Bergs Kommun – det nye “Wild West of Sweden”

I sidste blog skrev jeg om vores hverdag og om udfordringerne ved livet i vildmarken. En ting vi ikke nævnte, var det svenske bureaukrati samt firmaer som man er afhængige af, og som kan gøre tilværelsen temmelig besværlig og til tider også utryg. Disse virksomheder har monopol, så man kan ikke bare vælge og vrage, og service er ikke et begreb de beskæftiger sig med. Denne blogpost er ikke et rosenrødt billede af livet i vildmarken, så hvis du ikke gider læse en hel blog med brok, så skal du springe fra nu. 

Sverige er kendt for sin socialisme og sammenhængskraft, men vi er stødt på et omfattende bureaukrati og benspænd fra vores lille kommune med bare 7000 indbyggere. En kommune, der ønsker og har brug for flere tilflyttere, og som bryster sig af at være den anden-bedste kommune i Sverige at starte virksomhed i. En kommune med medarbejdere der synes at dække over hinanden og deres leverandører. Måske fordi alle kender hinanden og har relationer på kryds og tværs? Måske skyldes det en form for fornærmelse når man stiller kritiske spørgsmål? I hvert fald tegner der sig et mønster af en usund magtstruktur. 

Da vi flyttede hertil, blev vi advaret om ikke gå kommunen imod. Kommunen har utrolig meget magt, og vi kunne jo få brug for dem senere, lød begrundelsen. Vi tænkte ikke specielt over det, for regler er vel regler og love er vel love, som skal overholdes og gælde for alle.  

Det første møde vi havde med kommunen, var rigtigt positivt. Vi følte os hørt, og de var interesserede i vores ideer. Men det skulle desværre vise sig at være en kort fornøjelse. 

Inden vi købte vores hus, Lövnäset, havde vi hørt om et schweizisk arkitekturprojekt på en ø, men alle var enige om, det ikke ville blive realiseret, da udfordringerne med kloakering, synes umulige at løse. Øen, hvor projektet skulle ligge, ligger lige ud for Lövnäset, så vi havde selvfølgelig en naturlig interesse i, at følge udviklingen nøje.

Projektet er et byggeri af moderne arkitektur, og skal kunne rumme op til 20 mennesker. Den tidligere ejer af Lövnäset havde sat sig grundigt ind i lovene om bl.a. naturbeskyttelse, og havde stillet kommunen nogle meget relevante og kritiske spørgsmål omkring gennemførelsen af projektet og  følgevirkningerne. De valgte ikke at svare ham. En taktik, der skulle vise sig at være mere reglen end undtagelsen.

Vi overtog huset d. 1. September med den overbevisning, at vi som eneste reelle nabo,  ville blive hørt når der skulle bygges et hotel lige ud foran vores hus. Vi vidste der havde været møde d. 22 august, hvor arkitekterne skulle komme med uddybende svar på løsningen af kloakeringsproblematikken. Og vi var overbeviste om, at vi derefter ville blive inddraget. Derfor skrev vi til kommunen den første uge i september, for at spørge ind til nabohøringen. Vi fik den besked at de, kommunen, havde besluttet at trække en grænse på 200 meter, så vi skulle ikke høres. Dette stemmer ikke overens med at andre sommerhusejere er blevet hørt, endda huse på op til en hel kilometer væk. Desuden blev jeg pænt irettesat over fejlagtigt at have brugt betegnelsen hotelbyggeri, for det var efter kommunens mening en lille campingplads. En campingplads bestående af 6 huse, et bibliotek (læs=whiskybar), to saunaer for enden af to lange broer, en bådankomsthal og en spisesal. Set ud fra tegninger er der tale om et ret stort og komplekst byggeri. Desuden meddelte kommunen, at der var meget lang vej til en godkendelse af projektet. Hvis det da overhovedet blev godkendt. 

Et par dage senere fandt vi frem til arkitekterne, og på deres Instagramprofil kunne vi læse, at de lykkeligt kunne annoncere, at de havde fået byggetilladelse, og at byggeriet skulle begynde allerede i 2020. Konklusionen må jo være, at én af parterne lyver. 

Orest begyndte at researche, hvem det schweiziske par egentlig var, og her stødte han på noget meget kompromitterende materiale. De er et ægtepar, der ejer flere holdingselskaber. Nogle under afvikling. Selskaberne har identiske hjemmesider, og fortæller kun et par anonyme linjer om, hvad selskaberne beskæftiger sig med. Der er ingen bestyrelse, og de har en egenkapital på 20.000 CHF. Det stemmer meget dårligt overnes med at de bygger luksusbyggerier i millionklassen, både i Hollywood, Saint Tropez samt andre velhaverområder. Altså alt andet end transparent. Orest fandt desuden også ud af, at hotellet på vores nabo ø skal være til medlemmer af en lukket rigsmandklub. En klub, hvor man kun kan få medlemskab, hvis man bliver anbefalet af et allerede eksisterende medlem ogmanlever op til optagelseskravene. Hotellet skal være rammen for møder, hvor man snakker forretning med ligesindede fra Rusland, Kina og Indien, som er de lande, rigmandsklubben primært har sit fokus på. 

I vores øjne lignede alt dette materiale, som Orest gravede frem, et forsøg på hvidvask, hvilket vi også fik bekræftet af én med indgående kendskab til sådanne sager. Vi henvendte os derfor med vores bekymring, samt det materiale vi havde fundet frem om vores nye potentielle naboer, til kommunen. De har valgt ikke at vende tilbage på henvendelsen. 

