Åh, hvor er det længe siden, jeg har skrevet. Ved I egentlig, hvor længe det er siden? Det var i maj, og nu skriver vi november. Har virkelig dårlig samvittighed, men årsagen til det er, at vi har haft så rygende travlt hele sommeren. Ja faktisk indtil nu. Og det er jo på mange måder et godt tegn.
Hvor skal jeg begynde? Måske med urtehaven, for den har nemlig været lige så forsømt som jer.
Jeg plejer at forspire indendørs allerede fra slutningen af april. Eller plejer og plejer er måske lidt overdrevet, for jeg har kun gjort det de to foregående år. Det kunne ikke lade sig gøre i år, da vi havde fået et spændende job i Uppsala, hvilket betød, at vi i maj skulle være væk hjemmefra i en hel uge.
En uge uden pleje ville både være for koldt for planterne og givetvis også tørre spirerne ud. Huset kan jo kun varmes op med brændeovnen, så der ville snildt kunne blive minusgrader inde i huset. Så i stedet for at forspire, såede jeg hurtigtvoksende grønsager. Salaten blev fin, grønkålen ikke over 5 cm i højden på nær en enkelt plante, som blev spist af rådyr, radiserne voksede vildt. I hvert fald i stilken for selve de spiselige rødder var mikroskopiske, trevlede og bitre. Gulerødderne stod igen i år for tæt, for jeg glemte at tynde ud i dem, jordbærbuskene var blevet spist af dyr undtagen to planter og skuddene fra sidste år gav ikke rigtigt nogle bær. Forårsløgene blev ikke tykkere end et græsstrå, bønnerne visnede og ærterne, som faktisk blev en succes, var ikke store nok da vi rejste til Danmark, og da vi vendte hjem 2 uger senere havde der været nattefrost og så var det ude med dem. Derudover har der været mange mus i bedene og hundene har været efter musene, så I kan måske forestille jer, hvordan vores højbede så ud.
Når jeg nævner hundene, så har de fleste af jer allerede set, at familien er blevet udvidet. I maj måned hentede vi Azzo på 12 uger. Han er fra en svensk opdrætter, som ikke bor mere end 300 km fra os. Det var faktisk slet ikke i planerne, vi skulle have en hund til. Ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald. Jeg havde haft en del i kontakt med Azzos´s opdrætter i forbindelse med den Hund, vi havde i pleje sidste vinter. Da vi skulle aflevere plejehunden i Stockholm kørte vi forbi opdrætteren, som på det tidspunkt havde hvalpe. Ikke bare hvalpe, men hvalpe med en stamtavle, jeg fandt yderst interessant og i de farver, jeg længe havde været interesseret i. Vi hyggede med hvalpene og jeg fik sagt, at vi ikke skulle have hvalp og økonomien for øvrigt ikke var til en hvalp, men fik alligevel sagt på vej ud ad døren ”lad mig vide, hvis der er andre interesserede i Azzo”. Så gik der ikke mere end en uge, så skrev opdrættere, at en fra USA gerne ville have ham, og så indså jeg ret hurtigt, at ham skulle hun ikke have. Jeg fik nogle penge tilbage i skat og et lille job med at køre instagramprofilen for det danske firma Langkilde og Søn, fik så skrabet pengene sammen. Og så er han jo blevet ambassadør sammen med sine søskende for Essential foods og Non-stop Dogwear, så vi har ingen udgifter til mad og udstyr.
Derudover skiftede vi forsikringsselskab fra det ultradyre Agria til Folksam, så det endte faktisk med at blive den samme pris for tre hunde som vi havde betalt for to. Det var den praktiske side af historien.
Azzo er skøn og har et vidunderligt temperament og så stjæler han mad fuldstændigt uhæmmet. Det har til gængæld lært os at få ryddet op og holde skabene lukket. Men en gang gik det galt. I et ubevogtet øjeblik fik han spist 300 gram valnødder blandet med løg. Heldigvis skete det, mens vi var på ferie i Danmark og dyrlægen var få kilometer borte. Han fik en opkastningssprøjte og så var han ellers klar til at spise igen… Han trives super godt med de andre og især ham og Láska leger helt utroligt meget sammen.
Det har selvfølgelig været lidt af en udfordring at have en hvalp med på arbejde. Vi havde kun haft ham i 10 dage, og så skulle vi til Uppsala på job i en uge. Han klarede det utroligt flot. Meget kørsel og venten i bilen. Det var mest mig, der skulle arbejde, så Orest kunne være med hundene. Jeg skulle fotografere hegn. Det lyder lidt specielt, men jeg lærte, at der findes utroligt mange typer af hegn, skakitter og låger. Hestehegn, vildsvinehegn, industrihegn mm. Billederne skal bruges til en hjemmeside som Orest skal lave.
Små to uger senere skulle vi til Dalsland og fotografere for regionen til deres årlige turistmagasin. Med en Láska i løbetid, en hvalp og en hanhund… Jeg er dybt taknemmelig for, at vores samarbejdspartnere hos Visit Dalsland er de mest hundevenlige mennesker. I år var det mest fotos de skulle bruge, så Orest kunne igen tage sig af hundene, og han skulle kun lave nogle enkelte dronefilm. Altid dejligt at arbejde for dem, og vi får så mange skønne og sjove oplevelser med hjem. Glæder os til at se næste års magasin.
Næste projekt var hjemme på matriklen, men til gængæld det største projekt til dato. Vi skulle skabe to reklamefilm samt fotos, for den skotske virksomhed Ooni, der producerer pizzaovne. Det var et virkelig fedt projekt, hvor vi både stod for fortællingen, filmingen og klipning.
Eller, det vil sige, Orest stod for den del. Historien udviklede vi i fællesskab, og vi havde relativt frie tøjler. Vi havde 6 ansatte som bestod af 5 skuespilere og en kok, som også blev instruktørassistent. Ooni blev superglade for produktet, og det bliver offentliggjort til næste år omkring midsommer. Kan desværre ikke vise jer filmene her, men et enkelt foto må I få lov at se. Muligvis skal vi lave film for dem igen til vinter. Det håber vi.
Udover de her tre projekter har vi forberedt brænde, malet naboens hus i bytte for et vildmarksbad, haft gæster i vores udlejningshus, arbejdet på min udstilling til maj på Viborg Kunsthal, så da vi rejste til Danmark i slutningen af august, havde vi reelt ikke haft en weekend fri siden maj.
Vi var i Danmark i 2 uger. De første 10 dage i sommerhus i Gilleleje, som min veninde og hendes mand så generøst havde lånt os. Det skønneste sommerhus med udsigt over vandet. Det var den ultimative luksus og vi er dem evigt taknemmelige. Det var en meget tiltrængt ferie og vi nød samværet med vores gode venner. De sidste 4 dage boede vi på Stevns, hvor vi skulle filme og fotografere for vores faste samarbejdspartnere Langkilde og Søn.
Det var også med dem, jeg rejste 10 dage i Vietnam sammen med. De har en systue i landet, som de har samarbejdet med i mange år. En stor kontrast fra livet i Hanoi til livet i vildmarken, men det var en skøn tur i dejligt selskab.
På arbejdsfronten har det været et virkelig godt år. Snart skal vi til at kigge på årsregnskabet og umiddelbart er vores indtægt fordoblet fra sidste år. Det betyder, at vi kan investere i bedre solpaneler så studiet kommer til at fungere meget bedre. Computeren kan køre, lamperne kan køre og andet teknik, vi bruger i vores arbejde, kan fungere og ikke spænde ben i processen, som det har været tilfældet hidtil. Det bliver en kæmpe forbedring.
Akt har selvfølgelig ikke været ubetinget positivt, selvom der er sket mange positive ting siden sidste blog. Krigen i Ukraine ligger som en tung skygge, og hver morgen er nyheder det første, vi tænker på. Hele Orest’ familie er stadig i den vestlige og mere stabile del af landet og de har ingen planer om at ændre på det, men der er luftalarmer hver dag, og de ved aldrig hvordan fremtiden ser ud. Vil der være strøm? Vil der være vand? Vil de være i live?
Det er svært at navigere i på afstand, især for Orest, og også svært at kontrollere den vrede, der er mod styret i Rusland og svært at finde et sted at placere angsten for fremtiden.
Jeg har fået et afslag om projektstøtte til udstillingen på Viborg Kunsthal, som har gjort rigtigt rigtigt ondt. Det er en super vigtig udstilling for mig, og afslaget gør, at jeg mister modet, og i nogle øjeblikke tvivler på, om den kan gennemføres. Andre øjeblikke ser jeg mere positivt på det, men hvis jeg ikke får støtte fra andre fonde, bliver kvaliteten på værkerne væsentligt forringet, ligesom jeg ikke kan vise så mange værker, som jeg har tænkt.
Men jeg giver jo aldrig op, og i min verden kan alt lykkes. Også denne udstilling. Glæder mig virkelig meget.
Ved ikke om jeg tør love, at der ikke kommer til at gå et halvt år til næste blog, men jeg ved Orest har et emne om skovindustrien som han vil skrive om.
Bliver også nødt til at indrømme at vores søndags-pænt-i-tøjet aftener har været lidt forsømte og hået til i arbejde og hundehvalp, men de skal genoptages snarest muligt.
