I denne blog vil jeg prøve at svare på et spørgsmål vi har fået utallige gange. Spørgsmål om, hvordan vi klarer tosomheden og det at være sammen om alt og sammen i døgnets 24 timer. Jeg vil også fortælle om, hvordan vores hverdag ser ud. Der er selvfølgelig variationer alt efter om det er sommer eller vinter. Og efter vi har købt huset, er vores hverdag er også kommet til at se lidt anderledes ud.
Jeg vil starte med at beskrive hverdagen. Som de fleste andre mennesker ligner vores hverdag ret meget hinanden. I de mørke vinterdage står solen op mellem kl. 9-10, så vi kan ikke komme ud med hundene før kl.10. Der skal bages brød hver anden dag.
Der skal laves mad, vaskes tøj og gøres rent som alle andre. I vinterhalvåret står vi ret sent op. Mellem kl. 8-9. Til gengæld arbejder vi til langt ud på aftenen næsten hver dag. Det er enormt privilegeret selv at kunne kontrollere sin arbejdsdag og få glæde af de få lyse timer. De lyse timer bruger vi så vidt muligt udendørs med at fotografere, filme, stå på ski og gå med hundene. Og ikke at forglemme snerydningen. Denne vinter er vores første med det nye hus. De sidste 4 km til huset skal vi selv sørge for at plove for sne, så det kommer vi uden tvivl til at bruge en del tid på.
Ting tager generelt længere tid, når vi bor, som vi gør. Det er bestemt ikke negativt ment, for jeg elsker og værdsætter langsomheden. Det er umuligt at skynde sig med noget som helst. Hvis vi skal lave mad, så skal der først hentes brænde, der forhåbentligt allerede er blevet kløvet. Dernæst skal brændeovnen varmes op. Det tager en time for en brændeovn at nå 200 grader.
Hvis vi skal køre nogen steder, kan vi ikke være i sidste øjeblik, for der er store chancer for, at der er faldet 20 cm sne over natten som først skal ryddes. Så er der vejene, som kan være glatte og isede og ikke tillader en fart over 50 km/t. Nogle steder vejene endda lukkede ved kraftig blæst og snefald.
Selv vores skraldespand skal køres ned forenden af grusvejen, når den skal tømmes hver 14. dag. Den langsomhed begynder man at værdsætte, og man bliver tvunget til at sætte sit tempo ned. Og hvad man modsat skulle tro giver det ikke stress, men derimod en ro ved at tingene tager tid.
Så har jeg endnu ikke nævnt større indkøb i supermarkeder, som tager det meste af en dag. Vi har valgt at tage det som en udflugt – med te på termokanden.
Ofte har vi en længere liste med gøremål. Et møde i banken, en vaccination hos dyrlægen eller et besøg i et byggemarked. Sådan en tur til supermarkedet gør vi ca. en gang om måneden.
Om sommeren er her lyst døgnets 24 timer. Sidste forår vågnede vi tidligere og tidligere og til sidst så tidligt, at vi måtte investere i mørklægningsgardiner, for at få en god nattesøvn. Jeg havde ellers svoret, at det aldrig skulle blive nødvendigt. Vi har endnu vores første sommer til gode i vores nye hus, men vi fik en forsmag på, hvor lang tid det vil tage at slå en græsplæne på 1,8 hektar: 4 timer tog det mig at slå 25% af plænen.
Dertil en masse der skal laves ved huset. Om sommeren tager vi ofte på vandretur med overnatning i fjeldene. Det er både fornøjelse og arbejde på én og samme gang. Orest laver video og jeg tager fotos både til vores samarbejdspartnere og vores egne konti på de sociale medier.
Sociale medier er noget især jeg bruger en del tid på. Og som så mange andre, måske også for meget tid. Det er en svær balance, når de også er en del af dit arbejde. Men de er også til stor fornøjelse og en måde at føle sig forbundet med venner og omverdenen, når man er så langt væk og ret isoleret.