En anden sag har knap så alvorlig karakter, men beskriver ikke desto mindre problematikken omkring en kommune, der har lidt for mange kastetter på. Sagen handler om noget så lidt attraktivt som slamtømning, og her har vi to uheldige sager.

Som ny tilflytter var vi lidt usikre på, hvordan slamtømning skal foregå. Derfor skrev jeg tilbage i juni til slamtømningsfirmaet, at vi ønskede at bestille tid til tømning det kommende efterår, den tid på året som vi vidste, at firmaet ville komme til vores by. Jeg fik en mail af B.H. (som jeg troede var en medarbejder fra firmaet) om, at jeg skulle ringe på et bestemt telefonnummer. Jeg ringede et par gange, men ingen svarede eller vendte tilbage, selvom jeg havde indtalt op til flere beskeder. Jeg var dog usikker på om vores bestilling var blevet noteret via telefonsvareren, så jeg spurgte en slamtømningsmand, jeg mødte, mens han var på job i nabobyen.  Han var hjælpsom og skrev alt ned, og lovede at der var styr på det, og at de ville komme til efteråret. Det blev efterår og slamtømningen kom til byen, men desværre ikke til os. Jeg skrev igen til B.H. og spurgte, hvornår de ville komme. Jeg fik en besked retur om, at jeg ikke havde bestilt, og at jeg derfor måtte bestille en akuttømning til 3 gange så høj takst. 

Jeg vedhæftede og sendte B.H.  den mail, hvor jeg havde skrevet og bedt om tømning, hvortil han responderede, at den havde han ikke modtaget. Jeg undrede mig, for syntes jeg kunne huske hans navn. Jeg genfandt heldigvis en efterfølgende mail, hvor B.H selv har svaret på selvsamme mail, som han påstod aldrig var kommet frem. Da jeg konfronterede ham med det, var svaret igen, at jeg kunne bestille akuttømning. Ingen kommentarer til at firmaet evt. selv har haft en del af skylden. Sagen med B.H. bliver endnu mere absurd, da de det viser sig, at den tidligere ejer af Lövnäset også havde bestilt tømning, som skulle foregå kort efter vores overtagelse, og at firmaet havde meddelt, at de ville ringe når de kom. Men ingen ringede, og to uger efter at den planlagte tømning skulle have været udført, var der stadig ingen spor efter de skulle havde været der. En 10 tons tung bil på græsset må uden tvivl efterlade sig et spor. Og kloakken var stadig fyldt. Vi kontaktede firmaet for at høre, hvornår de havde planlagt at komme, og fik så – meget overraskende – besked fra B.H. om, at den skam var blevet tømt ugen forinden. Overbevist om der var sket en fejl, og at de evt. havde tømt på forkert ejendom, sendte vi dem billeder af den fyldte kloak og skrev, at der umuligt kan have være en så tung maskine på vores grund, uden at efterlade sig et eneste spor.  Modsat forventet fastholdt de, at kloakken er blevet tømt og chaufføren havde endda meget uddybende fortalt, hvordan vandet bare fossede i kloakken, fordi vores vandpumpe var defekt. Inklusiv en sidebemærkning om, at vi jo må have repareret den, siden vandet ikke længere løb … Der er så bare det, at der ikke er elektricitet på ejendommen, men i stedet en tank på loftet med 1000 liter vand, der skal fyldes manuelt.  Chaufførens historie var altså en fysisk umulighed. Vi bad derfor om at få metadata fra lastbilen, men fik i stedet et screenshot fra en GPS, som præcist ved Lövnäset var ændret manuelt. En handling, som de påstod kun kunne lade sig at gøre, hvis bilen fysisk var på stedet. 

Hvad de ikke havde taget højde for var, at Orest i sin tid hos Mærsk netop opererede med GPS-data, og kunne så let som ingenting modbevise hele deres påstand. B.H kommenterede aldrig de åbenlyse beviser, men blev ved med at påstå, at de havde været der.  Indtil forrige uge, hvor han pludselig efter ugers tavshed skriver, at han har fremskaffet data med tidspunkter, hvor de har tømt hos nabohuset. Men den data stemmer slet ikke overens med billedet fra GPS´en vi havde modtaget. Det var en helt anden dag,  og hvad har det at gøre som bevis i forhold til vores sag, at der er blevet tømt hos naboen..? Behøver vist ikke at fortælle mere herom. Men slamtømningsfirmaet har monopol, så vi er afhængige af dem igen næste år. Men den største bekymring er, at personen B.H viser sig at være fra kommunen. Altså en embedsmand, der åbenbart også fungerer som forsvarer for kommunens leverandør og samarbejdspartner. 

