BLOG

I dag er det 1 november og præcist et år siden vi flyttede hertil. Det er efterår igen og så ufatteligt mange ting er sket det sidste år.  Men naturen er stadig den samme. De samme smukke farver, fugle på træk til varmere lande, bjørnene, der leder efter vinterhi, den første frost og den første sne. Rensdyrene, der forlader skoven og søger op i bjergene. Jagtsæsonen, der starter og dagene, som bliver kortere og kortere for hver dag i et hastigt tempo. Skoven er fyldt med svampe og bær. Og ikke at forglemme at myggene endelig har forladt os.  

Denne blog er dedikeret til efteråret. Den smukkeste årstid og måske den årstid vi holder mest af. Men vi vil også lave en lille status over to ting, som vi har lært ved at bo her. Ting, som vi ikke havde troet påvirkede vores liv, da vi levede i København, men som i den grad er allestedsnærværende. Og det er påvirkningen af materielle goder. Jeg havde troet, at jeg var helt upåvirket af den slags, men det er jeg langt fra.  Og det opdagede jeg, da vi var en tur til København. Måske synes I, det er en meget mærkelig sammenligning, at jeg pludselig taler om dyre biler, når vi nu har valgt at leve som vi gør. Men jeg kan godt lide fine biler. Så da jeg en dag stod på Vesterbrogade og så en Maserati køre forbi, var min første tanke ”Gud ja sådan en bil findes også”. Det havde jeg fuldstændig glemt. Den eksisterede slet ikke længere i min bevidsthed. Når man ikke bliver eksponeret for andet en halvgamle praktiske Volvoer på pigdæk, så eksisterer det andet ligesom ikke. Men hvis du hver dag ser en Maserati så begynder man ubevidst at forestille sig at køre i sådan en bil. Og det gælder mange ting. Langsomt mister man grebet om hvad der er moderne, og hvor man før købte tøj i butikkerne i den fine ende af Strøget køber man nu praktisk tøj i en middelmådig butikskæde. Og det kun, når man virkelig mangler og til gengæld bliver lykkelig for at par virkelig varme støvler eller strømper, der ikke laver folder i gummistøvlen. 

En anden ting er udlængsel. En udlængsel efter at opleve andre steder og lande. Vi har altid rejst meget. Rigtigt meget. 4-5 gange om året var ikke urealistisk. Til storbyer og til eksotiske destinationer, og knap var vi landet, før den næste rejse var planlagt. Vi har konstant længtes efter at opleve verden. Den udlængsel er fuldstændig forsvundet. Jo, vi kan savne vores årlige tur til Paris, men bare tanken om at skulle rejse en måned til Bangladesh gør os begge helt trætte. Jeg tror, at når man lever så meget i og med naturen, så får man så meget ro, at mange fundamentale behov bliver opfyldt. Og så er der jo også den ”lille” detalje at vi ikke vil forlade vores Zarwoe og Láska.  

Vi er virkelig blevet en lille symbiose efter at have været sammen alle døgnets 24 timer i mere end et helt år. Måske kan det også skyldes, at vores liv er vendt fuldstændigt på hovedet. At man det sidste år har oplevet så meget forandring, så det, at skulle forholde sig til et andet lands kultur, kan føles uoverskueligt. Jeg ved det ikke, men tror mest på, at når man lever et simpelt liv i naturen, så længes man ikke efter noget andet. Vi har bare lyst til at være her og tage på ture i fjeldene. 

Efteråret begynder 1 september og nej, efteråret her er ikke en udvidelse af sommeren.

I september kommer den første nattefrost og en enkelt snebyge er heller ikke usædvanligt. Bladene bliver gule. Og når man ser det første gule blad så går der ikke mange dage før alt er gult, orange og rødt blandet med de grønne grantræer. Og ufatteligt smukt. 

