Begyndelse

Blog1_image

Vores lille familie består af min mand (Otis) og mig selv (Lykke) samt vores to hunde. Vi valgte sidste år at tage springet og flytte langt langt væk fra København for at bosætte os i det nordlige Sverige. Valget kom bag på mange, men de som har kendt os ved at vi har talt om at flytte ud i naturen i mange år.  Måske de sidste 10 år har vi haft det oppe at vende af flere omgange, men altid blevet bremset af spørgsmålene ”hvordan”, ”hvor” og ”hvad skal vi leve af”? Det sidste spørgsmål vil jeg besvare i en anden blog. 

Men en dag stod det bare soleklart, at hvis det skulle være så skulle det være nu. Min mand havde sagt op fra sit arbejde som geofysiker hos Mærsk Oil uden at have et andet job på hånden. At finde et andet job i en mere bæredygtig branche efter 8 år i en relativ god stilling troede vi ville blive den letteste sag i verden, men det viste sig ikke at være alt andet end tilfældet. Så jo flere afslag på jobs, der tiggede ind jo mere voksede drømmen om at kaste os ud i den fælles drøm vi havde talt om i så mange år. Jeg selv er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Kbh. Og har som de fleste nok er klar over ikke den største og mest stabile indtægt. Så jeg var nødsaget til at arbejde mere og mere. Pludselig en dag var mit bijob på Designmuseum Danmark blev til en fuldtidsstilling. Vores to hunde af racen borzoi – en ikke helt lille race – trivedes udmærket, men ingen tvivl om at de ville elske at have mere udendørsliv end vi kunne give dem. 

Vi var altså 4 individer, der ikke rigtigt trivedes i den livssituation vi stod midt i, men hvad mange kunne tro, var det ikke følelsen af fiasko eller bitterhed der dominerede, men snarere en taknemmelighed over at få en vished og en klarhed over, hvad vi ville og ikke ville med vores liv. Og en stor tilfredshed ved at tage situationen i egen hånd og handle på det. 

Og en dag jeg cyklede hjem fra arbejde fik jeg så klart et syn på situationen, at jeg fløj ind ad døren og sagde nu sætter vi lejligheden til salg og så flytter vi.  Otis var i mellemtiden startet i et job, som bestemt ikke var et ønskejob og som med årene måske kunne blive interessant, men beslutningen blev taget i enighed og i løbet af kort tid var lejligheden sat til salg. Jeg vil ikke påstå at jeg var helt følelseskold da ejendomsmægleren var gået og underskriften sat, for vi havde elsket den lejlighed og den var meget meget smuk. En rigtig Østerbro herskabslejlighed med højt til loftet, smukke paneler, snedkerkøkken og made a mano fliser på badeværelset. Så selv om jeg fældede en tåre var tvivlen der aldrig, men selvfølgelig en bekymring for at man potentielt snart kunne blive hjemløs og uden anden sikkerhed end den på bankbogen og en fremtidsplan som hvilede på et meget spinkelt grundlag. 12 dage tog det at få lejligheden solgt. Og to måneder fik vi til at finde et sted at bo. 

At vi endte så nordligt var faktisk lidt en tilfældighed. Vi har rejst rigtigt meget i Sverige gennem årene været på utallige vandretur og med kano så vi havde en klar ide om, hvor vi gerne ville bosætte os. Vi var forelskede i Dalsland, med de mange kanaler og søer, men vi havde kun været der om sommeren og altid med så mange positive indtryk af området. Så det første skridt var at bruge vores netværk og de sociale medier. Jeg har udstillet en del i Sverige og har svensk familie, så vi håbede på, at der igennem dem fandtes kontakter, der ønskede at udleje deres ”stuga”/ ødegård for en kortere periode. Jeg skriver kortere periode for vi havde en ikke helt gennemtænkt plan om at bruge sommermånederne på at rejse rundt i et mobilt hjem. En ide, der ikke tog mange måneder at finde ganske urealistisk. Vi fik rigtig god respons på vores Facebook opslag og der var åbenbart mange der havde ødegårde, som lå ensomme hen i vintermånederne. Vi udvalgte to huse som virkede som oplagte emner og som vi ønskede at se nærmere på. Det ene hus i Dalsland og det andet meget langt mod nord i Jämtland.  Huset i Dalsland var alt det vi havde drømt om (i fantasien). Yndigt, pejs, brændeovn og ude i skoven, men da vi stod der kunne vi ikke rigtigt se os selv i det hus. Det var slutningen af september og forestillingen om en vinter, der kunne risikere at blive snefattig og som ville gøre dagene endnu mere mørke og området mere mudret. Derudover lå huset 12 km uden for den halvstore provinsby Åmål. Ikke noget galt i det, men vi fik begge en fornemmelse af ikke rigtigt at blive udfordret fordi man altid har civilisation indenfor rækkevidde og lidt med den følelse i maven af at så kunne man lige så godt kunne have valgt et hus på Møn. Så vi satte kursen mod nord til huset i Jämtland som altså blev stedet, hvor vi valgte at bo. Jeg vil i næste blog fortælle om huset langt langt væk og i området, der har kulderekorden i Sverige, området og indbyggerne i bygden samt det, der lignede en regulær sigøjnerflytning.

huset i Storsjö. 2019
Scroll Up