Sommeren 2021

Sommeren er allerede slut. Det samme er efteråret og vinteren har allerede været på visit.  Jeg ville have skrevet en blog – eller flere – i løbet af sommeren, men har simpelthen ikke kunnet finde tiden. Undskylder meget til dem, som har ventet på en up date fra os eller dem, som har troet de havde misset en blog og brugt tid på at lede. Der er sket så utroligt meget og vi har haft vanvittigt travlt hele sommeren.  Men det har været en helt fantastisk sommer. Både vejret og arbejdsmæssigt. Efter at have været så økonomisk trængt sidste vinter og det tidlige forår, begynder vi så småt at tro på, at vi kan lykkes med at få os etableret og at firmaet kommer til at køre.  

Denne blog er en fortælling om det sidste halve år. Om hvad vi har lavet frem til i dag.  Det er så længe siden jeg har skrevet, at jeg næsten ikke husker, hvor jeg slap, men jeg starter i det sene forår, hvor vi havde vores første udlejningsgæster.

Planerne om kunstnerrefugiet er lidt på stand by, da vi ikke ved, hvad der kommer til at ske med byggeriet på øen overfor os. Så vi udlejer til dem som har lyst til at bo off grid midt i den svenske vildmark. Og det var der rigtig mange som gerne ville! Det så ellers tvivlsomt ud i foråret, hvor vi ikke havde ret mange bookninger og nogle af dem vi havde, afbookede igen. Men da vi nåede til maj, var huset stort set booket hele sommeren. Og vi snakker kun om en enkelt dag i højsæsonen, som ikke var booket, foruden nogle uger i september.

September er en af vores yndlingsmåneder, så vi håber på flere gæster næste år i september måned. September er perfekt til fjeldvandring og samtidig vanvittig smuk og farverig.

Vores første gæster kom i slutningen af maj og allerede få timer efter de var kommet hjem, bookede de endnu en uge i slutningen af august. Nogle skønne mennesker som vi efterhånden var fået et godt og venskabeligt forhold til. Generelt har vi haft nogle helt fantastiske gæster. Nogle har vi interageret rigtigt meget med, andre mindre, men ingen dårlige oplevelser og de fleste har været åbne og interesserede i stedet og vores livsstil. Vi har allerede bookinger i to måneder til den kommende sommer. Det tager vi som et positivt tegn, og som et udtryk for, at folk har været glade for deres ophold. Vi fik også afkræftet nogle fordomme om fiskere. Hvad vi troede ville være nogle unge mænd med hang til øl, viste sig at være de største naturelskere og meget miljøbevidste mennesker. Dejligt, når man får et indblik i andres passioner og til og med lærer nyt selv.  En fisker lavede endda de fineste fluer af hundenes pels.

I juni rejste vi to uger til Danmark for at arbejde. Det var to skønne uger med sol og varme. Og de bedste samarbejdspartnere. Vi skulle først fotografere og filme i Nordjylland – Skagen og Lønstrup.

Derefter til København for at lave yderligere optagelser for det danske firma Langkilde og Søn. Et brand vi har arbejdet en del sammen med det sidste år. Det har været en fornøjelse. Jeg har fået lov at poste nogle billeder af deres produkter, så kan I se, hvad både vi og de laver.

De har også sendt produkter herop ad flere omgange, og nogle af de lokale har fået en ny karriere som modeller.

Efter photoshoot i København og omegn skulle vi tilbage til det Nordligste Jylland for at lave 3 små film og fotografere for webbutikken Horsepartner.dk,  som er ejet af min ældste veninde. Det var et hyggeligt projekt at lave sammen.

Der blev også tid til at mødes med venner, men slet ikke i det omfang, som vi gerne ville. Det er en realitet, at man aldrig kan nå at se alle på så få dage. Men det var en dejlig rejse på alle måder.