Härjeåns Nat AB 

Det næste emne er elektricitet, og er desværre en sag af mere alvorlig karakter og som kan få negative konsekvenser for vores fremtid.  Vores nye hus har ingen elektricitet, og allerede inden vi lavede købsaftalen, fik vi hjælp af kommunen til at få beregnet prisen på at få indlagt strøm. L.H fra kommunen var meget hjælpsom. Hun undersøgte sagen og vente tilbage med en pris på 125.000 kr. Prisen havde hun fået fra Härjeåns Nät AB, som er det firma, der har monopol på el-netværket i bl.a. vores kommune. Da vi senere købte huset, henvendte vi os selv til Härjeåns Nät AB for at sige, vi ønskede at få indlagt strøm. De vendte tilbage med en pris på 145.000 kr inklusiv moms, så det stemte fint overens med den pris, kommunen havde fået oplyst. Orest kunne ifølge deres eget viste eksempel på hjemmesiden dog ikke helt få prisen til at passe. Han fandt at prisen efter deres eget regneeksempel skulle være betydeligt lavere, nemlig omkring 80.000 kr. Derfor skrev han til Energimarknedsinspektion, som er en statsejet myndighed, der kontrollerer at priserne hos monopol-selskaberne er korrekte. En service Härjeåns Nät AB selv henviser til. Energimarknedsinspektion svarede aldrig på vores henvendelse, men de havde til gengæld sendt vores spørgsmål retur til Härjeåns Nät AB. De svarede os (dog ikke på spørgsmålet), men at prisen nu var 300.000 kr. Ingen forklaring, men de påstod, det første tilbud vi havde fået, ikke var et tilbud og derfor ikke længere gældende. Dybt rystede skrev vi tilbage til begge instanser, og udbad os en forklaring. Hvordan de kunne se bort for 2 reelle tilbud. Lade prisen stige med 175.000 kr.

Nu er der gået 3 uger, men ingen er vendt tilbage på henvendelserne. Udover de 300.000 kr. skal vi betale for en elektriker til selve installationen og nedgravning af kabel, så vi kan stå tilbage med en regning, svarende til mere end halvdelen af husets værdi. Dette hænger meget dårligt sammen med at man ønsker flere tilflyttere, og gerne børnefamilier. Men hvis man som indbygger intet kan stille op imod hvad der i vores øjne minder lidt for meget om Wild West metoder, så ville jeg overveje en ekstra gang om det var det værd. 

Skal vi så lige afslutte denne blog med at fortælle, at vi har oprettet firmaet www.biglakemedia.se i Sveriges anden bedste kommune at starte virksomhed i. Det startede da også fint med en konstruktiv samtale med en meget hjælpsom person. Hun tilbød desuden at finde svar på de spørgsmål, hun var usikker på, at vi endelig skulle kontakte hende ved yderligere spørgsmål, og hun gerne ville fungere som vores sparingspartner.  Hun vendte aldrig tilbage og her næsten to måneder senere, har vi stadig intet hørt og hun svarer heller ikke på de mails, vi har sendt. Det viser sig, at hun er også ansat af kommunen, så er det vi begynder at blive bekymret om det er årsagen til, hun ikke er vendt tilbage.  Er vi blevet drøftet ved kommunens kaffemaskine? Har vi været lidt for fremme i skoene? Har vi været for kritiske? Måske er vi bare paranoide og tænker straks at det er kommunens strategi mod ulydige borgere, men advarslen vi modtog i begyndelsen begynder at rumstere i baghovedet.  Hvis vi spørger folk i byen, om de tror, vi får byggetilladelse af kommunen, hvis vi en dag skulle ansøge om det, så er svaret et rungende NEJ.

Vi begge to er vant til at diskutere alle spørgsmål åbent og direkte mellem involverede parter, men hvordan kan vi i dette tilfælde diskutere vores spørgsmål, når kommunen bevidst ignorerer vores henvendelser ? 

Måske dette er det et tilfælde, men man kommer i tanke om den velkendte svenske udtalelse : “Når mennesker ved magten stopper med at lytte til folket, er det på tide, at skifte dem ud”

Velkommen til “Wild West of Sweden” 

Del gerne:

Vores Hverdag og Liv

I denne blog vil jeg prøve at svare på et spørgsmål vi har fået utallige gange. Spørgsmål om, hvordan vi klarer tosomheden og det at være sammen om alt og sammen i døgnets 24 timer. Jeg vil også fortælle om, hvordan vores hverdag ser ud. Der er selvfølgelig variationer alt efter om det er sommer eller vinter. Og efter vi har købt huset, er vores hverdag er også kommet til at se lidt anderledes ud. 

Jeg vil starte med at beskrive hverdagen. Som de fleste andre mennesker ligner vores hverdag ret meget hinanden. I de mørke vinterdage står solen op mellem kl. 9-10, så vi kan ikke komme ud med hundene før kl.10. Der skal bages brød hver anden dag.

Der skal laves mad, vaskes tøj og gøres rent som alle andre. I vinterhalvåret står vi ret sent op. Mellem kl. 8-9.  Til gengæld arbejder vi til langt ud på aftenen næsten hver dag. Det er enormt privilegeret selv at kunne kontrollere sin arbejdsdag og få glæde af de få lyse timer.  De lyse timer bruger vi så vidt muligt udendørs med at fotografere, filme, stå på ski og gå med hundene. Og ikke at forglemme snerydningen. Denne vinter er vores første med det nye hus. De sidste 4 km til huset skal vi selv sørge for at plove for sne, så det kommer vi uden tvivl til at bruge en del tid på. 

Ting tager generelt længere tid, når vi bor, som vi gør. Det er bestemt ikke negativt ment, for jeg elsker og værdsætter langsomheden. Det er umuligt at skynde sig med noget som helst. Hvis vi skal lave mad, så skal der først hentes brænde, der forhåbentligt allerede er blevet kløvet. Dernæst skal brændeovnen varmes op. Det tager en time for en brændeovn at nå 200 grader. 

Hvis vi skal køre nogen steder, kan vi ikke være i sidste øjeblik, for der er store chancer for, at der er faldet 20 cm sne over natten som først skal ryddes.  Så er der vejene, som kan være glatte og isede og ikke tillader en fart over 50 km/t. Nogle steder vejene endda lukkede ved kraftig blæst og snefald. 

Selv vores skraldespand skal køres ned forenden af grusvejen, når den skal tømmes hver 14. dag. Den langsomhed begynder man at værdsætte, og man bliver tvunget til at sætte sit tempo ned. Og hvad man modsat skulle tro giver det ikke stress, men derimod en ro ved at tingene tager tid. 

Så har jeg endnu ikke nævnt større indkøb i supermarkeder, som tager det meste af en dag.  Vi har valgt at tage det som en udflugt – med te på termokanden.

Ofte har vi en længere liste med gøremål. Et møde i banken, en vaccination hos dyrlægen eller et besøg i et byggemarked. Sådan en tur til supermarkedet gør vi ca. en gang om måneden. 

Om sommeren er her lyst døgnets 24 timer. Sidste forår vågnede vi tidligere og tidligere og til sidst så tidligt, at vi måtte investere i mørklægningsgardiner, for at få en god nattesøvn. Jeg havde ellers svoret, at det aldrig skulle blive nødvendigt. Vi har endnu vores første sommer til gode i vores nye hus, men vi fik en forsmag på, hvor lang tid det vil tage at slå en græsplæne på 1,8 hektar: 4 timer tog det mig at slå 25% af plænen.

Dertil en masse der skal laves ved huset. Om sommeren tager vi ofte på vandretur med overnatning i fjeldene. Det er både fornøjelse og arbejde på én og samme gang. Orest laver video og jeg tager fotos både til vores samarbejdspartnere og vores egne konti på de sociale medier. 

Sociale medier er noget især jeg bruger en del tid på. Og som så mange andre, måske også for meget tid. Det er en svær balance, når de også er en del af dit arbejde. Men de er også til stor fornøjelse og en måde at føle sig forbundet med venner og omverdenen, når man er så langt væk og ret isoleret. 

Det med at leve så isoleret, bare Orest og jeg og hundene og være sammen om alt og være sammen døgnets 24 timer, har været forbløffende gnidningsfrit. Jeg var faktisk aldrig rigtigt bekymret for den del, men tror, at hvis nogen så os udefra, ville de sikkert syntes vi snakkede alt for meget med hundene og sagde underlige ting. Orest har helt klart en større trang til at være alene end jeg. Egentlig havde vi lavet en aftale om, at han skulle tage på en dags vandretur alene én dag i ugen, men ofte bliver det udskudt, fordi vi har for meget at lave. Men især når vi er lidt pressede og tingene ikke rigtigt flasker sig, har han brug for at komme ud alene.

Det fungerer fantastisk for ham og på hans humør, at tage på en vandretur helt alene med en enkelt eller to overnatninger. Og det er også rart for mig at være alene en stund, og sundere for os begge end at blive sammen i en presset stemning, for vi har kun hinanden i sådanne situationer og det er vores måde at løse det på. 

En ting, der har været årsag til et pres er, at Orest’ familie ikke har forstået det valg vi har taget. Han er født og opvokset i Ukraine og Rusland og hele hans liv har hans forældre kæmpet for at komme væk fra fattigdommen på landet for at flytte til byen, få en uddannelse og et godt job. Et fast job har været nøglen til sikkerhed og tryghed. Det har været angstprovokerende og uforståeligt, at vi har valgt at flyttet til noget, de har kæmpet for at komme væk fra. Først at opsige sit gode og sikre job og dernæst at flytte ud i skoven så langt væk fra byen som muligt og lave mad over åben ild. Selvom han er voksen og føler sig uafhængig, så gør det alligevel ondt, når ens mor poster en græde-smiley ved hvert opslag han postede på Facebook. Det er i høj grad generationsbestemt. Den yngre generation af ukrainere forstår vores valg, men de er også vokset med relativ god velstand og med internettet. De har kunnet rejse og har fået mad på bordet hver dag. Men nu har vi købt hus (og altså investeret i mursten), og det har glædet Orest’ mor meget. Det er endda gået over i begejstring over Lövnäset og vækket positive minder fra hendes barndom. Og så har vi endda en motorbåd, som kun den rigeste familie i hendes barndomslandsby i Sibirien havde. Sådan et valg, som vi har taget, er et I-lands valg. Det er et valg man tager, når man aldrig har lidt nød, aldrig har manglet penge, når man har rejst verden rundt og realiseret sig selv på mange planer. Det er ikke et valg man tager, når man aldrig har haft råd til et par nye sko. 

Mine forældre er desværre døde og jeg ved slet ikke hvordan de ville have reageret. 

Tilbage til hverdagen, så spørger mange, hvad vi bruger aftenerne på. Det er et ret godt spørgsmål. Vi har ikke haft TV i 15 år og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg ville begynde at se mere TV. Men det er ikke blevet til noget. Tror vi sammenlagt ser TV 10-20 timer om året. Nu er kl. 21. Jeg skiver på denne blog, Orest sidder overfor mig og redigerer en video.

Snart skal hundene ud at gå aftentur. Måske skulle man tage et bad inden og lave nogle yogaøvelser. Tror det er sådan en aften typisk kan se ud hos os. 

Men ikke om søndagen… For nu at vende tilbage til den første blog og stiletterne! Søndag aften er dedikeret til god mad og rødvin. Og så tager vi vores fine tøj, jeg lægger make-up og hopper i de høje hæle.

