Kategori: Ikke-kategoriseret

Det var ikke meningen, at I skulle vente så længe på en opfølgning af forrige post. Den skulle faktisk allerede have været skrevet og postet i januar. Jeg kan heller ikke præcist sige, hvad tiden er gået med. Vi har spurgt os selv, hvad vi egentlig har haft så travlt med hele vinteren, men der er ikke rigtigt et entydigt svar – det har føltes som vi har haft ret travlt. Jeg vil fortælle lidt om det længere nede i bloggen, men først skal I, som lovet, have afslutningen på retssagen med Härjeåns Nät AB selskab. Og jeg lover, det bliver sidste gang vi omtaler dem. 

Den som har fulgt med fra start ved, at vi har kørt en retssag mod det lokale monopolselskab Härjeåns Nät AB i næsten 3 år. Eller det vil sige at Energimarknadsinspekionen har kørt sagen for os. Sagen endte i højeste retsinstans, hvor energiselskabet tabte. De har altså tabt 3 ud af 3 retssager. Prisen blev stadfæstet til det beløb, som Orest havde regnet sig frem til fra start – nemlig 67.000 SEK mod deres pris på 450.000 SEK. En meget stor forskel og hvad vi senere har fundet ud af, så er det langt fra første gang de benytter sig af denne metode. Det virker nærmere, som det er en forretningsmodel end en ”regnefejl”. Går den så går den. Igennem hele dette forløb har de løjet, kommet med søforklaringer og løjet lidt mere. Så kunne ting ikke lade sig gøre – så kunne det lade sig gøre (hvis vi betalte lidt mere) osv. Vi blev virkelig chokeret over deres tåbelige og barnagtige forklaringer, der nærmest tangerede til manglende intelligens.  

Men i de mellemliggende år, mens vi ventede på en afgørelse, har vi vænnet os til at leve off grid. Der er også sket en enorm udvikling på markedet for alternativ energi og off grid systemer, så vi har besluttet at gå i den retning. Også taget den usikkerhed i betragtning, der lige nu hersker på energimarkedet med skyhøje priser, samt vores manglende tiltro til Härjeåns Nät AB. Prisen for tilslutning til elnettet vil inklusivt alt (nedgravning af ledninger, moms, installeringen til selve huset) løbe op i omkring 150.000. SEK og for det samme beløb kan man få et effektivt system med batterier og solceller. Og så har man ingen udgifter til elektricitet 9 måneder om året. De mørkeste 3 måneder om vinteren må batterierne oplades med en generator. 

Hvad har vi lavet i alle vintermånederne? Jeg vil starte med december, hvor vi var 3 uger i Danmark. Både for at holde jul men også for at arbejde. Vi boede det meste af tiden hos min moster i Nordjylland. Eller det vil sige vi havde lånt naboens hus, så vi havde god plads og arbejdsro. Det var enormt dejligt at bytte miljø for en periode, dejligt at have elektricitet og rindende vand 24 timer i døgnet. Og så blev vi opvartet til UG af Moster Hanne. Det kunne næsten ikke blive mere luksuriøst og privilegeret. Vi holdt også jul med familien, hvilket vi ikke har gjort de 3 foregående jule. Det var dejligt ikke kun at være os to og hundene. Et scenarie vi godt kunne forestille os at gøre igen næste år. Nu ved jeg ikke om min moster læser med og er enig i den beslutning;-) 

En af de ting vi arbejdede med i december, var vores nye hjemmeside. Det tog godt nok lidt længere tid end planlagt med en del forhindringer på vejen. Hvis I er nysgerrige, så kan I se den her: Big Lake Media. Den er kun på dansk og svensk så undskylder til vores internationale læsere. Vi synes selv den er blevet fin. Vi har også brugt tid på at en lave reklamekampagne, som vi har sendt ud til nogle firmaer, vi meget gerne vil samarbejde med. Vi håber, der kommer positiv respons, for vi har stadig brug for nye og flere kunder.  Men vi er også stolte af, at vi for andet år i træk, med et helt nystartet firma, har et regnskab, der gået i plus. Ikke med det helt stort beløb forståes, men der har også været råd til at gøre nogle relevante investeringer i firmaet.

Vi har også været på en del kortere rejser til Västerbotten og Lapland. Jeg har solgt et endnu kunstværk til det nye psykiatriske sygehus i Umeå. Floating Tourist III. I kan se det og mine andre værker på min hjemmeside. Derudover anmeldte vi et hundevenligt hotel for Rhonda’s Choice i Umeå. Rhondas Choice er en koncept, der anmelder hoteller rundt om i hele verden. Hotellerne bedømmes efter, hvor egnede de er for hunde og hvor godt både hunde og deres ejere føler sig velkomne. Det er hoteller i den bedre kategori, men en fantastisk ide som vi er meget stolte over, at kunne bidrage til. Vi har også været i Stockholm i nogle dage i samme mission. 

