I dag er det 1 november og præcist et år siden vi flyttede hertil. Det er efterår igen og så ufatteligt mange ting er sket det sidste år. Men naturen er stadig den samme. De samme smukke farver, fugle på træk til varmere lande, bjørnene, der leder efter vinterhi, den første frost og den første sne. Rensdyrene, der forlader skoven og søger op i bjergene. Jagtsæsonen, der starter og dagene, som bliver kortere og kortere for hver dag i et hastigt tempo. Skoven er fyldt med svampe og bær. Og ikke at forglemme at myggene endelig har forladt os.
Denne blog er dedikeret til efteråret. Den smukkeste årstid og måske den årstid vi holder mest af. Men vi vil også lave en lille status over to ting, som vi har lært ved at bo her. Ting, som vi ikke havde troet påvirkede vores liv, da vi levede i København, men som i den grad er allestedsnærværende. Og det er påvirkningen af materielle goder. Jeg havde troet, at jeg var helt upåvirket af den slags, men det er jeg langt fra. Og det opdagede jeg, da vi var en tur til København. Måske synes I, det er en meget mærkelig sammenligning, at jeg pludselig taler om dyre biler, når vi nu har valgt at leve som vi gør. Men jeg kan godt lide fine biler. Så da jeg en dag stod på Vesterbrogade og så en Maserati køre forbi, var min første tanke ”Gud ja sådan en bil findes også”. Det havde jeg fuldstændig glemt. Den eksisterede slet ikke længere i min bevidsthed. Når man ikke bliver eksponeret for andet en halvgamle praktiske Volvoer på pigdæk, så eksisterer det andet ligesom ikke. Men hvis du hver dag ser en Maserati så begynder man ubevidst at forestille sig at køre i sådan en bil. Og det gælder mange ting. Langsomt mister man grebet om hvad der er moderne, og hvor man før købte tøj i butikkerne i den fine ende af Strøget køber man nu praktisk tøj i en middelmådig butikskæde. Og det kun, når man virkelig mangler og til gengæld bliver lykkelig for at par virkelig varme støvler eller strømper, der ikke laver folder i gummistøvlen.
En anden ting er udlængsel. En udlængsel efter at opleve andre steder og lande. Vi har altid rejst meget. Rigtigt meget. 4-5 gange om året var ikke urealistisk. Til storbyer og til eksotiske destinationer, og knap var vi landet, før den næste rejse var planlagt. Vi har konstant længtes efter at opleve verden. Den udlængsel er fuldstændig forsvundet. Jo, vi kan savne vores årlige tur til Paris, men bare tanken om at skulle rejse en måned til Bangladesh gør os begge helt trætte. Jeg tror, at når man lever så meget i og med naturen, så får man så meget ro, at mange fundamentale behov bliver opfyldt. Og så er der jo også den ”lille” detalje at vi ikke vil forlade vores Zarwoe og Láska.
Vi er virkelig blevet en lille symbiose efter at have været sammen alle døgnets 24 timer i mere end et helt år. Måske kan det også skyldes, at vores liv er vendt fuldstændigt på hovedet. At man det sidste år har oplevet så meget forandring, så det, at skulle forholde sig til et andet lands kultur, kan føles uoverskueligt. Jeg ved det ikke, men tror mest på, at når man lever et simpelt liv i naturen, så længes man ikke efter noget andet. Vi har bare lyst til at være her og tage på ture i fjeldene.
Efteråret begynder 1 september og nej, efteråret her er ikke en udvidelse af sommeren.
I september kommer den første nattefrost og en enkelt snebyge er heller ikke usædvanligt. Bladene bliver gule. Og når man ser det første gule blad så går der ikke mange dage før alt er gult, orange og rødt blandet med de grønne grantræer. Og ufatteligt smukt.
De store og sky traner samler sig i store flokke inden de flyver sydpå. Rensdyrene, som helt bogstaveligt har boet i baghaven hele sommeren, søger op i fjeldene omkring oktober, hvor parringssæsonen starter.
Elgene søger væk fra skoven og ud på mere åbne arealer, hvor de finder føde i efterårsmånederne. Det er den bedste tid at spotte en elg. Bjørnene går i hi omkring 1. november, og så føles det igen mere trygt at gå i skoven og man stivner ikke helt på samme måde når hundene hører en lyd i buskadset.
Det er også i september vi skal stable brænde. Det er stadig lidt svært for os at beregne hvor meget vi skal bruge. Synes, når hele skuret er fyldt, må der være mere end rigeligt, men man bruger mere end man tror på en hel vinter, især når vores primære varmekilder er brændeovnen og pejsen. På Lövnäset er det vores eneste varmekilde. Vi er blevet ejere af en del af skoven, da vi købte vores nye hus, så fra næste år skal vi fælde og kløve vores eget brænde. Det kunne ikke nå at tørre i år, så det bliver til foråret. Vores nabo har lovet os et lille træfældningskursus. Og så må vi ikke glemme vores trofaste hjælpere med at skaffe brænde – bæverne. De fælder så mange træer rundt om søen, som man bare kan samle op.
Elgjagten starter den første mandag i november som er en dato mange i området ser frem til. Folk her har været jægere i mange generationer og kødet er en vigtig del af husholdningen. Her bliver hele dyret brugt, og de ting som ikke er egnet til menneskeføde, går til hundene. Vi fik også en pose af vores nabo med ben til hundene. Mere økologisk kød findes ikke. Det er også i efteråret, at man skyder fugle og bjørne. Folk fortæller, at selv den mest garvede jæger pludselig kan begynde at ryste ukontrolleret på hånden, når han står overfor at skulle skyde en bjørn. Det er det instinkt jeg også mærker bliver aktiveret når hundene reagerer på lyde i skoven. Selvom elgen reelt står for flere ulykker end bjørnen, så reagerer man instinktivt anderledes på et rovdyr.
De første to uger af elgjagten må vi tage nogle forholdsregler. Hundene bliver iført orange veste og går det meste af tiden i snor. Så er man lykkelig for vores 1.8 hektar store have, så de kan løbe og få strukket ud.
Det er også mod slutningen af august vi får aftenerne igen efter to måneder med lys døgnet rundt. Og selvom lyset giver en dejlig energi, så var det skønt at opleve mørket igen. Dagene bliver kortere og kortere. Omkring 5 minutter kortere hver dagfrem til d.21 december . Vi ved, mange tænker, at det må være deprimerende at vinteren er på vej, men vi elsker efteråret, farverne og aftenerne. Og vi nyder at myggene er væk. Og det samme er mitterne eller knot, som de hedder på svensk . Det er faktisk en utrolig befrielse at kunne være ude helt uforstyrret.
Sneen lægger sig som regel i november, men i år kom den tidligt. Allerede i midten af oktober fik vi sne, så det bliver en lang vinter i år. Vinteren er noget helt særligt og kræver en hel blog for sig selv og den vil jeg glæde mig til, at fortælle jer om.