Det var en aftale vi lavede med hinanden på vejen herop, for vi vidste, at vi alle ugens andre dage ville gå i det grimmeste og mest praktiske tøj. Som Orest sagde forleden ” Da vi boede i København, havde vi kælderen fyldt med det lækreste vandreudstyr”. Det bruges til gengæld nu og alt vores fine tøj er pakket langt væk.   

Del gerne:

Den første tid

BigDoor

Kan I forestille jer følelsen af ikke at eje en eneste nøgle? Jo vi havde vores bilnøgle, men ellers ikke én eneste. Ingen ekstra nøgle til en nabo eller et familiemedlem. Vi havde vitterlig kun vores bilnøgle da vi sad i bilen på parkeringspladsen foran vores gamle lejlighed. Det var en meget speciel følelse og vi havde aldrig før tillagt et sådan forgivet hverdagsobjekt så stor betydning, som det faktisk havde. En nøgle betyder, du har til tilhøreforhold og med ét var det forsvundet.  

Planen med denne blog var at den skulle have været startet fra dag 1 vi landede i Storsjö Kapell, men ens tanker var i én stor forvirring og det var helt umuligt at samle sig om at skrive noget konkret, når alt omkring én var kaos. Derfor er det først nu næsten et år efter og man har fået ro og er faldet til, at det er muligt at se det hele lidt fra siden. Og med tiden er det også gået op for os, hvor stor en omvæltning det i virkeligheden har været for os. 

Den første tid var så fyldt med praktiske gøremål, forvirrende og til tider fustrende med nogle helt  basale ting, som man normalt bare har taget for givet såsom at åbne en bankkonto og betale sine regninger.  Men den var også fyldt med fantastiske og tankevækkende oplevelser. 

Vi ankom til Storsjö med en trailer fyldt med vores ting d.1 november 2018.  Kun det mest nødvendige var med  – inklusiv mine 10 par stiletter… Dem havde jeg glemt at få med læsset til opmagasinering, men de har senere gjort stor glæde. Det første vi gjorde da vi ankom var at tænde op i brændeovnen og lave en stor omgang ostefondue og åbne en flaske rødvin. Vi havde kørt i næsten 13 timer og var ret udmattede. Så sad vi der overfor hinanden, trætte og euforiske og kiggede hinanden i øjnene og var ikke i tvivl om vi begge tænkte ”shit, hvad laver vi her – hvad har vi gjort…”, men også med en stor spænding og forventningsfuldhed til fremtiden.  Vi mødte også et fint og ryddeligt hus. Ejeren var taget den lange vej fra sit hjem ved Stockholm for at gøre huset klar. Det var dejligt og nemmere at få et overblik, hvordan vi skulle indrette os. 

Cheesefondue
Ostefondue første aften

De følgende dage gik med at flytte ind eller nærmere finde opmagasineringsplads til de mange ting og møbler, som var i huset. Alle møbler vi ikke skulle bruge, blev flyttet på første salen og alt køkkenudstyr, der kan tåle kulde og fugt er kommet i laden. Vi valgte kun at bo på den nederste etage. Dels for bedre at kunne holde varme i vintermånederne og minimere elregningen. Her findes kun den smukke gamle brændeovn i køkkenet og derudover kun el radiatorer.  Så i et dårligt isoleret hus med minusgrader, der til tider kan nå de  -40 grader og endda endnu længere ned, kan man få en elregning til meget hurtigt at løbe løbsk. Desuden er hundene ikke glade for trapper og jeg har altid elsket at bo småt. Første salen er nu forbeholdt opmagasinering, tørretøj og de gæster, der kommer på besøg. Så reelt bor vi på ca.50 m2 og har en dejlig grund med skov på ca. 2000 m2. 

HouseDress
Huset

Vi havde givet os selv ”fri” den første måned.  Gav os selv lov til bare at være til stede, se vores nye omgivelser og selvfølgelig få styr på mange praktiske ting som fx at finde ud af hvem, der havde brænde tilovers de ville sælge.

Firewoods

Vi ankom jo i november, hvor de fleste for længst havde sørget for ”vinterforrådet” var i hus. Fik også med større besvær åbnet en bankkonto. Du skal have et ID kort for at få en konto og ID kort får du først når du har et personnummer. Og ikke at forglemme dit bank ID. Vi måtte flere gange køre de 3 timer (hver vej vel at mærke) for at skrive under på diverse papirer og der var krav om personligt at møde op for ting, der i vores øjne var ret ubetydelige som fx at hente et kort mm. Den proces tog næsten to måneder, så i mellemtiden måtte min kusine betale alle vores regninger, for det kunne man kun, hvis man havde en svensk konto. Undrer mig hvad man gør hvis man ikke har adgang til den slags hjælp? Måske er det det samme i Danmark, når man er ny tilflytter, men det virkede besynderligt omsonst og besværligt. Er faktisk ikke rigtig sikker på rækkefølgen, men det var ligesom det en krav spændte ben for det andet, men som så meget andet så lykkes alt jo til sidst.

Mange af jer tænker sikkert, om vi har internetforbindelse, og det har vi. Sverige har gjort meget for sammenhængskraften, så ingen skal være isolerede. Selv de mindste byer har dækning, men vi skulle selvfølgelig investere i en god router med ekstra stærk antenne, og den løsning fungerer upåklageligt, men vi ser heller ikke tv. Det har vi aldrig gjort og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg skulle til at se mere tv, når vi flyttede, men det bliver kun ved tanken. 