Vores anden rejse til Lapland var for at hente en hund på et dyreinternat. En trist sag hvor 13 hunde var blevet fjernet fra ”opdrætteren” pga gentagne sager om misrøgt. 8 af de hunde var borzoier og den ene af de fjernede hunde var tante (Tante Vasja på 8 år) til vores hvide hanhund Zarwoe. Vasjas oprindelige opdrætter i Estland, hvor hun var født og havde boet de første 4 måneder af sit liv. Hun ville have hende tilbage så hun give hende en tryg og stabil hverdag resten af hendes dage. Fordi hun manglede de nødvendige vaccinationer incl. rabies, der minimum skulle være 21 dage gammel, kunne hun derfor ikke selv hente hende direkte. Derfor tilbød vi, at hun kunne bo hos os til hun havde alle vaccinationer.  Det gik over al forventning. Hun var sød og nem og indpassede sig hurtigt og både Zarwoe og Láska var utrolig glade for hende. Láska blev faktisk så ked af det, da hun var rejst, at hun ikke ville spise i 3 dage. Det set i lyset af, at hun aldrig har levnet så meget som en eneste krumme i hele sit livn. Men Vasja skulle hjem og vi ved hun får et godt pensionistliv, hvor hun er nu. Hun sender et postkort en gang imellem. 

Det bliver dog ikke længe de skal være to, for om 3 uger flytter en lille hjalp ind. Azzo hedder han og er en borzoi som de andre. Det var på den ene side en hurtig beslutning, men på den anden side også noget vi havde talt om igennem længere tid. Jeg ville faktisk gerne have haft to hunde mere, som var relativt tæt på hinanden aldersmæssigt, men først når Zarwoe og Láska var blevet et par år ældre. Men jeg indså også at 4 hunde ville blive for meget. Ikke i hverdagen men når vi skal rejse rundt og besøge familie og venner, og når vi skal have dem med på arbejde. Vi har ingen pasningsmuligheder, så de følger med overalt. For de fleste mennesker ville det være lidt for overvældende, at få besøg af os med 4 store hunde – med det synes de muligvis også det er med 3;-) Så hvis vi kun skulle have 3, skulle vi ikke vente for længe. Det er vigtigt, at de andre to stadig gerne vil lege, eftersom vi bor så isoleret og ikke kan lave legeaftaler hver og hver anden dag. Vi må socialisere den så godt vi kan, selvom vi ved, det kan blive en udfordring. Men heldigvis er sommeren lige om hjørnet og vi får mange gæster, som har lejet vores gæstehus. De fleste med hunde. Og mange er gengangere, så vi ved, at de har søde og omgængelige hunde med. 

Der er stadig få ledige uger tilbage, eftersom vi har fået en afbestilling i juni. I kan læse mere om vores gæstehus på hjemmesiden: The Green Footprint. 

Vinteren har været relativt varm. I hvert fald betydeligt varmere end sidste år. Og der har heller ikke været voldsom meget sne, hvilket Orest har været glad for. Det er altid en bekymring, om den gamle traktor kan holde, når det skal ploves. 

Bekymringer har der selvfølgelig været. Men intet overskygger den bekymring, som Ukraine og resten er verden står midt i. Da krigen startede, sad vi næsten paralyserede i 2 uger. Læste nyheder uafbrudt. Også om natten. Vi vågnede begge hver time, så efter 2 uger var vi virkelig udmattede. Det var især svært for Orest, at acceptere ikke at kunne hjælpe. V indså, at vi måtte prøve at leve vores eget liv så godt som muligt. Måske er det ikke jer alle, der ved, at Orest kommer fra Ukraine og hele hans familie stadig bor der. De har valgt at blive boende, men ingen kan forudsige, hvordan det hele ender. Der er relativt roligt i deres område, men hver dag at skulle forholde sig til luftalarmer er hårdt for psyken. Flere har tilbudt hjælp og det er vi og familien dybt taknemmelige for. Det har givet lidt ro og håb og en snert af sikkerhed i alt det usikre. Tak til jer og I ved hvem I er. 

Nu venter vi på, at sneen smelter og farverne kommer til syne. Mens jeg sidder og skriver, har vi snestorm udenfor. Altid på denne tid af året er jeg så ufatteligt træt af sne og længes efter at se jorden igen. Men vi skal ikke vente så meget længere for om en måned bliver vores omgivelser en eksplosion af vækster i alle regnbuens farver.

Og om 2 uger har vi en lille hundehvalp, som med garanti vil sprede glæde. 

Hej det er Orest her og jeg fik lov til at skrive dette indlæg. Beklager hvis skrivestilen er anderledes denne gang 🙂 . 

Sommeren 2020 er slut og det er allerede gået et år, siden vi officielt overtog vores nuværende hjem, Lövnäset. Det huskes tydeligt, hvor begejstrede vi var den dag, vi fik en stor bunke nøgler til ejendommens utallige faciliteter. Så meget vi skulle prøve og lære! Så meget, der skal laves om! Så mange ideer! 

Vi er stadigvæk begejstrede og ideerne er blevet tydeligere. Men realisation af dem tager tid. Længere end ét år. Længere end jeg forventede. 

Her vil jeg gerne fortælle om de begivenheder / projekter vi nåede at gennemføre i den snefrie periode og de forventninger, som må vente endnu må et stykke tid.

Brænde. 

Fortællingen om vores brændeprojekt sluttede ikke i sidste kapitel …. efter brændet var blevet savet og kløvet, skulle den ligge udendørs (og tørre så godt som muligt) inden det skulle flyttes i brændeskuret. Og ja – vores brændeskur kan indeholde ca. 12-14 kubik. Lykke motiverede sig selv godt og grundigt og gik ca. 140 ture (70 meter hver vej) med en trillebøre for at køre den største del af brændet til brændeskuret, hvor det blev stablet. Det tog tid… resten af brænde blev placeret ved siden af et andet skur tættere på den oprindelige plads, hvor brændet havde ligget til tørre . 

