Vejen fra det første hus i Dalsland, vi havde kigget på, til det andet hus vi skulle se på i Jämtland, var ualmindelig lang. De 700 km tog næsten 12 timer og jo længere mod nord vi kom, jo længere blev det mellem husene og civilisationen.
Rensdyrene stod midt på vejen og elgene i vejkanten og asfalten blev til grusvej inden vi nåede den endelige destination. En køretur på så mange timer på en strækning, hvor skoven aldrig rigtig ophører, mærker man for alvor, hvor afsides man var kommet. Men langt om længe ser vi en gadelygte og ved vi er kommet til Storsjö Kapell. Den lille by omgivet af nærmest uendelig skov og udsigt til fjelde fra alle sider. Huset var relativt let at finde, for havde set et par billeder, men blev lidt paf over at der lå et andet hus relativt tæt på. Og paf blev vi også da vi åbnede døren. Vi havde fået lov at overnatte i huset og fået fortalt hvor nøglen var. Paf skal ikke just forstås som vi åbnede døren et romantisk og idyllisk hjem med den unikke beliggenhed, nærmere tværtimod. Der lugtede fælt. Måske at forvente når et gammelt hus har stået tomt så længe. Dernæst kunne man knapt bevæge sig rundt for de mange møbler, der var presset ind i de små rum og der var bøger fra gulv til loft. Det mindede mere som et opmagasineringssted for flere generationer, end en hyggelig ”stuga”. For at visualisere lidt, så var der bl.a. to gigantiske 80´er højttalere og en stor fladskærm i den lille stue samt borde (i flertal), stole, skabe, chatoller på de resterende m2. På køkkenbordet lå der en pakke åbent knækbrød og lignede generelt et sted folk havde forladt for et par timer. På første salen var det omtrent lige så mange bøger og ting samt hvad der kunne ligne bunker af vasketøj. Og ikke at forglemme at vandet var helt udrikkeligt pga. jernsmag og et viktualierum proppet med dåser, flasker, krukker mm som man slet ikke overvejede at åbne for… men på positivsiden stod i køkkenet den fineste og funktionelle gamle brændeovn.
Vi fik gjort plads til vores liggeunderlag mellem møblerne og da vi vågnede om morgenen vidste vi begge to, trods alle de mindre positive indtryk af huset, at det var her vi skulle bo. Dels pga. naturen som i Jämtland, er så vild, uberørt og til tider barsk. En natur jeg ikke tror eksisterer ret mange andre steder i Europa mere. Måske kun i Finland. Og dels fordi vi havde brug for at blive udfordret både fysisk og mentalt. Hvis man skal tage et så drastisk spring, som vi har valgt at gøre, så skal man også så langt væk fra komfortzonen, det velkendte og vanerne så man kan opleve alt med åbne øjne og få aktiveret sine sanser på ny. Her er langt til alt. Meget langt. Det ville blive en udfordring i sig selv at det nærmeste supermarked er 70 km væk og det ad en vej, der er ret utilregnelig og lukket mange dage i vintermånederne pga. sne eller blæst. Det næste supermarked er så 164 km væk. Dog er der en lille landhandel med de vigtigste fornødenheder. Drop alt om økologi og frisk mælk og omtænk dine retter til at indeholde dåsemajs og hakkede tomater fremfor sprøde grøntsager. Man lærer pludselig værdien i at fermentere samt at planlægge sine indkøb, men denne historie kræver sit helt eget kapitel. Dyrlægen er lige så langt væk, så det var også med i overvejelserne. Hvis der skulle ske et alvorligt uheld som fx en mavedrejning (en sygdom, der desværre ligger til de store racer med dybe brystkasser) så er den eneste løsning at hente den nærmeste jæger. Men på den positive side så findes her ingen elektriske trådhegn i en højde, som kan være til stor fare for en hund, der kan løbe med 60 km i timen. Tror ikke jeg behøver uddybe det scenarie. Her er langt til trafikerede veje og de vil leve i en natur, der ligger meget tæt op ad deres oprindelses natur i Rusland. Dette element vægtede også meget højt i vores overvejelser. En anden ting som var virkeligt positivt ved stedet var vinteren. Ja her kan der blive meget meget koldt, men her er i vores øjne den perfekte vinter. Selvom temperaturene kan være meget lave så er luften så tør, hvilket gør du kan klæde dig på til at kunne holde varmen modsat når det er fugtigt koldt. Her er sne i flere måneder og tilfrosne søer. Altså, hvad vi betegner som rigtig vinter. Vinteren kræver et helt kapitel for sig selv så det kommer i en senere blog.
Disse ting vægtede så højt at vi slet ikke var i tvivl om vi skulle sige ja til huset. Lugten ville forsvinde, jernsmagen i vandet ligeså og alle møblerne måtte blive stoppet ind i ét rum, så selvfølgelig var det muligheder for at gøre det beboeligt.
Og så var det heller ikke et minus at der endelig var en legitim grund til at købe en 4 hjulstrækker. Vores lille bybil ville hurtigt komme til kort.
Tilbage i København havde vi en måned til at pakke lejligheden ned, finde opmagasinering til de fleste af vores ting og sortere hvad vi skulle have med. Det var begrænset, hvad vi kunne have med for på det tidspunkt troede vi stadig på ideen om at bo i et mobilt hjem i alle sommermånederne, så vi pakkede derefter.
Var rundt for at kigge på mange forskellige opmagasineringsfirmaer, men gik hver gang derfra med en lidt utryg fornemmelse samt at priserne indenfor en radius af 50 km fra København var vanvittigt høje. Tiden begyndte at nærme sig, at vi måtte tage en beslutning, der syntes at være imellem pest eller kolera, da min kollega kom med et tillbud om at låne hendes kælderrum. Hun brugte det ikke og det var fint tørt og rent og kunne rumme alle vores ting. Så kunne man næsten ikke blive mere glad og det tilbud kom som sendt fra himlen.
Naivt troede vi, at det var muligt at have hele vores liv i en tagboks. Min kusine og hendes mand i Göteborg havde været meget behjælpelig i hele processen og vi fik lov at flytte vores adresse til hende og hendes mand så vi bl.a. kunne købe en bil på svenske nummerplader og den dertilhørende kæmpe tagboks. Men vi endte med at køre læs til min kusine i Göteborg af flere omgange. Aftenen dagen før nøgleoverdragelsen er det ret tydeligt at vi slet slet SLET ikke kan have de sidste ting i bilen så vi må meget sent om aftenen haste i panik endnu en tur til Göteborg og tilbage igen tidligt næste morgen. Tiden var knap, der skulle gøres rent og bilen skulle pakkes med de sidste ting. Og jeg opdager midt i det hele at jeg har glemt at få opmagasineret 10 par stiletter. Hvis der noget som du slet ikke har brug for i ødemarken så er det stiletter, men der er ikke andet at gøre end at finde plads i den efterhånden ret (over)fyldte bil. Veninderne ilede til og hjalp med rengøring og for at sige farvel og vi når også alt i alle sidste øjeblik. Bilen holder på gaden fuldstændig fyldt til randen. Hvert en ledig plads er fyldt ud. Altså helt bogstaveligt har vi måtte tømme kufferten for strømper og andre ting, der kunne proppes ind i små hulrum. Vi lignede simpelthen to sigøjnere på vej til nye landeveje, uden jobs og en meget usikker fremtid. Og det var reelt også sådan det var.