De store og sky traner samler sig i store flokke inden de flyver sydpå. Rensdyrene, som helt bogstaveligt har boet i baghaven hele sommeren, søger op i fjeldene omkring oktober, hvor parringssæsonen starter.

Elgene søger væk fra skoven og ud på mere åbne arealer, hvor de finder føde i efterårsmånederne. Det er den bedste tid at spotte en elg. Bjørnene går i hi omkring 1. november, og så føles det igen mere trygt at gå i skoven og man stivner ikke helt på samme måde når hundene hører en lyd i buskadset. 

Det er også i september vi skal stable brænde. Det er stadig lidt svært for os at beregne hvor meget vi skal bruge. Synes, når hele skuret er fyldt, må der være mere end rigeligt, men man bruger mere end man tror på en hel vinter, især når vores primære varmekilder er brændeovnen og pejsen. På Lövnäset er det vores eneste varmekilde. Vi er blevet ejere af en del af skoven, da vi købte vores nye hus, så fra næste år skal vi fælde og kløve vores eget brænde. Det kunne ikke nå at tørre i år, så det bliver til foråret. Vores nabo har lovet os et lille træfældningskursus. Og så må vi ikke glemme vores trofaste hjælpere med at skaffe brænde – bæverne. De fælder så mange træer rundt om søen, som man bare kan samle op. 

Elgjagten starter den første mandag i november som er en dato mange i området ser frem til. Folk her har været jægere i mange generationer og kødet er en vigtig del af husholdningen. Her bliver hele dyret brugt, og de ting som ikke er egnet til menneskeføde, går til hundene. Vi fik også en pose af vores nabo med ben til hundene. Mere økologisk kød findes ikke. Det er også i efteråret, at man skyder fugle og bjørne. Folk fortæller, at selv den mest garvede jæger pludselig kan begynde at ryste ukontrolleret på hånden, når han står overfor at skulle skyde en bjørn. Det er det instinkt jeg også mærker bliver aktiveret når hundene reagerer på lyde i skoven. Selvom elgen reelt står for flere ulykker end bjørnen, så reagerer man instinktivt anderledes på et rovdyr. 

De første to uger af elgjagten må vi tage nogle forholdsregler. Hundene bliver iført orange veste og går det meste af tiden i snor. Så er man lykkelig for vores 1.8 hektar store have, så de kan løbe og få strukket ud.  

Det er også mod slutningen af august vi får aftenerne igen efter to måneder med  lys døgnet rundt. Og selvom lyset giver en dejlig energi, så var det skønt at opleve mørket igen. Dagene bliver kortere og kortere. Omkring 5 minutter kortere hver dagfrem til d.21 december . Vi ved, mange tænker, at det må være deprimerende at vinteren er på vej, men vi elsker efteråret, farverne og aftenerne. Og vi nyder at myggene er væk. Og det samme er mitterne eller knot, som de hedder på svensk . Det er faktisk en utrolig befrielse at kunne være ude helt uforstyrret. 

Sneen lægger sig som regel i november, men i år kom den tidligt. Allerede i midten af oktober fik vi sne, så det bliver en lang vinter i år. Vinteren er noget helt særligt og kræver en hel blog for sig selv og den vil jeg glæde mig til, at fortælle jer om. 

Sidder her foran pejsen i det nye hus. Har altid drømt om at bo i et hus med en pejs. Og med egen badesø. En drøm jeg end ikke i min fantasi havde troet ville blive til virkelighed, men det blev det. Her er fortællingen om vores nye hus(e) med hele to pejse og en enestående beliggenhed.

Efter at have boet i Storsjö i et halvt år, mødt nogle skønne mennesker og indset, at området er et af de smukkeste steder i Sverige, begyndte vi at lege lidt med tanken om at bosætte os her permanent. Dog havde vi lyst til at bo mere øde og isoleret end der vi boede i det lejede hus. Det lejede hus ligger også smukt, men tanken om at være helt os selv har altid været en fascinerende og fristende tanke. Vi kunne ikke rigtigt se os vende tilbage til storbyen og har heller ikke længtes tilbage bare et lille øjeblik. Selvfølgelig savner man sine venner, men der er de sociale medier en stor hjælp og en stor glæde, når man vælger at flytte langt væk. 

