Jeg ved mange har undret sig over valgt af vores navn på bloggen. Hvorfor petros.dk? Petros er navnet på et bjerg i den ukrainske bjergkæde Karpaterne, hvor vi mødtes for over 18 år siden. I denne blog vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi mødtes på en togstation i den lille bjergby Rakhiv.
I 2002 var jeg 4-års studerende på Kunstakademiet i København, og var interesseret i steder som hverken var by eller land. Steder, hvor naturen havde taget over og skabt sin egen orden. Derfor ville jeg fotografere Tjernobyl og byen Pripjat i den lukkede zone.
Det var dengang, der ingen turister var i Ukraine, og stort set ingen havde besøgt Tjernobyl. Jeg fik ad kringlede omveje tilladelse til at besøge området som ”Røde Kors medarbejder”. Det betød, at jeg kunne bevæge mig frit rundt alene overalt og fotografere, hvor jeg havde lyst.
Ikke at Otis og jeg mødtes i Tjernobyl… Efter jeg havde fotograferet, ville jeg sammen med min fætter, der var med på rejsen, rejse lidt rundt i landet og vandre i Karpaterne – en bjergkæde der strækker sig fra Slovakiet, gennem Ukraine og til Rumænien. Det var i disse bjerge, vi mødtes for 18 år siden.
Min fætter og jeg var havnet i en meget lille bjerglandsby og var det man kalder ”lost in translation”. Ingen kunne tale engelsk eller tysk og da slet ikke spansk og alt var skrevet med kyrilliske bogstaver. Kort sagt, kunne vi hverken stave os frem til et bynavn eller spørge et eneste menneske om hjælp. Vi kunne faktisk slet ikke finde ud af, hvordan vi skulle komme derfra, lige indtil vi fik øje på to unge fyre med mountainbikes og rygsække. Vi troede faktisk et øjeblik, at vi ikke var de eneste turister i byen. Den ene af disse to unge mænd skulle vise sig at være Otis. Han talte flydende engelsk og fik hjulpet os med billetter. Han kom fra en større by på størrelse med Århus, og vi ville have et 8 times ophold den efterfølgende dag i netop hans by. Han tilbød at hente os på togstationen og vise os rundt i byen, for det var Ukraines uafhængighedsdag; en helligdag, hvor alle holder fri og hvor der var musik og fest i gaderne.
Vi havde nogle hyggelige timer sammen den dag i august. Vi sagde farvel og lovede, vi skulle holde kontakten. Som så ofte med rejser, bliver nuet forvandlet til hverdag, og hvad der føltes som verdens største selvfølgelighed i øjeblikket, gled ret hurtigt i baggrunden i hverdagens vanlighed. Dagene gik, og jeg fik aldrig skrevet tak for sidst og al den hjælp vi havde fået. Men heldigvis skrev Otis efter 3 måneder for at høre, om vi var kommet godt hjem. Derefter begyndte vi at have regelmæssigt kontakt. Min fætter og jeg aftalte i fællesskab med Otis at vi skulle vandre sammen i Karpatere i påsken det efterfølgende år. Så 10 måneder efter første møde, mødtes vi igen. Det blev en fantastisk og meget autentisk vandretur vi fik sammen. Otis havde vandret i bjergene alene siden han var 16 år, og kendte nogle meget smukke områder samt efterladte fårehyrdehytter vi kunne overnatte i.
Nej, der var endnu ikke romantik i luften, men det var på den tur jeg begyndte at blive forelsket. Det var dog ikke helt gensidigt 😉 Inden vi rejste hjem, havde vi aftalt at vi skulle mødes igen allerede om sommeren. Vi skulle bestige Mount Elbrus i Kaukasus. Men eftersom Elbrus ligger 80 km fra Grozny i Tjetjenien, som på det tidspunkt var i borkrigslignende tilstand, frarådede ambassaden os på det kraftigste at rejse dertil. Hvis der skulle ske os noget, ville de ikke kunne hjælpe os, sådan som situationen så ud. Jeg havde boet som ung i Nicaragua, og havde svoret aldrig at rejse til et krigshærget land igen. Så den tur måtte vi desværre aflyse. I stedet inviterede vi Otis til Danmark på en cykeltur op gennem Jylland, men han var så fast besluttet på, at han skulle bestige det bjerg i Kaukasus så han takkede pænt nej.
Skæbnen ville så, at den alpinklub han skulle have rejst med, måtte aflyse. Jeg husker ikke grunden, men i hvert fald kom Otis til Danmark, og vi havde en fantastisk cykelferie. Det var på denne tur at vi blev kærester.
Vi brugte det næste år på at rejse frem og tilbage. Det var mest mig, der måtte rejse til Ukraine, for det var et større bureaukratisk arbejde at få visum til Danmark, der på det tidspunkt havde indført Europas strammeste krav til visum og indrejse fra ikke EU-lande. Efter et års langdistanceforhold valgte Otis at flytte til Danmark. Jeg havde stadig et år tilbage på studiet og at bo i Ukraine ville være meget besværligt. Dels pga. sproget og dels at lønningerne var så lave at det ikke engang ville dække renterne på mig studielån.
Vi blev gift d.15 oktober 2004.
Det blev et sjovt og ret uorganiseret bryllup. Loven krævede, at vi skulle være gift, hvis Otis skulle søge opholdstilladelse i Danmark. Vi havde 3 uger til at arrangere bryllup. Finde lokale, invitere gæster og med et budget som knap kunne dække en påskefrokost for 3 personer. Men det lykkedes på en ret alternativ måde. Vi tog i skoven for at hente blade og grene til dekoration. Jeg fandt en kjole i en genbrugsbutik. Jeg havde studiejob i et kulturhus, som gav os det smukkeste lokale til næsten ingen penge. Gæsterne havde hver en ret med i stedet for en gave. Men det blev et herligt bryllup og mange er vores venner er kunstenere, så der blev spillet og sunget og improviseret. Desværre kunne Otis familie ikke deltage pga. visumreglerne, så da vi havde været gift i 5 år holdt vi et brag af en fest i den lille bjergby, hvor vi mødtes første gang. Der var både danske venner og Otis familie og venner med. Trods sprogvanskeligheder var det den sjoveste fest! Folk dansede allerede efter forretten, og sådan fortsatte aftnen til den lyse morgen – og musikerne havde fået rigeligt med vodka.
Det var historien om hvordan vi mødtes. Vi deler lidt billeder med jer fra vores bryllup og vores rejser og liv i Danmark.