Houseboats
Stuen

Vi indrømmer gerne vi havde en del fordomme om de mennesker, der boede her og var også helt overbeviste om, at det også var gengældt. Det havde selvfølgelig rygtedes, at der kom to danskere til byen. Her bor kun 90 mennesker så alle kender alle. De fleste er født og opvokset her og er flittige jægere og så kommer vi fra København med vores to selskabshunde. Jeg er opvokset i Nordjylland, hvor folk kan være meget reserverede, så troede det ville være det samme her – bare endnu mere udpræget. Men det viste sig at være helt omvendt. Vi er blevet taget imod med åbne arme af de mest imødekommende mennesker, der har været oprigtigt interesseret og gjort deres bedste for vi skulle føle os velkommen. Og en form for hjælpsomhed, man efter så mange år i København faktisk havde glemt eksisterede. Her spørger man ikke om hjælp – her tænker man mere på hvad man kan gøre for at hjælpe. Som fx når naboen kommer for at spørge, hvornår man er tilbage efter en lille rejse så han kan sørge for at plove vejen, så vi kan komme op til huset eller man kommer hjem til velvandende krydderurter fordi de på eget initiativ har tænkt de skulle vandes. En gestus som har rørt os dybt. Vi har også selv gjort en indsats for at være inkluderende. Midt i december, halvanden måned efter vi var flyttet ind, inviterede vi vores tre nærmeste naboer ind til hjemmelavet julesnaps og småkager. Det var en god icebreaker og en hyggelig eftermiddag. Og hurtigt blev fryseren fyldt op med elgkød, for i stedet for at medbringe en blomst i værtindegave fik vi et halvt kilo elgkød til Otis store fryd.  Jeg er vegetar – Otis VAR vegetar…

Knogler
“Street view”

En anden episode, som havde stor betydning for vores start, var den første juleaften. Der var kun os to, da vi valgte at blive her alle juledagene. Vi har en meget lille familie. Mine forældre er døde og Otis har kun sin mor tilbage, der bor i Ukraine.  Pludselig bankede det på døren og vores ene nabo kom med en julegave til os hver. Undskyldte med de ikke var pakket ind, men den omsorg og omtanke, når man er helt ny et sted var helt uvurderlig og julestemningen fik et gevaldigt løft. 

Vi havde derimod også en naiv forestilling om, hvor fantastisk det ville blive bare at kunne åbne døren og hundene kunne løbe frit. Når man efter 25 år i lejlighed og aldrig ejet en have, endelig havde den mulighed, så var jeg ovenud begejstret ved tanken.  Der gik så lige nøjagtig en uge, så havde hundene fundet ud af, at naboen på den anden side af noget skov havde dele af en rådden elg hængende. Den skulle bruges til at lokke ræve til,  med det formål at skyde dem. De skal selvfølgelig ikke løbe over til naboerne og at spise en rådden elg kan faktisk gøre dem meget meget syge. Og det skulle vise sig, at der lå mange fordærvede ben rundt omkring. Nogle lagt ud – andre selvdøde. Så rundt om i skoven omkring os har jeg samlet utallige knogler, kranier op og hængt dem i træerne. Højt op så hundene ikke kan nå dem, hvilket ikke altid er lige nemt, når hundene reelt er højere end jeg, når de står på bagben. Vi ved mange tænker på det økonomiske. Hvad vi lever af. Det vil vi fortælle om i næste blog. Hvordan vi tjener penge eller mangel på samme.

Sunshine
Klassisk landskab i november
Del gerne:

Flytning

Packed Car

Vejen fra det første hus i Dalsland, vi havde kigget på, til det andet hus vi skulle se på i Jämtland, var ualmindelig lang. De 700 km tog næsten 12 timer og jo længere mod nord vi kom, jo længere blev det mellem husene og civilisationen.

Lunch on the way
Frokost på vejen nordpå

Rensdyrene stod midt på vejen og elgene i vejkanten og asfalten blev til grusvej inden vi nåede den endelige destination. En køretur på så mange timer på en strækning, hvor skoven aldrig rigtig ophører, mærker man for alvor, hvor afsides man var kommet. Men langt om længe ser vi en gadelygte og ved vi er kommet til Storsjö Kapell. Den lille by omgivet af nærmest uendelig skov og udsigt til fjelde fra alle sider. Huset var relativt let at finde, for havde set et par billeder, men blev lidt paf over at der lå et andet hus relativt tæt på. Og paf blev vi også da vi åbnede døren. Vi havde fået lov at overnatte i huset og fået fortalt hvor nøglen var. Paf skal ikke just forstås som vi åbnede døren et romantisk og idyllisk hjem med den unikke beliggenhed, nærmere tværtimod. Der lugtede fælt. Måske at forvente når et gammelt hus har stået tomt så længe. Dernæst kunne man knapt bevæge sig rundt for de mange møbler, der var presset ind i de små rum og der var bøger fra gulv til loft. Det mindede mere som et opmagasineringssted for flere generationer, end en hyggelig ”stuga”. For at visualisere lidt, så var der bl.a. to gigantiske 80´er højttalere og en stor fladskærm i den lille stue samt borde (i flertal), stole, skabe, chatoller på de resterende m2. På køkkenbordet lå der en pakke åbent knækbrød og lignede generelt et sted folk havde forladt for et par timer. På første salen var det omtrent lige så mange bøger og ting samt hvad der kunne ligne bunker af vasketøj.  Og ikke at forglemme at vandet var helt udrikkeligt pga. jernsmag og et viktualierum proppet med dåser, flasker, krukker mm som man slet ikke overvejede at åbne for… men på positivsiden stod i køkkenet den fineste og funktionelle gamle brændeovn.