Vi havde hørt et rygte om at Lövnäset, som stedet hedder, muligvis ville blive sat til salg og vores naboer mente at det var lige sådan et sted vi drømte om at bo.  Så da sneen smeltede kørte vi om på den anden side af søen. Stedet er kun tilgængeligt med snescooter om vinteren og er beliggende 12 kilometer ad en smal grusvej. De sidste 4 kilometer bliver ikke ryddet for sne.  Vi havde ikke hæftet os så meget ved navnet, så ved den første afstikker fra grusvejen drejede vi ind og så et gammelt hus med en fantastisk beliggenhed og min første tanke var, at her måtte vi bo. Der var dog et par små stugar, som de hedder på svensk rundt om, men udsigten var helt fantastisk. Sendte et billede til vores naboer for at fortælle, at de havde helt ret. Det var lige stedet for os. Men så fik vi den nedslående besked at det slet ikke var det hus, men at Lövnäset lå endnu længere væk. Vi satte os i bilen og kørte endnu et stykke indtil vi så et lille træskilt, hvor der stod lövnäset på. Vi følte os lidt kriminelle for vi skulle passere hele to bomme for at komme ind og et skilt med ”privat väg”, men den beliggenhed vi så var fuldstændig guddommelig og endnu bedre end det første hus. Og det var et stort plus, at der ikke var et eneste hus omkring. Vi stod begge fuldstændig målløse over den skønhed, stilhed og den endeløse vilde natur til alle sider.  Det var uden tvivl det smukkeste sted vi nogen siden havde set og et sted man kun kunne drømme om. 

Vi tog hjem, men kunne slet ikke få stedet ud af vores hoveder og vi var begge enige om, at vi aldrig ville finde en bolig, der ville kunne komme i nærheden af dette sted. Så hvis det ikke ville blive dette sted så ville vi aldrig kunne blive tilfredse med et andet sted. Det var en ret heftig fornemmelse at stå med. Vi spurgte lidt rundt om nogen vidste hvem der ejede stedet, men ingen vi talte med kendte dem personligt. Alle vidste de var fra Norge men ingen kunne give os en kontaktadresse. Nogen mente at lederen fra et projekt, der hedder Fjällflytt muligvis kunne hjælpe os med at skaffe en e-mail, så vi skrev fluks til hende og så ventede vi ellers i spænding. Men der kom aldrig noget svar. Heller ikke ved den næste forespørgsel vi sendte. Heldigvis kom vores nabo os igen til undsætning og havde via sin farmor skaffet en mailadresse. Vi gik et par dage rundt om os selv for hvordan henvender man sig lige til fremmede mennesker på baggrund af et rygte. ”Hej, vi vil gerne købe jeres hus…” . Vi fik sendt en mail af sted med en forsigtig forespørgsel om de ville leje stedet ud eller måske havde overvejet at sælge det. Og så ventede vi igen…men der skulle kun gå 2 dage før vi fik svar og det endda en invitation til at besøge dem og se stedet. 

Og sikke nogle fantastiske venlige og begavede mennesker, der ejede stedet. De havde haft stedet i 15 år, men de var fyldt 65 og havde besluttet at sælge stedet inden de blev 70. Ingen af deres børn havde tid og mulighed for at overtage det, og det er et sted, der konstant kræver meget arbejde at vedligeholde. Grunden er 1,8 hektar så bare det at slå græsset kan tage det meste af en dag. Huset eller husene for der er to huse på grunden er i meget flot stand til de er 200 år gamle. De er begge fra 1800 tallet og tilbygningerne fra 1930. men de er også primitive. Elektricitet kommer fra en dieselgenerator og nogle små solpaneler og vandet pumpes direkte op fra søen i en stor 1000 liters tank. Det betyder at så snart frosten sætter ind fryser alle vandrørene og huset er uden vand helt frem til sommerens begyndelse.  

De viste os rundt og gjorde alt for ikke at fremstille det så idyllisk som det ser ud, men også at det er et sted der konstant kræver vedligeholdelse og mange arbejdstimer at holde kørende. Og det var et sted, de elskede og havde stor betydning for dem og man fik en fornemmelse af at, at hvis de skulle sælge var det ikke prisen som var det vigtigste, men hvad man kunne gøre for stedet og området. At man ikke ville modernisere det til ukendelighed og ødelægge de smukke elementer, som har været kendetegnet for stedet i årevis. Som fx gangen, som nærmest minder om et museum, med elementer fra den gamle stald. 

Vi tog derfra efter en lang og grundig rundvisning og var bare endnu mere forelskede, man havde også fået en del at tænke over, for det var meget som skulle laves før vi kunne bo der året rundt og før vi kunne leje det ene hus ud som kunstnerbolig, som var vores ide med stedet. Og selvom de muligvis ville sælge stedet indenfor de næste 5 år, så var vi langt fra sikre på om vi kunne købe det. Vi havde aftalt at vi begge skulle tænke over vores indtryk og så tales ved 14 dage senere.  

Efter de 14 dage mødtes vi igen og vi blev meget overraskede, da de meldte ud at de gerne ville sælge huset til os og hvis vi kunne blive enige om en pris kunne vi overtage det allerede til efteråret. De var de mest reelle mennesker, så vi tvivlede aldrig et sekund og de fortalte om alle de fejl huset havde og skader, som kunne blive til store skader med tiden, hvis man ikke holdt et øje med det. Altså de fortalte præcis det modsatte af hvad en ejendomsmægler ville fortælle. De ville undgå at vi købte med følelserne og kun øjnede den smukke beliggenhed og romantikken. 

Det føles lidt at alt vedrørende dette hus er lidt af et mirakel. Hvad er oddsene for man ser et sted og ved ”det er det eneste sted man vil bo”. Og så vil de sælge til os og for en pris, hvor vi lige præcis havde råd til at købe det. Det var simpelthen sådan en følelse af at det var ”ment to be”. Og vi fik alt med til huset. Kanoer, motorbåd, traktor, indbo, havemøbler, alskens værktøj og meget meget mere. Faktisk så meget, at vi er blevet lidt forlegne over, hvor generøse de har været overfor os. 

Men 1. September var det faktum at huset var vores og vi stod med det største bundt nøgler i hånden. 

Det næste skridt er at få lavet elektricitet og en bedre løsning med vand, så vi kan bo der hele året. Vi bor der nu og tager på arbejde i det lejede hus, hvor vores computere står. Dette vil vi gøre så længe det er muligt og vi kan holde varmen i det nye hus og komme frem inden sneen bliver for dyb. Planen er at det ene hus skal lejes ud til en kunstner, forfatter, musiker eller anden som ønsker at får arbejdsro for en kortere eller længere periode. Vi håber meget på det kan være klar til næste sommer/efterår.Lige nu nyder vi hvert øjeblik. Morgenerne du står op og kigger på tågen der letter fra søen og lyden af natur.  For naturen er et eneste man kan høre. Og se.

“ men, hvad skal I leve af….” var uden undtagelse det første spørgsmål vi fik, når vi fortalte om vores fremtid i Sveriges ødemark. Og ja det er også et meget godt spørgsmål, som vi endnu ikke er helt afklaret med og som helt klart er det største usikkerhedsfaktor, men vi har en del tiltag som vi satser og arbejder på. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det til tider kan give lidt ondt i maven, men vi flyttede hertil med en solid økonomi efter at have solgt lejligheden i København. Vi havde købt den på et meget gunstigt tidspunkt og solgt den mens priserne var på toppen. Det gjorde vi ikke var afhængige af at tjene en eneste krone de første 3 år. Men alligevel vil man gerne se alt går i den rigtige retning og det gør det også – bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig.