Det med at leve så isoleret, bare Orest og jeg og hundene og være sammen om alt og være sammen døgnets 24 timer, har været forbløffende gnidningsfrit. Jeg var faktisk aldrig rigtigt bekymret for den del, men tror, at hvis nogen så os udefra, ville de sikkert syntes vi snakkede alt for meget med hundene og sagde underlige ting. Orest har helt klart en større trang til at være alene end jeg. Egentlig havde vi lavet en aftale om, at han skulle tage på en dags vandretur alene én dag i ugen, men ofte bliver det udskudt, fordi vi har for meget at lave. Men især når vi er lidt pressede og tingene ikke rigtigt flasker sig, har han brug for at komme ud alene.
Det fungerer fantastisk for ham og på hans humør, at tage på en vandretur helt alene med en enkelt eller to overnatninger. Og det er også rart for mig at være alene en stund, og sundere for os begge end at blive sammen i en presset stemning, for vi har kun hinanden i sådanne situationer og det er vores måde at løse det på.
En ting, der har været årsag til et pres er, at Orest’ familie ikke har forstået det valg vi har taget. Han er født og opvokset i Ukraine og Rusland og hele hans liv har hans forældre kæmpet for at komme væk fra fattigdommen på landet for at flytte til byen, få en uddannelse og et godt job. Et fast job har været nøglen til sikkerhed og tryghed. Det har været angstprovokerende og uforståeligt, at vi har valgt at flyttet til noget, de har kæmpet for at komme væk fra. Først at opsige sit gode og sikre job og dernæst at flytte ud i skoven så langt væk fra byen som muligt og lave mad over åben ild. Selvom han er voksen og føler sig uafhængig, så gør det alligevel ondt, når ens mor poster en græde-smiley ved hvert opslag han postede på Facebook. Det er i høj grad generationsbestemt. Den yngre generation af ukrainere forstår vores valg, men de er også vokset med relativ god velstand og med internettet. De har kunnet rejse og har fået mad på bordet hver dag. Men nu har vi købt hus (og altså investeret i mursten), og det har glædet Orest’ mor meget. Det er endda gået over i begejstring over Lövnäset og vækket positive minder fra hendes barndom. Og så har vi endda en motorbåd, som kun den rigeste familie i hendes barndomslandsby i Sibirien havde. Sådan et valg, som vi har taget, er et I-lands valg. Det er et valg man tager, når man aldrig har lidt nød, aldrig har manglet penge, når man har rejst verden rundt og realiseret sig selv på mange planer. Det er ikke et valg man tager, når man aldrig har haft råd til et par nye sko.
Mine forældre er desværre døde og jeg ved slet ikke hvordan de ville have reageret.
Tilbage til hverdagen, så spørger mange, hvad vi bruger aftenerne på. Det er et ret godt spørgsmål. Vi har ikke haft TV i 15 år og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg ville begynde at se mere TV. Men det er ikke blevet til noget. Tror vi sammenlagt ser TV 10-20 timer om året. Nu er kl. 21. Jeg skiver på denne blog, Orest sidder overfor mig og redigerer en video.
Snart skal hundene ud at gå aftentur. Måske skulle man tage et bad inden og lave nogle yogaøvelser. Tror det er sådan en aften typisk kan se ud hos os.
Men ikke om søndagen… For nu at vende tilbage til den første blog og stiletterne! Søndag aften er dedikeret til god mad og rødvin. Og så tager vi vores fine tøj, jeg lægger make-up og hopper i de høje hæle.
Det var en aftale vi lavede med hinanden på vejen herop, for vi vidste, at vi alle ugens andre dage ville gå i det grimmeste og mest praktiske tøj. Som Orest sagde forleden ” Da vi boede i København, havde vi kælderen fyldt med det lækreste vandreudstyr”. Det bruges til gengæld nu og alt vores fine tøj er pakket langt væk.