Vi var hjemme igen i midten af juni til udlejningsgæster og brændekløvning. Og apropos brænde så var det faktisk en kilde til lidt panik. Eller faktisk en del panik. Det viste sig, at det er utroligt besværligt at skaffe brænde. Svært at forstå, når man er omgivet af skov, men der var ikke meget birketræ at få fat i. Desuden var vi også så langt hen på året, at de træer som kunne købes, var fældet for sent på året og umuligt kunne nå at tørre inden vinteren. Træ skal fældes i april inden sneen smelter og de begynder at optage vand. Men tak til en af beboerne i landsbyen, der gav os lov at købe hans træstammer fra sidste år. Det har reddet os denne vinter, for som i ved, er brænde den eneste varmekilde vi har, så det er helt essentielt for at kunne bo her om vinteren.  I juli fik vi yderligere træstammer leveret, så næste vinter er sikret. Tænk, at være så forberedt. Det har vi ikke prøvet før. Og kløvet blev det også, og i et noget hurtigere tempo end forrige år.

Sidste år fik vi kløvet brændet alt for småt. Når pindene bliver alt for tynde, brænder det simpelthen ikke effektivt nok og brænder desuden alt for hurtigt. I år er brændestykkerne dobbelt så store og vi kan allerede nu se effekten. Og takket være vores venner, som var på besøg fra Danmark, er brændet næsten stablet. De gav en kæmpe hånd med.  Tak tak tak.

I september fik vi meget overraskende et stort job. Vi skulle filme og fotografere for Visit Dalsland. En region i Sverige hvor vi selv har været en del på ferie, og hvor vi faktisk troede, vi ville slå os ned, da vi planlagde vores flytning til Sverige. Det har jeg skrevet om i en af de første blogge. Det var med relativt kort varsel, men de var yderst professionelle at arbejde med, så alt kørte på skinner. De havde endda sørget for pasning af hundene, og vi fik den bedste bolig stillet til rådighed. Og så var de alle virkelig søde, så vi kunne ikke drømme om noget bedre. Det var en interessant opgave, hvor vi fik mødt mange inspirerende mennesker, som har gjort nogle interessante valg i livet, og og som brænder for deres felt og virksomhed. Materiale fra den rejse har vi lige afleveret og vi skal bare rette nogle ting til. Vi håber på flere af den type opgaver fremover.

Og nu til projekt urtehave, som i år ikke var den helt store succes. Selvom jeg endnu tidligere end forrige år havde forspiret nogle af de grøntsager, der sidste år ikke blev store, blev de faktisk ikke en my større i år. Og gulerødderne var plantet for tæt og blev desuden spist af mus på to uger. Altså, de spiste rub og stub. Top som rod. Så jeg har planet rødbeder, artiskok og porrer for sidste gang. Men min grønkål var en succes. Det samme var salaten, og vi fik mere end én håndfuld jordbær. Det var herligt, og nu er kartoffelmarken inddraget som jordbærbed til næste år.  De kloge siger, man ikke må dyrke kartofler på samme sted flere år i træk.

En anden ting som vi endelig fik mulighed for at gøre, var at male vores hus indvendigt. Vi har boet i de forrige ejeres æstetik med blomstertapet og brune paneler. Det var simpelthen så dejligt endelig at kunne sætte sit eget præg på vores hus. Man begynder at føle sig mere og mere hjemme, jo mere det begynder at forme sig efter vores liv og smag.

Det har ikke bare været lutter lykke hele sommeren. Hotelbyggeriet eller konferencecentret, som planlægges at bygges lige ud for vores hus, har fået den endelige byggetilladelse. Alle vores klager er afvist, men ingen ved endnu med sikkerhed, om det bliver en realitet. Og heller ingen informerer os om det. Derudover har SCA – et af Sveriges største skovhuggerfirmaer – aggressivt fældet ”vores” skov. Den smukkeste del af skoven, hvor vi gik tur stort set hver dag, er i dag at forveksle med en losseplads. Man kan slet ikke færdes der længere pga store traktorspor (læs en meter brede larvefødder), som har mast alle mindre træer og buske på sin vej.

Og dertil kommer spildaffald såsom grene, som ligger spredt overalt. De har arbejdet mere eller mindre i døgndrift (helt bogstaveligt) i mere end en måned og har ødelagt et gigantisk område. Og de arbejder stadig. Det er tragisk, at dette tillades i Sverige, men priserne på træ har aldrig været højere, og som tendensen er lige nu, tegner det til at et forbud kan komme indenfor få år. Derfor er det nu, der skal der nu tjenes størst mulig profit. Dette gøres så bl.a. ved at fælde træer der er alt for unge, og dette er direkte ulovligt. Otis har i samarbejde med en professor på Umeå Universitet indsamlet beviser på dette. Vi er spændte på, hvad der kan komme ud af dette samarbejde.

Mørket har indfundet sig, og tiden er inde til at vi skal flytte ind i udlejningshuset for vinteren. Der bor vi i et enkelt rum, som er nemmere at varme op, og meget mere økonomisk i forhold til brændeforbruget. På en måde kan det vel kaldes at overvintre.

I disse dage overvejer vi muligheden for at rejse til Danmark i december. Vi har været alene de sidste 3 år til jul, så i år kunne det være dejligt med selskab. Men vi har også brug for at kunne arbejde igennem med flere ting, som har været lidt forsømt, og som kræver strøm. Vores lille generator kan ikke køre 10 timer i døgnet og med benzinpriser på 20 kr literen bliver det en bekostelig affære. Endnu er intet sikkert, men jeg håber det kan lade sig at gøre.

Jeg vil slutte denne blog med gårsdagens afgørelse fra Kammerretten. Vi har vundet sagen over monopolselskabet Härjeåns Nät AB (firmaet, som leverer strøm til regionen). Det har taget over to år og været igennem 3 retssager, som de alle har tabt med et brag. Det har været en amatørforestilling fra deres side og meget mere om det i den næste blog. Jeg lover I ikke skal vente 6 måneder på den.

Bergs Kommun – det nye “Wild West of Sweden”

I sidste blog skrev jeg om vores hverdag og om udfordringerne ved livet i vildmarken. En ting vi ikke nævnte, var det svenske bureaukrati samt firmaer som man er afhængige af, og som kan gøre tilværelsen temmelig besværlig og til tider også utryg. Disse virksomheder har monopol, så man kan ikke bare vælge og vrage, og service er ikke et begreb de beskæftiger sig med. Denne blogpost er ikke et rosenrødt billede af livet i vildmarken, så hvis du ikke gider læse en hel blog med brok, så skal du springe fra nu. 

Sverige er kendt for sin socialisme og sammenhængskraft, men vi er stødt på et omfattende bureaukrati og benspænd fra vores lille kommune med bare 7000 indbyggere. En kommune, der ønsker og har brug for flere tilflyttere, og som bryster sig af at være den anden-bedste kommune i Sverige at starte virksomhed i. En kommune med medarbejdere der synes at dække over hinanden og deres leverandører. Måske fordi alle kender hinanden og har relationer på kryds og tværs? Måske skyldes det en form for fornærmelse når man stiller kritiske spørgsmål? I hvert fald tegner der sig et mønster af en usund magtstruktur. 

Da vi flyttede hertil, blev vi advaret om ikke gå kommunen imod. Kommunen har utrolig meget magt, og vi kunne jo få brug for dem senere, lød begrundelsen. Vi tænkte ikke specielt over det, for regler er vel regler og love er vel love, som skal overholdes og gælde for alle.  

Det første møde vi havde med kommunen, var rigtigt positivt. Vi følte os hørt, og de var interesserede i vores ideer. Men det skulle desværre vise sig at være en kort fornøjelse. 

Inden vi købte vores hus, Lövnäset, havde vi hørt om et schweizisk arkitekturprojekt på en ø, men alle var enige om, det ikke ville blive realiseret, da udfordringerne med kloakering, synes umulige at løse. Øen, hvor projektet skulle ligge, ligger lige ud for Lövnäset, så vi havde selvfølgelig en naturlig interesse i, at følge udviklingen nøje.

Projektet er et byggeri af moderne arkitektur, og skal kunne rumme op til 20 mennesker. Den tidligere ejer af Lövnäset havde sat sig grundigt ind i lovene om bl.a. naturbeskyttelse, og havde stillet kommunen nogle meget relevante og kritiske spørgsmål omkring gennemførelsen af projektet og  følgevirkningerne. De valgte ikke at svare ham. En taktik, der skulle vise sig at være mere reglen end undtagelsen.

