Denne måneds blog er helliget dyrelivet, som vi må forholde os til på en helt anden måde end vi har været vant til. Dyrene er overalt, færdes frit og man møder dem hver dag.
Jeg vil starte med ulven. Vi havde glædet os til at høre ulvene tude om natten. Jeg har altid været så fascineret af ulven, men har aldrig hverken set eller hørt én, selvom vi har vandret så meget i ulvenes områder i mange forskellige lande. Men hvad vi hurtigt erfarede var ”at ulve, dem taler man ikke om – dem skyder man”. Vi bor midt i samernes land, så hvor der holdes rensdyr, bliver ulvene skudt. Der kan komme en enkelt strejfer, men ellers findes her ikke ulve. Så forhåbninger om en dag at møde én er nok mere held end forstand. I efteråret så vi dog spor af en ulv meget tæt på, hvor vi bor. Jeg romantiserer stadig ulven…men efter at have set, hvor stor en pote den havde er romantismen aftaget en smule.
Og nu når vi er ved rovdyrene, så er der bjørnen. Den skandinaviske brune bjørn. Min personlige store skræk. Jeg er hunderæd for at møde en bjørn, og det ved jeg, er uundgåeligt, for vi har valgt at bosætte os i Nordens mest bjørnerige område. Noget jeg først fandt ud af, efter vi var flyttet. Og folk ser dem. Og de ser dem ofte. På denne tid om foråret, hører man næsten dagligt at den eller den har set en bjørn. Og i dag gik vi endda lige forbi en nylavet bjørnebæ. En hyggelig påmindelse om at man skal kigge sig over skulderen…. De sover heldigvis halvdelen af året, så der har man et åndehul. Men når man færdes i skoven hver dag, så ligger bjørnen altid i baghovedet. Hvis hundene stopper op fordi de har hørt noget, så slår mit hjerte et ekstra slag og blodet forsvinder fra hovedet. I sommermånederne er hundene i snor i tæt skov og hvor der er langt fra bebyggelser, og så bærer de klokker. Alene af den grund, at de ikke skal komme til at overraske en bjørn. Den nordiske brune bjørn er den fredeligste af sin art. Det er trods alt en trøst selvom en mand blev angrebet i området en måned før vi flyttede hertil. Nej, angreb på mennesker sker ufatteligt sjældent, men knap så sjældent i møder mellem hund og bjørn. Nogle hunde flygter, mens andre udfordrer dem, og vi ved ikke hvordan vores vil reagere ved et sådant møde, og vi vil gøre alt for ikke at finde ud af det. Men det er altid et kompromis mellem at give hundene et frit liv og sikkerhed. Det værste en hund kan gøre er at blive bange og løbe væk. Det får bjørnen til af løbe efter. Hvis de derimod begynder at gø og løbe rundt om den så bliver den pacificeret. Vores hunde er af racen borzoi og de er sprintere. De kan løbe 60 km/t mod en bjørns 40 km/t men når det kommer til udholdenhed, så tror jeg ikke vores hunde vinder… Men selvom jeg er meget bange for at møde en bjørn, så sker der noget ret magisk, når man går i skoven. Jeg er mindre bange, når jeg er derude, end når jeg sidder hjemme og forestiller mig det. Jeg går ikke og er bange hele tiden, men når hundene hører noget og skoven er tæt, så er det eneste jeg tænker BJØRN. Otis er afslappet med dem. Han tager nogle gange alene på vandretur med overnatning. Det ville jeg aldrig turde.
Et af de dyr som vi aldrig har skænket en tanke er tjuren. En fugl på størrelse med en fasan og den er frygtløs. Eller en han-tjur (undskyld ornitologer, det er helt sikkert ikke den rigtige betegnelse) i parringssæsonen er frygtløs. Hannerne er sorte og hunnerne brune, så det nemt at se forskel. Vi har hørt historier om hvordan de kan gå til angreb på alt hvad der krydser deres vej, men egentlig ikke spekuleret mere på det, før vi en dag mødte en tjur, der stod midt på kørebanen. Otis nåede at bremse ned til ca. 10 km/t , men i stedet for at flyve væk, gik den direkte i modangreb på vores bil, så fjerene fløj til alle sider. Nogle siger, at den især går til angreb på røde baglygter. Vi ved ikke om den overlevede, men den fløj til siden og der var ingen blod på bilen, men den havde efterladt en kæmpe fjer lige så fint monteret på køleren.
Tjuren er en fugl man ser ganske ofte, og ikke en fugl man skal gå og være bange for, bare man husker, at den ikke flytter sig fra vejen i parringssæsonen.
Elgene, dem kan man ikke komme udenom. De er indbegrebet af Sveriges dyreliv og en hyppig gæst på vejen. Det er ikke fordi man ser dem hver og hver anden dag, men man støder på den i hvert fald 1-2 gange om ugen. Som oftest er det en ko med kalv. Og hvor ofte man ser dem afhænger af årstiderne og vegetationen. Om efteråret er det ikke usædvanligt de kommer tæt på bebyggelser, mens de om vinteren er i skovene. Elgjagten starter første mandag i september. Nogle siger, at elgene er så smarte, at de på det tidspunkt søger ind i byerne, fordi de ved, at der er de fredet. Måske er det bare en skrøne.
Første gang hundene mødte en elg, reagerede de først på noget meget spændende de kunne høre bag en bakke tæt på vore hus, men da elgen så rejste sig op, kunne man bare se, at de tænkte ”shit…..den er stor”, og blev helt desorienterede over, hvordan de skulle forholde sig til den. Vores hunde tilhører myndegruppen og er hunde, der jager med synet. Ingen af vores hunde følger spor i skoven, og de lever efter princippet ”ude af øje ude af sind”.
Rensdyrene ser man stort set ikke om vinteren, men de er overalt om foråret, sommeren og efteråret.
Jeg er faktisk forbavset over, hvor få ulykker der sker med dem, for de går på og langs vejene. Om sommeren går de store hanner rundt i byen. Vi ser dem udenfor vores hus hver eneste dag. De går sågar ind i folks garager for at finde skygge for solen. De passer sig selv og jeg har aldrig hørt om direkte konfrontationer. De er ikke bange for mennesker, men de trækker sig når man kommer for tæt på. Det er et helt fantastisk syn at se samerne samle renerne i store flokke og drive dem op i fjeldet om foråret. Det er en stor oplevelse at overvære.
Om vinteren er de dyr vi ser mest hjorte. Dem ser man næsten dagligt, men om sommeren er de et sjældent syn. Foråret er også der, hvor sneharerne dukker op for en kort bemærkning. Pludselig er de her med deres plettede pels når de taber deres hvide vinterdragt, og lige så pludselig er de væk igen. Tror nærmest kun vi så dem i 2-3 uger. En sjælden gang ser du en ræv. Dem hører man mest kalde om natten. Jærven bor her også, men er kun stødt på den en enkelt gang. Zarwoe, vores hvide hanhund gøede af den, mens den hvæsede af ham. Der var heldigvis ingen konfrontation. Jærven er berygtet for dens kraftige bid.
Så er her havørnene, som vi aldrig selv har set her, men som folk her har respekt for. Der er en historie fra gammel tid, der fortæller at et barn blev taget af en havørn og at man fandt resterne af barnet i en rede. Derefter ødelagde de alle havørnerederne i forsøget på at fordrive ørnen, men den er her stadig. Men folk med mindre hunde er reelt bange for, at de skal blive taget, og nogle siger endda, at de kan dræbe rensdyr, også de voksne, ved at punktere deres lunger. Vi har aldrig researchet på de historier, men er sikre på, at der er noget om snakken.
Der er selvfølgelig mange flere dyr. Mus har vi skiftet bekendtskab med, fx. Der er også traner og andre fugle, men de omtalte er dem, vi lever med til hverdag. Hvis I nogensinde får lyst til at komme på disse kanter, vil vi til enhver tid anbefale at se de store rensdyrvandringer om foråret.
Nå ja så er der myggen, men den bliver dedikeret sin helt egen blog.