Vi fik gjort plads til vores liggeunderlag mellem møblerne og da vi vågnede om morgenen vidste vi begge to, trods alle de mindre positive indtryk af huset, at det var her vi skulle bo.  Dels pga. naturen som i Jämtland, er så vild, uberørt og til tider barsk. En natur jeg ikke tror eksisterer ret mange andre steder i Europa mere. Måske kun i Finland. Og dels fordi vi havde brug for at blive udfordret både fysisk og mentalt. Hvis man skal tage et så drastisk spring, som vi har valgt at gøre, så skal man også så langt væk fra komfortzonen, det velkendte og vanerne så man kan opleve alt med åbne øjne og få aktiveret sine sanser på ny. Her er langt til alt. Meget langt. Det ville blive en udfordring i sig selv at det nærmeste supermarked er 70 km væk og det ad en vej, der er ret utilregnelig og lukket mange dage i vintermånederne pga. sne eller blæst. Det næste supermarked er så 164 km væk. Dog er der en lille landhandel med de vigtigste fornødenheder. Drop alt om økologi og frisk mælk og omtænk dine retter til at indeholde dåsemajs og hakkede tomater fremfor sprøde grøntsager. Man lærer pludselig værdien i at fermentere samt at planlægge sine indkøb, men denne historie kræver sit helt eget kapitel. Dyrlægen er lige så langt væk, så det var også med i overvejelserne. Hvis der skulle ske et alvorligt uheld som fx en mavedrejning (en sygdom, der desværre ligger til de store racer med dybe brystkasser) så er den eneste løsning at hente den nærmeste jæger.  Men på den positive side så findes her ingen elektriske trådhegn i en højde, som kan være til stor fare for en hund, der kan løbe med 60 km i timen. Tror ikke jeg behøver uddybe det scenarie. Her er langt til trafikerede veje og de vil leve i en natur, der ligger meget tæt op ad deres oprindelses natur i Rusland. Dette element vægtede også meget højt i vores overvejelser. En anden ting som var virkeligt positivt ved stedet var vinteren. Ja her kan der blive meget meget koldt, men her er i vores øjne den perfekte vinter. Selvom temperaturene kan være meget lave så er luften så tør, hvilket gør du kan klæde dig på til at kunne holde varmen modsat når det er fugtigt koldt. Her er sne i flere måneder og tilfrosne søer. Altså, hvad vi betegner som rigtig vinter. Vinteren kræver et helt kapitel for sig selv så det kommer i en senere blog. 

Disse ting vægtede så højt at vi slet ikke var i tvivl om vi skulle sige ja til huset. Lugten ville forsvinde, jernsmagen i vandet ligeså og alle møblerne måtte blive stoppet ind i ét rum, så selvfølgelig var det muligheder for at gøre det beboeligt. 

Og så var det heller ikke et minus at der endelig var en legitim grund til at købe en 4 hjulstrækker. Vores lille bybil ville hurtigt komme til kort. 

Tilbage i København havde vi en måned til at pakke lejligheden ned, finde opmagasinering til de fleste af vores ting og sortere hvad vi skulle have med. Det var begrænset, hvad vi kunne have med for på det tidspunkt troede vi stadig på ideen om at bo i et mobilt hjem i alle sommermånederne, så vi pakkede derefter. 

Var rundt for at kigge på mange forskellige opmagasineringsfirmaer, men gik hver gang derfra med en lidt utryg fornemmelse samt at priserne indenfor en radius af 50 km fra København var vanvittigt høje. Tiden begyndte at nærme sig, at vi måtte tage en beslutning, der syntes at være imellem pest eller kolera, da min kollega kom med et tillbud om at låne hendes kælderrum. Hun brugte det ikke og det var fint tørt og rent og kunne rumme alle vores ting. Så kunne man næsten ikke blive mere glad og det tilbud kom som sendt fra himlen. 

Naivt troede vi, at det var muligt at have hele vores liv i en tagboks. Min kusine og hendes mand i Göteborg havde været meget behjælpelig i hele processen og vi fik lov at flytte vores adresse til hende og hendes mand så vi bl.a. kunne købe en bil på svenske nummerplader og den dertilhørende kæmpe tagboks. Men vi endte med at køre læs til min kusine i Göteborg af flere omgange. Aftenen dagen før nøgleoverdragelsen er det ret tydeligt at vi slet slet SLET ikke kan have de sidste ting i bilen så vi må meget sent om aftenen haste i panik endnu en tur til Göteborg og tilbage igen tidligt næste morgen. Tiden var knap, der skulle gøres rent og bilen skulle pakkes med de sidste ting. Og jeg opdager midt i det hele at jeg har glemt at få opmagasineret 10 par stiletter. Hvis der noget som du slet ikke har brug for  i ødemarken så er det stiletter, men der er ikke andet at gøre end at finde plads i den efterhånden ret (over)fyldte bil. Veninderne ilede til og hjalp med rengøring og for at sige farvel og vi når også alt i alle sidste øjeblik. Bilen holder på gaden fuldstændig fyldt til randen. Hvert en ledig plads er fyldt ud. Altså helt bogstaveligt har vi måtte tømme kufferten for strømper og andre ting, der kunne proppes ind i små hulrum. Vi lignede simpelthen to sigøjnere på vej til nye landeveje, uden jobs og en meget usikker fremtid. Og det var reelt også sådan det var. 