Det er uvist hvor meget tid vi brugte på selve brændet fra start til “færdigstablet produkt”, men i hvert fald tæt på en måneds fuldtidsarbejde for to mennesker. Vi håber virkelig, at de ca. 20 kubik vil være nok til hele vintersæsonen. 

Græs. 

Det er kæmpe stor forskel mellem 70 kvadratmeter i en lejlighed på Østerbro og næsten 20.000 kvadratmeter have og to huse. Det er meget at beskæftige sig med. Det meste af vores grund er en fin græsplæne, som man selvfølgelig ønsker skal have græsset klippet, så det ser fint ud. Vi har en traktor og en græs klippermaskine, der kobles til traktoren og kan klippe græsset i baner af 1 meter. Men det tager alligevel tid… 5 timers målrettet græsklipning og derefter de kringlede steder med en almindelig plæneklipper. Til sidst skal græsset samles sammen manuelt og køres væk med trillebør  … godt fysisk arbejde – jeg brugte ca. 1-2 timer hver dag på det i næsten 2 uger før alt det slåede græs var fjernet. I denne sæson klippede jeg græsset tre gange. Måske er det spil af tid, men hvor er det dejligt at se på den smukke grønne græsmark 😉 

Kompost – og affald generelt 

Vi har jo tidligere fortalt om den manglende kommunale service med affaldstømning. I første omgang var det muligt for Bergs Kommune, at hente affald fra vores ejendom, men pludselig fik vi beskeden, at affaldsbilen alligevel ikke kan køre de sidste 4 kilometer til vores hjem. Ingen forklaring. Så vi gennemgik vores forbrug og det affald, som vi genererer og vi begyndte at sortere vores affald mere grundigt. 20 kilometer fra os findes et depot, hvor man kan aflevere affald til genbrug. Der er tale om papir, pap, glas, dåser og embalagemetal samt plastik . Det reducerede vores affaldsmængde markant. Men en stor del af vores affald er organisk affald fra madlavning m.m. Selvfølgelig tænker man straks kompostering. Vi har ingen erfaring med kompost, så vi forsøgte at læse lidt om emnet. De kompostcontainere, som findes på markedet er relativt dyre så derfor opstod ideen ”hvorfor ikke bygge vores egen kompostboks af træ, istedet for at bruge penge på en plastikboks?” Så yes – vi byggede vores egen kompostboks, og vi håber at den spændende komposteringsproces vil komme i gang snart inden det hele dybtfryses i vintersæson… 

Madkælder 

Indgangen til vores madkælder var stærkt beskadiget af evt. fugtig og frossen jord rundt om indgangen. Den proces havde presset alle stenene i væggen ud, så trappen, der fører ned i kælderen, ikke kunne benyttes. Med hjælp fra vores venner fra landsbyen lykkedes det os, at presse alle sten tilbage til deres oprindelige position, så nu vi kan bruge vores madkælder igen. Den er ganske enkel uundværlig. Der holdes fin temperatur på ca. 2-7 grader hele året rundt og det er fugtig luft i rummet, der gør at grøntsager holder sig sprøde i lang tid. Det er fedt at have sådan et stort og miljøneutralt  “walk-in køleskab” . 🙂 

Noget som jeg personligt har haft et issues med denne sommer var forventniger. Nemlig de forventninger, som ikke blev til noget, fordi de kræver meget mere tid og resurser. 

Og der er tale især om de forventninger, der vil gøre vores liv mere komfortabelt og “civiliseret”. 

El.

Elektricitet. Som I ved, er vores ejendom ikke tilsluttet noget netværk og vi lever “off grid”. Vi har diesel og benzin generatorer for at producere el til forskellige formål. 

Vi har fortalt om den ubehagelig sag med et lokalt energiselskab, som ejer elnettet og som har monopol på distribution af el til kunder. De har misbrugt deres monopol og har snydt os flere gange med den pris, som de kræver for tilslutning til deres netværk. Selv om Sveriges Energimarknadsinspekrionen (den myndighed som kontrollerer retfærdige priser på energimarkedet) var enig med os og besluttede at prisen for tilslutning ikke må overstige de ca. 80.000 svenske kroner (mod selskabets 450.000 kroner  ! ), så ankede Härjeåns Nät AB afgørelsen til domstolen, så sagen er yderligere forsinket. Og, hvis domstolen giver Energimarkedsinspektionen ret i beslutningen, så har elselskabet utallige muligheder for at forsinke og ikke tilslutte vores ejendom til deres netværk. Det kan tage flere år. Så vi undersøger alternativer. Som vi tidligere fortalte, er vi meget begejstrede for ideen om, at etablere et “off grid” system, bestående af solcelleanlæg, batterilager og en “backup” benzin generator for de vintermåneder, hvor solcelleanlæg ikke vil producere el nok pga manglende solstråler. Jeg har brugt en del tid på at finde en løsning – der findes en del ideer, men de fleste af dem kræver, at man skal bruge flere produkter fra forskellige producenter og koble dem sammen. Ingen af dem kunne garantere, at systemet vil leve op til vores ønsker. Nu har jeg fået kontakt med et dansk firma, som arbejder med at designe “hybridgeneratorer” til industrielt brug. De blev begejstret for vores livstil og ejendom og de lovede at komme med et forslag og selvfølgelig skal de beregne prisen for den mulige løsning. 

