Corona pandemi, forår og mere midt imellem

Mange har spurgt os, om vi overhovedet mærker til den store krise, som Covid 19, har medført. Det gør vi helt sikkert, men bare ikke på samme fysiske måde som de fleste. Vi er så isolerede, der hvor vi bor, og Sverige har ikke haft samme forbud som mange andre lande. Vi har kunne færdes frit, og det virker ikke til at folk er utrygge ved at omgås hinanden i vores lille by med 65 indbyggere. Men man er derimod bange for folk, der kommer udefra, for dem som har sommerhuse her i området og som plejer at komme hver år i påsken. Mange blev hjemme i år for at beskytte byens indbyggere, hvoraf de fleste er over 70 år. 

Selve vores hverdag er ikke påvirket, men det er jo heller ikke hver dag man støder på et menneske. Engang imellem kommer der en snescooter forbi på søen, eller vi skal til byen for at hente post og købe mad. På en måde lever vi i en lille boble, hvor Corona er noget fjernt, vi læser om i avisen. Når man ikke mærker det på sin egen krop, så er det svært at relatere til. Men økonomisk bliver vi ramt. Vi havde netop besluttet at leje det ene hus ud denne sommer. Der var flere interesserede, men få dage senere kom COVID-19 og mange lande indførte udrejseforbud. Vi håber at grænserne åbner igen og at folk stadig har lyst til at holde sommerferie i vores smukke omgivelser.  

Der er heller ikke mange firmaer, der bestiller en video eller nye fotos i denne usikre tid. Og nye hjemmesider og kunst bliver der heller ikke investeret i. Vores potentielle kunder arbejder fortrinsvis med turisme og det er dem, som er hårdest ramt. Ja, vi er meget bekymrede for, hvordan det skal gå. Men der er heldigvis også nogle positive tiltag. Jeg er blevet udvalgt som en af regionens kunstnere til at lave en lille film på 20 minutter. Et tiltag der er blevet lavet for at støtte op om kunstnere, der mister indtægter på deres kunst grundet lukkede udstillinger, teatre og spillesteder.  Den vil blive vist rundt om i regionen i nærmeste fremtid. Jeg er spændt på hvordan den vil blive modtaget, og om folk vil kunne forstå mit svenske med den meget tykke danske accent.  Har også fået til opgave at skrive i et kunstmagasin, og der bliver mulighed som kunstner at søge akut-kunstnerlegater. Nogle meget fine tiltag. Jeg har nogle ansøgninger ude til nogle udsmykningsopgaver. Der er mange om buddet, men bestemt ikke umuligt. Jeg håber alt, jeg kan. 

De, som har fulgt med på bloggen i længere tid, ved, at vi har haft en lidt ærgerlig sag med elselskabet Härjeåns Nät AB, som har monopol på at levere strøm til vores region. Vi lever jo off grid og får strøm fra en generator. Dette er ikke en holdbar løsning i længden. Derfor indhentede vi priser for at blive tilsluttet el nettet. Den første pris vi fik lød på 125.000 svenske kr. Otis havde svært ved at forstå deres beregning. I hans udregning ville prisen være betydeligt lavere. Derfor sendte han materialet til en uafhængig inspektion, som kontrollerer at priserne fra landets monopolselskaber er rigtige. Det fik elselskabet til at forhøje prisen til 300.000 kr. Som senere blev forhøjet endnu engang til 430.000 kr. Vi troede faktisk, at det var den endelig pris, men så fik vi den endelige afgørelsen fra Energimarknedsinspektionen. Prisen skulle, som Otis rigtigt havde regnet ud, være 83.000 kr. En dejlig sejr, men også skræmmende, at sådan et selskab bevidst går efter at score en profit med tvivlsomme metoder. Härjeåns Nät AB har selvfølgelig anket afgørelsen, så der ligger sagen nu. I mellemtiden har vi helt mistet lysten til at være tilsluttet el nettet, som har skyhøje afgifter og som efter dette ikke har fremmet sin egen troværdighed. Nu går nu helt og holdent efter en off grid løsning med solpaneler og batterier. Det er bare ikke så let med vores mørke vintre. De batterier som vi har fået anbefalet, er trukket tilbage fra markedet, da det har vist sig, at de kan ødelægge generatorerne. Det er med hjælp af generatorer, at batterierne skal oplades i vintermånederne. Så som det ser ud nu, tyder alt på, at vi skal vente endnu et år, før vi får en løsning med strøm. Og det er desværre også et spørgsmål om økonomi. Men det er også et marked, som vi spår en stor fremtid, og der er mange firmaer, der arbejder på off grid løsninger. Det er faktisk en meget spændende verden at få indblik i. 

Foråret er også nået hertil. Vi begynder at kunne se vores græsplæne under sneen, og mine omplantede rabarber spirer – en stor sejr eftersom jeg stort set ikke har erfaring med planter.

Isen på søen begynder at blive usikker. Vi er spændte på at se når isen bryder op og isen bliver forvandlet til en sø igen.

Hundene må ikke være ude alene i disse uger, fordi de kan komme alvorligt til skade hvis de bryder igennem isen eller falder i en af isens mange sprækker. Det synes de selvfølgelig er temmeligt frustrerende. De er vant til at kunne gå ud og ind, som de vil. Vi nyder at se farverne igen. Strømme og bække kommer til syne og bliver bredere og mere vandrige for hver eneste dag. Svanerne og tranerne er ankommet. Myggene er endnu ikke udklækket og de første bjørnespor spottet….

Dagene er allerede meget lange, og snart får vi de lyse nætter. 

Vi har fået rindende vand i hanen igen og vaskemaskinen er blevet tilsluttet. Den ultimative opgradering af vores bolig; rindende vand er jo den vildeste luksus!

Nu venter vi på at sneen smelter så vi kan få bilen hjem. Otis vil forsøge at lave farbare spor i sneen med traktor. 

Og så jeg læser om urtehaver og dyrkning af grøntsager. Det bliver mit projekt til sommer. Mine forældre havde gartneri, men jeg har på en eller anden måde formået ikke at få del i den viden. Jeg starter helt fra bunden og må prøve mig frem. Vi har fældet vores første træer, men kun som ”oprydning” i haven.

Vi skal snart fælde træer i skoven til brænde, men at skulle fælde 25 kubik som nybegynder føltes overvældende, så vi har bestilt hele stammer vi selv skal kløve.  25 kubik er ca. 3-400 birketræer.  Muligvis skal vi også have høns, men det afhænger om vi kan få elektricitet for ellers kommer de til at fryse om vinteren…

Del gerne:

Dyrelivet i vores område

Denne måneds blog er helliget dyrelivet, som vi må forholde os til på en helt anden måde end vi har været vant til.  Dyrene er overalt, færdes frit og man møder dem hver dag. 

Jeg vil starte med ulven. Vi havde glædet os til at høre ulvene tude om natten. Jeg har altid været så fascineret af ulven, men har aldrig hverken set eller hørt én, selvom vi har vandret så meget i ulvenes områder i mange forskellige lande. Men hvad vi hurtigt erfarede var ”at ulve, dem taler man ikke om – dem skyder man”.  Vi bor midt i samernes land, så hvor der holdes rensdyr, bliver ulvene skudt. Der kan komme en enkelt strejfer, men ellers findes her ikke ulve. Så forhåbninger om en dag at møde én er nok mere held end forstand. I efteråret så vi dog spor af en ulv meget tæt på, hvor vi bor. Jeg romantiserer stadig ulven…men efter at have set, hvor stor en pote den havde er romantismen aftaget en smule. 

Og nu når vi er ved rovdyrene, så er der bjørnen. Den skandinaviske brune bjørn. Min personlige store skræk. Jeg er hunderæd for at møde en bjørn, og det ved jeg, er uundgåeligt, for vi har valgt at bosætte os i Nordens mest bjørnerige område. Noget jeg først fandt ud af, efter vi var flyttet. Og folk ser dem. Og de ser dem ofte. På denne tid om foråret, hører man næsten dagligt at den eller den har set en bjørn. Og i dag gik vi endda lige forbi en nylavet bjørnebæ. En hyggelig påmindelse om at man skal kigge sig over skulderen…. De sover heldigvis halvdelen af året, så der har man et åndehul. Men når man færdes i skoven hver dag, så ligger bjørnen altid i baghovedet. Hvis hundene stopper op fordi de har hørt noget, så slår mit hjerte et ekstra slag og blodet forsvinder fra hovedet. I sommermånederne er hundene i snor i tæt skov og hvor der er langt fra bebyggelser, og så bærer de klokker. Alene af den grund, at de ikke skal komme til at overraske en bjørn. Den nordiske brune bjørn er den fredeligste af sin art. Det er trods alt en trøst selvom en mand blev angrebet i området en måned før vi flyttede hertil.  Nej, angreb på mennesker sker ufatteligt sjældent, men knap så sjældent i møder mellem hund og bjørn. Nogle hunde flygter, mens andre udfordrer dem, og vi ved ikke hvordan vores vil reagere ved et sådant møde, og vi vil gøre alt for ikke at finde ud af det. Men det er altid et kompromis mellem at give hundene et frit liv og sikkerhed. Det værste en hund kan gøre er at blive bange og løbe væk. Det får bjørnen til af løbe efter. Hvis de derimod begynder at gø og løbe rundt om den så bliver den pacificeret. Vores hunde er af racen borzoi og de er sprintere. De kan løbe 60 km/t mod en bjørns 40 km/t men når det kommer til udholdenhed, så tror jeg ikke vores hunde vinder… Men selvom jeg er meget bange for at møde en bjørn, så sker der noget ret magisk, når man går i skoven. Jeg er mindre bange, når jeg er derude, end når jeg sidder hjemme og forestiller mig det. Jeg går ikke og er bange hele tiden, men når hundene hører noget og skoven er tæt, så er det eneste jeg tænker BJØRN. Otis er afslappet med dem. Han tager nogle gange alene på vandretur med overnatning. Det ville jeg aldrig turde.

