Kan I forestille jer følelsen af ikke at eje en eneste nøgle? Jo vi havde vores bilnøgle, men ellers ikke én eneste. Ingen ekstra nøgle til en nabo eller et familiemedlem. Vi havde vitterlig kun vores bilnøgle da vi sad i bilen på parkeringspladsen foran vores gamle lejlighed. Det var en meget speciel følelse og vi havde aldrig før tillagt et sådan forgivet hverdagsobjekt så stor betydning, som det faktisk havde. En nøgle betyder, du har til tilhøreforhold og med ét var det forsvundet.
Planen med denne blog var at den skulle have været startet fra dag 1 vi landede i Storsjö Kapell, men ens tanker var i én stor forvirring og det var helt umuligt at samle sig om at skrive noget konkret, når alt omkring én var kaos. Derfor er det først nu næsten et år efter og man har fået ro og er faldet til, at det er muligt at se det hele lidt fra siden. Og med tiden er det også gået op for os, hvor stor en omvæltning det i virkeligheden har været for os.
Den første tid var så fyldt med praktiske gøremål, forvirrende og til tider fustrende med nogle helt basale ting, som man normalt bare har taget for givet såsom at åbne en bankkonto og betale sine regninger. Men den var også fyldt med fantastiske og tankevækkende oplevelser.
Vi ankom til Storsjö med en trailer fyldt med vores ting d.1 november 2018. Kun det mest nødvendige var med – inklusiv mine 10 par stiletter… Dem havde jeg glemt at få med læsset til opmagasinering, men de har senere gjort stor glæde. Det første vi gjorde da vi ankom var at tænde op i brændeovnen og lave en stor omgang ostefondue og åbne en flaske rødvin. Vi havde kørt i næsten 13 timer og var ret udmattede. Så sad vi der overfor hinanden, trætte og euforiske og kiggede hinanden i øjnene og var ikke i tvivl om vi begge tænkte ”shit, hvad laver vi her – hvad har vi gjort…”, men også med en stor spænding og forventningsfuldhed til fremtiden. Vi mødte også et fint og ryddeligt hus. Ejeren var taget den lange vej fra sit hjem ved Stockholm for at gøre huset klar. Det var dejligt og nemmere at få et overblik, hvordan vi skulle indrette os.
De følgende dage gik med at flytte ind eller nærmere finde opmagasineringsplads til de mange ting og møbler, som var i huset. Alle møbler vi ikke skulle bruge, blev flyttet på første salen og alt køkkenudstyr, der kan tåle kulde og fugt er kommet i laden. Vi valgte kun at bo på den nederste etage. Dels for bedre at kunne holde varme i vintermånederne og minimere elregningen. Her findes kun den smukke gamle brændeovn i køkkenet og derudover kun el radiatorer. Så i et dårligt isoleret hus med minusgrader, der til tider kan nå de -40 grader og endda endnu længere ned, kan man få en elregning til meget hurtigt at løbe løbsk. Desuden er hundene ikke glade for trapper og jeg har altid elsket at bo småt. Første salen er nu forbeholdt opmagasinering, tørretøj og de gæster, der kommer på besøg. Så reelt bor vi på ca.50 m2 og har en dejlig grund med skov på ca. 2000 m2.
Vi havde givet os selv ”fri” den første måned. Gav os selv lov til bare at være til stede, se vores nye omgivelser og selvfølgelig få styr på mange praktiske ting som fx at finde ud af hvem, der havde brænde tilovers de ville sælge.
Vi ankom jo i november, hvor de fleste for længst havde sørget for ”vinterforrådet” var i hus. Fik også med større besvær åbnet en bankkonto. Du skal have et ID kort for at få en konto og ID kort får du først når du har et personnummer. Og ikke at forglemme dit bank ID. Vi måtte flere gange køre de 3 timer (hver vej vel at mærke) for at skrive under på diverse papirer og der var krav om personligt at møde op for ting, der i vores øjne var ret ubetydelige som fx at hente et kort mm. Den proces tog næsten to måneder, så i mellemtiden måtte min kusine betale alle vores regninger, for det kunne man kun, hvis man havde en svensk konto. Undrer mig hvad man gør hvis man ikke har adgang til den slags hjælp? Måske er det det samme i Danmark, når man er ny tilflytter, men det virkede besynderligt omsonst og besværligt. Er faktisk ikke rigtig sikker på rækkefølgen, men det var ligesom det en krav spændte ben for det andet, men som så meget andet så lykkes alt jo til sidst.