Vand 

Som også tidligere nævt, har vores to huse et primitivt vandsystem, som fungerer ok i sommerperioden, men alle rør kan blive ødelagt af frosten i den periode, hvor vi konstant har minusgrader udendørs. Det er et problem, og derfor skal hele vandforsyning laves om, så vi kan have rindende vand året rundt. En brønd skal bores og rørledninger skal lægges om og frostsikres. Her er det ikke så meget tale om nogle smarte løsninger, men om penge, som skal betales for at får det gjort. 

Så problemet med forventninger er mest  forbundet med de to sidste projekter, som ikke blev realiseret pga økonomi. Vi har forsøgt at hendevende os til flere banker og andre instanser, men de kan ikke låne os de nødvendige penge for at forbedre vores levestandard. Vi har ikke stabil indtægt i denne periode, hvor vi er i gang med at etablere os som selvstændige, så vi må gøre os klar til den nye sæson med manglende vand og en lille benzingenerator, som vi håber kan give os lys og el om vinteren. Og Vinteren er på vej. 

Her har vi altid hvid jul. Ikke bare i juledagene men i hele december måned er landskabet dækket af et tykt og smukt lag sne. D. 1. december i år havde vi faktisk så meget sne, at kun trætoppene på vores ca.1 meter høje grantræer i haven (det lejede hus) tittede op af sneen.

Lyskæderne vi købte sidste år kunne derfor ikke monteres i år.  Måske meget godt for sidste år blev den hængende til slutningen af maj, hvor sneen var smeltet og ledningen så dagens lys. Vil bare med dette sige, at vi har det ultimative julelandskab. 

I år skal vi holde vores første jul på Lövnäset.

Uden elektricitet men med masser af levende lys, pejs og brændeovn. Vi skal fælde vores eget lille juletræ i vores egen lille skov. Pynte det med min mors julepynt, som jeg har arvet, og vores håndmalede kugler vi købte to stk. af hver år i Paris. Og det bliver bare os fire. Orest, jeg og hundene. 

D.24 om morgenen skal mødes med indbyggerne i Storsjö i et lille fælles træhus med et åbent ildsted i midten.

Ja vi er faktisk så få, at hele byen kan være samlet rundt om bålet på én. Så smager vi hinandens julekager, drikker kaffe lavet over åben ild og ønsker hinanden god jul. En tradition de har haft i mange år, og  som vi var så heldige at blive en del af sidste år. I år tager vi brunkager med. 

Vores julemenu er vegetarisk. Vi skal spise khachapuri og ris a la manda. Khachapuri er et georgisk ostebrød Orest har øvet sig ihærdigt på at lære at lave. En ret vi blev forelskede i, da vi rejste rundt i landet for 10 år siden.

Osten er tyrkisk, og kan kun fås i de store byer så vores venner og familie, der kommer på besøg sørger for, at vores ostelager ikke bliver tømt. Ris a la manda er en klassisk og traditionsrig dansk juledessert. Bestående af kogte grødris blandet med fløde, mandler, vanilje og selvfølgelig sukker. I grøden findes også en enkelt hel mandel, og hvor den som får mandlen vinder en gave.  

I juledagene skal vi gå lange ture i sneen og på søen.  Køre en tur med snescooteren op i fjeldene, og jeg skal helt sikkert også fotografere.

Vi er lykkelige for at have fået lov at låne en snescooter af vores nye venner Janne og Johanna. Håber vi næste år kan få råd til at købe vores egen. Vi har fået så meget sne at vi har opgivet at holde vejen til Lövnäset denne vinter, men den hurtigste og smukkeste vej er heldigvis tværs over søen på snescooter. 

Vi vil også sige en stor tak til alle jer læsere, der har fulgt med i vores liv. Tak til vores venner og familie for support og storsjöboerne for deres store hjælpsomhed. Til sidste en helt speciel tak til Jan og Hege for vi måtte købe deres vidunderlige sted. Rigtig god jul fra os og trods et benspænd fra vores lille kommune ser vi optimistisk på fremtiden. Næste år bliver et godt år. 

I dag er det 1 november og præcist et år siden vi flyttede hertil. Det er efterår igen og så ufatteligt mange ting er sket det sidste år.  Men naturen er stadig den samme. De samme smukke farver, fugle på træk til varmere lande, bjørnene, der leder efter vinterhi, den første frost og den første sne. Rensdyrene, der forlader skoven og søger op i bjergene. Jagtsæsonen, der starter og dagene, som bliver kortere og kortere for hver dag i et hastigt tempo. Skoven er fyldt med svampe og bær. Og ikke at forglemme at myggene endelig har forladt os.  

Denne blog er dedikeret til efteråret. Den smukkeste årstid og måske den årstid vi holder mest af. Men vi vil også lave en lille status over to ting, som vi har lært ved at bo her. Ting, som vi ikke havde troet påvirkede vores liv, da vi levede i København, men som i den grad er allestedsnærværende. Og det er påvirkningen af materielle goder. Jeg havde troet, at jeg var helt upåvirket af den slags, men det er jeg langt fra.  Og det opdagede jeg, da vi var en tur til København. Måske synes I, det er en meget mærkelig sammenligning, at jeg pludselig taler om dyre biler, når vi nu har valgt at leve som vi gør. Men jeg kan godt lide fine biler. Så da jeg en dag stod på Vesterbrogade og så en Maserati køre forbi, var min første tanke ”Gud ja sådan en bil findes også”. Det havde jeg fuldstændig glemt. Den eksisterede slet ikke længere i min bevidsthed. Når man ikke bliver eksponeret for andet en halvgamle praktiske Volvoer på pigdæk, så eksisterer det andet ligesom ikke. Men hvis du hver dag ser en Maserati så begynder man ubevidst at forestille sig at køre i sådan en bil. Og det gælder mange ting. Langsomt mister man grebet om hvad der er moderne, og hvor man før købte tøj i butikkerne i den fine ende af Strøget køber man nu praktisk tøj i en middelmådig butikskæde. Og det kun, når man virkelig mangler og til gengæld bliver lykkelig for at par virkelig varme støvler eller strømper, der ikke laver folder i gummistøvlen. 