Da vi flyttede havde jeg et større job for det kendte danske reolfirma ATBO. Jeg havde i en længere periode lavet fotografier af naturen og årstiderne til deres katalog og Instagram profil, men jeg nåede desværre kun at lave en enkelt større opgave i Sverige inden firmaet gik konkurs. Jeg havde også i begyndelsen en udstilling på kunstmuseet Brandts i Odense, hvor jeg både fik løn og et udstillingsvederlag så kom godt fra start. Men som billedkunstner er indtægterne for de flestes vedkommende meget ustabile. Det er det også for mig. Og jeg ville gerne have set komme at jeg blev inviteret med på flere udstillinger og solgte lidt flere værker, men den side af at være kunster er meget utilregnelig og utaknemmelig. Er dog lige blevet opfordret af regionen Jämtland, som vi bor i til at sende en ansøgning til en udsmykningsopgave på Östersunds Hospital. Et job jeg meget meget gerne vil have og som kan knytte mig tættere på kunstscenen i Sverige og derudover ville det også give en hel års løn, men det bliver en lang udvælgelsesproces, men krydser alle fingre.    

En anden indtægtskilde er hundenes Instagram profil @zarwoe.oligarch. En profil, der startede som lidt af en joke pga. af hans navn. Otis var sikker på at navnet Oligarch ville tiltrække en masse kvindelige følgere, der ønskede at finde en rig mand (”oligarch” er navnet på en stenrig russer). Zarwoes rigtige navn iflg. stamtavlen er Oligarcha. Jeg har ikke været den store bruger af Instagram, men syntes det var en sjov ide og et godt sted at gemme de bedste hundebilleder og bruge det som en slags dagbog.  I starten postede vi sådan lidt tilfældigt, billeder taget med mobilen og uden nogen egentlig fortælling, men den voksede ret hurtigt og jo flere følgere han fik jo mere måtte vi gøre os umage og sætte os lidt ind i hvad muligheder mediet havde. Otis er den store analytiker af os, som sætter sig ned og læser alt igennem, mens jeg bare helst vil koncentrere mig om det visuelle. Senere kom videofunktionen, som er det Otis bla. arbejder med. Hvis nogen havde spurgt os for et år tilbage om vi skulle blive ”influencere” på Instagram så ville vi have grinet, hvis vi da overhovedet vidste hvad ordet betød. Det havde ingen af os i vores vildeste fantasi kunne forestille os. Deres konto nærmer sig de 25.000 følgere og vi samarbejder fast med to større firmaer, der begge har en meget høj standard, er etiske og leverer kvalitetsprodukter. Det ene er brand Essential Foods, som er et af verdens bedste producenter af hundemad og et af de mest etiske brands vi kender.

Hos dem er kvaliteten det absolut vigtigste og ikke profitten. Derudover donerer de rigtig mange penge til dyrevelfærd. Dem er vi utrolig stolte over at repræsentere. Det andet firma er Non-Stop Dogwear og derunder Non-Stop Polar.

Et norsk firma, der laver udstyr til aktive og udendørs hunde og deres ejere. Det er vandreudstyr, slædehundeseler og meget mere. Cirka en gang om ugen bliver vi spurgt om samarbejde med forskellige brands, men vi har lavet en klar regel om kun at sige ja til ting vi selv ville have købt. Så det siger sig selv at vi siger nej til rigtig mange. Vi har også selv opsøgt brands/virksomheder om et samarbejde hvis vi synes de har gode produkter og det er heldigvis blevet meget positivt imødekommet. Sådan var det i tilfælde med Essential Foods og Non-Stop Dogwear. Men der er stadig meget at lære og vi er kun os selv og har ingen agenter til at forhandle for os og håndtere de kommende tilbud for samarbejde på mere professionelt niveau. Bare for at nævne et eksempel blev vi kontaktet af et amerikansk firma, der producerede hundelegetøj. De ville sende os noget legetøj mod 5 poster samt anmeldelser på Instagram. Jeg gav dem et tilbud der var ca. 90% under, hvad de ville have og var sikker på at det slet ikke ville have nogen interesse, men de sagde meget overraskende ”ja” og så kunne jeg godt se, at jeg virkelig havde dummet mig. Det betød, at de ville sende mig 2 stykker legetøj, som jeg skulle fotografere mens  hundene legede med det. Ikke noget med at poste eller reklamere, men reelt fik de 2 fotografier for legetøj svarende til ca. 200 kr. Det var en lærestreg. 

 Der er stadig et stykke vej – eller en meget lang vej – til vi tjene reelle penge på profilen og det er heller ikke det vi stræber efter. Så længe det er en fornøjelse at køre den og den stadig vokser fint, så må vi se hvad tiden vil bringe. 

Non-Stoppolar har lavet en jakke i samarbejde med slædehundeførere og andre, som færdes ude i ekstremt kolde temperaturer. Vi fik mulighed for at købe to jakker med 70% rabat sidste år og de er helt uovertrufne. Hvis den havde været et kendt mærke ville en jakke af den kvalitet koste det dobbelte. Den starter vi et affiliate program med til efteråret. Dvs. de interesserede købere af jakken får 10% rabat, hvis de bruger et ”rabat kode” ved købet online, samtidig vi kan få 10% af jakkens værdi. Det er vi spændte på, men vi er ikke så naive, så vi forventer ikke det bliver en guldgrube. Hvis det kunne have interesse for jer så tjek https://www.non-stoppolar.com og brug koden ”zarwoe”.

Otis investerede i en drone kort efter vi flyttede hertil og det er ham, der bl.a. laver alle videoerne på hundenes Instagram. Og det har også resulteret i flere reklame videoer bl.a. for en lille nyetableret RV campingplads i byen. Det var godt nok en vennetjeneste, men der har været flere forespørgsler og håber det på sigt kan give en indtjening.  Han har brugt mange timer på at dygtiggøre sig og laver nogle virkelig smukke og fine små film. Derudover laver han også hjemmesider, som giver en indtægt. Men det er de små videoer, der er perfekt egnede til de sociale medier,  han vil satse på og prisen han tager for en film er yderst konkurrencedygtig og henvender sig til mindre firmaer, der ikke har råd til at betale store summer for en super professionel reklamefilm.  Hjemmesiden er snart klar og derefter sender han information og tilbud ud til relevante mindre virksomheder i området. 

Et område, jeg havde troet kunne være en indtægtskilde, var at lave mere kommercielt fotografi som fx portrætter, men selvom jeg har lavet tilbud på langt under halv pris, virker det ikke til folk prioriterer at bruge deres penge på det. Og hvis man skal finde sine kunder i de større byer, hvor man som oftest bedre kunne tænkes at folk vil betale prisen, så er hele indtjeningen brugt på transport.  Endnu et af de eksempler, hvor vi sad i København og forestillede os, hvordan det ville kommer til at blive. 

Nu kommer vi til at sælge nogle fotografier her på bloggen under galleriet. Det er ikke kunstværker, men fotografier, der kan købes og bruges i kommercielt øjemed. De kan bruges fra alt lige fra tapet til bordkort. For fremtiden har vi et helt konkret projekt i støbeskeen. Vi har simpelthen købt en ejendom, med en beliggenhed som er så unik at vi aldrig har set et fortilfælde. Der er to huse på grunden og i det ene skal laves til et kunstner refugium, hvor kunstnere, forfattere, kunsthistorikere og andre kunstneriske grene kan komme i en kortere eller længere periode for at få arbejdsro. Meget mere om vores drømmehus, som vi glæder os til at fortælle om i næste blog.