Mange af jer tænker sikkert, om vi har internetforbindelse, og det har vi. Sverige har gjort meget for sammenhængskraften, så ingen skal være isolerede. Selv de mindste byer har dækning, men vi skulle selvfølgelig investere i en god router med ekstra stærk antenne, og den løsning fungerer upåklageligt, men vi ser heller ikke tv. Det har vi aldrig gjort og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg skulle til at se mere tv, når vi flyttede, men det bliver kun ved tanken.
Vi indrømmer gerne vi havde en del fordomme om de mennesker, der boede her og var også helt overbeviste om, at det også var gengældt. Det havde selvfølgelig rygtedes, at der kom to danskere til byen. Her bor kun 90 mennesker så alle kender alle. De fleste er født og opvokset her og er flittige jægere og så kommer vi fra København med vores to selskabshunde. Jeg er opvokset i Nordjylland, hvor folk kan være meget reserverede, så troede det ville være det samme her – bare endnu mere udpræget. Men det viste sig at være helt omvendt. Vi er blevet taget imod med åbne arme af de mest imødekommende mennesker, der har været oprigtigt interesseret og gjort deres bedste for vi skulle føle os velkommen. Og en form for hjælpsomhed, man efter så mange år i København faktisk havde glemt eksisterede. Her spørger man ikke om hjælp – her tænker man mere på hvad man kan gøre for at hjælpe. Som fx når naboen kommer for at spørge, hvornår man er tilbage efter en lille rejse så han kan sørge for at plove vejen, så vi kan komme op til huset eller man kommer hjem til velvandende krydderurter fordi de på eget initiativ har tænkt de skulle vandes. En gestus som har rørt os dybt. Vi har også selv gjort en indsats for at være inkluderende. Midt i december, halvanden måned efter vi var flyttet ind, inviterede vi vores tre nærmeste naboer ind til hjemmelavet julesnaps og småkager. Det var en god icebreaker og en hyggelig eftermiddag. Og hurtigt blev fryseren fyldt op med elgkød, for i stedet for at medbringe en blomst i værtindegave fik vi et halvt kilo elgkød til Otis store fryd. Jeg er vegetar – Otis VAR vegetar…
En anden episode, som havde stor betydning for vores start, var den første juleaften. Der var kun os to, da vi valgte at blive her alle juledagene. Vi har en meget lille familie. Mine forældre er døde og Otis har kun sin mor tilbage, der bor i Ukraine. Pludselig bankede det på døren og vores ene nabo kom med en julegave til os hver. Undskyldte med de ikke var pakket ind, men den omsorg og omtanke, når man er helt ny et sted var helt uvurderlig og julestemningen fik et gevaldigt løft.
Vi havde derimod også en naiv forestilling om, hvor fantastisk det ville blive bare at kunne åbne døren og hundene kunne løbe frit. Når man efter 25 år i lejlighed og aldrig ejet en have, endelig havde den mulighed, så var jeg ovenud begejstret ved tanken. Der gik så lige nøjagtig en uge, så havde hundene fundet ud af, at naboen på den anden side af noget skov havde dele af en rådden elg hængende. Den skulle bruges til at lokke ræve til, med det formål at skyde dem. De skal selvfølgelig ikke løbe over til naboerne og at spise en rådden elg kan faktisk gøre dem meget meget syge. Og det skulle vise sig, at der lå mange fordærvede ben rundt omkring. Nogle lagt ud – andre selvdøde. Så rundt om i skoven omkring os har jeg samlet utallige knogler, kranier op og hængt dem i træerne. Højt op så hundene ikke kan nå dem, hvilket ikke altid er lige nemt, når hundene reelt er højere end jeg, når de står på bagben. Vi ved mange tænker på det økonomiske. Hvad vi lever af. Det vil vi fortælle om i næste blog. Hvordan vi tjener penge eller mangel på samme.
