Her har vi altid hvid jul. Ikke bare i juledagene men i hele december måned er landskabet dækket af et tykt og smukt lag sne. D. 1. december i år havde vi faktisk så meget sne, at kun trætoppene på vores ca.1 meter høje grantræer i haven (det lejede hus) tittede op af sneen.
Lyskæderne vi købte sidste år kunne derfor ikke monteres i år. Måske meget godt for sidste år blev den hængende til slutningen af maj, hvor sneen var smeltet og ledningen så dagens lys. Vil bare med dette sige, at vi har det ultimative julelandskab.
I år skal vi holde vores første jul på Lövnäset.
Uden elektricitet men med masser af levende lys, pejs og brændeovn. Vi skal fælde vores eget lille juletræ i vores egen lille skov. Pynte det med min mors julepynt, som jeg har arvet, og vores håndmalede kugler vi købte to stk. af hver år i Paris. Og det bliver bare os fire. Orest, jeg og hundene.
D.24 om morgenen skal mødes med indbyggerne i Storsjö i et lille fælles træhus med et åbent ildsted i midten.
Ja vi er faktisk så få, at hele byen kan være samlet rundt om bålet på én. Så smager vi hinandens julekager, drikker kaffe lavet over åben ild og ønsker hinanden god jul. En tradition de har haft i mange år, og som vi var så heldige at blive en del af sidste år. I år tager vi brunkager med.
Vores julemenu er vegetarisk. Vi skal spise khachapuri og ris a la manda. Khachapuri er et georgisk ostebrød Orest har øvet sig ihærdigt på at lære at lave. En ret vi blev forelskede i, da vi rejste rundt i landet for 10 år siden.
Osten er tyrkisk, og kan kun fås i de store byer så vores venner og familie, der kommer på besøg sørger for, at vores ostelager ikke bliver tømt. Ris a la manda er en klassisk og traditionsrig dansk juledessert. Bestående af kogte grødris blandet med fløde, mandler, vanilje og selvfølgelig sukker. I grøden findes også en enkelt hel mandel, og hvor den som får mandlen vinder en gave.
I juledagene skal vi gå lange ture i sneen og på søen. Køre en tur med snescooteren op i fjeldene, og jeg skal helt sikkert også fotografere.
Vi er lykkelige for at have fået lov at låne en snescooter af vores nye venner Janne og Johanna. Håber vi næste år kan få råd til at købe vores egen. Vi har fået så meget sne at vi har opgivet at holde vejen til Lövnäset denne vinter, men den hurtigste og smukkeste vej er heldigvis tværs over søen på snescooter.
Vi vil også sige en stor tak til alle jer læsere, der har fulgt med i vores liv. Tak til vores venner og familie for support og storsjöboerne for deres store hjælpsomhed. Til sidste en helt speciel tak til Jan og Hege for vi måtte købe deres vidunderlige sted. Rigtig god jul fra os og trods et benspænd fra vores lille kommune ser vi optimistisk på fremtiden. Næste år bliver et godt år.