En anden ting er udlængsel. En udlængsel efter at opleve andre steder og lande. Vi har altid rejst meget. Rigtigt meget. 4-5 gange om året var ikke urealistisk. Til storbyer og til eksotiske destinationer, og knap var vi landet, før den næste rejse var planlagt. Vi har konstant længtes efter at opleve verden. Den udlængsel er fuldstændig forsvundet. Jo, vi kan savne vores årlige tur til Paris, men bare tanken om at skulle rejse en måned til Bangladesh gør os begge helt trætte. Jeg tror, at når man lever så meget i og med naturen, så får man så meget ro, at mange fundamentale behov bliver opfyldt. Og så er der jo også den ”lille” detalje at vi ikke vil forlade vores Zarwoe og Láska.  

Vi er virkelig blevet en lille symbiose efter at have været sammen alle døgnets 24 timer i mere end et helt år. Måske kan det også skyldes, at vores liv er vendt fuldstændigt på hovedet. At man det sidste år har oplevet så meget forandring, så det, at skulle forholde sig til et andet lands kultur, kan føles uoverskueligt. Jeg ved det ikke, men tror mest på, at når man lever et simpelt liv i naturen, så længes man ikke efter noget andet. Vi har bare lyst til at være her og tage på ture i fjeldene. 

Efteråret begynder 1 september og nej, efteråret her er ikke en udvidelse af sommeren.

I september kommer den første nattefrost og en enkelt snebyge er heller ikke usædvanligt. Bladene bliver gule. Og når man ser det første gule blad så går der ikke mange dage før alt er gult, orange og rødt blandet med de grønne grantræer. Og ufatteligt smukt. 

De store og sky traner samler sig i store flokke inden de flyver sydpå. Rensdyrene, som helt bogstaveligt har boet i baghaven hele sommeren, søger op i fjeldene omkring oktober, hvor parringssæsonen starter.

Elgene søger væk fra skoven og ud på mere åbne arealer, hvor de finder føde i efterårsmånederne. Det er den bedste tid at spotte en elg. Bjørnene går i hi omkring 1. november, og så føles det igen mere trygt at gå i skoven og man stivner ikke helt på samme måde når hundene hører en lyd i buskadset. 

Det er også i september vi skal stable brænde. Det er stadig lidt svært for os at beregne hvor meget vi skal bruge. Synes, når hele skuret er fyldt, må der være mere end rigeligt, men man bruger mere end man tror på en hel vinter, især når vores primære varmekilder er brændeovnen og pejsen. På Lövnäset er det vores eneste varmekilde. Vi er blevet ejere af en del af skoven, da vi købte vores nye hus, så fra næste år skal vi fælde og kløve vores eget brænde. Det kunne ikke nå at tørre i år, så det bliver til foråret. Vores nabo har lovet os et lille træfældningskursus. Og så må vi ikke glemme vores trofaste hjælpere med at skaffe brænde – bæverne. De fælder så mange træer rundt om søen, som man bare kan samle op. 

Elgjagten starter den første mandag i november som er en dato mange i området ser frem til. Folk her har været jægere i mange generationer og kødet er en vigtig del af husholdningen. Her bliver hele dyret brugt, og de ting som ikke er egnet til menneskeføde, går til hundene. Vi fik også en pose af vores nabo med ben til hundene. Mere økologisk kød findes ikke. Det er også i efteråret, at man skyder fugle og bjørne. Folk fortæller, at selv den mest garvede jæger pludselig kan begynde at ryste ukontrolleret på hånden, når han står overfor at skulle skyde en bjørn. Det er det instinkt jeg også mærker bliver aktiveret når hundene reagerer på lyde i skoven. Selvom elgen reelt står for flere ulykker end bjørnen, så reagerer man instinktivt anderledes på et rovdyr. 

De første to uger af elgjagten må vi tage nogle forholdsregler. Hundene bliver iført orange veste og går det meste af tiden i snor. Så er man lykkelig for vores 1.8 hektar store have, så de kan løbe og få strukket ud.  

Det er også mod slutningen af august vi får aftenerne igen efter to måneder med  lys døgnet rundt. Og selvom lyset giver en dejlig energi, så var det skønt at opleve mørket igen. Dagene bliver kortere og kortere. Omkring 5 minutter kortere hver dagfrem til d.21 december . Vi ved, mange tænker, at det må være deprimerende at vinteren er på vej, men vi elsker efteråret, farverne og aftenerne. Og vi nyder at myggene er væk. Og det samme er mitterne eller knot, som de hedder på svensk . Det er faktisk en utrolig befrielse at kunne være ude helt uforstyrret. 

Sneen lægger sig som regel i november, men i år kom den tidligt. Allerede i midten af oktober fik vi sne, så det bliver en lang vinter i år. Vinteren er noget helt særligt og kræver en hel blog for sig selv og den vil jeg glæde mig til, at fortælle jer om. 

