Orest skriver her, og jeg vil fortælle om mine oplevelser af integration i de to lande. Efter at have boet i Sverige i mere end 2 år ønsker jeg at lave en sammenligning mellem de to integrationsprocesser jeg har været igennem. Altså de 2 år i Sverige og mine første 2 år i Danmark. Jeg håber, dette vil være interessant læsning, og der er nogle brugbare ”take aways” fra mine observationer. Dette skal ikke udelukkende forstås som en kritik, men et forsøg på at vise, at der er plads til forbedringer i integrationsprocessen på det regionale kommunale niveau.
Jeg har indtil videre haft et dynamisk liv, hvor jeg siden jeg var barn har flyttet imellem flere lande. Først var det med mine forældre, der flyttede flere gange mellem Rusland og Ukraine.
Og i mit ”voksne liv” har jeg skulle integrere mig i to nye samfund. Første gang i 2004 da jeg flyttede fra Ukraine til Danmark, og i 2018 da jeg flyttede fra Danmark til Sverige. De to integrationsprocesser har været utrolig forskellige. Jeg vil gerne dele mine tanker og oplevelser med jer i denne blog.
Først vil jeg opdele definitionen af integration i tre dele / kategorier (som jeg forstår det):
- ”Social” integration – interaktion på mellemmenneskeligt niveau (dette kan være den vigtigste del i opfattelsen af ens integration og velbefindende)
- “Officiel” integration – på kommunalt niveau – interaktion med lokale myndigheder. I dette tilfælde vil jeg beskrive og sammenligne mine erfaringer med Københavns Kommune og Bergs Kommune.
- Integration via Arbejdsmarkedet som for mig handler om at finde et job og blive integreret ad den vej.
Jeg vil starte med en positiv oplevelse.
Social integration
Social integration i Danmark var ligetil, fordi jeg var gift med Lykke, der er dansk statsborger. Hendes familie og venner blev naturligt min familie og mine venner. Jeg er virkelig taknemmelig for den glatte og ubesværede integration. Det er meget sværere at integrere sig i et nyt samfund, når man flytter til et fremmed land med sin familie – jeg kender det fra mine tidligere kolleger, der var ”expats” hos Mærsk Oil i København.
Det var faktisk ikke et problem for vores “danske” familie, da vi flyttede til det lille samfund i Storsjö Kapell. Allerede fra starten følte vi, at vi var meget velkomne. Folk var åbne og nysgerrige for at møde os og utroligt hjælpsomme. Her kaldes vi varmt ”danskerne” :-). Denne modtagelse var faktisk en af de overvejende grunde til, at vi besluttede at slå os ned permanent. Og så selvfølgelig den helt unikke og storslåede natur.
Det skal også nævnes, at den sociale integration er meget forskellig om du flytter til et byområde eller et fjerntliggende områder som det vi bor i nu. Selvom du deler opgang med 10 andre lejligheder midt i København, kender du ikke nødvendigvis hinanden, men her ved alle hvem du er – uanset hvor langt I bor fra hinanden. Vi er velkendte selv i den nærliggende landsby.
Den “officielle” integration.
Hvad angår officiel integration, er der desværre en enorm forskel mellem mine to oplevelser. Hvis jeg skal måle integrationssucces i procent, så vil jeg sige 100 % med Københavns Kommune, mens Bergs Kommune får 0 %. Lad mig prøve at forklare det. Da jeg officielt blev registreret som bosiddende i Danmark og jeg fik mit personlige nummer, fik jeg inden for en periode på to uger en invitation fra Københavns Kommune til et officielt introduktionsmøde. Det var et to timers lang og personligt møde, hvor jeg blev interviewet om min baggrund, uddannelse, ambitioner om beskæftigelse, såvel som jeg blev introduceret til vigtige offentlige institutioner og faglige organisationer, som jeg kunne søge hjælp hos, hvis det behøvedes. Derudover fik jeg en kontaktperson i Kommunen, som jeg kunne spørge til råds og bede om hjælp, hvis jeg skulle få brug for det. Som den største selvfølgelighed blev jeg også tilbudt sprogundervisning. Det var faktisk et solidt udgangspunkt, hvilket sparede mig meget tid og mange kræfter undervejs i forløbet. Et sprogkursus dækkede også over introduktion til både det danske samfund og kulturen. Studerende fra hele verden, inklusiv svenskere, diskuterede de kulturelle forskelligheder mellem verdens nationer.
Sverige, Bergs Kommune. To år efter den officielle ”folkbokföring” i Sverige har jeg ikke oplevet nogen interesse / initiativ fra myndighederne i forhold til min flytning. Simpelthen nul. Ingen introduktion / velkomst eller noget i den stil. For nylig hørte vi fra en regional journalist, at en af Bergs Kommunes medarbejdere havde fortalt ham, at “Bergs Kommune ikke er god til at integrere borgere fra de nordiske lande”. At erkende problemet, men alligevel ikke at handle på det lyder for mig som en kynisk ligegyldighed.
Jeg har en lidt pudsig historie jeg gerne vil fortælle. Vi havde en interaktion med en kommunalpolitiker i forbindelse med nogle problemer, vi havde med en af deres leverandører (læs i vores tidligere indlæg her). Vi ønskede at mødes med vedkommende, men som hun forklarede var der ikke tid i hendes travle kalender. Så skete det, at Sveriges største avis Expressen (læs artiklen her) lavede en større artikel om os og dagen efter kontaktede hun os og ville mødes og det var næsten op til os hvornår vi havde tid. Det skulle vise sig at politikerens største bekymring var om der kom flere interviews med os. Da vi svarede ”nej”, forsvandt politikeren, og hun har ignoreret os lige siden. Måske skal vi arrangere et par nye interviews?
Som du kan fornemme, er der ikke meget succes med den “officielle” integration i Sverige.
Men set fra mit perspektiv forstår jeg ikke, hvorfor der skal være en så stor forskel mellem strategierne i Københavns- og Bergs Kommune. Især med tanke på at Bergs Kommune udfordres af en kritisk demografisk situation. Man skal ikke regne med, at en betalt “branding” kampagne for Kommune vil løse problemet – den vil ikke fungerer, medmindre man har en velfungerende integrationsmekanisme på plads. En vellykket integration er udelukkende en “win-win” for begge parter. Den bedste “branding” er en ægte case-historie.
Lad os gå til den sidste del af integrationen – via arbejdsmarkedet.
Det er selvfølgelig svært at trække paralleller og sammenligninger her, da forskellen mellem Københavns- og Bergs Kommuners arbejdsmarkeder er ufattelig stor. Én ting, som begge kommuner synes at have tilfælles er problemer med diskrimination i jobsøgningsprocessen. Jeg vil fortælle om et par episoder, hvor jeg synes de har visse lighedspunkter.
Mens jeg studerede dansk, havde jeg mit første job som driftsassistent i Københavns Kommunes Kulturhus. Et ukvalificeret job, men jeg havde de mest fantastiske og inkluderende kolleger og ledere på min første arbejdsplads. Selvfølgelig drømte jeg om at finde et job svarende til min ingeniøruddannelse fra Ukraine. Samtidig med jeg havde jobbet som driftsassistent havde jeg møder med Ingeniørens Fagforening, der vejledte mig i danske jobsøgningsprocedurer. På et af møderne fik jeg at vide, at det var strategisk godt, at jeg havde ændret mit ukrainske efternavn til et dansk. Hvorfor ? Hvis du har et ”ikke-danskklingende” efternavn, vil din jobansøgning med stor sandsynlighed sorteres fra i den indledende runde. “Det er bare en refleks, som mange arbejdsgivere har” – ja sådan blev det sørgeligt nok forklaret. Jeg sagde, at det lød som en racistisk forskelsbehandling. ”Du kan kalde det sådan, men dette er stadigvæk virkelighed” –lød svaret. Senere var jeg heldig at få job svarende til min uddannelse i den mest prestigefyldte virksomhed i Danmark – A.P. Møller-Mærsk. Og det ikke på grund af mit ”Andersen” efternavn. A.P. Møller-Mærsk er faktisk et globalt selskab med mange nationaliteter repræsenteret på hovedkvarteret i København og med mere end 120.000 ansatte på verdensplan.
Lad os vende tilbage til Sverige og det lille lokale arbejdsmarked. Det er selvklart, at jobmulighederne er meget få her. Ideelt set vil vi være selvstændige, men på vej til vores drøm er vi afhængige af andre indtægtskilder. Hvilke færdigheder kan jeg tilbyde? Jeg er en garvet billist og har kørekort til både bil og lastbil, derfor søgte jeg selvfølgelig, da et lokalt transportfirma søgte medarbejdere. Endda af to omgange. Første gang var der ét svar på min ansøgning, men arbejdsgiveren vendte aldrig tilbage med status for ansøgningen… Ikke engang et officielt “tak, men vi har valgt en anden kandidat”.
I anden omgang var der bedre kommunikation – jeg ansøgte straks efter at den ledige stilling blev offentliggjort, og jeg fik en høflig bekræftelse på, at min ansøgning blev modtaget, såvel som jeg fik en dybere jobbeskrivelse og med et spørgsmål, om jobbet passede til mine forventninger. Jeg svarede “ja”. Efter få ugers ventetid og et par forespørgsler om status, uden svar vel at mærke, fik jeg en kort besked om, at “de ledige stillinger var besat af andre kandidater”. På mit spørgsmål “hvorfor kom jeg ikke i betragtning?” lød svaret: “der var andre, der ansøgte før dig”. Jeg kunne ikke forstå det, fordi jeg hørte fra andre i det lille lokalsamfund, at de stadig væk ledte efter folk. Altså uger efter at min ansøgning var sendt af sted. Det gjorde ondt på min retfærdighedssans og jeg bad arbejdsgiveren uddybe denne forklaring, men desværre uden respons. Hvad skulle jeg have gjort i dette tilfælde? Burde jeg have ændret “Andersen” til “Andersson”?? Eller ligger der nogle andre og mere private grunde bag det? Under alle omstændigheder er dette en bekymrende kombination af det kulturelle aspekt, hvor svenskerne ikke siger ærligt, hvad de mener, og størrelsen af dette lille samfund.
Konklusion
En periode på to år er meget i ens liv og mere end nok til at lave sine konklusioner. Selvfølgelig er det skuffende for mig, at opleve den ”officielle” integration i Sverige på denne måde, men dette er ikke noget nyt for mit vedkommende – dette ligner meget det, som jeg husker og kender fra Ukraine, hvor befolkningen har opgivet at have en stemme i forhold til myndighederne. Men livet fortsætter og der er mange lykkelige mennesker i Ukraine såvel som i Sverige, så jeg ved godt, at vores integration er på rette spår. Takket været de positive oplevelser i den sociale del af integrationen – dette kan man stole på.