Stiletter og ostefondue til vildmarken
Del gerne:

Begyndelse

Blog1_image

Vores lille familie består af min mand (Otis) og mig selv (Lykke) samt vores to hunde. Vi valgte sidste år at tage springet og flytte langt langt væk fra København for at bosætte os i det nordlige Sverige. Valget kom bag på mange, men de som har kendt os ved at vi har talt om at flytte ud i naturen i mange år.  Måske de sidste 10 år har vi haft det oppe at vende af flere omgange, men altid blevet bremset af spørgsmålene ”hvordan”, ”hvor” og ”hvad skal vi leve af”? Det sidste spørgsmål vil jeg besvare i en anden blog. 

Men en dag stod det bare soleklart, at hvis det skulle være så skulle det være nu. Min mand havde sagt op fra sit arbejde som geofysiker hos Mærsk Oil uden at have et andet job på hånden. At finde et andet job i en mere bæredygtig branche efter 8 år i en relativ god stilling troede vi ville blive den letteste sag i verden, men det viste sig ikke at være alt andet end tilfældet. Så jo flere afslag på jobs, der tiggede ind jo mere voksede drømmen om at kaste os ud i den fælles drøm vi havde talt om i så mange år. Jeg selv er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Kbh. Og har som de fleste nok er klar over ikke den største og mest stabile indtægt. Så jeg var nødsaget til at arbejde mere og mere. Pludselig en dag var mit bijob på Designmuseum Danmark blev til en fuldtidsstilling. Vores to hunde af racen borzoi – en ikke helt lille race – trivedes udmærket, men ingen tvivl om at de ville elske at have mere udendørsliv end vi kunne give dem. 

Vi var altså 4 individer, der ikke rigtigt trivedes i den livssituation vi stod midt i, men hvad mange kunne tro, var det ikke følelsen af fiasko eller bitterhed der dominerede, men snarere en taknemmelighed over at få en vished og en klarhed over, hvad vi ville og ikke ville med vores liv. Og en stor tilfredshed ved at tage situationen i egen hånd og handle på det. 

Og en dag jeg cyklede hjem fra arbejde fik jeg så klart et syn på situationen, at jeg fløj ind ad døren og sagde nu sætter vi lejligheden til salg og så flytter vi.  Otis var i mellemtiden startet i et job, som bestemt ikke var et ønskejob og som med årene måske kunne blive interessant, men beslutningen blev taget i enighed og i løbet af kort tid var lejligheden sat til salg. Jeg vil ikke påstå at jeg var helt følelseskold da ejendomsmægleren var gået og underskriften sat, for vi havde elsket den lejlighed og den var meget meget smuk. En rigtig Østerbro herskabslejlighed med højt til loftet, smukke paneler, snedkerkøkken og made a mano fliser på badeværelset. Så selv om jeg fældede en tåre var tvivlen der aldrig, men selvfølgelig en bekymring for at man potentielt snart kunne blive hjemløs og uden anden sikkerhed end den på bankbogen og en fremtidsplan som hvilede på et meget spinkelt grundlag. 12 dage tog det at få lejligheden solgt. Og to måneder fik vi til at finde et sted at bo. 

At vi endte så nordligt var faktisk lidt en tilfældighed. Vi har rejst rigtigt meget i Sverige gennem årene været på utallige vandretur og med kano så vi havde en klar ide om, hvor vi gerne ville bosætte os. Vi var forelskede i Dalsland, med de mange kanaler og søer, men vi havde kun været der om sommeren og altid med så mange positive indtryk af området. Så det første skridt var at bruge vores netværk og de sociale medier. Jeg har udstillet en del i Sverige og har svensk familie, så vi håbede på, at der igennem dem fandtes kontakter, der ønskede at udleje deres ”stuga”/ ødegård for en kortere periode. Jeg skriver kortere periode for vi havde en ikke helt gennemtænkt plan om at bruge sommermånederne på at rejse rundt i et mobilt hjem. En ide, der ikke tog mange måneder at finde ganske urealistisk. Vi fik rigtig god respons på vores Facebook opslag og der var åbenbart mange der havde ødegårde, som lå ensomme hen i vintermånederne. Vi udvalgte to huse som virkede som oplagte emner og som vi ønskede at se nærmere på. Det ene hus i Dalsland og det andet meget langt mod nord i Jämtland.  Huset i Dalsland var alt det vi havde drømt om (i fantasien). Yndigt, pejs, brændeovn og ude i skoven, men da vi stod der kunne vi ikke rigtigt se os selv i det hus. Det var slutningen af september og forestillingen om en vinter, der kunne risikere at blive snefattig og som ville gøre dagene endnu mere mørke og området mere mudret. Derudover lå huset 12 km uden for den halvstore provinsby Åmål. Ikke noget galt i det, men vi fik begge en fornemmelse af ikke rigtigt at blive udfordret fordi man altid har civilisation indenfor rækkevidde og lidt med den følelse i maven af at så kunne man lige så godt kunne have valgt et hus på Møn. Så vi satte kursen mod nord til huset i Jämtland som altså blev stedet, hvor vi valgte at bo. Jeg vil i næste blog fortælle om huset langt langt væk og i området, der har kulderekorden i Sverige, området og indbyggerne i bygden samt det, der lignede en regulær sigøjnerflytning.

huset i Storsjö. 2019
Del gerne: