Det går ikke helt som jeg havde planlagt med at få skrevet blogs med jævne mellemrum. Der går alt for lang tid imellem, så ved næsten aldrig, hvor jeg skal begynde. Måske hvor jeg slap sidst – nemlig november 2022. Så her kommer vores forårsblog trods det, at sneen daler ned og vi de sidste dage har fået omkring 70 cm sne. Og der er mere på vej…
Vi havde faktisk kort forinden oplevet nogle dage med forårsvejr. Høj sol og tocifrede varmegrader med tilhørende soldyrkning på terrassen. Og endelig kunne man se jorden og farver. Og det er netop farverne jeg savner mest efter en lang vinter. Rindende vand fik vi tilbage i hanerne allerede i starten af april. Det er rekord og 3 uger tidligere end de foregående år. Det er en luksus man ikke må tage forgivet.
Et highlight siden vores sidste blog er helt sikkert vores tur til Paris. Dengang vi boede i København, rejste vi hvert år i november til Paris for at se fotomessen Paris Photo. Pga. vores stramme økonomi har der simpelthen ikke være muligt at rejse dertil de sidste år, så det var et utroligt dejligt gensyn. Og hvor havde jeg savnet at se en masse fotokunst og andre udstillinger samt spise macarones ad libitum.
Vi havde selvfølgelig hundene med og de tiltrak sig så meget opmærksomhed, at vi til tider følte os som kendisser. Uanset hvor vi gik blev vi fotograferet. Ikke usædvanligt af flere på én gang. Det var overvældende, men også bare det faktum, at det er blevet en kultur og helt acceptabelt, at filme alt og alle helt hæmningsløst uden at spørge om tilladelse først. Vi blev også fundet på en større parisisk instagram profil, som promoverer byen. Ikke engang de spurgte om tilladelse. Det var sjovt nok bortset fra jeg blev afsløret i at have været inde at købe kager endnu engang;-).
Fik også en lidt spøjs oplevelse. En af de unge mænd, der går rundt og sælger Eiffeltårn souvenirs, kommer direkte hen og spørger om hundene er dyre. Det svarer Orest selvfølgelig prompte nej til og dertil, at de faktisk er så billige, at man næsten kan få dem gratis, og at de desuden er utrolig besværlige. Uden yderligere kommunikation vendte han om og gik. Men man fik lige nogle tanker, man godt kunne have været foruden. Heldigvis løb ingen med dem, men nogen løb til gengæld med en af vores mobiltelefoner.
Vi mødtes også med et par, der boede midt i Paris og som havde en niece til Zarwoe. Og et par fra Mexico som havde fulgt hundene længe på instagram. Det var superhyggeligt at mødes med folk i virkeligheden, og vi tilbragte nogle mindeværdige timer sammen.
Vinteren har været lang og på mange måder har vi været udfordret mentalt. Det har især været svært for Orest, at erkende vi ikke har haft mulighed for at rykke videre. Endnu en vinter uden rindende vand og elektricitet. Det var jo ikke planen, at vi skulle bo så primitivt i flere år selvom vi kan præstere et regnskab, der aldrig er gået i minus og som har fordobledes hvert år, så er vi stadig helt overladt til os selv uden form for sikkerhedsnet. Vi kan ikke låne i banken, trods det, at vi ikke skylder en eneste krone væk og at et relativt beskedent lån ville kunne gøre vores indtjening på udlejning betydelig højere fordi sæsonen kan udvides.
Der har jo også været mange positive ting i løbet af vinteren, men den langsomme progress er demotiverende for man føler man træder vande og noget så enkelt som rindende vand kan have lange udsigter. Erkender blankt vi ikke ejer et veludviklet forretningstalent, så trods alle de mange positive ting er det stadig et meget langt og sejt træk.
Men midt i februar fik vi langt om længe vores solpaneler og batterier som havde været forsvundet i posten i 4 måneder. Og det har løftet vores hjem og arbejdsplads op til et helt nyt niveau. Det giver strøm så vi kan arbejde uden at skulle tænde generatoren for at bruge et par fotolamper. Og man har almindelige lamper som giver et bedre lys at arbejde i end olielamperne. Så fremskridt er der også.
Hvad jeg også har brugt vinteren til, er forberedelserne af min kommende udstilling, som åbner 17 maj på Viborg Kunsthal. Det er en udstilling, som har været længe undervejs og bliver min første udstilling i Danmark i flere år. Jeg er spændt og nervøs men glæder mig utroligt meget. Jeg er så taknemmelig for at have modtaget et stort legat fra en dansk fond, som har gjort, at udstillingen kan udføres præcis som jeg havde drømt om. Der var et tidspunkt, hvor jeg havde fået en del afslag fra fonde og jeg begyndte at tvivle på om jeg overhovedet kunne gennemføre udstillingen. Men nu vi er snart på vej til Danmark. Udstillingen hedder JAGT og er et resultat af et samarbejde med den svenske kunstner Anette Abrahamsson og den norske kunstner Stine Kvam. Jeg skal vise 8 nye fotografiske værker samt 3 skulpturer. Det er første gang jeg viser skulpturelle værker.
Modsat tidligere har jeg med denne udstilling arbejdet med vores sanser. Noget som jeg har taget til mig i den tid vi har boet her. Jeg drages af vores lyst til at have kontrol og magt over naturen. Jeg fascineres af den instinktive reaktion, der opstår i mennesket i mødet med et rovdyr. Et urinstinkt, der kan få garvede jægere til at ryste ukontrolleret på hånden når de står overfor et rovdyr. Vi konfronteres med den fornægtelse, når vi står overfor et rovdyr, der kan tage et menneskeliv, at vi selv er et dyr, en del af et økosystem og dermed også en del af fødekæden. Jeg konfronteres med denne fysiske angst i min nye hverdag, når jeg går i skoven i et af de bjørnerigeste områder i Sverige. Hvordan kroppen instinktivt reagerer ved lyde, hvordan adrenalinen, årvågenheden og sanserne konstant er aktiveret. Værkerne til udstillingen skal derfor ses som en form for et selvportræt.
Skulpturerne er lavet af uld og det har været et gigantisk arbejde. Jeg fik byttet mig til rå uld mod nogle familieportrætter. Med rå uld menes der møgbeskidt og ildelugtende semivådt uld med div afføring i. Og når det er er minus mange grader i garagen måtte man rense ulden for div efterladenskaber og græs inde i stuen…. Derefter skulle det vaskes og skylles ad flere omgange. Tørres og så farves. Af dovenskab fik jeg aldrig sat et stort gammeldags vaskekar til salg, men det var heldigt for det var den perfekte løsning at varme vandet op i det 100 liters store kar ude i haven til at indfarve ulden. Men rensning, vask og indfarvning var ikke det største arbejde. Det mest langsommelige arbejde var kartning af uld. At karte en Ikea-pose tager ca 30 timer. Og er maga hårdt for hænderne. Men nu er det klart til at blive installeret og det har været en interessant fysisk proces. Vi rejser allerede d.8. maj.
Vi har også haft en del jobs for det danske firma Langkilde og Søn. Det er altid et privilegium at arbejde for dem og vi har lavet flere photoshoots og små film omkring vores hus. Det har været supersjovt og til tider en smule koldt. Vi har fx dækket nytårsbord midt ude på søen og blandt birketræerne. De bliver vist til efteråret, men I får lige et lille sneak peek her. Langkilde og Søn har vi haft æren af at samarbejde med gennem længere tid. De sender produkter herop, som vi iscenesætter for derefter at filme og fotografere. Sådan nogle samarbejder er guld værd og vi har de spektakulære omgivelser, der danner rammerne for et ret unikt set-up. Den største ulempe ved det samarbejde er, at de laver så smukke produkter, at de altid er svære at skulle sende retur;-) I kan se meget mere på deres hjemmeside www.langkilde-flagfabrik.dk
Azzo er blevet stor. Ikke at misforstå som han er blevet voksen, men det går utroligt godt med ham. Jeg havde frygtet at han ville løbe på isen og tage på eventyr, men han har holdt sig på grunden hele vinteren indtil for en måned siden. Så lærte han sig at det var en mulighed. Tror han har tænkt, at der på en eller anden måde stadig var en sø. Så to gange har han løbet væk og været væk i 30-45 minutter. Det dur jo ikke så indtil isen smelter har han fået begrænset sin frihed. Han kan være fri i haven hvis vi er der. Men han er en glad hund med masser af sund energi og er vokset perfekt. Han er heldigvis ikke så besat af mad længere, men fik alligevel skylden for at der forsvandt mad fra gangen (midlertidigt køleskab), men det skulle vise sig at den rigtige tyv var en hvid hermelin, som er flyttet ind i garagen, så nu er døren lukket…
