Vores Hverdag og Liv

I denne blog vil jeg prøve at svare på et spørgsmål vi har fået utallige gange. Spørgsmål om, hvordan vi klarer tosomheden og det at være sammen om alt og sammen i døgnets 24 timer. Jeg vil også fortælle om, hvordan vores hverdag ser ud. Der er selvfølgelig variationer alt efter om det er sommer eller vinter. Og efter vi har købt huset, er vores hverdag er også kommet til at se lidt anderledes ud. 

Jeg vil starte med at beskrive hverdagen. Som de fleste andre mennesker ligner vores hverdag ret meget hinanden. I de mørke vinterdage står solen op mellem kl. 9-10, så vi kan ikke komme ud med hundene før kl.10. Der skal bages brød hver anden dag.

Der skal laves mad, vaskes tøj og gøres rent som alle andre. I vinterhalvåret står vi ret sent op. Mellem kl. 8-9.  Til gengæld arbejder vi til langt ud på aftenen næsten hver dag. Det er enormt privilegeret selv at kunne kontrollere sin arbejdsdag og få glæde af de få lyse timer.  De lyse timer bruger vi så vidt muligt udendørs med at fotografere, filme, stå på ski og gå med hundene. Og ikke at forglemme snerydningen. Denne vinter er vores første med det nye hus. De sidste 4 km til huset skal vi selv sørge for at plove for sne, så det kommer vi uden tvivl til at bruge en del tid på. 

Ting tager generelt længere tid, når vi bor, som vi gør. Det er bestemt ikke negativt ment, for jeg elsker og værdsætter langsomheden. Det er umuligt at skynde sig med noget som helst. Hvis vi skal lave mad, så skal der først hentes brænde, der forhåbentligt allerede er blevet kløvet. Dernæst skal brændeovnen varmes op. Det tager en time for en brændeovn at nå 200 grader. 

Hvis vi skal køre nogen steder, kan vi ikke være i sidste øjeblik, for der er store chancer for, at der er faldet 20 cm sne over natten som først skal ryddes.  Så er der vejene, som kan være glatte og isede og ikke tillader en fart over 50 km/t. Nogle steder vejene endda lukkede ved kraftig blæst og snefald. 

Selv vores skraldespand skal køres ned forenden af grusvejen, når den skal tømmes hver 14. dag. Den langsomhed begynder man at værdsætte, og man bliver tvunget til at sætte sit tempo ned. Og hvad man modsat skulle tro giver det ikke stress, men derimod en ro ved at tingene tager tid. 

Så har jeg endnu ikke nævnt større indkøb i supermarkeder, som tager det meste af en dag.  Vi har valgt at tage det som en udflugt – med te på termokanden.

Ofte har vi en længere liste med gøremål. Et møde i banken, en vaccination hos dyrlægen eller et besøg i et byggemarked. Sådan en tur til supermarkedet gør vi ca. en gang om måneden. 

Om sommeren er her lyst døgnets 24 timer. Sidste forår vågnede vi tidligere og tidligere og til sidst så tidligt, at vi måtte investere i mørklægningsgardiner, for at få en god nattesøvn. Jeg havde ellers svoret, at det aldrig skulle blive nødvendigt. Vi har endnu vores første sommer til gode i vores nye hus, men vi fik en forsmag på, hvor lang tid det vil tage at slå en græsplæne på 1,8 hektar: 4 timer tog det mig at slå 25% af plænen.

Dertil en masse der skal laves ved huset. Om sommeren tager vi ofte på vandretur med overnatning i fjeldene. Det er både fornøjelse og arbejde på én og samme gang. Orest laver video og jeg tager fotos både til vores samarbejdspartnere og vores egne konti på de sociale medier. 

Sociale medier er noget især jeg bruger en del tid på. Og som så mange andre, måske også for meget tid. Det er en svær balance, når de også er en del af dit arbejde. Men de er også til stor fornøjelse og en måde at føle sig forbundet med venner og omverdenen, når man er så langt væk og ret isoleret. 

Det med at leve så isoleret, bare Orest og jeg og hundene og være sammen om alt og være sammen døgnets 24 timer, har været forbløffende gnidningsfrit. Jeg var faktisk aldrig rigtigt bekymret for den del, men tror, at hvis nogen så os udefra, ville de sikkert syntes vi snakkede alt for meget med hundene og sagde underlige ting. Orest har helt klart en større trang til at være alene end jeg. Egentlig havde vi lavet en aftale om, at han skulle tage på en dags vandretur alene én dag i ugen, men ofte bliver det udskudt, fordi vi har for meget at lave. Men især når vi er lidt pressede og tingene ikke rigtigt flasker sig, har han brug for at komme ud alene.

Det fungerer fantastisk for ham og på hans humør, at tage på en vandretur helt alene med en enkelt eller to overnatninger. Og det er også rart for mig at være alene en stund, og sundere for os begge end at blive sammen i en presset stemning, for vi har kun hinanden i sådanne situationer og det er vores måde at løse det på. 