Vi overtog huset d. 1. September med den overbevisning, at vi som eneste reelle nabo,  ville blive hørt når der skulle bygges et hotel lige ud foran vores hus. Vi vidste der havde været møde d. 22 august, hvor arkitekterne skulle komme med uddybende svar på løsningen af kloakeringsproblematikken. Og vi var overbeviste om, at vi derefter ville blive inddraget. Derfor skrev vi til kommunen den første uge i september, for at spørge ind til nabohøringen. Vi fik den besked at de, kommunen, havde besluttet at trække en grænse på 200 meter, så vi skulle ikke høres. Dette stemmer ikke overens med at andre sommerhusejere er blevet hørt, endda huse på op til en hel kilometer væk. Desuden blev jeg pænt irettesat over fejlagtigt at have brugt betegnelsen hotelbyggeri, for det var efter kommunens mening en lille campingplads. En campingplads bestående af 6 huse, et bibliotek (læs=whiskybar), to saunaer for enden af to lange broer, en bådankomsthal og en spisesal. Set ud fra tegninger er der tale om et ret stort og komplekst byggeri. Desuden meddelte kommunen, at der var meget lang vej til en godkendelse af projektet. Hvis det da overhovedet blev godkendt. 

Et par dage senere fandt vi frem til arkitekterne, og på deres Instagramprofil kunne vi læse, at de lykkeligt kunne annoncere, at de havde fået byggetilladelse, og at byggeriet skulle begynde allerede i 2020. Konklusionen må jo være, at én af parterne lyver. 

Orest begyndte at researche, hvem det schweiziske par egentlig var, og her stødte han på noget meget kompromitterende materiale. De er et ægtepar, der ejer flere holdingselskaber. Nogle under afvikling. Selskaberne har identiske hjemmesider, og fortæller kun et par anonyme linjer om, hvad selskaberne beskæftiger sig med. Der er ingen bestyrelse, og de har en egenkapital på 20.000 CHF. Det stemmer meget dårligt overnes med at de bygger luksusbyggerier i millionklassen, både i Hollywood, Saint Tropez samt andre velhaverområder. Altså alt andet end transparent. Orest fandt desuden også ud af, at hotellet på vores nabo ø skal være til medlemmer af en lukket rigsmandklub. En klub, hvor man kun kan få medlemskab, hvis man bliver anbefalet af et allerede eksisterende medlem ogmanlever op til optagelseskravene. Hotellet skal være rammen for møder, hvor man snakker forretning med ligesindede fra Rusland, Kina og Indien, som er de lande, rigmandsklubben primært har sit fokus på. 

I vores øjne lignede alt dette materiale, som Orest gravede frem, et forsøg på hvidvask, hvilket vi også fik bekræftet af én med indgående kendskab til sådanne sager. Vi henvendte os derfor med vores bekymring, samt det materiale vi havde fundet frem om vores nye potentielle naboer, til kommunen. De har valgt ikke at vende tilbage på henvendelsen. 

En anden sag har knap så alvorlig karakter, men beskriver ikke desto mindre problematikken omkring en kommune, der har lidt for mange kasketter på. Sagen handler om noget så lidt attraktivt som slamtømning, og her har vi to uheldige sager.

Som ny tilflytter var vi lidt usikre på, hvordan slamtømning skal foregå. Derfor skrev jeg tilbage i juni til slamtømningsfirmaet, at vi ønskede at bestille tid til tømning det kommende efterår, den tid på året som vi vidste, at firmaet ville komme til vores by. Jeg fik en mail af B.H. (som jeg troede var en medarbejder fra firmaet) om, at jeg skulle ringe på et bestemt telefonnummer. Jeg ringede et par gange, men ingen svarede eller vendte tilbage, selvom jeg havde indtalt op til flere beskeder. Jeg var dog usikker på om vores bestilling var blevet noteret via telefonsvareren, så jeg spurgte en slamtømningsmand, jeg mødte, mens han var på job i nabobyen.  Han var hjælpsom og skrev alt ned, og lovede at der var styr på det, og at de ville komme til efteråret. Det blev efterår og slamtømningen kom til byen, men desværre ikke til os. Jeg skrev igen til B.H. og spurgte, hvornår de ville komme. Jeg fik en besked retur om, at jeg ikke havde bestilt, og at jeg derfor måtte bestille en akuttømning til 3 gange så høj takst. 

Jeg vedhæftede og sendte B.H.  den mail, hvor jeg havde skrevet og bedt om tømning, hvortil han responderede, at den havde han ikke modtaget. Jeg undrede mig, for syntes jeg kunne huske hans navn. Jeg genfandt heldigvis en efterfølgende mail, hvor B.H selv har svaret på selvsamme mail, som han påstod aldrig var kommet frem. Da jeg konfronterede ham med det, var svaret igen, at jeg kunne bestille akuttømning. Ingen kommentarer til at firmaet evt. selv har haft en del af skylden. Sagen med B.H. bliver endnu mere absurd, da de det viser sig, at den tidligere ejer af Lövnäset også havde bestilt tømning, som skulle foregå kort efter vores overtagelse, og at firmaet havde meddelt, at de ville ringe når de kom. Men ingen ringede, og to uger efter at den planlagte tømning skulle have været udført, var der stadig ingen spor efter de skulle havde været der. En 10 tons tung bil på græsset må uden tvivl efterlade sig et spor. Og kloakken var stadig fyldt. Vi kontaktede firmaet for at høre, hvornår de havde planlagt at komme, og fik så – meget overraskende – besked fra B.H. om, at den skam var blevet tømt ugen forinden. Overbevist om der var sket en fejl, og at de evt. havde tømt på forkert ejendom, sendte vi dem billeder af den fyldte kloak og skrev, at der umuligt kan have være en så tung maskine på vores grund, uden at efterlade sig et eneste spor.  Modsat forventet fastholdt de, at kloakken er blevet tømt og chaufføren havde endda meget uddybende fortalt, hvordan vandet bare fossede i kloakken, fordi vores vandpumpe var defekt. Inklusiv en sidebemærkning om, at vi jo må have repareret den, siden vandet ikke længere løb … Der er så bare det, at der ikke er elektricitet på ejendommen, men i stedet en tank på loftet med 1000 liter vand, der skal fyldes manuelt.  Chaufførens historie var altså en fysisk umulighed. Vi bad derfor om at få metadata fra lastbilen, men fik i stedet et screenshot fra en GPS, som præcist ved Lövnäset var ændret manuelt. En handling, som de påstod kun kunne lade sig at gøre, hvis bilen fysisk var på stedet. 

Hvad de ikke havde taget højde for var, at Orest i sin tid hos Mærsk netop opererede med GPS-data, og kunne så let som ingenting modbevise hele deres påstand. B.H kommenterede aldrig de åbenlyse beviser, men blev ved med at påstå, at de havde været der.  Indtil forrige uge, hvor han pludselig efter ugers tavshed skriver, at han har fremskaffet data med tidspunkter, hvor de har tømt hos nabohuset. Men den data stemmer slet ikke overens med billedet fra GPS´en vi havde modtaget. Det var en helt anden dag,  og hvad har det at gøre som bevis i forhold til vores sag, at der er blevet tømt hos naboen..? Behøver vist ikke at fortælle mere herom. Men slamtømningsfirmaet har monopol, så vi er afhængige af dem igen næste år. Men den største bekymring er, at personen B.H viser sig at være fra kommunen. Altså en embedsmand, der åbenbart også fungerer som forsvarer for kommunens leverandør og samarbejdspartner. 

Härjeåns Nat AB 

Det næste emne er elektricitet, og er desværre en sag af mere alvorlig karakter og som kan få negative konsekvenser for vores fremtid.  Vores nye hus har ingen elektricitet, og allerede inden vi lavede købsaftalen, fik vi hjælp af kommunen til at få beregnet prisen på at få indlagt strøm. L.H fra kommunen var meget hjælpsom. Hun undersøgte sagen og vente tilbage med en pris på 125.000 kr. Prisen havde hun fået fra Härjeåns Nät AB, som er det firma, der har monopol på el-netværket i bl.a. vores kommune. Da vi senere købte huset, henvendte vi os selv til Härjeåns Nät AB for at sige, vi ønskede at få indlagt strøm. De vendte tilbage med en pris på 145.000 kr inklusiv moms, så det stemte fint overens med den pris, kommunen havde fået oplyst. Orest kunne ifølge deres eget viste eksempel på hjemmesiden dog ikke helt få prisen til at passe. Han fandt at prisen efter deres eget regneeksempel skulle være betydeligt lavere, nemlig omkring 80.000 kr. Derfor skrev han til Energimarknedsinspektion, som er en statsejet myndighed, der kontrollerer at priserne hos monopol-selskaberne er korrekte. En service Härjeåns Nät AB selv henviser til. Energimarknedsinspektion svarede aldrig på vores henvendelse, men de havde til gengæld sendt vores spørgsmål retur til Härjeåns Nät AB. De svarede os (dog ikke på spørgsmålet), men at prisen nu var 300.000 kr. Ingen forklaring, men de påstod, det første tilbud vi havde fået, ikke var et tilbud og derfor ikke længere gældende. Dybt rystede skrev vi tilbage til begge instanser, og udbad os en forklaring. Hvordan de kunne se bort for 2 reelle tilbud. Lade prisen stige med 175.000 kr.

Nu er der gået 3 uger, men ingen er vendt tilbage på henvendelserne. Udover de 300.000 kr. skal vi betale for en elektriker til selve installationen og nedgravning af kabel, så vi kan stå tilbage med en regning, svarende til mere end halvdelen af husets værdi. Dette hænger meget dårligt sammen med at man ønsker flere tilflyttere, og gerne børnefamilier. Men hvis man som indbygger intet kan stille op imod hvad der i vores øjne minder lidt for meget om Wild West metoder, så ville jeg overveje en ekstra gang om det var det værd. 

Skal vi så lige afslutte denne blog med at fortælle, at vi har oprettet firmaet www.biglakemedia.se i Sveriges anden bedste kommune at starte virksomhed i. Det startede da også fint med en konstruktiv samtale med en meget hjælpsom person. Hun tilbød desuden at finde svar på de spørgsmål, hun var usikker på, at vi endelig skulle kontakte hende ved yderligere spørgsmål, og hun gerne ville fungere som vores sparingspartner.  Hun vendte aldrig tilbage og her næsten to måneder senere, har vi stadig intet hørt og hun svarer heller ikke på de mails, vi har sendt. Det viser sig, at hun er også ansat af kommunen, så er det vi begynder at blive bekymret om det er årsagen til, hun ikke er vendt tilbage.  Er vi blevet drøftet ved kommunens kaffemaskine? Har vi været lidt for fremme i skoene? Har vi været for kritiske? Måske er vi bare paranoide og tænker straks at det er kommunens strategi mod ulydige borgere, men advarslen vi modtog i begyndelsen begynder at rumstere i baghovedet.  Hvis vi spørger folk i byen, om de tror, vi får byggetilladelse af kommunen, hvis vi en dag skulle ansøge om det, så er svaret et rungende NEJ.

Vi begge to er vant til at diskutere alle spørgsmål åbent og direkte mellem involverede parter, men hvordan kan vi i dette tilfælde diskutere vores spørgsmål, når kommunen bevidst ignorerer vores henvendelser ? 

Måske dette er det et tilfælde, men man kommer i tanke om den velkendte svenske udtalelse : “Når mennesker ved magten stopper med at lytte til folket, er det på tide, at skifte dem ud”

Velkommen til “Wild West of Sweden” 

Begyndelse

Blog1_image

Vores lille familie består af min mand (Otis) og mig selv (Lykke) samt vores to hunde. Vi valgte sidste år at tage springet og flytte langt langt væk fra København for at bosætte os i det nordlige Sverige. Valget kom bag på mange, men de som har kendt os ved at vi har talt om at flytte ud i naturen i mange år.  Måske de sidste 10 år har vi haft det oppe at vende af flere omgange, men altid blevet bremset af spørgsmålene ”hvordan”, ”hvor” og ”hvad skal vi leve af”? Det sidste spørgsmål vil jeg besvare i en anden blog. 

Men en dag stod det bare soleklart, at hvis det skulle være så skulle det være nu. Min mand havde sagt op fra sit arbejde som geofysiker hos Mærsk Oil uden at have et andet job på hånden. At finde et andet job i en mere bæredygtig branche efter 8 år i en relativ god stilling troede vi ville blive den letteste sag i verden, men det viste sig ikke at være alt andet end tilfældet. Så jo flere afslag på jobs, der tiggede ind jo mere voksede drømmen om at kaste os ud i den fælles drøm vi havde talt om i så mange år. Jeg selv er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Kbh. Og har som de fleste nok er klar over ikke den største og mest stabile indtægt. Så jeg var nødsaget til at arbejde mere og mere. Pludselig en dag var mit bijob på Designmuseum Danmark blev til en fuldtidsstilling. Vores to hunde af racen borzoi – en ikke helt lille race – trivedes udmærket, men ingen tvivl om at de ville elske at have mere udendørsliv end vi kunne give dem. 

Vi var altså 4 individer, der ikke rigtigt trivedes i den livssituation vi stod midt i, men hvad mange kunne tro, var det ikke følelsen af fiasko eller bitterhed der dominerede, men snarere en taknemmelighed over at få en vished og en klarhed over, hvad vi ville og ikke ville med vores liv. Og en stor tilfredshed ved at tage situationen i egen hånd og handle på det. 

Og en dag jeg cyklede hjem fra arbejde fik jeg så klart et syn på situationen, at jeg fløj ind ad døren og sagde nu sætter vi lejligheden til salg og så flytter vi.  Otis var i mellemtiden startet i et job, som bestemt ikke var et ønskejob og som med årene måske kunne blive interessant, men beslutningen blev taget i enighed og i løbet af kort tid var lejligheden sat til salg. Jeg vil ikke påstå at jeg var helt følelseskold da ejendomsmægleren var gået og underskriften sat, for vi havde elsket den lejlighed og den var meget meget smuk. En rigtig Østerbro herskabslejlighed med højt til loftet, smukke paneler, snedkerkøkken og made a mano fliser på badeværelset. Så selv om jeg fældede en tåre var tvivlen der aldrig, men selvfølgelig en bekymring for at man potentielt snart kunne blive hjemløs og uden anden sikkerhed end den på bankbogen og en fremtidsplan som hvilede på et meget spinkelt grundlag. 12 dage tog det at få lejligheden solgt. Og to måneder fik vi til at finde et sted at bo. 

At vi endte så nordligt var faktisk lidt en tilfældighed. Vi har rejst rigtigt meget i Sverige gennem årene været på utallige vandretur og med kano så vi havde en klar ide om, hvor vi gerne ville bosætte os. Vi var forelskede i Dalsland, med de mange kanaler og søer, men vi havde kun været der om sommeren og altid med så mange positive indtryk af området. Så det første skridt var at bruge vores netværk og de sociale medier. Jeg har udstillet en del i Sverige og har svensk familie, så vi håbede på, at der igennem dem fandtes kontakter, der ønskede at udleje deres ”stuga”/ ødegård for en kortere periode. Jeg skriver kortere periode for vi havde en ikke helt gennemtænkt plan om at bruge sommermånederne på at rejse rundt i et mobilt hjem. En ide, der ikke tog mange måneder at finde ganske urealistisk. Vi fik rigtig god respons på vores Facebook opslag og der var åbenbart mange der havde ødegårde, som lå ensomme hen i vintermånederne. Vi udvalgte to huse som virkede som oplagte emner og som vi ønskede at se nærmere på. Det ene hus i Dalsland og det andet meget langt mod nord i Jämtland.  Huset i Dalsland var alt det vi havde drømt om (i fantasien). Yndigt, pejs, brændeovn og ude i skoven, men da vi stod der kunne vi ikke rigtigt se os selv i det hus. Det var slutningen af september og forestillingen om en vinter, der kunne risikere at blive snefattig og som ville gøre dagene endnu mere mørke og området mere mudret. Derudover lå huset 12 km uden for den halvstore provinsby Åmål. Ikke noget galt i det, men vi fik begge en fornemmelse af ikke rigtigt at blive udfordret fordi man altid har civilisation indenfor rækkevidde og lidt med den følelse i maven af at så kunne man lige så godt kunne have valgt et hus på Møn. Så vi satte kursen mod nord til huset i Jämtland som altså blev stedet, hvor vi valgte at bo. Jeg vil i næste blog fortælle om huset langt langt væk og i området, der har kulderekorden i Sverige, området og indbyggerne i bygden samt det, der lignede en regulær sigøjnerflytning.

huset i Storsjö. 2019
Scroll Up