Project Firewood

Det meste af sommeren er gået, og hvis der er noget som har fyldt meget af vores tid, har det været brændekløvning. Vi har også været en kort tur til Danmark, haft hedebølge, fejret midsommer på svensk og set en bjørn. 

Egentlig var ambitionen selv at fælde træer til brænde, men det projekt ville have taget alt alt ALT for meget tid. For det første, fordi sneen forblev helt til slutningen af maj, og for det andet på grund af vores manglende erfaring udi træfældning. Selve transporten fra skoven til vores hjem var heller ikke noget, der kunne gøres på en dag eller to. I stedet bestilte vi hele birkestammer svarende til 20 kubik, som vi selv skulle save i ca. 20 cm stykker og derefter kløve. Umiddelbart det hårdeste og tungeste job vi nogensinde har været i nærheden af. Og så var det tidskrævende. Det tog 2,5 time at kløve 1 kubik, og kræfterne var kun til 2 kubik per dag. Vil gætte på, at en enkelt stamme snildt kan veje op til 100 kg og dem var der vel 200 stk. af. 

Det tog os en hel måned at kløve brænde til vinterens forbrug med alle fingre i behold. Vi håber, vi kan klare os med de 20 kubik, men det kommer an på, hvor kold og lang vinteren bliver. Brænde er jo vores eneste varmekilde. Men helt slut er arbejdet ikke endnu, for vi mangler stadig at stable det indenfor. Det skal gøres inden sneen kommer. Nu ligger brændet ude til tørring, trods en vejrudsigt, der lover ualmindeligt meget regn.

I juni måned mistede jeg desværre meget uventet et familiemedlem, så vi hastede til Danmark til begravelse. Det var en trist anledning til at rejse, og det blev et meget kort ophold.  Vi havde lejet en trailer i en uge, så vi i samme ombæring kunne få de sidste opmagasinerede ting med hjem.  Selve køreturen tager 4 dage tur/retur. Vi fik plads til næsten alt, men måtte dog efterlade et par kasser bøger, for traileren var faretruende tæt på overvægt og bilen proppet til bristepunktet. 

Til stor frustration for mig, men til stor glæde for vores gæster, viste det sig, at vores højt elskede og absurd dyre Dux seng, som vi havde med retur, ikke kunne komme op i vores soveværelse. Den er nu blevet til gæsteseng. Men det hænder vi går i det andet hus bare for at sove i sengen. 

Trods alt, er det dejligt at være omgivet af sine egne ting igen, efter at have boet halvandet år i andres ting og ting vi ikke selv har valgt. Og så jeg har snedkereret en bogreol, som jeg selv synes jeg er kommet ret godt fra. 

Vi kom tilbage fra Danmark medio juni til en, på disse kanter, hedebølge. I over en uge sneg temperaturen sig tæt på de 30 grader, hvilket er meget usædvanligt i så lang tid. Vandet i søen nåede op på 24 grader. Det må være meget tæt på en rekord. kunne i badede de dage mere eller mindre konstant. Det var sådan en luksus at kunne stå op og springe i vandet uden at få kuldechok. Nu er vandet igen tilbage på mere normale 12 grader. 

Midt under hedebølgen var det midsommer. En meget gammel svensk tradition og en værdsat begivenhed, hvor man samles, spiser sild og synger viser. Sidste år var vi i Estland på midsommeraften, så i år var første gang for os. Vi fik besøg af Anna, som har sin sommerhytte 4 kilometer fra os, og hun havde taget sild med, som er den traditionelle spise denne dag på året. Hun både viste os og berettede om hvordan denne aften skal foregå. Dog sang vi ikke viser, men vi lavede en traditionel majstang. En utrolig hyggelig og lun aften, hvor vi kunne sidde ude så længe vi kunne holde myg og mitter på afstand.  Vi glæder os allerede til næste år. 

Når det har været midsommer, begynder dagene at blive kortere. Man synes sommeren lige er kommet, og så går vi mørkere tider i møde. Aftenerne er så småt ved at indfinde sig igen efter to måneder med lys døgnets 24 timer.  Ved ikke, om vi helt er klar til en lang og mørk vinter. Vi har desværre ikke fundet en løsning med elektricitet. Det havde vi håbet og satset på. Der er endnu ikke truffet en afgørelse i sagen, og det lader til, at det kan trække ud. Solpaneler og batterier har vi ikke økonomisk overskud til i år, så vinteren bliver som sidste år, med vand fra søen som vi skal hente hver dag, olielamper og brændeovn. Der er heldigvis sommer lidt endnu, så vi gradvis bliver vant til mørket og kulden. Vi er trods alt mere forberedte i år, og vi har købt en brugt sneslynge, så vi denne vinter kan plove vejen for sne køre i bil til og fra huset. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt nervøs for vinterens komme, og for hvordan jobsituationen kommer til at se ud. Vi tager det en måned ad gangen, og prøver at have tillid til, at det kommer til at gå. 

Lige nu nyder vi, at der stadig er sommer. Og myggene, som i år til tider har været en plage, er på retur. Nyder min hjemmedyrkede salat og grønkål som bare vokser og vokser. Venter stadig på at de mere grove grøntsager som rødbeder, gulerødder og porrer (som en af hundene har fået gravet halvt op) vokser sig store og spiseklare.  Men sikke et privilegium at kunne hente sin egen friske salat. Elsker det. Og så til de famøse kartofler. Mens jeg har siddet og skrevet denne blog, har vi for første gang opdaget traner faretruende tæt på kartoflerne, og det ser desværre ud til de allerede har været der..! Julemanden har åbenbart mistet sin autoritet, så nu vil jeg gå ud og klippe strimler af plastsække, så der kommer lidt mere ”aktivitet” på marken.  Var faktisk bange for, at de ville dø, for pludselig begyndte bladene at blive gule. De har åbenbart fået en smule nattefrost. Vi havde to nætter, hvor der var minusgrader inde i byen, men tror vi holdt os omkring 0 grader, fordi vi er så tæt på vandet. De garvede siger, de nok skal overleve, så det satser jeg på. 

Og så vil jeg slutte denne blog med en, i mine øjne, stor oplevelse. Jeg har mødt en bjørn! Et scenarie, jeg har set for mit indre utallige gange, og det var bestemt meget mere dramatisk, end det skulle vise sig at være i virkeligheden. Jeg var ude at cykle sammen med Anna, som har nabohytten, og ca. 15 meter foran os sprang en bjørn over vejen. Bjørnen var bange. Det var vi ikke. Vi var faktisk mere nysgerrige. Den var ikke så stor. Måske mellem 1-2 år.  Men psykologisk har det gjort meget for mig. Jeg er ikke længere bange for at gå alene i skoven, og jeg farer ikke sammen over den mindste lyd i skovbunden. Det var en stor oplevelse.

Del gerne: