Sidder her foran pejsen i det nye hus. Har altid drømt om at bo i et hus med en pejs. Og med egen badesø. En drøm jeg end ikke i min fantasi havde troet ville blive til virkelighed, men det blev det. Her er fortællingen om vores nye hus(e) med hele to pejse og en enestående beliggenhed.
Efter at have boet i Storsjö i et halvt år, mødt nogle skønne mennesker og indset, at området er et af de smukkeste steder i Sverige, begyndte vi at lege lidt med tanken om at bosætte os her permanent. Dog havde vi lyst til at bo mere øde og isoleret end der vi boede i det lejede hus. Det lejede hus ligger også smukt, men tanken om at være helt os selv har altid været en fascinerende og fristende tanke. Vi kunne ikke rigtigt se os vende tilbage til storbyen og har heller ikke længtes tilbage bare et lille øjeblik. Selvfølgelig savner man sine venner, men der er de sociale medier en stor hjælp og en stor glæde, når man vælger at flytte langt væk.
Vi havde hørt et rygte om at Lövnäset, som stedet hedder, muligvis ville blive sat til salg og vores naboer mente at det var lige sådan et sted vi drømte om at bo. Så da sneen smeltede kørte vi om på den anden side af søen. Stedet er kun tilgængeligt med snescooter om vinteren og er beliggende 12 kilometer ad en smal grusvej. De sidste 4 kilometer bliver ikke ryddet for sne. Vi havde ikke hæftet os så meget ved navnet, så ved den første afstikker fra grusvejen drejede vi ind og så et gammelt hus med en fantastisk beliggenhed og min første tanke var, at her måtte vi bo. Der var dog et par små stugar, som de hedder på svensk rundt om, men udsigten var helt fantastisk. Sendte et billede til vores naboer for at fortælle, at de havde helt ret. Det var lige stedet for os. Men så fik vi den nedslående besked at det slet ikke var det hus, men at Lövnäset lå endnu længere væk. Vi satte os i bilen og kørte endnu et stykke indtil vi så et lille træskilt, hvor der stod lövnäset på. Vi følte os lidt kriminelle for vi skulle passere hele to bomme for at komme ind og et skilt med ”privat väg”, men den beliggenhed vi så var fuldstændig guddommelig og endnu bedre end det første hus. Og det var et stort plus, at der ikke var et eneste hus omkring. Vi stod begge fuldstændig målløse over den skønhed, stilhed og den endeløse vilde natur til alle sider. Det var uden tvivl det smukkeste sted vi nogen siden havde set og et sted man kun kunne drømme om.
Vi tog hjem, men kunne slet ikke få stedet ud af vores hoveder og vi var begge enige om, at vi aldrig ville finde en bolig, der ville kunne komme i nærheden af dette sted. Så hvis det ikke ville blive dette sted så ville vi aldrig kunne blive tilfredse med et andet sted. Det var en ret heftig fornemmelse at stå med. Vi spurgte lidt rundt om nogen vidste hvem der ejede stedet, men ingen vi talte med kendte dem personligt. Alle vidste de var fra Norge men ingen kunne give os en kontaktadresse. Nogen mente at lederen fra et projekt, der hedder Fjällflytt muligvis kunne hjælpe os med at skaffe en e-mail, så vi skrev fluks til hende og så ventede vi ellers i spænding. Men der kom aldrig noget svar. Heller ikke ved den næste forespørgsel vi sendte. Heldigvis kom vores nabo os igen til undsætning og havde via sin farmor skaffet en mailadresse. Vi gik et par dage rundt om os selv for hvordan henvender man sig lige til fremmede mennesker på baggrund af et rygte. ”Hej, vi vil gerne købe jeres hus…” . Vi fik sendt en mail af sted med en forsigtig forespørgsel om de ville leje stedet ud eller måske havde overvejet at sælge det. Og så ventede vi igen…men der skulle kun gå 2 dage før vi fik svar og det endda en invitation til at besøge dem og se stedet.
Og sikke nogle fantastiske venlige og begavede mennesker, der ejede stedet. De havde haft stedet i 15 år, men de var fyldt 65 og havde besluttet at sælge stedet inden de blev 70. Ingen af deres børn havde tid og mulighed for at overtage det, og det er et sted, der konstant kræver meget arbejde at vedligeholde. Grunden er 1,8 hektar så bare det at slå græsset kan tage det meste af en dag. Huset eller husene for der er to huse på grunden er i meget flot stand til de er 200 år gamle. De er begge fra 1800 tallet og tilbygningerne fra 1930. men de er også primitive. Elektricitet kommer fra en dieselgenerator og nogle små solpaneler og vandet pumpes direkte op fra søen i en stor 1000 liters tank. Det betyder at så snart frosten sætter ind fryser alle vandrørene og huset er uden vand helt frem til sommerens begyndelse.
De viste os rundt og gjorde alt for ikke at fremstille det så idyllisk som det ser ud, men også at det er et sted der konstant kræver vedligeholdelse og mange arbejdstimer at holde kørende. Og det var et sted, de elskede og havde stor betydning for dem og man fik en fornemmelse af at, at hvis de skulle sælge var det ikke prisen som var det vigtigste, men hvad man kunne gøre for stedet og området. At man ikke ville modernisere det til ukendelighed og ødelægge de smukke elementer, som har været kendetegnet for stedet i årevis. Som fx gangen, som nærmest minder om et museum, med elementer fra den gamle stald.
Vi tog derfra efter en lang og grundig rundvisning og var bare endnu mere forelskede, man havde også fået en del at tænke over, for det var meget som skulle laves før vi kunne bo der året rundt og før vi kunne leje det ene hus ud som kunstnerbolig, som var vores ide med stedet. Og selvom de muligvis ville sælge stedet indenfor de næste 5 år, så var vi langt fra sikre på om vi kunne købe det. Vi havde aftalt at vi begge skulle tænke over vores indtryk og så tales ved 14 dage senere.
Efter de 14 dage mødtes vi igen og vi blev meget overraskede, da de meldte ud at de gerne ville sælge huset til os og hvis vi kunne blive enige om en pris kunne vi overtage det allerede til efteråret. De var de mest reelle mennesker, så vi tvivlede aldrig et sekund og de fortalte om alle de fejl huset havde og skader, som kunne blive til store skader med tiden, hvis man ikke holdt et øje med det. Altså de fortalte præcis det modsatte af hvad en ejendomsmægler ville fortælle. De ville undgå at vi købte med følelserne og kun øjnede den smukke beliggenhed og romantikken.
Det føles lidt at alt vedrørende dette hus er lidt af et mirakel. Hvad er oddsene for man ser et sted og ved ”det er det eneste sted man vil bo”. Og så vil de sælge til os og for en pris, hvor vi lige præcis havde råd til at købe det. Det var simpelthen sådan en følelse af at det var ”ment to be”. Og vi fik alt med til huset. Kanoer, motorbåd, traktor, indbo, havemøbler, alskens værktøj og meget meget mere. Faktisk så meget, at vi er blevet lidt forlegne over, hvor generøse de har været overfor os.
Men 1. September var det faktum at huset var vores og vi stod med det største bundt nøgler i hånden.
Det næste skridt er at få lavet elektricitet og en bedre løsning med vand, så vi kan bo der hele året. Vi bor der nu og tager på arbejde i det lejede hus, hvor vores computere står. Dette vil vi gøre så længe det er muligt og vi kan holde varmen i det nye hus og komme frem inden sneen bliver for dyb. Planen er at det ene hus skal lejes ud til en kunstner, forfatter, musiker eller anden som ønsker at får arbejdsro for en kortere eller længere periode. Vi håber meget på det kan være klar til næste sommer/efterår.Lige nu nyder vi hvert øjeblik. Morgenerne du står op og kigger på tågen der letter fra søen og lyden af natur. For naturen er et eneste man kan høre. Og se.
