begynder folk at finde alle de positive ting om problemet, så at der til sidste slet ikke er et problem.  Smart ikke?

2

De kommer ALDRIG for sent. Hellere komme 5 minutter for tidligt. Så kalkuler ikke med at man lige har det akademiske kvarter til nå at skifte tøj eller dække bord. 

3

Har lige deltaget i et port folie træf arrangeret af Networking North. 25 kunstnere fra hele Nordsverige var blevet udvalgt til at møde et vist antal kuratorer fra hele verden til en personlig 30 minutters snak om dine kunstværker. Dette i sig selv kan være rimeligt angstprovokerende, så arrangørerne var utrolig pædagogiske og sagde noget lignende ” Havde møde med kuratorerne i går og de er rigtigt søde og de glæder sig så meget til at tale med jer. I skal ikke være nervøse”. Hvis det havde været i Danmark så havde det lydt nogenlunde sådan her ” I har 30 minutter hver så sørg for at få MAX ud af det og præstér jeres allerbedste, for I får ikke chancen igen.” Jeg ved godt hvilken model jeg foretrækker og det er ikke den sidste.

4

Svenskerne er utroligt dårlige til at svare på e-mails. Man går og grubler om mailen mon er havnet i spamfilteret. Efter en uge er man overbevist om det er tilfældet og så sender man en ny mail for at høre om den tidligere ikke er modtaget. Og så bliver der svaret at den skam er modtaget. Så langt så godt.

5

Svenskerne er utrolig konfliktsky. Man diskuterer ikke. Så hvis man kommer med en kritik fordi noget ikke fungerer optimalt og kan forbedres så mødes man af larmende tavshed. Og som dansk så er en kritik en indledning til en dialog om problemet så det kan blive løst. Og der er INGEN der siger at man har gjort eller sagt noget forkert, men det mærker man lige så langsomt ved at man simpelthen bliver ignoreret. Og når man spørger direkte ”Hvad er der galt?” så er svaret med 100% sikkerhed ”Ingenting”, men man er ikke i tvivl at man har trådt nogen godt og grundigt over tæerne. Når man ikke får at vide, hvad man gør galt har man ikke en jordisk chance for at forsvare eller forklare sig. Denne falske høflighed har jeg det en smule svært ved.

6

Men til gængæld elsker jeg, at svenskerne holder hvad de lover. Danskerne kan love en masse og når det så ikke sker og man spørger ”Hva´havde du ikke lovet at hjælpe at xxx” så  kan man godt regne med at svaret oftest lyder sådan her ”Shit det har jeg glemt. Kan det ikke blive i næste uge……?” Altså indforstået at det aldrig bliver til noget. 

7

Ikke én eneste gang har jeg hørt en dansk standard-replik ”Jeg har bare 5 minutter…..”. Folk tager sig den tid det tager og man mærker hvordan stressniveauet falder. Det elsker jeg svenskerne for. 

Nu håber jeg ikke nogen er blevet trådt over tæerne, men I ved overdrivelse fremmer forståelsen.

Udgivet den

Svære Tider

Det er længe siden jeg har skrevet og vinteren er allerede ankommet. Dagene går og tiden er fyldt op med gøremål, men jeg synes ikke at vi får udrettet så meget som vi gerne ville. Vi er inde i en periode, hvor tingene ikke kører lige så let som vi havde håbet og vi bliver nogle gange i tvivl om hvad fremtiden vil bringe og om vi har været for naive. 

En realitet er, at vores sidste klage til den højeste instans Sveriges Natur- og Miljødomstol er blevet afvist, og hvis de ikke ligefrem er blevet dræbt af Covid-19 økonomiske konsekvenser, har schweizerne nu fuld tilladelse til at bygge et luksushotel lige udenfor vores hus.

Det vil dræbe vores drøm om, at skabe et kunstnerrefugium for den helt unikke stilhed bliver til et støjhelvede og forestillingen om at leve i harmoni med naturen bliver spoleret af turistgruppers udvalg af underholdningsaktiviteter alt efter årstiden. Vores drikkevand fra søen vil blive udrikkeligt, mens et sådan stort byggeri pågår. Men næsten værst af alt, så nedtoner alle myndigheder byggeriets omfang til ”bare 6 små hytter til overnatning” – velvidende at de 6 hytter kun udgør ca. 25% af hele kompleksets størrelse. Man er magtesløs og vi bor i et af de absolut fineste områder i Sverige. Det er her man oplever autentisk liv og uberørt natur.  Økoturismen er fremtiden og så sælger man ud af naturen til udenlandsk kapital, der vil have luksus og underholdningsfaciliteter. Det er en lavine, der kan blive svær at stoppe. Jeg har aldrig oplevet en kommune tromle henover en befolkning som vores lille Bergs Kommune gør. Man føler sig fuldstændig umyndiggjort. Lige nu er jeg så rasende som jeg ikke har været længe. 

Dernæst er vi udfordret økonomisk som vi aldrig før har været. Det er rigtigt svært at skaffe kunder i et område, hvor alt går fra mund til mund. Og vi har selvsagt ikke en stor bekendtskabskreds. Jeg havde regnet med et salg af 3 af mine kunstværker, som højst sandsynligt alligevel ikke bliver til noget. Det ene var et stort værk til Dansk Metal, men pludselig blev personen, med den afgørende stemme, i tvivl og ville have mere tid og bad deres kunstkonsulent finde noget andet til sammenligning. Jeg har endnu ikke fået et nej, men hvad der startede med at virke som en formalitet hænger nu i en meget tynd tråd. Dernæst har den regionale sygehusvæsen været interesseret i at købe to af mine værker, men den person, der skulle stå for køb er blevet  landtidssygemeldt. Den aftale der skulle have været på plads i august er udskudt på ubestemt tid. Det var disse to salg vi kunne have levet af i 8 måneder så lige nu er den økonomiske del ikke med til, at man sover godt om natten.

Derudover mistede vi 90% af de gæster der var interesseret i at leje huset i sommers pga. Covid-19 og de få fra Sverige, som havde booket sprang fra i sidste øjeblik, så vi ikke havde den fornødne tid til at finde andre. Det var en lærestreg til os og at det fremover ville være en god ide med at opkræve et depositum. Generelt var vi for sent ude til at få fat i de svenske turister, der netop pga. Covid-19 holdt ferie i hjemlandet. Måske er alt bare lidt sort i øjeblikket – også rent bogstaveligt. Dagene er korte og vi lever i stearinlysets skær. Vi er flyttet i udlejningshuset for at bo der i vintermånederne. Det var ikke planen, men det fungerer bedre. Vi bor, sover og lave mad i samme rum så der er mindre, der skal varmes op samt her findes et par lamper som kører på de få gamle batterier vi har. Der er dog ikke meget sol men så kan batterierne lades op med generatoren, når vi arbejder på computeren. Det giver lys til ca. 30 minutters forbrug. Og her har vi også et toilet med en temperatur som ikke ligger omkring frysepunktet. Ja – vi brugte et skab på toilettet som køleskab i det gamle hus sidste vinter…

Det hele skal ikke forstås som vi er ved at give op selvom det ser lidt sort ud og det ubetinget er den sværeste periode vi har haft i mange år. Faktisk går det godt med vores lille firma til, at vi er helt nystartede i et andet land og uden nogen hjælp, men udfordringen er, at vi kun har firmaet at leve af. Vi kan ikke få dagpenge eller supplerende støtte. Jeg kunne ikke få mine dagpenge med til Sverige og heller ikke blive overflyttet til en svensk A-kasse uden først at have haft fuldtidsjob i et år. Så vi har intet et sikkerhedsnet som alle andre har. 

Og den never-ending-story med Härjeåns Nät AB el-selskab har fået en afgørelse efter de ankede sagen og den er endnu engang faldet ud til vores fordel. Dog blev afgørelsen, at prisen skulle være den som vi fik i første tilbud – altså 116.000 kr. mod de 450.000 elselskabet ville have . Men sagen er endnu ikke slut for Energimarkedsinspektionen har valgt at anke Linköpingrettens afgørelse, så føljetonen fortsætter. 

Noget andet positivt er at jeg er blevet udvalgt som en ud af de 25 billedkunstnere fra hele Nordsverige, der skal vise mine værker til nogle udvalgte kuratorer fra hele verden. Et arrangement, som er arrangeret af det anerkendte Bildmuseet i Umeå.  Det glæder jeg mig til, men jeg er også nervøs. Jeg har ligesom levet meget længe i mit eget lille univers. 

Vinteren er over os og vi venter på søen fryser til is og vi endnu engang vil opleve et af de mest magiske øjeblikke som findes her.  Lyden af vand, der bliver til is. Lyden er så voldsom, smuk, mystisk og ville unde alle at opleve det bare en gang i deres liv. 

Scroll Up