Sidder her foran pejsen i det nye hus. Har altid drømt om at bo i et hus med en pejs. Og med egen badesø. En drøm jeg end ikke i min fantasi havde troet ville blive til virkelighed, men det blev det. Her er fortællingen om vores nye hus(e) med hele to pejse og en enestående beliggenhed.

Efter at have boet i Storsjö i et halvt år, mødt nogle skønne mennesker og indset, at området er et af de smukkeste steder i Sverige, begyndte vi at lege lidt med tanken om at bosætte os her permanent. Dog havde vi lyst til at bo mere øde og isoleret end der vi boede i det lejede hus. Det lejede hus ligger også smukt, men tanken om at være helt os selv har altid været en fascinerende og fristende tanke. Vi kunne ikke rigtigt se os vende tilbage til storbyen og har heller ikke længtes tilbage bare et lille øjeblik. Selvfølgelig savner man sine venner, men der er de sociale medier en stor hjælp og en stor glæde, når man vælger at flytte langt væk. 

Vi havde hørt et rygte om at Lövnäset, som stedet hedder, muligvis ville blive sat til salg og vores naboer mente at det var lige sådan et sted vi drømte om at bo.  Så da sneen smeltede kørte vi om på den anden side af søen. Stedet er kun tilgængeligt med snescooter om vinteren og er beliggende 12 kilometer ad en smal grusvej. De sidste 4 kilometer bliver ikke ryddet for sne.  Vi havde ikke hæftet os så meget ved navnet, så ved den første afstikker fra grusvejen drejede vi ind og så et gammelt hus med en fantastisk beliggenhed og min første tanke var, at her måtte vi bo. Der var dog et par små stugar, som de hedder på svensk rundt om, men udsigten var helt fantastisk. Sendte et billede til vores naboer for at fortælle, at de havde helt ret. Det var lige stedet for os. Men så fik vi den nedslående besked at det slet ikke var det hus, men at Lövnäset lå endnu længere væk. Vi satte os i bilen og kørte endnu et stykke indtil vi så et lille træskilt, hvor der stod lövnäset på. Vi følte os lidt kriminelle for vi skulle passere hele to bomme for at komme ind og et skilt med ”privat väg”, men den beliggenhed vi så var fuldstændig guddommelig og endnu bedre end det første hus. Og det var et stort plus, at der ikke var et eneste hus omkring. Vi stod begge fuldstændig målløse over den skønhed, stilhed og den endeløse vilde natur til alle sider.  Det var uden tvivl det smukkeste sted vi nogen siden havde set og et sted man kun kunne drømme om. 

Vi tog hjem, men kunne slet ikke få stedet ud af vores hoveder og vi var begge enige om, at vi aldrig ville finde en bolig, der ville kunne komme i nærheden af dette sted. Så hvis det ikke ville blive dette sted så ville vi aldrig kunne blive tilfredse med et andet sted. Det var en ret heftig fornemmelse at stå med. Vi spurgte lidt rundt om nogen vidste hvem der ejede stedet, men ingen vi talte med kendte dem personligt. Alle vidste de var fra Norge men ingen kunne give os en kontaktadresse. Nogen mente at lederen fra et projekt, der hedder Fjällflytt muligvis kunne hjælpe os med at skaffe en e-mail, så vi skrev fluks til hende og så ventede vi ellers i spænding. Men der kom aldrig noget svar. Heller ikke ved den næste forespørgsel vi sendte. Heldigvis kom vores nabo os igen til undsætning og havde via sin farmor skaffet en mailadresse. Vi gik et par dage rundt om os selv for hvordan henvender man sig lige til fremmede mennesker på baggrund af et rygte. ”Hej, vi vil gerne købe jeres hus…” . Vi fik sendt en mail af sted med en forsigtig forespørgsel om de ville leje stedet ud eller måske havde overvejet at sælge det. Og så ventede vi igen…men der skulle kun gå 2 dage før vi fik svar og det endda en invitation til at besøge dem og se stedet. 

Og sikke nogle fantastiske venlige og begavede mennesker, der ejede stedet. De havde haft stedet i 15 år, men de var fyldt 65 og havde besluttet at sælge stedet inden de blev 70. Ingen af deres børn havde tid og mulighed for at overtage det, og det er et sted, der konstant kræver meget arbejde at vedligeholde. Grunden er 1,8 hektar så bare det at slå græsset kan tage det meste af en dag. Huset eller husene for der er to huse på grunden er i meget flot stand til de er 200 år gamle. De er begge fra 1800 tallet og tilbygningerne fra 1930. men de er også primitive. Elektricitet kommer fra en dieselgenerator og nogle små solpaneler og vandet pumpes direkte op fra søen i en stor 1000 liters tank. Det betyder at så snart frosten sætter ind fryser alle vandrørene og huset er uden vand helt frem til sommerens begyndelse.  

De viste os rundt og gjorde alt for ikke at fremstille det så idyllisk som det ser ud, men også at det er et sted der konstant kræver vedligeholdelse og mange arbejdstimer at holde kørende. Og det var et sted, de elskede og havde stor betydning for dem og man fik en fornemmelse af at, at hvis de skulle sælge var det ikke prisen som var det vigtigste, men hvad man kunne gøre for stedet og området. At man ikke ville modernisere det til ukendelighed og ødelægge de smukke elementer, som har været kendetegnet for stedet i årevis. Som fx gangen, som nærmest minder om et museum, med elementer fra den gamle stald. 

Vi tog derfra efter en lang og grundig rundvisning og var bare endnu mere forelskede, man havde også fået en del at tænke over, for det var meget som skulle laves før vi kunne bo der året rundt og før vi kunne leje det ene hus ud som kunstnerbolig, som var vores ide med stedet. Og selvom de muligvis ville sælge stedet indenfor de næste 5 år, så var vi langt fra sikre på om vi kunne købe det. Vi havde aftalt at vi begge skulle tænke over vores indtryk og så tales ved 14 dage senere.  

Efter de 14 dage mødtes vi igen og vi blev meget overraskede, da de meldte ud at de gerne ville sælge huset til os og hvis vi kunne blive enige om en pris kunne vi overtage det allerede til efteråret. De var de mest reelle mennesker, så vi tvivlede aldrig et sekund og de fortalte om alle de fejl huset havde og skader, som kunne blive til store skader med tiden, hvis man ikke holdt et øje med det. Altså de fortalte præcis det modsatte af hvad en ejendomsmægler ville fortælle. De ville undgå at vi købte med følelserne og kun øjnede den smukke beliggenhed og romantikken. 

Det føles lidt at alt vedrørende dette hus er lidt af et mirakel. Hvad er oddsene for man ser et sted og ved ”det er det eneste sted man vil bo”. Og så vil de sælge til os og for en pris, hvor vi lige præcis havde råd til at købe det. Det var simpelthen sådan en følelse af at det var ”ment to be”. Og vi fik alt med til huset. Kanoer, motorbåd, traktor, indbo, havemøbler, alskens værktøj og meget meget mere. Faktisk så meget, at vi er blevet lidt forlegne over, hvor generøse de har været overfor os. 

Men 1. September var det faktum at huset var vores og vi stod med det største bundt nøgler i hånden. 

Det næste skridt er at få lavet elektricitet og en bedre løsning med vand, så vi kan bo der hele året. Vi bor der nu og tager på arbejde i det lejede hus, hvor vores computere står. Dette vil vi gøre så længe det er muligt og vi kan holde varmen i det nye hus og komme frem inden sneen bliver for dyb. Planen er at det ene hus skal lejes ud til en kunstner, forfatter, musiker eller anden som ønsker at får arbejdsro for en kortere eller længere periode. Vi håber meget på det kan være klar til næste sommer/efterår.Lige nu nyder vi hvert øjeblik. Morgenerne du står op og kigger på tågen der letter fra søen og lyden af natur.  For naturen er et eneste man kan høre. Og se.

“ men, hvad skal I leve af….” var uden undtagelse det første spørgsmål vi fik, når vi fortalte om vores fremtid i Sveriges ødemark. Og ja det er også et meget godt spørgsmål, som vi endnu ikke er helt afklaret med og som helt klart er det største usikkerhedsfaktor, men vi har en del tiltag som vi satser og arbejder på. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det til tider kan give lidt ondt i maven, men vi flyttede hertil med en solid økonomi efter at have solgt lejligheden i København. Vi havde købt den på et meget gunstigt tidspunkt og solgt den mens priserne var på toppen. Det gjorde vi ikke var afhængige af at tjene en eneste krone de første 3 år. Men alligevel vil man gerne se alt går i den rigtige retning og det gør det også – bare ikke så hurtigt som man kunne ønske sig.

Da vi flyttede havde jeg et større job for det kendte danske reolfirma ATBO. Jeg havde i en længere periode lavet fotografier af naturen og årstiderne til deres katalog og Instagram profil, men jeg nåede desværre kun at lave en enkelt større opgave i Sverige inden firmaet gik konkurs. Jeg havde også i begyndelsen en udstilling på kunstmuseet Brandts i Odense, hvor jeg både fik løn og et udstillingsvederlag så kom godt fra start. Men som billedkunstner er indtægterne for de flestes vedkommende meget ustabile. Det er det også for mig. Og jeg ville gerne have set komme at jeg blev inviteret med på flere udstillinger og solgte lidt flere værker, men den side af at være kunster er meget utilregnelig og utaknemmelig. Er dog lige blevet opfordret af regionen Jämtland, som vi bor i til at sende en ansøgning til en udsmykningsopgave på Östersunds Hospital. Et job jeg meget meget gerne vil have og som kan knytte mig tættere på kunstscenen i Sverige og derudover ville det også give en hel års løn, men det bliver en lang udvælgelsesproces, men krydser alle fingre.    

En anden indtægtskilde er hundenes Instagram profil @zarwoe.oligarch. En profil, der startede som lidt af en joke pga. af hans navn. Otis var sikker på at navnet Oligarch ville tiltrække en masse kvindelige følgere, der ønskede at finde en rig mand (”oligarch” er navnet på en stenrig russer). Zarwoes rigtige navn iflg. stamtavlen er Oligarcha. Jeg har ikke været den store bruger af Instagram, men syntes det var en sjov ide og et godt sted at gemme de bedste hundebilleder og bruge det som en slags dagbog.  I starten postede vi sådan lidt tilfældigt, billeder taget med mobilen og uden nogen egentlig fortælling, men den voksede ret hurtigt og jo flere følgere han fik jo mere måtte vi gøre os umage og sætte os lidt ind i hvad muligheder mediet havde. Otis er den store analytiker af os, som sætter sig ned og læser alt igennem, mens jeg bare helst vil koncentrere mig om det visuelle. Senere kom videofunktionen, som er det Otis bla. arbejder med. Hvis nogen havde spurgt os for et år tilbage om vi skulle blive ”influencere” på Instagram så ville vi have grinet, hvis vi da overhovedet vidste hvad ordet betød. Det havde ingen af os i vores vildeste fantasi kunne forestille os. Deres konto nærmer sig de 25.000 følgere og vi samarbejder fast med to større firmaer, der begge har en meget høj standard, er etiske og leverer kvalitetsprodukter. Det ene er brand Essential Foods, som er et af verdens bedste producenter af hundemad og et af de mest etiske brands vi kender.

Hos dem er kvaliteten det absolut vigtigste og ikke profitten. Derudover donerer de rigtig mange penge til dyrevelfærd. Dem er vi utrolig stolte over at repræsentere. Det andet firma er Non-Stop Dogwear og derunder Non-Stop Polar.

Et norsk firma, der laver udstyr til aktive og udendørs hunde og deres ejere. Det er vandreudstyr, slædehundeseler og meget mere. Cirka en gang om ugen bliver vi spurgt om samarbejde med forskellige brands, men vi har lavet en klar regel om kun at sige ja til ting vi selv ville have købt. Så det siger sig selv at vi siger nej til rigtig mange. Vi har også selv opsøgt brands/virksomheder om et samarbejde hvis vi synes de har gode produkter og det er heldigvis blevet meget positivt imødekommet. Sådan var det i tilfælde med Essential Foods og Non-Stop Dogwear. Men der er stadig meget at lære og vi er kun os selv og har ingen agenter til at forhandle for os og håndtere de kommende tilbud for samarbejde på mere professionelt niveau. Bare for at nævne et eksempel blev vi kontaktet af et amerikansk firma, der producerede hundelegetøj. De ville sende os noget legetøj mod 5 poster samt anmeldelser på Instagram. Jeg gav dem et tilbud der var ca. 90% under, hvad de ville have og var sikker på at det slet ikke ville have nogen interesse, men de sagde meget overraskende ”ja” og så kunne jeg godt se, at jeg virkelig havde dummet mig. Det betød, at de ville sende mig 2 stykker legetøj, som jeg skulle fotografere mens  hundene legede med det. Ikke noget med at poste eller reklamere, men reelt fik de 2 fotografier for legetøj svarende til ca. 200 kr. Det var en lærestreg. 

 Der er stadig et stykke vej – eller en meget lang vej – til vi tjene reelle penge på profilen og det er heller ikke det vi stræber efter. Så længe det er en fornøjelse at køre den og den stadig vokser fint, så må vi se hvad tiden vil bringe. 

Non-Stoppolar har lavet en jakke i samarbejde med slædehundeførere og andre, som færdes ude i ekstremt kolde temperaturer. Vi fik mulighed for at købe to jakker med 70% rabat sidste år og de er helt uovertrufne. Hvis den havde været et kendt mærke ville en jakke af den kvalitet koste det dobbelte. Den starter vi et affiliate program med til efteråret. Dvs. de interesserede købere af jakken får 10% rabat, hvis de bruger et ”rabat kode” ved købet online, samtidig vi kan få 10% af jakkens værdi. Det er vi spændte på, men vi er ikke så naive, så vi forventer ikke det bliver en guldgrube. Hvis det kunne have interesse for jer så tjek https://www.non-stoppolar.com og brug koden ”zarwoe”.

Otis investerede i en drone kort efter vi flyttede hertil og det er ham, der bl.a. laver alle videoerne på hundenes Instagram. Og det har også resulteret i flere reklame videoer bl.a. for en lille nyetableret RV campingplads i byen. Det var godt nok en vennetjeneste, men der har været flere forespørgsler og håber det på sigt kan give en indtjening.  Han har brugt mange timer på at dygtiggøre sig og laver nogle virkelig smukke og fine små film. Derudover laver han også hjemmesider, som giver en indtægt. Men det er de små videoer, der er perfekt egnede til de sociale medier,  han vil satse på og prisen han tager for en film er yderst konkurrencedygtig og henvender sig til mindre firmaer, der ikke har råd til at betale store summer for en super professionel reklamefilm.  Hjemmesiden er snart klar og derefter sender han information og tilbud ud til relevante mindre virksomheder i området. 

Et område, jeg havde troet kunne være en indtægtskilde, var at lave mere kommercielt fotografi som fx portrætter, men selvom jeg har lavet tilbud på langt under halv pris, virker det ikke til folk prioriterer at bruge deres penge på det. Og hvis man skal finde sine kunder i de større byer, hvor man som oftest bedre kunne tænkes at folk vil betale prisen, så er hele indtjeningen brugt på transport.  Endnu et af de eksempler, hvor vi sad i København og forestillede os, hvordan det ville kommer til at blive. 

Nu kommer vi til at sælge nogle fotografier her på bloggen under galleriet. Det er ikke kunstværker, men fotografier, der kan købes og bruges i kommercielt øjemed. De kan bruges fra alt lige fra tapet til bordkort. For fremtiden har vi et helt konkret projekt i støbeskeen. Vi har simpelthen købt en ejendom, med en beliggenhed som er så unik at vi aldrig har set et fortilfælde. Der er to huse på grunden og i det ene skal laves til et kunstner refugium, hvor kunstnere, forfattere, kunsthistorikere og andre kunstneriske grene kan komme i en kortere eller længere periode for at få arbejdsro. Meget mere om vores drømmehus, som vi glæder os til at fortælle om i næste blog.