Et af de dyr som vi aldrig har skænket en tanke er tjuren. En fugl på størrelse med en fasan og den er frygtløs. Eller en han-tjur (undskyld ornitologer, det er helt sikkert ikke den rigtige betegnelse) i parringssæsonen er frygtløs. Hannerne er sorte og hunnerne brune, så det nemt at se forskel. Vi har hørt historier om hvordan de kan gå til angreb på alt hvad der krydser deres vej, men egentlig ikke spekuleret mere på det, før vi en dag mødte en tjur, der stod midt på kørebanen. Otis nåede at bremse ned til ca. 10 km/t , men i stedet for at flyve væk, gik den direkte i modangreb på vores bil, så fjerene fløj til alle sider. Nogle siger, at den især går til angreb på røde baglygter. Vi ved ikke om den overlevede, men den fløj til siden og der var ingen blod på bilen, men den havde efterladt en kæmpe fjer lige så fint monteret på køleren.

Tjuren er en fugl man ser ganske ofte, og ikke en fugl man skal gå og være bange for, bare man husker, at den ikke flytter sig fra vejen i parringssæsonen. 

Elgene, dem kan man ikke komme udenom. De er indbegrebet af Sveriges dyreliv og en hyppig gæst på vejen.  Det er ikke fordi man ser dem hver og hver anden dag, men man støder på den i hvert fald 1-2 gange om ugen. Som oftest er det en ko med kalv. Og hvor ofte man ser dem afhænger af årstiderne og vegetationen. Om efteråret er det ikke usædvanligt de kommer tæt på bebyggelser, mens de om vinteren er i skovene. Elgjagten starter første mandag i september. Nogle siger, at elgene er så smarte, at de på det tidspunkt søger ind i byerne, fordi de ved, at der er de fredet. Måske er det bare en skrøne. 

Første gang hundene mødte en elg, reagerede de først på noget meget spændende de kunne høre bag en bakke tæt på vore hus, men da elgen så rejste sig op, kunne man bare se, at de tænkte ”shit…..den er stor”,  og blev helt desorienterede over, hvordan de skulle forholde sig til den.  Vores hunde tilhører myndegruppen og er hunde, der jager med synet. Ingen af vores hunde følger spor i skoven, og de lever efter princippet ”ude af øje ude af sind”.  

Rensdyrene ser man stort set ikke om vinteren, men de er overalt om foråret, sommeren og efteråret.

Jeg er faktisk forbavset over, hvor få ulykker der sker med dem, for de går på og langs vejene. Om sommeren går de store hanner rundt i byen. Vi ser dem udenfor vores hus hver eneste dag. De går sågar ind i folks garager for at finde skygge for solen. De passer sig selv og jeg har aldrig hørt om direkte konfrontationer. De er ikke bange for mennesker, men de trækker sig når man kommer for tæt på. Det er et helt fantastisk syn at se samerne samle renerne i store flokke og drive dem op i fjeldet om foråret. Det er en stor oplevelse at overvære. 

Om vinteren er de dyr vi ser mest hjorte. Dem ser man næsten dagligt, men om sommeren er de et sjældent syn. Foråret er også der, hvor sneharerne dukker op for en kort bemærkning. Pludselig er de her med deres plettede pels når de taber deres hvide vinterdragt, og lige så pludselig er de væk igen. Tror nærmest kun vi så dem i 2-3 uger. En sjælden gang ser du en ræv. Dem hører man mest kalde om natten.  Jærven bor her også, men er kun stødt på den en enkelt gang. Zarwoe, vores hvide hanhund gøede af den, mens den hvæsede af ham. Der var heldigvis ingen konfrontation. Jærven er berygtet for dens kraftige bid. 

Så er her havørnene, som vi aldrig selv har set her, men som folk her har respekt for. Der er en historie fra gammel tid, der fortæller at et barn blev taget af en havørn og at man fandt resterne af barnet i en rede. Derefter ødelagde de alle havørnerederne i forsøget på at fordrive ørnen, men den er her stadig.  Men folk med mindre hunde er reelt bange for, at de skal blive taget, og nogle siger endda, at de kan dræbe rensdyr, også de voksne, ved at punktere deres lunger. Vi har aldrig researchet på de historier, men er sikre på, at der er noget om snakken. 

Der er selvfølgelig mange flere dyr. Mus har vi skiftet bekendtskab med, fx. Der er også traner og andre fugle, men de omtalte er dem, vi lever med til hverdag. Hvis I nogensinde får lyst til at komme på disse kanter, vil vi til enhver tid anbefale at se de store rensdyrvandringer om foråret. 

Nå ja så er der myggen, men den bliver dedikeret sin helt egen blog.

Del gerne:

Et nyt kapitel

Et helt nyt kapitel er startet for os. Selvom vi delvis har boet i vores eget hus i perioder, har vi stadig haft vores kontor i landsbyen. Kontoret var det, vi kaldte vores lejede hus. Det har vi opsagt og dermed også sagt farvel til nogle privileger. Fra første marts har vi boet i vores nye hus uden elektricitet og rindende vand. Og ja, det er en udfordring. De mest basale ting er både utroligt tidskrævende og fysisk krævende. Der skal hentes brænde og vand fra søen hver dag.

Altså, der skal først bores hul i isen, hvorefter vandet pumpes op med håndkraft i en stor spand, som så bliver kørt til huset på snescooteren. Så har vi vand til at skylde ud i toilettet. Så skal der hentes sne ad flere omgange. Sneen smeltes og bruges til opvask, madlavning, bad, drikkevand til hundene mm. Ved I, at hvis man fylder en 10 liters gryde med sne bliver det til 3 cm vand?

Så det er altså ikke bare lige sådan at snuppe et hurtigt bad. Desuden er badeværelset på denne årstid tæt på frysepunktet, og skal først varmes op med en gasvarmer. 

Der skal der potentielt holdes gang i tre brændeovne på én gang. Det betyder, at man ikke har mange minutter at sidde at slappe af i, inden man igen skal rejse sig for at lægge mere brænde på. 

Det har heller ikke gjort livet lettere, at vi har ufatteligt meget sne. Der er officielt målt 1,8 meter sne i skoven. Vi kan reelt ikke gå tur med hundene uden først at have kørt et snescooterspor og iført os et par snesko. Men her er smukt. Ufatteligt smukt, og så megen ro. 

Vores tøj vasker vi på et fælleshus inde i landsbyen. Vi har en gruekedel, som vi skal have gravet frem af sneen og bruge til at vaske tøj i til foråret.

Og så har vi købt en vaskemaskine som vi forhåbentlig kan tilsluttes til sommer. Til maj, når isen smelter, får vi igen rindende vand i huset. Så pumper vi vand op fra søen i en 1000 liters tank. Det fungerer kun, når det er frostfrit, ellers sprænger rørene.

Det er forkert at sige, at vi ikke har elektricitet, for vi har en generator, som vi tænder, når vi skal arbejde med computeren, lade op telefoner og pumpe vand. Vores store drøm er at få lavet solpaneler, så vi kan være selvforsynende med strøm året rundt. Vi har været i kontakt med en del firmaer, som kan designe og producere udstyr til ”off grid” løsninger. Vi har helt måttet afskrive at blive tilkoblet el nettet. Vi fik forleden den endelig pris på at blive tilsluttet det elektriske elnet, og prisen landede på 400.000 kr. Og derudover udgifter til nedgravning af kabler og tilslutning til huset. Vi ville ende på den pæne side af en halv million, bare for at få lov at begynde at betale til et selskab, der har monopol og skyhøje abonnementspriser.  For 300.000 kr. kan vi få solpaneler og batterier, der kan levere gratis strøm 9 måneder om året. I de mørkeste vintermåneder kan batterierne lades op med vores generator. Det koster i diesel, men kun en brøkdel af, hvad det ville koste at være tilsluttet el nettet. Hvor vi håber det kan lade sig gøre allerede til sommer! Det er kun økonomien der afgør det, så hav os endelig i tankerne, hvis I har brug for at få lavet en hjemmeside, eller kender nogen som har. Vi er meget konkurrencedygtige på prisen. Her er et eksempel på den seneste hjemmeside vi har lavet for lokal fiskeforening Storsjö FVOF

Vi har også besluttet at leje det ene hus ud denne sommer, så alle interesserede kan leje sig ind indtil kunstnerrefugiet kommer op at køre. Så hvis du vil holde sommer i vildmarken er I velkomne til at byde ind. Og hunde er ligeledes mere end velkomne!

Den første uge brugte vi på at indrettet huset, hvor vi bor. Indtil marts havde det stået, som da vi overtog det. Vi har bygget garderobe, sofa og skrivebord. Alt af genbrugstræ, som vi fik med sammen med huset. Vi har sat hylder op og fjernet en del møbler. Til sommer vil vi male. Nu er det for koldt og vi kan ikke lufte ud. Men er her blevet fint, synes vi selv. Og vi er egentlig ret stolte over, at det er lykkedes os at bygge med vores ringe erfaring som håndværkere. 

Næste projekt er at gøre vores andet hus på grunden klar og få det indrettet. Vi håber også på at få den øverste etage lavet til et atelier. Der skal isoleres og laves gulv, men det kan blive virkelig lækkert. Så snart sneen smelter, skal vi bygge en sauna. Den skal bygges, hvor udendørs biotoilet er i dag. Det er den bedste måde at gå i bad på om vinteren, og man hurtigt varmer en vandtank op derinde, så man  både kan nyde svedsaunaen og afslutte med et varmt bad. Vi har alt træ som skal bruges, så vi glæder os til at komme i gang med det projekt. Vi får et travlt forårJ

Og så er der opstået en lille udfordring med vores madkælder.

Indgangen er blevet delvist spærret, fordi nogle store sten er blevet presset ud. Lige nu er det ikke et problem, for der er stadig koldt ude, men den skal laves så hurtigt som muligt. Når sneen smelter, skal der graves ud og stenene presses tilbage og fikseres. Ingen har boet i huset i flere år, så vi tror det er opvarmningen og vibrationer, som har fået stenene til at rykke sig. Som en midlertidig løsning, har vi savet store isblokke ud af isen og lagt dem i en kummefryser (uden strøm).

Håber den løsning vil fungere som køleskabindtil sneen er smeltet, og vores madkælder kan tages i brug. 

Og så skal det også lige nævnes, at bilen selvfølgelig ikke kan køre hertil, fordi de sidste 4 kilometer af vejen ikke er ryddet for sne. Det håber jeg vi kan få løst til næste vinter. Nu står bilen hos vores gode naboer ved kontoret, og så kører vi fra og tilbage på snescooteren, når vi skal bruge bilen. 

Alle disse udfordringer vi har med at dagen kan hænge sammen, er en lang tilvænningsproces. Vi vidste godt, at der med sådan et sted ville være konstante udfordringer og reelt altid et nyt projekt at gå i gang med, så snart et andet blev afsluttet. Det er en spændende proces, men kan bestemt også give bekymringer. Og så lærer vi nyt hver eneste dag.  Som for eksempel at fiske.

Del gerne:

Vores første møde.

Jeg ved mange har undret sig over valgt af vores navn på bloggen. Hvorfor petros.dk? Petros er navnet på et bjerg i den ukrainske bjergkæde Karpaterne, hvor vi mødtes for over 18 år siden. I denne blog vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi mødtes på en togstation i den lille bjergby Rakhiv. 

Hiking. Somewhere in the mountains

I 2002 var jeg 4-års studerende på Kunstakademiet i København, og var interesseret i steder som hverken var by eller land. Steder, hvor naturen havde taget over og skabt sin egen orden. Derfor ville jeg fotografere Tjernobyl og byen Pripjat i den lukkede zone.

Tjernobyl. 2002

Det var dengang, der ingen turister var i Ukraine, og stort set ingen havde besøgt Tjernobyl. Jeg fik ad kringlede omveje tilladelse til at besøge området som ”Røde Kors medarbejder”. Det betød, at jeg kunne bevæge mig frit rundt alene overalt og fotografere, hvor jeg havde lyst. 

Ikke at Otis og jeg mødtes i Tjernobyl… Efter jeg havde fotograferet, ville jeg sammen med min fætter, der var med på rejsen, rejse lidt rundt i landet og vandre i Karpaterne – en bjergkæde der strækker sig fra Slovakiet, gennem Ukraine og til Rumænien. Det var i disse bjerge, vi mødtes for 18 år siden. 

Ukraine . 2009

Min fætter og jeg var havnet i en meget lille bjerglandsby og var det man kalder ”lost in translation”. Ingen kunne tale engelsk eller tysk og da slet ikke spansk og alt var skrevet med kyrilliske bogstaver. Kort sagt, kunne vi hverken stave os frem til et bynavn eller spørge et eneste menneske om hjælp. Vi kunne faktisk slet ikke finde ud af, hvordan vi skulle komme derfra, lige indtil vi fik øje på to unge fyre med mountainbikes og rygsække. Vi troede faktisk et øjeblik, at vi ikke var de eneste turister i byen. Den ene af disse to unge mænd skulle vise sig at være Otis. Han talte flydende engelsk og fik hjulpet os med billetter. Han kom fra en større by på størrelse med Århus, og vi ville have et 8 times ophold den efterfølgende dag i netop hans by. Han tilbød at hente os på togstationen og vise os rundt i byen, for det var Ukraines uafhængighedsdag; en helligdag, hvor alle holder fri og hvor der var musik og fest i gaderne.  

Jasper. BC. Canada . 2012

Vi havde nogle hyggelige timer sammen den dag i august. Vi sagde farvel og lovede, vi skulle holde kontakten. Som så ofte med rejser, bliver nuet forvandlet til hverdag, og hvad der føltes som verdens største selvfølgelighed i øjeblikket, gled ret hurtigt i baggrunden i hverdagens vanlighed. Dagene gik, og jeg fik aldrig skrevet tak for sidst og al den hjælp vi havde fået. Men heldigvis skrev Otis efter 3 måneder for at høre, om vi var kommet godt hjem. Derefter begyndte vi at have regelmæssigt kontakt. Min fætter og jeg aftalte i fællesskab med Otis at vi skulle vandre sammen i Karpatere i påsken det efterfølgende år. Så 10 måneder efter første møde, mødtes vi igen. Det blev en fantastisk og meget autentisk vandretur vi fik sammen. Otis havde vandret i bjergene alene siden han var 16 år, og kendte nogle meget smukke områder samt efterladte fårehyrdehytter vi kunne overnatte i.

Armenia. 2009

Nej, der var endnu ikke romantik i luften, men det var på den tur jeg begyndte at blive forelsket. Det var dog ikke helt gensidigt 😉 Inden vi rejste hjem, havde vi aftalt at vi skulle mødes igen allerede om sommeren. Vi skulle bestige Mount Elbrus i Kaukasus. Men eftersom Elbrus ligger 80 km fra Grozny i Tjetjenien, som på det tidspunkt var i borkrigslignende tilstand, frarådede ambassaden os på det kraftigste at rejse dertil. Hvis der skulle ske os noget, ville de ikke kunne hjælpe os, sådan som situationen så ud. Jeg havde boet som ung i Nicaragua, og havde svoret aldrig at rejse til et krigshærget land igen. Så den tur måtte vi desværre aflyse. I stedet inviterede vi Otis til Danmark på en cykeltur op gennem Jylland, men han var så fast besluttet på, at han skulle bestige det bjerg i Kaukasus så han takkede pænt nej.

Bornholm. Danmark. 2016

Skæbnen ville så, at den alpinklub han skulle have rejst med, måtte aflyse. Jeg husker ikke grunden, men i hvert fald kom Otis til Danmark, og vi havde en fantastisk cykelferie.  Det var på denne tur at vi blev kærester. 

Skåne. Sverige. 2014

Vi brugte det næste år på at rejse frem og tilbage. Det var mest mig, der måtte rejse til Ukraine, for det var et større bureaukratisk arbejde at få visum til Danmark, der på det tidspunkt havde indført Europas strammeste krav til visum og indrejse fra ikke EU-lande.  Efter et års langdistanceforhold valgte Otis at flytte til Danmark. Jeg havde stadig et år tilbage på studiet og at bo i Ukraine ville være meget besværligt. Dels pga. sproget og dels at lønningerne var så lave at det ikke engang ville dække renterne på mig studielån. 

Vi blev gift d.15 oktober 2004.

Københavns Rådhusplads . 2014
Københavns Rådhusplads. 2014

Det blev et sjovt og ret uorganiseret bryllup. Loven krævede, at vi skulle være gift, hvis Otis skulle søge opholdstilladelse i Danmark. Vi havde 3 uger til at arrangere bryllup. Finde lokale, invitere gæster og med et budget som knap kunne dække en påskefrokost for 3 personer. Men det lykkedes på en ret alternativ måde. Vi tog i skoven for at hente blade og grene til dekoration. Jeg fandt en kjole i en genbrugsbutik. Jeg havde studiejob i et kulturhus, som gav os det smukkeste lokale til næsten ingen penge. Gæsterne havde hver en ret med i stedet for en gave. Men det blev et herligt bryllup og mange er vores venner er kunstenere, så der blev spillet og sunget og improviseret. Desværre kunne Otis familie ikke deltage pga. visumreglerne, så da vi havde været gift i 5 år holdt vi et brag af en fest i den lille bjergby, hvor vi mødtes første gang. Der var både danske venner og Otis familie og venner med. Trods sprogvanskeligheder var det den sjoveste fest! Folk dansede allerede efter forretten, og sådan fortsatte aftnen til den lyse morgen – og musikerne havde fået rigeligt med vodka. 

5 års bryllup. Rakhiv. Ukraine. 2009

Det var historien om hvordan vi mødtes.  Vi deler lidt billeder med jer fra vores bryllup og vores rejser og liv i Danmark.

Et sted i Nepal. 2010
Wadi Rum Desert . Jordan. 2017
Annapurna trek. Nepal 2010
Del gerne:

Vinter

Vinteren er meget lang og med snegaranti i flere måneder. Hvad vi ikke vidste var, at vores område har kulderekorden i Sverige. Den er fra 1988, hvor temperaturen nåede ned på -52 grader. Sådan nogle kuldegrader har vi endnu ikke oplevet og ønsker det heller ikke. Vi kan forstå på dem, som oplevede den vinter, at det ikke havde været nogen rar fornemmelse. Vi har indtil nu kun oplevet en enkelt vinter og den var faktisk en mild én af slagsen. Dette er vores anden vinter. Den koldeste dag vi indtil videre har oplevet, var sidste vinter, hvor temperaturen nåede ned på -33.  

Normalt ligger temperaturen på mellem -5 og -20. Men når det så samtidigt er en meget tør frost, så er fordelen, at man kan iklæde sig mere tøj, hvilket stort set ikke hjælper, hvis luften er fugtig. Grunden til at her kan bliver så koldt, er beliggenheden, fordi vores område er det sted i Sverige med størst afstand til havet. Selvfølgelig bider det i kinderne når temperaturen passerer de -20, men man kan stadig nyde at være ude. Hundene er også rigtigt gode til at klare kulden.

Racen stammer fra Rusland og de holder  mere af kulden end af varmen. Historisk var ikke usædvanligt, at borzoier kom med på jagt efter ulv og harer i –35 grader. De vælger selv at ligge ude i sneen og kan hygge sig i kulden i flere timer. 

Sneen begynder typisk at falde i slutningen af november og bliver liggende til maj.

Oppe i fjeldene ligger sneen i nogle områder hele året rundt. Særligt i fordybninger eller steder, hvor solen ikke når så let. Og så er der mørket, som mange har svært ved at forestille sig. De korteste dage er korte, men da både solopgange og solnedgange er langsomme, bliver lyset mellem de to, der på de korteste dage er 4 timer og 45 minutter, forlænget med en time på hver side.

Men når klokken er 15, så er her mørkt. Meget mørkt. Ingen af os har haft problemer med vinterdepressioner eller generelt nedtrykthed når dagene bliver kortere. Lyset giver energi, men der er altså noget uforklarligt magisk ved mørket. At gå en lang tur i bidende frost og komme hjem når mørket falder på, putte mere brænde i brændeovnen og tænde stearinlys. Det er øjeblikke som disse, vi sætter meget stor pris på.  Og måske hjælper det også, at jorden er hvid og ikke brun og mudret. Og så har vi en nattehimmel som er ganske imponerende, fordi vi ser den uden den mindste antydning af lysforurening. 

Man kan ikke undgå fornemmelsen af uendelighed, hvor tusindvis af stjerner blinker lige over dit hoved og himlen er så stor, at du kan se dem alle. Sådan en himmel kan man unde alle at opleve. 

Vinteren har også sine udfordringer.  Hvis vi pludselig oplever nogle dage med plus grader bliver vejene isglatte og det øverste lag is på søen bliver til vand.

I de perioder kan det være både besværligt og farligt at køre med bilen på vejene eller bruge snescooteren på søen. Nogle veje bliver endda spærret. Der bliver nogen steder så glat, at man glider, selv når man står stille. Derfor er det vigtigt, altid at være på forkant med vejrudsigten, og altid sørge for, at have et lille forråd af mad.  Her kan også falde sne, og der kan falde rigtigt meget sne. Vinteren for to år siden havde de op til 2 meter sne. Jeg tror vi havde mellem 30-100 cm sne hele vinteren sidste år og det tegner sig samme billede i denne vinter. Generelt siger folk som har boet her længe, at vinteren bliver varmere og varmere, og jo varmere vinteren bliver, jo mere sne falder der.  Og sneen bliver liggende helt indtil slutningen af maj. Otis har fødselsdag d.29 maj og han vågnede op sidste år til en regulær snestorm. 

Efter 5-6 måneder med sne tror mange man er ved at være træt af sne. Men det er ikke sneen, man er træt af. Hvad der kom meget bag på især mig, var savnet af farver. Da sneen begyndte at smelte i maj, var det første syn af jordbunden mellem træerne så livsbekræftende og en nydelse at se farverne igen.

Havde slet ikke troet, at det var savnet af farver, der blev det største afsavn gennem en lang og mørk vinter. April er for øvrigt næsten alles yndlingsmåned. Solens stråler varmer, man kan smide polarjakken og dagene er blevet 12 timer lange, og man kan stadig stå på ski henover isen. Alle måneder har deres positive sider, men at mærke solen varme og se solen højt på himmelen, er en fryd de fleste kan bekræfte. 

Del gerne:

Glædelig jul

Her har vi altid hvid jul. Ikke bare i juledagene men i hele december måned er landskabet dækket af et tykt og smukt lag sne. D. 1. december i år havde vi faktisk så meget sne, at kun trætoppene på vores ca.1 meter høje grantræer i haven (det lejede hus) tittede op af sneen.

Lyskæderne vi købte sidste år kunne derfor ikke monteres i år.  Måske meget godt for sidste år blev den hængende til slutningen af maj, hvor sneen var smeltet og ledningen så dagens lys. Vil bare med dette sige, at vi har det ultimative julelandskab. 

I år skal vi holde vores første jul på Lövnäset.

Uden elektricitet men med masser af levende lys, pejs og brændeovn. Vi skal fælde vores eget lille juletræ i vores egen lille skov. Pynte det med min mors julepynt, som jeg har arvet, og vores håndmalede kugler vi købte to stk. af hver år i Paris. Og det bliver bare os fire. Orest, jeg og hundene. 

D.24 om morgenen skal mødes med indbyggerne i Storsjö i et lille fælles træhus med et åbent ildsted i midten.

Ja vi er faktisk så få, at hele byen kan være samlet rundt om bålet på én. Så smager vi hinandens julekager, drikker kaffe lavet over åben ild og ønsker hinanden god jul. En tradition de har haft i mange år, og  som vi var så heldige at blive en del af sidste år. I år tager vi brunkager med. 

Vores julemenu er vegetarisk. Vi skal spise khachapuri og ris a la manda. Khachapuri er et georgisk ostebrød Orest har øvet sig ihærdigt på at lære at lave. En ret vi blev forelskede i, da vi rejste rundt i landet for 10 år siden.

Osten er tyrkisk, og kan kun fås i de store byer så vores venner og familie, der kommer på besøg sørger for, at vores ostelager ikke bliver tømt. Ris a la manda er en klassisk og traditionsrig dansk juledessert. Bestående af kogte grødris blandet med fløde, mandler, vanilje og selvfølgelig sukker. I grøden findes også en enkelt hel mandel, og hvor den som får mandlen vinder en gave.  

I juledagene skal vi gå lange ture i sneen og på søen.  Køre en tur med snescooteren op i fjeldene, og jeg skal helt sikkert også fotografere.

Vi er lykkelige for at have fået lov at låne en snescooter af vores nye venner Janne og Johanna. Håber vi næste år kan få råd til at købe vores egen. Vi har fået så meget sne at vi har opgivet at holde vejen til Lövnäset denne vinter, men den hurtigste og smukkeste vej er heldigvis tværs over søen på snescooter. 

Vi vil også sige en stor tak til alle jer læsere, der har fulgt med i vores liv. Tak til vores venner og familie for support og storsjöboerne for deres store hjælpsomhed. Til sidste en helt speciel tak til Jan og Hege for vi måtte købe deres vidunderlige sted. Rigtig god jul fra os og trods et benspænd fra vores lille kommune ser vi optimistisk på fremtiden. Næste år bliver et godt år. 

Del gerne:

Bergs Kommun – det nye “Wild West of Sweden”

I sidste blog skrev jeg om vores hverdag og om udfordringerne ved livet i vildmarken. En ting vi ikke nævnte, var det svenske bureaukrati samt firmaer som man er afhængige af, og som kan gøre tilværelsen temmelig besværlig og til tider også utryg. Disse virksomheder har monopol, så man kan ikke bare vælge og vrage, og service er ikke et begreb de beskæftiger sig med. Denne blogpost er ikke et rosenrødt billede af livet i vildmarken, så hvis du ikke gider læse en hel blog med brok, så skal du springe fra nu. 

Sverige er kendt for sin socialisme og sammenhængskraft, men vi er stødt på et omfattende bureaukrati og benspænd fra vores lille kommune med bare 7000 indbyggere. En kommune, der ønsker og har brug for flere tilflyttere, og som bryster sig af at være den anden-bedste kommune i Sverige at starte virksomhed i. En kommune med medarbejdere der synes at dække over hinanden og deres leverandører. Måske fordi alle kender hinanden og har relationer på kryds og tværs? Måske skyldes det en form for fornærmelse når man stiller kritiske spørgsmål? I hvert fald tegner der sig et mønster af en usund magtstruktur. 

Da vi flyttede hertil, blev vi advaret om ikke gå kommunen imod. Kommunen har utrolig meget magt, og vi kunne jo få brug for dem senere, lød begrundelsen. Vi tænkte ikke specielt over det, for regler er vel regler og love er vel love, som skal overholdes og gælde for alle.  

Det første møde vi havde med kommunen, var rigtigt positivt. Vi følte os hørt, og de var interesserede i vores ideer. Men det skulle desværre vise sig at være en kort fornøjelse. 

Inden vi købte vores hus, Lövnäset, havde vi hørt om et schweizisk arkitekturprojekt på en ø, men alle var enige om, det ikke ville blive realiseret, da udfordringerne med kloakering, synes umulige at løse. Øen, hvor projektet skulle ligge, ligger lige ud for Lövnäset, så vi havde selvfølgelig en naturlig interesse i, at følge udviklingen nøje.

Projektet er et byggeri af moderne arkitektur, og skal kunne rumme op til 20 mennesker. Den tidligere ejer af Lövnäset havde sat sig grundigt ind i lovene om bl.a. naturbeskyttelse, og havde stillet kommunen nogle meget relevante og kritiske spørgsmål omkring gennemførelsen af projektet og  følgevirkningerne. De valgte ikke at svare ham. En taktik, der skulle vise sig at være mere reglen end undtagelsen.

Vi overtog huset d. 1. September med den overbevisning, at vi som eneste reelle nabo,  ville blive hørt når der skulle bygges et hotel lige ud foran vores hus. Vi vidste der havde været møde d. 22 august, hvor arkitekterne skulle komme med uddybende svar på løsningen af kloakeringsproblematikken. Og vi var overbeviste om, at vi derefter ville blive inddraget. Derfor skrev vi til kommunen den første uge i september, for at spørge ind til nabohøringen. Vi fik den besked at de, kommunen, havde besluttet at trække en grænse på 200 meter, så vi skulle ikke høres. Dette stemmer ikke overens med at andre sommerhusejere er blevet hørt, endda huse på op til en hel kilometer væk. Desuden blev jeg pænt irettesat over fejlagtigt at have brugt betegnelsen hotelbyggeri, for det var efter kommunens mening en lille campingplads. En campingplads bestående af 6 huse, et bibliotek (læs=whiskybar), to saunaer for enden af to lange broer, en bådankomsthal og en spisesal. Set ud fra tegninger er der tale om et ret stort og komplekst byggeri. Desuden meddelte kommunen, at der var meget lang vej til en godkendelse af projektet. Hvis det da overhovedet blev godkendt. 

Et par dage senere fandt vi frem til arkitekterne, og på deres Instagramprofil kunne vi læse, at de lykkeligt kunne annoncere, at de havde fået byggetilladelse, og at byggeriet skulle begynde allerede i 2020. Konklusionen må jo være, at én af parterne lyver. 

Orest begyndte at researche, hvem det schweiziske par egentlig var, og her stødte han på noget meget kompromitterende materiale. De er et ægtepar, der ejer flere holdingselskaber. Nogle under afvikling. Selskaberne har identiske hjemmesider, og fortæller kun et par anonyme linjer om, hvad selskaberne beskæftiger sig med. Der er ingen bestyrelse, og de har en egenkapital på 20.000 CHF. Det stemmer meget dårligt overnes med at de bygger luksusbyggerier i millionklassen, både i Hollywood, Saint Tropez samt andre velhaverområder. Altså alt andet end transparent. Orest fandt desuden også ud af, at hotellet på vores nabo ø skal være til medlemmer af en lukket rigsmandklub. En klub, hvor man kun kan få medlemskab, hvis man bliver anbefalet af et allerede eksisterende medlem ogmanlever op til optagelseskravene. Hotellet skal være rammen for møder, hvor man snakker forretning med ligesindede fra Rusland, Kina og Indien, som er de lande, rigmandsklubben primært har sit fokus på. 

I vores øjne lignede alt dette materiale, som Orest gravede frem, et forsøg på hvidvask, hvilket vi også fik bekræftet af én med indgående kendskab til sådanne sager. Vi henvendte os derfor med vores bekymring, samt det materiale vi havde fundet frem om vores nye potentielle naboer, til kommunen. De har valgt ikke at vende tilbage på henvendelsen. 

En anden sag har knap så alvorlig karakter, men beskriver ikke desto mindre problematikken omkring en kommune, der har lidt for mange kastetter på. Sagen handler om noget så lidt attraktivt som slamtømning, og her har vi to uheldige sager.

Som ny tilflytter var vi lidt usikre på, hvordan slamtømning skal foregå. Derfor skrev jeg tilbage i juni til slamtømningsfirmaet, at vi ønskede at bestille tid til tømning det kommende efterår, den tid på året som vi vidste, at firmaet ville komme til vores by. Jeg fik en mail af B.H. (som jeg troede var en medarbejder fra firmaet) om, at jeg skulle ringe på et bestemt telefonnummer. Jeg ringede et par gange, men ingen svarede eller vendte tilbage, selvom jeg havde indtalt op til flere beskeder. Jeg var dog usikker på om vores bestilling var blevet noteret via telefonsvareren, så jeg spurgte en slamtømningsmand, jeg mødte, mens han var på job i nabobyen.  Han var hjælpsom og skrev alt ned, og lovede at der var styr på det, og at de ville komme til efteråret. Det blev efterår og slamtømningen kom til byen, men desværre ikke til os. Jeg skrev igen til B.H. og spurgte, hvornår de ville komme. Jeg fik en besked retur om, at jeg ikke havde bestilt, og at jeg derfor måtte bestille en akuttømning til 3 gange så høj takst. 

Jeg vedhæftede og sendte B.H.  den mail, hvor jeg havde skrevet og bedt om tømning, hvortil han responderede, at den havde han ikke modtaget. Jeg undrede mig, for syntes jeg kunne huske hans navn. Jeg genfandt heldigvis en efterfølgende mail, hvor B.H selv har svaret på selvsamme mail, som han påstod aldrig var kommet frem. Da jeg konfronterede ham med det, var svaret igen, at jeg kunne bestille akuttømning. Ingen kommentarer til at firmaet evt. selv har haft en del af skylden. Sagen med B.H. bliver endnu mere absurd, da de det viser sig, at den tidligere ejer af Lövnäset også havde bestilt tømning, som skulle foregå kort efter vores overtagelse, og at firmaet havde meddelt, at de ville ringe når de kom. Men ingen ringede, og to uger efter at den planlagte tømning skulle have været udført, var der stadig ingen spor efter de skulle havde været der. En 10 tons tung bil på græsset må uden tvivl efterlade sig et spor. Og kloakken var stadig fyldt. Vi kontaktede firmaet for at høre, hvornår de havde planlagt at komme, og fik så – meget overraskende – besked fra B.H. om, at den skam var blevet tømt ugen forinden. Overbevist om der var sket en fejl, og at de evt. havde tømt på forkert ejendom, sendte vi dem billeder af den fyldte kloak og skrev, at der umuligt kan have være en så tung maskine på vores grund, uden at efterlade sig et eneste spor.  Modsat forventet fastholdt de, at kloakken er blevet tømt og chaufføren havde endda meget uddybende fortalt, hvordan vandet bare fossede i kloakken, fordi vores vandpumpe var defekt. Inklusiv en sidebemærkning om, at vi jo må have repareret den, siden vandet ikke længere løb … Der er så bare det, at der ikke er elektricitet på ejendommen, men i stedet en tank på loftet med 1000 liter vand, der skal fyldes manuelt.  Chaufførens historie var altså en fysisk umulighed. Vi bad derfor om at få metadata fra lastbilen, men fik i stedet et screenshot fra en GPS, som præcist ved Lövnäset var ændret manuelt. En handling, som de påstod kun kunne lade sig at gøre, hvis bilen fysisk var på stedet. 

Hvad de ikke havde taget højde for var, at Orest i sin tid hos Mærsk netop opererede med GPS-data, og kunne så let som ingenting modbevise hele deres påstand. B.H kommenterede aldrig de åbenlyse beviser, men blev ved med at påstå, at de havde været der.  Indtil forrige uge, hvor han pludselig efter ugers tavshed skriver, at han har fremskaffet data med tidspunkter, hvor de har tømt hos nabohuset. Men den data stemmer slet ikke overens med billedet fra GPS´en vi havde modtaget. Det var en helt anden dag,  og hvad har det at gøre som bevis i forhold til vores sag, at der er blevet tømt hos naboen..? Behøver vist ikke at fortælle mere herom. Men slamtømningsfirmaet har monopol, så vi er afhængige af dem igen næste år. Men den største bekymring er, at personen B.H viser sig at være fra kommunen. Altså en embedsmand, der åbenbart også fungerer som forsvarer for kommunens leverandør og samarbejdspartner. 

Härjeåns Nat AB 

Det næste emne er elektricitet, og er desværre en sag af mere alvorlig karakter og som kan få negative konsekvenser for vores fremtid.  Vores nye hus har ingen elektricitet, og allerede inden vi lavede købsaftalen, fik vi hjælp af kommunen til at få beregnet prisen på at få indlagt strøm. L.H fra kommunen var meget hjælpsom. Hun undersøgte sagen og vente tilbage med en pris på 125.000 kr. Prisen havde hun fået fra Härjeåns Nät AB, som er det firma, der har monopol på el-netværket i bl.a. vores kommune. Da vi senere købte huset, henvendte vi os selv til Härjeåns Nät AB for at sige, vi ønskede at få indlagt strøm. De vendte tilbage med en pris på 145.000 kr inklusiv moms, så det stemte fint overens med den pris, kommunen havde fået oplyst. Orest kunne ifølge deres eget viste eksempel på hjemmesiden dog ikke helt få prisen til at passe. Han fandt at prisen efter deres eget regneeksempel skulle være betydeligt lavere, nemlig omkring 80.000 kr. Derfor skrev han til Energimarknedsinspektion, som er en statsejet myndighed, der kontrollerer at priserne hos monopol-selskaberne er korrekte. En service Härjeåns Nät AB selv henviser til. Energimarknedsinspektion svarede aldrig på vores henvendelse, men de havde til gengæld sendt vores spørgsmål retur til Härjeåns Nät AB. De svarede os (dog ikke på spørgsmålet), men at prisen nu var 300.000 kr. Ingen forklaring, men de påstod, det første tilbud vi havde fået, ikke var et tilbud og derfor ikke længere gældende. Dybt rystede skrev vi tilbage til begge instanser, og udbad os en forklaring. Hvordan de kunne se bort for 2 reelle tilbud. Lade prisen stige med 175.000 kr.

Nu er der gået 3 uger, men ingen er vendt tilbage på henvendelserne. Udover de 300.000 kr. skal vi betale for en elektriker til selve installationen og nedgravning af kabel, så vi kan stå tilbage med en regning, svarende til mere end halvdelen af husets værdi. Dette hænger meget dårligt sammen med at man ønsker flere tilflyttere, og gerne børnefamilier. Men hvis man som indbygger intet kan stille op imod hvad der i vores øjne minder lidt for meget om Wild West metoder, så ville jeg overveje en ekstra gang om det var det værd. 

Skal vi så lige afslutte denne blog med at fortælle, at vi har oprettet firmaet www.biglakemedia.se i Sveriges anden bedste kommune at starte virksomhed i. Det startede da også fint med en konstruktiv samtale med en meget hjælpsom person. Hun tilbød desuden at finde svar på de spørgsmål, hun var usikker på, at vi endelig skulle kontakte hende ved yderligere spørgsmål, og hun gerne ville fungere som vores sparingspartner.  Hun vendte aldrig tilbage og her næsten to måneder senere, har vi stadig intet hørt og hun svarer heller ikke på de mails, vi har sendt. Det viser sig, at hun er også ansat af kommunen, så er det vi begynder at blive bekymret om det er årsagen til, hun ikke er vendt tilbage.  Er vi blevet drøftet ved kommunens kaffemaskine? Har vi været lidt for fremme i skoene? Har vi været for kritiske? Måske er vi bare paranoide og tænker straks at det er kommunens strategi mod ulydige borgere, men advarslen vi modtog i begyndelsen begynder at rumstere i baghovedet.  Hvis vi spørger folk i byen, om de tror, vi får byggetilladelse af kommunen, hvis vi en dag skulle ansøge om det, så er svaret et rungende NEJ.

Vi begge to er vant til at diskutere alle spørgsmål åbent og direkte mellem involverede parter, men hvordan kan vi i dette tilfælde diskutere vores spørgsmål, når kommunen bevidst ignorerer vores henvendelser ? 

Måske dette er det et tilfælde, men man kommer i tanke om den velkendte svenske udtalelse : “Når mennesker ved magten stopper med at lytte til folket, er det på tide, at skifte dem ud”

Velkommen til “Wild West of Sweden” 

Del gerne:

Vores Hverdag og Liv

I denne blog vil jeg prøve at svare på et spørgsmål vi har fået utallige gange. Spørgsmål om, hvordan vi klarer tosomheden og det at være sammen om alt og sammen i døgnets 24 timer. Jeg vil også fortælle om, hvordan vores hverdag ser ud. Der er selvfølgelig variationer alt efter om det er sommer eller vinter. Og efter vi har købt huset, er vores hverdag er også kommet til at se lidt anderledes ud. 

Jeg vil starte med at beskrive hverdagen. Som de fleste andre mennesker ligner vores hverdag ret meget hinanden. I de mørke vinterdage står solen op mellem kl. 9-10, så vi kan ikke komme ud med hundene før kl.10. Der skal bages brød hver anden dag.

Der skal laves mad, vaskes tøj og gøres rent som alle andre. I vinterhalvåret står vi ret sent op. Mellem kl. 8-9.  Til gengæld arbejder vi til langt ud på aftenen næsten hver dag. Det er enormt privilegeret selv at kunne kontrollere sin arbejdsdag og få glæde af de få lyse timer.  De lyse timer bruger vi så vidt muligt udendørs med at fotografere, filme, stå på ski og gå med hundene. Og ikke at forglemme snerydningen. Denne vinter er vores første med det nye hus. De sidste 4 km til huset skal vi selv sørge for at plove for sne, så det kommer vi uden tvivl til at bruge en del tid på. 

Ting tager generelt længere tid, når vi bor, som vi gør. Det er bestemt ikke negativt ment, for jeg elsker og værdsætter langsomheden. Det er umuligt at skynde sig med noget som helst. Hvis vi skal lave mad, så skal der først hentes brænde, der forhåbentligt allerede er blevet kløvet. Dernæst skal brændeovnen varmes op. Det tager en time for en brændeovn at nå 200 grader. 

Hvis vi skal køre nogen steder, kan vi ikke være i sidste øjeblik, for der er store chancer for, at der er faldet 20 cm sne over natten som først skal ryddes.  Så er der vejene, som kan være glatte og isede og ikke tillader en fart over 50 km/t. Nogle steder vejene endda lukkede ved kraftig blæst og snefald. 

Selv vores skraldespand skal køres ned forenden af grusvejen, når den skal tømmes hver 14. dag. Den langsomhed begynder man at værdsætte, og man bliver tvunget til at sætte sit tempo ned. Og hvad man modsat skulle tro giver det ikke stress, men derimod en ro ved at tingene tager tid. 

Så har jeg endnu ikke nævnt større indkøb i supermarkeder, som tager det meste af en dag.  Vi har valgt at tage det som en udflugt – med te på termokanden.

Ofte har vi en længere liste med gøremål. Et møde i banken, en vaccination hos dyrlægen eller et besøg i et byggemarked. Sådan en tur til supermarkedet gør vi ca. en gang om måneden. 

Om sommeren er her lyst døgnets 24 timer. Sidste forår vågnede vi tidligere og tidligere og til sidst så tidligt, at vi måtte investere i mørklægningsgardiner, for at få en god nattesøvn. Jeg havde ellers svoret, at det aldrig skulle blive nødvendigt. Vi har endnu vores første sommer til gode i vores nye hus, men vi fik en forsmag på, hvor lang tid det vil tage at slå en græsplæne på 1,8 hektar: 4 timer tog det mig at slå 25% af plænen.

Dertil en masse der skal laves ved huset. Om sommeren tager vi ofte på vandretur med overnatning i fjeldene. Det er både fornøjelse og arbejde på én og samme gang. Orest laver video og jeg tager fotos både til vores samarbejdspartnere og vores egne konti på de sociale medier. 

Sociale medier er noget især jeg bruger en del tid på. Og som så mange andre, måske også for meget tid. Det er en svær balance, når de også er en del af dit arbejde. Men de er også til stor fornøjelse og en måde at føle sig forbundet med venner og omverdenen, når man er så langt væk og ret isoleret. 

Det med at leve så isoleret, bare Orest og jeg og hundene og være sammen om alt og være sammen døgnets 24 timer, har været forbløffende gnidningsfrit. Jeg var faktisk aldrig rigtigt bekymret for den del, men tror, at hvis nogen så os udefra, ville de sikkert syntes vi snakkede alt for meget med hundene og sagde underlige ting. Orest har helt klart en større trang til at være alene end jeg. Egentlig havde vi lavet en aftale om, at han skulle tage på en dags vandretur alene én dag i ugen, men ofte bliver det udskudt, fordi vi har for meget at lave. Men især når vi er lidt pressede og tingene ikke rigtigt flasker sig, har han brug for at komme ud alene.

Det fungerer fantastisk for ham og på hans humør, at tage på en vandretur helt alene med en enkelt eller to overnatninger. Og det er også rart for mig at være alene en stund, og sundere for os begge end at blive sammen i en presset stemning, for vi har kun hinanden i sådanne situationer og det er vores måde at løse det på. 

En ting, der har været årsag til et pres er, at Orest’ familie ikke har forstået det valg vi har taget. Han er født og opvokset i Ukraine og Rusland og hele hans liv har hans forældre kæmpet for at komme væk fra fattigdommen på landet for at flytte til byen, få en uddannelse og et godt job. Et fast job har været nøglen til sikkerhed og tryghed. Det har været angstprovokerende og uforståeligt, at vi har valgt at flyttet til noget, de har kæmpet for at komme væk fra. Først at opsige sit gode og sikre job og dernæst at flytte ud i skoven så langt væk fra byen som muligt og lave mad over åben ild. Selvom han er voksen og føler sig uafhængig, så gør det alligevel ondt, når ens mor poster en græde-smiley ved hvert opslag han postede på Facebook. Det er i høj grad generationsbestemt. Den yngre generation af ukrainere forstår vores valg, men de er også vokset med relativ god velstand og med internettet. De har kunnet rejse og har fået mad på bordet hver dag. Men nu har vi købt hus (og altså investeret i mursten), og det har glædet Orest’ mor meget. Det er endda gået over i begejstring over Lövnäset og vækket positive minder fra hendes barndom. Og så har vi endda en motorbåd, som kun den rigeste familie i hendes barndomslandsby i Sibirien havde. Sådan et valg, som vi har taget, er et I-lands valg. Det er et valg man tager, når man aldrig har lidt nød, aldrig har manglet penge, når man har rejst verden rundt og realiseret sig selv på mange planer. Det er ikke et valg man tager, når man aldrig har haft råd til et par nye sko. 

Mine forældre er desværre døde og jeg ved slet ikke hvordan de ville have reageret. 

Tilbage til hverdagen, så spørger mange, hvad vi bruger aftenerne på. Det er et ret godt spørgsmål. Vi har ikke haft TV i 15 år og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg ville begynde at se mere TV. Men det er ikke blevet til noget. Tror vi sammenlagt ser TV 10-20 timer om året. Nu er kl. 21. Jeg skiver på denne blog, Orest sidder overfor mig og redigerer en video.

Snart skal hundene ud at gå aftentur. Måske skulle man tage et bad inden og lave nogle yogaøvelser. Tror det er sådan en aften typisk kan se ud hos os. 

Men ikke om søndagen… For nu at vende tilbage til den første blog og stiletterne! Søndag aften er dedikeret til god mad og rødvin. Og så tager vi vores fine tøj, jeg lægger make-up og hopper i de høje hæle.

Det var en aftale vi lavede med hinanden på vejen herop, for vi vidste, at vi alle ugens andre dage ville gå i det grimmeste og mest praktiske tøj. Som Orest sagde forleden ” Da vi boede i København, havde vi kælderen fyldt med det lækreste vandreudstyr”. Det bruges til gengæld nu og alt vores fine tøj er pakket langt væk.   

Del gerne:

EFTERÅR

I dag er det 1 november og præcist et år siden vi flyttede hertil. Det er efterår igen og så ufatteligt mange ting er sket det sidste år.  Men naturen er stadig den samme. De samme smukke farver, fugle på træk til varmere lande, bjørnene, der leder efter vinterhi, den første frost og den første sne. Rensdyrene, der forlader skoven og søger op i bjergene. Jagtsæsonen, der starter og dagene, som bliver kortere og kortere for hver dag i et hastigt tempo. Skoven er fyldt med svampe og bær. Og ikke at forglemme at myggene endelig har forladt os.  

Denne blog er dedikeret til efteråret. Den smukkeste årstid og måske den årstid vi holder mest af. Men vi vil også lave en lille status over to ting, som vi har lært ved at bo her. Ting, som vi ikke havde troet påvirkede vores liv, da vi levede i København, men som i den grad er allestedsnærværende. Og det er påvirkningen af materielle goder. Jeg havde troet, at jeg var helt upåvirket af den slags, men det er jeg langt fra.  Og det opdagede jeg, da vi var en tur til København. Måske synes I, det er en meget mærkelig sammenligning, at jeg pludselig taler om dyre biler, når vi nu har valgt at leve som vi gør. Men jeg kan godt lide fine biler. Så da jeg en dag stod på Vesterbrogade og så en Maserati køre forbi, var min første tanke ”Gud ja sådan en bil findes også”. Det havde jeg fuldstændig glemt. Den eksisterede slet ikke længere i min bevidsthed. Når man ikke bliver eksponeret for andet en halvgamle praktiske Volvoer på pigdæk, så eksisterer det andet ligesom ikke. Men hvis du hver dag ser en Maserati så begynder man ubevidst at forestille sig at køre i sådan en bil. Og det gælder mange ting. Langsomt mister man grebet om hvad der er moderne, og hvor man før købte tøj i butikkerne i den fine ende af Strøget køber man nu praktisk tøj i en middelmådig butikskæde. Og det kun, når man virkelig mangler og til gengæld bliver lykkelig for at par virkelig varme støvler eller strømper, der ikke laver folder i gummistøvlen. 

En anden ting er udlængsel. En udlængsel efter at opleve andre steder og lande. Vi har altid rejst meget. Rigtigt meget. 4-5 gange om året var ikke urealistisk. Til storbyer og til eksotiske destinationer, og knap var vi landet, før den næste rejse var planlagt. Vi har konstant længtes efter at opleve verden. Den udlængsel er fuldstændig forsvundet. Jo, vi kan savne vores årlige tur til Paris, men bare tanken om at skulle rejse en måned til Bangladesh gør os begge helt trætte. Jeg tror, at når man lever så meget i og med naturen, så får man så meget ro, at mange fundamentale behov bliver opfyldt. Og så er der jo også den ”lille” detalje at vi ikke vil forlade vores Zarwoe og Láska.  

Vi er virkelig blevet en lille symbiose efter at have været sammen alle døgnets 24 timer i mere end et helt år. Måske kan det også skyldes, at vores liv er vendt fuldstændigt på hovedet. At man det sidste år har oplevet så meget forandring, så det, at skulle forholde sig til et andet lands kultur, kan føles uoverskueligt. Jeg ved det ikke, men tror mest på, at når man lever et simpelt liv i naturen, så længes man ikke efter noget andet. Vi har bare lyst til at være her og tage på ture i fjeldene. 

Efteråret begynder 1 september og nej, efteråret her er ikke en udvidelse af sommeren.

I september kommer den første nattefrost og en enkelt snebyge er heller ikke usædvanligt. Bladene bliver gule. Og når man ser det første gule blad så går der ikke mange dage før alt er gult, orange og rødt blandet med de grønne grantræer. Og ufatteligt smukt. 

De store og sky traner samler sig i store flokke inden de flyver sydpå. Rensdyrene, som helt bogstaveligt har boet i baghaven hele sommeren, søger op i fjeldene omkring oktober, hvor parringssæsonen starter.

Elgene søger væk fra skoven og ud på mere åbne arealer, hvor de finder føde i efterårsmånederne. Det er den bedste tid at spotte en elg. Bjørnene går i hi omkring 1. november, og så føles det igen mere trygt at gå i skoven og man stivner ikke helt på samme måde når hundene hører en lyd i buskadset. 

Det er også i september vi skal stable brænde. Det er stadig lidt svært for os at beregne hvor meget vi skal bruge. Synes, når hele skuret er fyldt, må der være mere end rigeligt, men man bruger mere end man tror på en hel vinter, især når vores primære varmekilder er brændeovnen og pejsen. På Lövnäset er det vores eneste varmekilde. Vi er blevet ejere af en del af skoven, da vi købte vores nye hus, så fra næste år skal vi fælde og kløve vores eget brænde. Det kunne ikke nå at tørre i år, så det bliver til foråret. Vores nabo har lovet os et lille træfældningskursus. Og så må vi ikke glemme vores trofaste hjælpere med at skaffe brænde – bæverne. De fælder så mange træer rundt om søen, som man bare kan samle op. 

Elgjagten starter den første mandag i november som er en dato mange i området ser frem til. Folk her har været jægere i mange generationer og kødet er en vigtig del af husholdningen. Her bliver hele dyret brugt, og de ting som ikke er egnet til menneskeføde, går til hundene. Vi fik også en pose af vores nabo med ben til hundene. Mere økologisk kød findes ikke. Det er også i efteråret, at man skyder fugle og bjørne. Folk fortæller, at selv den mest garvede jæger pludselig kan begynde at ryste ukontrolleret på hånden, når han står overfor at skulle skyde en bjørn. Det er det instinkt jeg også mærker bliver aktiveret når hundene reagerer på lyde i skoven. Selvom elgen reelt står for flere ulykker end bjørnen, så reagerer man instinktivt anderledes på et rovdyr. 

De første to uger af elgjagten må vi tage nogle forholdsregler. Hundene bliver iført orange veste og går det meste af tiden i snor. Så er man lykkelig for vores 1.8 hektar store have, så de kan løbe og få strukket ud.  

Det er også mod slutningen af august vi får aftenerne igen efter to måneder med  lys døgnet rundt. Og selvom lyset giver en dejlig energi, så var det skønt at opleve mørket igen. Dagene bliver kortere og kortere. Omkring 5 minutter kortere hver dagfrem til d.21 december . Vi ved, mange tænker, at det må være deprimerende at vinteren er på vej, men vi elsker efteråret, farverne og aftenerne. Og vi nyder at myggene er væk. Og det samme er mitterne eller knot, som de hedder på svensk . Det er faktisk en utrolig befrielse at kunne være ude helt uforstyrret. 

Sneen lægger sig som regel i november, men i år kom den tidligt. Allerede i midten af oktober fik vi sne, så det bliver en lang vinter i år. Vinteren er noget helt særligt og kræver en hel blog for sig selv og den vil jeg glæde mig til, at fortælle jer om. 

Del gerne:

Vores drømmehus

Sidder her foran pejsen i det nye hus. Har altid drømt om at bo i et hus med en pejs. Og med egen badesø. En drøm jeg end ikke i min fantasi havde troet ville blive til virkelighed, men det blev det. Her er fortællingen om vores nye hus(e) med hele to pejse og en enestående beliggenhed.

Efter at have boet i Storsjö i et halvt år, mødt nogle skønne mennesker og indset, at området er et af de smukkeste steder i Sverige, begyndte vi at lege lidt med tanken om at bosætte os her permanent. Dog havde vi lyst til at bo mere øde og isoleret end der vi boede i det lejede hus. Det lejede hus ligger også smukt, men tanken om at være helt os selv har altid været en fascinerende og fristende tanke. Vi kunne ikke rigtigt se os vende tilbage til storbyen og har heller ikke længtes tilbage bare et lille øjeblik. Selvfølgelig savner man sine venner, men der er de sociale medier en stor hjælp og en stor glæde, når man vælger at flytte langt væk. 

Vi havde hørt et rygte om at Lövnäset, som stedet hedder, muligvis ville blive sat til salg og vores naboer mente at det var lige sådan et sted vi drømte om at bo.  Så da sneen smeltede kørte vi om på den anden side af søen. Stedet er kun tilgængeligt med snescooter om vinteren og er beliggende 12 kilometer ad en smal grusvej. De sidste 4 kilometer bliver ikke ryddet for sne.  Vi havde ikke hæftet os så meget ved navnet, så ved den første afstikker fra grusvejen drejede vi ind og så et gammelt hus med en fantastisk beliggenhed og min første tanke var, at her måtte vi bo. Der var dog et par små stugar, som de hedder på svensk rundt om, men udsigten var helt fantastisk. Sendte et billede til vores naboer for at fortælle, at de havde helt ret. Det var lige stedet for os. Men så fik vi den nedslående besked at det slet ikke var det hus, men at Lövnäset lå endnu længere væk. Vi satte os i bilen og kørte endnu et stykke indtil vi så et lille træskilt, hvor der stod lövnäset på. Vi følte os lidt kriminelle for vi skulle passere hele to bomme for at komme ind og et skilt med ”privat väg”, men den beliggenhed vi så var fuldstændig guddommelig og endnu bedre end det første hus. Og det var et stort plus, at der ikke var et eneste hus omkring. Vi stod begge fuldstændig målløse over den skønhed, stilhed og den endeløse vilde natur til alle sider.  Det var uden tvivl det smukkeste sted vi nogen siden havde set og et sted man kun kunne drømme om. 

Vi tog hjem, men kunne slet ikke få stedet ud af vores hoveder og vi var begge enige om, at vi aldrig ville finde en bolig, der ville kunne komme i nærheden af dette sted. Så hvis det ikke ville blive dette sted så ville vi aldrig kunne blive tilfredse med et andet sted. Det var en ret heftig fornemmelse at stå med. Vi spurgte lidt rundt om nogen vidste hvem der ejede stedet, men ingen vi talte med kendte dem personligt. Alle vidste de var fra Norge men ingen kunne give os en kontaktadresse. Nogen mente at lederen fra et projekt, der hedder Fjällflytt muligvis kunne hjælpe os med at skaffe en e-mail, så vi skrev fluks til hende og så ventede vi ellers i spænding. Men der kom aldrig noget svar. Heller ikke ved den næste forespørgsel vi sendte. Heldigvis kom vores nabo os igen til undsætning og havde via sin farmor skaffet en mailadresse. Vi gik et par dage rundt om os selv for hvordan henvender man sig lige til fremmede mennesker på baggrund af et rygte. ”Hej, vi vil gerne købe jeres hus…” . Vi fik sendt en mail af sted med en forsigtig forespørgsel om de ville leje stedet ud eller måske havde overvejet at sælge det. Og så ventede vi igen…men der skulle kun gå 2 dage før vi fik svar og det endda en invitation til at besøge dem og se stedet. 

Og sikke nogle fantastiske venlige og begavede mennesker, der ejede stedet. De havde haft stedet i 15 år, men de var fyldt 65 og havde besluttet at sælge stedet inden de blev 70. Ingen af deres børn havde tid og mulighed for at overtage det, og det er et sted, der konstant kræver meget arbejde at vedligeholde. Grunden er 1,8 hektar så bare det at slå græsset kan tage det meste af en dag. Huset eller husene for der er to huse på grunden er i meget flot stand til de er 200 år gamle. De er begge fra 1800 tallet og tilbygningerne fra 1930. men de er også primitive. Elektricitet kommer fra en dieselgenerator og nogle små solpaneler og vandet pumpes direkte op fra søen i en stor 1000 liters tank. Det betyder at så snart frosten sætter ind fryser alle vandrørene og huset er uden vand helt frem til sommerens begyndelse.  

De viste os rundt og gjorde alt for ikke at fremstille det så idyllisk som det ser ud, men også at det er et sted der konstant kræver vedligeholdelse og mange arbejdstimer at holde kørende. Og det var et sted, de elskede og havde stor betydning for dem og man fik en fornemmelse af at, at hvis de skulle sælge var det ikke prisen som var det vigtigste, men hvad man kunne gøre for stedet og området. At man ikke ville modernisere det til ukendelighed og ødelægge de smukke elementer, som har været kendetegnet for stedet i årevis. Som fx gangen, som nærmest minder om et museum, med elementer fra den gamle stald. 

Vi tog derfra efter en lang og grundig rundvisning og var bare endnu mere forelskede, man havde også fået en del at tænke over, for det var meget som skulle laves før vi kunne bo der året rundt og før vi kunne leje det ene hus ud som kunstnerbolig, som var vores ide med stedet. Og selvom de muligvis ville sælge stedet indenfor de næste 5 år, så var vi langt fra sikre på om vi kunne købe det. Vi havde aftalt at vi begge skulle tænke over vores indtryk og så tales ved 14 dage senere.  

Efter de 14 dage mødtes vi igen og vi blev meget overraskede, da de meldte ud at de gerne ville sælge huset til os og hvis vi kunne blive enige om en pris kunne vi overtage det allerede til efteråret. De var de mest reelle mennesker, så vi tvivlede aldrig et sekund og de fortalte om alle de fejl huset havde og skader, som kunne blive til store skader med tiden, hvis man ikke holdt et øje med det. Altså de fortalte præcis det modsatte af hvad en ejendomsmægler ville fortælle. De ville undgå at vi købte med følelserne og kun øjnede den smukke beliggenhed og romantikken. 

Det føles lidt at alt vedrørende dette hus er lidt af et mirakel. Hvad er oddsene for man ser et sted og ved ”det er det eneste sted man vil bo”. Og så vil de sælge til os og for en pris, hvor vi lige præcis havde råd til at købe det. Det var simpelthen sådan en følelse af at det var ”ment to be”. Og vi fik alt med til huset. Kanoer, motorbåd, traktor, indbo, havemøbler, alskens værktøj og meget meget mere. Faktisk så meget, at vi er blevet lidt forlegne over, hvor generøse de har været overfor os. 

Men 1. September var det faktum at huset var vores og vi stod med det største bundt nøgler i hånden. 

Det næste skridt er at få lavet elektricitet og en bedre løsning med vand, så vi kan bo der hele året. Vi bor der nu og tager på arbejde i det lejede hus, hvor vores computere står. Dette vil vi gøre så længe det er muligt og vi kan holde varmen i det nye hus og komme frem inden sneen bliver for dyb. Planen er at det ene hus skal lejes ud til en kunstner, forfatter, musiker eller anden som ønsker at får arbejdsro for en kortere eller længere periode. Vi håber meget på det kan være klar til næste sommer/efterår.Lige nu nyder vi hvert øjeblik. Morgenerne du står op og kigger på tågen der letter fra søen og lyden af natur.  For naturen er et eneste man kan høre. Og se.

Del gerne: