Det er længe siden jeg har skrevet og vinteren er allerede ankommet. Dagene går og tiden er fyldt op med gøremål, men jeg synes ikke at vi får udrettet så meget som vi gerne ville. Vi er inde i en periode, hvor tingene ikke kører lige så let som vi havde håbet og vi bliver nogle gange i tvivl om hvad fremtiden vil bringe og om vi har været for naive.
En realitet er, at vores sidste klage til den højeste instans Sveriges Natur- og Miljødomstol er blevet afvist, og hvis de ikke ligefrem er blevet dræbt af Covid-19 økonomiske konsekvenser, har schweizerne nu fuld tilladelse til at bygge et luksushotel lige udenfor vores hus.
Det vil dræbe vores drøm om, at skabe et kunstnerrefugium for den helt unikke stilhed bliver til et støjhelvede og forestillingen om at leve i harmoni med naturen bliver spoleret af turistgruppers udvalg af underholdningsaktiviteter alt efter årstiden. Vores drikkevand fra søen vil blive udrikkeligt, mens et sådan stort byggeri pågår. Men næsten værst af alt, så nedtoner alle myndigheder byggeriets omfang til ”bare 6 små hytter til overnatning” – velvidende at de 6 hytter kun udgør ca. 25% af hele kompleksets størrelse. Man er magtesløs og vi bor i et af de absolut fineste områder i Sverige. Det er her man oplever autentisk liv og uberørt natur. Økoturismen er fremtiden og så sælger man ud af naturen til udenlandsk kapital, der vil have luksus og underholdningsfaciliteter. Det er en lavine, der kan blive svær at stoppe. Jeg har aldrig oplevet en kommune tromle henover en befolkning som vores lille Bergs Kommune gør. Man føler sig fuldstændig umyndiggjort. Lige nu er jeg så rasende som jeg ikke har været længe.
Dernæst er vi udfordret økonomisk som vi aldrig før har været. Det er rigtigt svært at skaffe kunder i et område, hvor alt går fra mund til mund. Og vi har selvsagt ikke en stor bekendtskabskreds. Jeg havde regnet med et salg af 3 af mine kunstværker, som højst sandsynligt alligevel ikke bliver til noget. Det ene var et stort værk til Dansk Metal, men pludselig blev personen, med den afgørende stemme, i tvivl og ville have mere tid og bad deres kunstkonsulent finde noget andet til sammenligning. Jeg har endnu ikke fået et nej, men hvad der startede med at virke som en formalitet hænger nu i en meget tynd tråd. Dernæst har den regionale sygehusvæsen været interesseret i at købe to af mine værker, men den person, der skulle stå for køb er blevet landtidssygemeldt. Den aftale der skulle have været på plads i august er udskudt på ubestemt tid. Det var disse to salg vi kunne have levet af i 8 måneder så lige nu er den økonomiske del ikke med til, at man sover godt om natten.
Derudover mistede vi 90% af de gæster der var interesseret i at leje huset i sommers pga. Covid-19 og de få fra Sverige, som havde booket sprang fra i sidste øjeblik, så vi ikke havde den fornødne tid til at finde andre. Det var en lærestreg til os og at det fremover ville være en god ide med at opkræve et depositum. Generelt var vi for sent ude til at få fat i de svenske turister, der netop pga. Covid-19 holdt ferie i hjemlandet. Måske er alt bare lidt sort i øjeblikket – også rent bogstaveligt. Dagene er korte og vi lever i stearinlysets skær. Vi er flyttet i udlejningshuset for at bo der i vintermånederne. Det var ikke planen, men det fungerer bedre. Vi bor, sover og lave mad i samme rum så der er mindre, der skal varmes op samt her findes et par lamper som kører på de få gamle batterier vi har. Der er dog ikke meget sol men så kan batterierne lades op med generatoren, når vi arbejder på computeren. Det giver lys til ca. 30 minutters forbrug. Og her har vi også et toilet med en temperatur som ikke ligger omkring frysepunktet. Ja – vi brugte et skab på toilettet som køleskab i det gamle hus sidste vinter…
Det hele skal ikke forstås som vi er ved at give op selvom det ser lidt sort ud og det ubetinget er den sværeste periode vi har haft i mange år. Faktisk går det godt med vores lille firma til, at vi er helt nystartede i et andet land og uden nogen hjælp, men udfordringen er, at vi kun har firmaet at leve af. Vi kan ikke få dagpenge eller supplerende støtte. Jeg kunne ikke få mine dagpenge med til Sverige og heller ikke blive overflyttet til en svensk A-kasse uden først at have haft fuldtidsjob i et år. Så vi har intet et sikkerhedsnet som alle andre har.
Og den never-ending-story med Härjeåns Nät AB el-selskab har fået en afgørelse efter de ankede sagen og den er endnu engang faldet ud til vores fordel. Dog blev afgørelsen, at prisen skulle være den som vi fik i første tilbud – altså 116.000 kr. mod de 450.000 elselskabet ville have . Men sagen er endnu ikke slut for Energimarkedsinspektionen har valgt at anke Linköpingrettens afgørelse, så føljetonen fortsætter.
Noget andet positivt er at jeg er blevet udvalgt som en ud af de 25 billedkunstnere fra hele Nordsverige, der skal vise mine værker til nogle udvalgte kuratorer fra hele verden. Et arrangement, som er arrangeret af det anerkendte Bildmuseet i Umeå. Det glæder jeg mig til, men jeg er også nervøs. Jeg har ligesom levet meget længe i mit eget lille univers.
Vinteren er over os og vi venter på søen fryser til is og vi endnu engang vil opleve et af de mest magiske øjeblikke som findes her. Lyden af vand, der bliver til is. Lyden er så voldsom, smuk, mystisk og ville unde alle at opleve det bare en gang i deres liv.