En ting, der har været årsag til et pres er, at Orest’ familie ikke har forstået det valg vi har taget. Han er født og opvokset i Ukraine og Rusland og hele hans liv har hans forældre kæmpet for at komme væk fra fattigdommen på landet for at flytte til byen, få en uddannelse og et godt job. Et fast job har været nøglen til sikkerhed og tryghed. Det har været angstprovokerende og uforståeligt, at vi har valgt at flyttet til noget, de har kæmpet for at komme væk fra. Først at opsige sit gode og sikre job og dernæst at flytte ud i skoven så langt væk fra byen som muligt og lave mad over åben ild. Selvom han er voksen og føler sig uafhængig, så gør det alligevel ondt, når ens mor poster en græde-smiley ved hvert opslag han postede på Facebook. Det er i høj grad generationsbestemt. Den yngre generation af ukrainere forstår vores valg, men de er også vokset med relativ god velstand og med internettet. De har kunnet rejse og har fået mad på bordet hver dag. Men nu har vi købt hus (og altså investeret i mursten), og det har glædet Orest’ mor meget. Det er endda gået over i begejstring over Lövnäset og vækket positive minder fra hendes barndom. Og så har vi endda en motorbåd, som kun den rigeste familie i hendes barndomslandsby i Sibirien havde. Sådan et valg, som vi har taget, er et I-lands valg. Det er et valg man tager, når man aldrig har lidt nød, aldrig har manglet penge, når man har rejst verden rundt og realiseret sig selv på mange planer. Det er ikke et valg man tager, når man aldrig har haft råd til et par nye sko. 

Mine forældre er desværre døde og jeg ved slet ikke hvordan de ville have reageret. 

Tilbage til hverdagen, så spørger mange, hvad vi bruger aftenerne på. Det er et ret godt spørgsmål. Vi har ikke haft TV i 15 år og jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg ville begynde at se mere TV. Men det er ikke blevet til noget. Tror vi sammenlagt ser TV 10-20 timer om året. Nu er kl. 21. Jeg skiver på denne blog, Orest sidder overfor mig og redigerer en video.

Snart skal hundene ud at gå aftentur. Måske skulle man tage et bad inden og lave nogle yogaøvelser. Tror det er sådan en aften typisk kan se ud hos os. 

Men ikke om søndagen… For nu at vende tilbage til den første blog og stiletterne! Søndag aften er dedikeret til god mad og rødvin. Og så tager vi vores fine tøj, jeg lægger make-up og hopper i de høje hæle.

Det var en aftale vi lavede med hinanden på vejen herop, for vi vidste, at vi alle ugens andre dage ville gå i det grimmeste og mest praktiske tøj. Som Orest sagde forleden ” Da vi boede i København, havde vi kælderen fyldt med det lækreste vandreudstyr”. Det bruges til gengæld nu og alt vores fine tøj er pakket langt væk.   

EFTERÅR

I dag er det 1 november og præcist et år siden vi flyttede hertil. Det er efterår igen og så ufatteligt mange ting er sket det sidste år.  Men naturen er stadig den samme. De samme smukke farver, fugle på træk til varmere lande, bjørnene, der leder efter vinterhi, den første frost og den første sne. Rensdyrene, der forlader skoven og søger op i bjergene. Jagtsæsonen, der starter og dagene, som bliver kortere og kortere for hver dag i et hastigt tempo. Skoven er fyldt med svampe og bær. Og ikke at forglemme at myggene endelig har forladt os.  

Denne blog er dedikeret til efteråret. Den smukkeste årstid og måske den årstid vi holder mest af. Men vi vil også lave en lille status over to ting, som vi har lært ved at bo her. Ting, som vi ikke havde troet påvirkede vores liv, da vi levede i København, men som i den grad er allestedsnærværende. Og det er påvirkningen af materielle goder. Jeg havde troet, at jeg var helt upåvirket af den slags, men det er jeg langt fra.  Og det opdagede jeg, da vi var en tur til København. Måske synes I, det er en meget mærkelig sammenligning, at jeg pludselig taler om dyre biler, når vi nu har valgt at leve som vi gør. Men jeg kan godt lide fine biler. Så da jeg en dag stod på Vesterbrogade og så en Maserati køre forbi, var min første tanke ”Gud ja sådan en bil findes også”. Det havde jeg fuldstændig glemt. Den eksisterede slet ikke længere i min bevidsthed. Når man ikke bliver eksponeret for andet en halvgamle praktiske Volvoer på pigdæk, så eksisterer det andet ligesom ikke. Men hvis du hver dag ser en Maserati så begynder man ubevidst at forestille sig at køre i sådan en bil. Og det gælder mange ting. Langsomt mister man grebet om hvad der er moderne, og hvor man før købte tøj i butikkerne i den fine ende af Strøget køber man nu praktisk tøj i en middelmådig butikskæde. Og det kun, når man virkelig mangler og til gengæld bliver lykkelig for at par virkelig varme støvler eller strømper, der ikke laver folder i gummistøvlen. 

En anden ting er udlængsel. En udlængsel efter at opleve andre steder og lande. Vi har altid rejst meget. Rigtigt meget. 4-5 gange om året var ikke urealistisk. Til storbyer og til eksotiske destinationer, og knap var vi landet, før den næste rejse var planlagt. Vi har konstant længtes efter at opleve verden. Den udlængsel er fuldstændig forsvundet. Jo, vi kan savne vores årlige tur til Paris, men bare tanken om at skulle rejse en måned til Bangladesh gør os begge helt trætte. Jeg tror, at når man lever så meget i og med naturen, så får man så meget ro, at mange fundamentale behov bliver opfyldt. Og så er der jo også den ”lille” detalje at vi ikke vil forlade vores Zarwoe og Láska.  

Vi er virkelig blevet en lille symbiose efter at have været sammen alle døgnets 24 timer i mere end et helt år. Måske kan det også skyldes, at vores liv er vendt fuldstændigt på hovedet. At man det sidste år har oplevet så meget forandring, så det, at skulle forholde sig til et andet lands kultur, kan føles uoverskueligt. Jeg ved det ikke, men tror mest på, at når man lever et simpelt liv i naturen, så længes man ikke efter noget andet. Vi har bare lyst til at være her og tage på ture i fjeldene. 

Efteråret begynder 1 september og nej, efteråret her er ikke en udvidelse af sommeren.

I september kommer den første nattefrost og en enkelt snebyge er heller ikke usædvanligt. Bladene bliver gule. Og når man ser det første gule blad så går der ikke mange dage før alt er gult, orange og rødt blandet med de grønne grantræer. Og ufatteligt smukt. 

De store og sky traner samler sig i store flokke inden de flyver sydpå. Rensdyrene, som helt bogstaveligt har boet i baghaven hele sommeren, søger op i fjeldene omkring oktober, hvor parringssæsonen starter.

Elgene søger væk fra skoven og ud på mere åbne arealer, hvor de finder føde i efterårsmånederne. Det er den bedste tid at spotte en elg. Bjørnene går i hi omkring 1. november, og så føles det igen mere trygt at gå i skoven og man stivner ikke helt på samme måde når hundene hører en lyd i buskadset. 

Det er også i september vi skal stable brænde. Det er stadig lidt svært for os at beregne hvor meget vi skal bruge. Synes, når hele skuret er fyldt, må der være mere end rigeligt, men man bruger mere end man tror på en hel vinter, især når vores primære varmekilder er brændeovnen og pejsen. På Lövnäset er det vores eneste varmekilde. Vi er blevet ejere af en del af skoven, da vi købte vores nye hus, så fra næste år skal vi fælde og kløve vores eget brænde. Det kunne ikke nå at tørre i år, så det bliver til foråret. Vores nabo har lovet os et lille træfældningskursus. Og så må vi ikke glemme vores trofaste hjælpere med at skaffe brænde – bæverne. De fælder så mange træer rundt om søen, som man bare kan samle op. 

Elgjagten starter den første mandag i november som er en dato mange i området ser frem til. Folk her har været jægere i mange generationer og kødet er en vigtig del af husholdningen. Her bliver hele dyret brugt, og de ting som ikke er egnet til menneskeføde, går til hundene. Vi fik også en pose af vores nabo med ben til hundene. Mere økologisk kød findes ikke. Det er også i efteråret, at man skyder fugle og bjørne. Folk fortæller, at selv den mest garvede jæger pludselig kan begynde at ryste ukontrolleret på hånden, når han står overfor at skulle skyde en bjørn. Det er det instinkt jeg også mærker bliver aktiveret når hundene reagerer på lyde i skoven. Selvom elgen reelt står for flere ulykker end bjørnen, så reagerer man instinktivt anderledes på et rovdyr. 

De første to uger af elgjagten må vi tage nogle forholdsregler. Hundene bliver iført orange veste og går det meste af tiden i snor. Så er man lykkelig for vores 1.8 hektar store have, så de kan løbe og få strukket ud.  

Det er også mod slutningen af august vi får aftenerne igen efter to måneder med  lys døgnet rundt. Og selvom lyset giver en dejlig energi, så var det skønt at opleve mørket igen. Dagene bliver kortere og kortere. Omkring 5 minutter kortere hver dagfrem til d.21 december . Vi ved, mange tænker, at det må være deprimerende at vinteren er på vej, men vi elsker efteråret, farverne og aftenerne. Og vi nyder at myggene er væk. Og det samme er mitterne eller knot, som de hedder på svensk . Det er faktisk en utrolig befrielse at kunne være ude helt uforstyrret. 

Sneen lægger sig som regel i november, men i år kom den tidligt. Allerede i midten af oktober fik vi sne, så det bliver en lang vinter i år. Vinteren er noget helt særligt og kræver en hel blog for sig selv og den vil jeg glæde mig til, at fortælle jer om. 

Scroll Up